På baggrund af bl.a. den offentlige debat om internetauktionshuses overholdelse af den civilretlige forbrugerbeskyttelseslovgivning, herunder forbrugeraftalelovens regler om fortrydelsesret mv., har Justitsministeriet udarbejdet en redegørelse om gældende ret på området og har i den forbindelse overvejet, hvorvidt der er behov for nye lovgivningsinitiativer til beskyttelse af forbrugerne, når de handler på en internetauktion.

 

Justitsministeriet har i forbindelse med udarbejdelsen af redegørelsen afholdt en række møder med repræsentanter fra de større internetauktionshuse, auktionsbranchens interesseorganisationer og Forbrugerrådet. Herudover har interesserede parter haft lejlighed til at kommentere redegørelsens indhold.

 

Redegørelsen, der nu offentliggøres på Justitsministeriets hjemmeside, vedlægges i 5 eksemplarer til Retsudvalgets orientering. Redegørelsens punkt 5 (om markedsføringsloven og Forbrugerombudsmandens undersøgelse) er udarbejdet af Forbrugerombudsmanden.

 

Som det fremgår af redegørelsen, er det Justitsministeriets opfattelse, at forbrugeraftaleloven, købeloven og aftaleloven fuldt ud finder anvendelse ved køb af varer på en internetauktion. Det gælder både i de tilfælde, hvor internetauktionshuset i egenskab af kommissionær, dvs. i eget navn, indgår aftale med en køber (forbruger), og hvor internetauktionshuset formidler en aftale mellem en sælger og en køber (forbruger). Handel på en internetauktion kan dermed i det store hele sidestilles med almindelig internethandel.

 

Det betyder, at den særlige forbrugerretlige beskyttelseslovgivning, der gælder ved handel i almindelige nethandelsbutikker, efter Justitsministeriets opfattelse også gælder ved handel på internetauktioner. Fortrydelsesretten efter forbrugeraftaleloven giver eksempelvis forbrugeren en ubetinget ret til at fortryde indgåede fjernsalgsaftaler uanset årsagen hertil, og anvendelsen af de almindelige regler fører således til et højt forbrugerbeskyttelsesniveau. Herudover er forbrugeren beskyttet af købelovens særlige regler om forbrugerkøb.

 

Som det fremgår af redegørelsen, er det på den baggrund Justitsministeriets opfattelse, at den eksisterende forbrugerbeskyttende lovgivning giver forbrugerne en tilstrækkelig beskyttelse, når de handler på internetauktioner, og ministeriet finder derfor ikke behov for at iværksætte nye lovgivningsmæssige initiativer på området. Der henvises i den forbindelse til redegørelsens punkt 4.4 og 6.

 

Det kan oplyses, at Forbrugerombudsmanden samtidig med udarbejdelsen af redegørelsen har gennemført en nærmere undersøgelse af udvalgte internetauktioners hjemmesider, vilkår og forretningsmetoder. Resultatet af denne undersøgelse, der er offentliggjort den 27. februar 2006 på Forbrugerombudsmandens hjemmeside, viser, at der i en række tilfælde er problemer med overholdelse af de gældende regler på området, herunder reglerne om fortrydelsesret i forbrugeraftaleloven. Forbrugerombudsmanden har på den baggrund indskærpet reglerne om fortrydelsesret over for de pågældende auktionshuse.

 

 

                                            Lene Espersen

/      Lars Hjortnæs

 

 

Â