9. marts 2006

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om transportørers erstatningsansvar ved ulykker under passagertransport ad søvejen og indre vandveje – KOM(2005) 592

 

1.                Baggrund og indhold

 

Kommissionen har den 23. november 2005, som del af den 3. søsikkerhedspakke, fremsat forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om transportørers erstatningsansvar ved ulykker under passagertransport ad søvejen og indre vandveje. Den danske sprogversion af forslaget er modtaget i Rådssekretariatet den 24. februar 2006.

 

Forslaget er fremsat i henhold til artiklerne 71, stk. 1, og 80, stk. 2, og har til formål at skærpe reglerne for ansvar, først og fremmest i forbindelse med passagerers tilskadekomst eller død under transport på skibe. Det foreslås i hovedtræk, at reglerne i Athen-konventionen af 1974 om passagerskadeansvar, som ændret ved protokollen af 2002 gøres til direkte anvendelig fællesskabsret i forordningsform, og at reglerne tillige udstrækkes til at omfatte indenrigsfart. På denne måde sikres et fælles højt niveau for passagerbeskyttelse.

 

Hovedelementerne i Athen protokollen, der blev vedtaget i FN’s søfartsorganisation, IMO, i 2002 er en forhøjelse af ansvarsgrænserne for personskade/dødsfald og indførelse af objektivt ansvar for bortfragteren for skader, der opstår i forbindelse med skibets drift samt en pligt for rederen til at forsikre sig mod dette ansvar. Herudover indføres der mulighed for løbende at forhøje ansvarsgrænserne ved den såkaldte stiltiende accept-procedure, som kendes fra andre søretlige ansvarskonventioner.

 

Forslaget kan vedtages med kvalificeret flertal efter proceduren for fælles beslutningstagen i artikel 251.

 

2.                Nærhedsprincippet

 

Kommissionen anfører i sin begrundelse for forslaget, at forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet, fordi en fællesskabsforanstaltning garanterer et ensartet sæt regler for erstatningsansvar for alle rejser, uanset om der er tale om international transport, transport inden for Fællesskabet eller indenlandsk transport, ligesom der sikres ensartede konkurrenceforhold for transportørerne. Endvidere sikrer forslaget en ensartet gennemførelse af Athen-konventionen i medlemsstaterne.

 

Det er regeringens opfattelse, at forslaget overholder nærhedsprincippet, da der ikke bør være forskel på passagerbeskyttelsen afhængig af, om man er om bord på færgen mellem Århus og Sjællands Odde eller Esbjerg og Harwich. Det vurderes derfor, at koordinerede EU-tiltag på dette område kan skabe en merværdi i form af en øget og ensartet beskyttelse af passagerer.