Justitsministeriet Lovafdelingen Kontor: Formueretskontoret Sagsnr.: 2006-702-0033 Dok.: JTS40588 Slotsholmsgade 10 Telefon: 33 92 33 40 E-post: [email protected] 1216 København K Telefax: 33 93 35 10 Internet: http://www.jm.dk UDKAST Forslag til Lov om ændring af lov om produktansvar (Ændring af reglerne om mellemhandleres ansvar for produktskader) § 1 I lov nr. 371 af 7. juni 1989 om produktansvar, som ændret ved lov nr. 1041 af 28. november 2000, foretages følgende ændringer: 1. § 10 affattes således: ”§ 10. En mellemhandler skal erstatte produktskader omfattet af § 2, medmindre mellemhandle- ren kan godtgøre, at skaden ikke skyldes dennes fejl eller forsømmelse.” 2. Efter § 10 indsættes:   ”§ 10 a. En mellemhandler hæfter umiddelbart over for skadelidte og senere mellemhandlere i omsætningskæden for producentens produktansvar for skader omfattet af § 2, i det omfang ska- den skyldes fejl eller forsømmelse begået af producenten eller tidligere mellemhandlere i om- sætningskæden.” § 2 Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Stk. 2. Loven gælder kun for produkter, der er bragt i omsætning af producenten efter lovens ikrafttræden.

- 2 - § 3 Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

- 3 - Bemærkninger til lovforslaget Almindelige bemærkninger 1. Indledning   Ifølge § 10 i produktansvarsloven hæfter en mellemhandler for produktansvar umiddelbart over for skadelidte og senere mellemhandlere i omsætningskæden. EF-Domstolen har i dommen af 10. januar 2006 i sag C-402/03, Skov Æg, fastslået, at produktansvarsdirektivet er til hinder for en national regel, hvorefter en mellemhandler uden begrænsning hæfter for producentens objek- tive ansvar efter direktivet. Direktivet er derimod ifølge Domstolen ikke til hinder for en national regel, hvorefter en mellemhandler uden begrænsning hæfter for producentens culpaansvar. Pro- duktansvarslovens § 10 kan på baggrund af Domstolens dom ikke opretholdes med sin nuværen- de udformning.    Formålet med lovforslaget er at ændre produktansvarslovens § 10, således at bestemmelsen brin- ges i overensstemmelse med Domstolens dom. Med henblik på at sikre et højt forbrugerbeskyt- telsesniveau foreslås det samtidig, at der inden for dommens rammer pålægges mellemhandlere et strengt produktansvar.   Det foreslås for det første, at mellemhandlerens selvstændige ansvar for produktskader skærpes, således at mellemhandleren ifalder produktansvar for personskader, tab af forsørger og forbru- gertingsskader,  medmindre  denne  kan  godtgøre,  at  skaden  ikke  skyldes  dennes  fejl  eller  for- sømmelse. For det andet foreslås det, at mellemhandleren hæfter umiddelbart over for skadelidte og senere mellemhandlere i omsætningskæden for producentens produktansvar for personskader, tab  af  forsørger  og  forbrugertingsskader,  i  det  omfang  skaden  skyldes  producentens  fejl  eller forsømmelse. 2. Gældende ret 2.1. Produktansvar er dels reguleret ved lov nr. 371 af 7. juni 1989 om produktansvar, som ænd- ret ved lov nr. 1041 af 28. november 2000 (produktansvarsloven), dels ved principper udviklet i retspraksis. Ved produktansvar forstås det ansvar, der påhviler en producent eller en mellemhandler for ska- de forårsaget af en defekt ved et produkt, der er produceret eller leveret af denne, jf. produktan- svarslovens § 1. Produktansvar omfatter både skade på person og ting. Det er uden betydning,

- 4 - om skaden rammer den, der besidder det skadevoldende produkt, eller tredjemand. Produktan- svar omfatter derimod ikke skade på selve den defekte genstand. Denne skade behandles efter det sædvanlige køberetlige mangelsansvar, der bl.a. omfatter det tab, som køberen har lidt ved ikke at få kontraktsmæssig opfyldelse. 2.2. Produktansvarsloven gennemfører Rådets direktiv 85/374/EØF af 25. juli 1985 om tilnær- melse af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om produktansvar, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 99/34/EF af 10. maj 1999 (produktan- svarsdirektivet). Direktivet er inden for sit anvendelsesområde et totalharmoniseringsdirektiv.   Ifølge produktansvarslovens § 6 skal en producent erstatte skade, der er forårsaget af en defekt ved et produkt, som er produceret eller leveret af denne. Bestemmelsen er en gennemførelse af direktivets artikel 1. Producentens ansvar er objektivt. Produktansvarsloven kan ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for skadelidte eller den, som indtræder i skadelidtes krav, jf. lovens § 12. 2.3. Begrebet producent defineres i produktansvarslovens § 4, stk. 1, 2, 4 og 5.   § 4, stk. 1, definerer producenten som den, der fremstiller et færdigt produkt, et delprodukt eller en råvare, den, der frembringer eller indsamler et naturprodukt, samt den, der ved at anbringe sit navn, mærke eller andet kendetegn på produktet udgiver sig for at være dets producent. § 4, stk. 1, gennemfører direktivets artikel 3, stk. 1. Det følger desuden af lovens § 4, stk. 2, at den, der med henblik på videresalg, udlejning, leasing eller enhver anden form for omsætning som led i sin erhvervsvirksomhed indfører et produkt i EU, anses som produktets producent, og den pågældende er ansvarlig på samme måde som pro- ducenten. § 4, stk. 2, gennemfører direktivets artikel 3, stk. 2.   Endelig følger det af § 4, stk. 4, at enhver leverandør af et produkt anses som dets producent, hvis skadelidte ved et produkt, der er produceret i EU, ikke kan konstatere, hvem der har produ- ceret dette, eller hvis skadelidte ved et produkt, der er produceret uden for EU, ikke kan konsta- tere, hvem der har indført dette i EU. Ifølge § 4, stk. 5, gælder stk. 4 ikke, hvis mellemhandleren inden rimelig tid giver skadelidte oplysninger om producentens eller importørens navn og adres- se eller navnet og adressen på den, der har leveret produktet til mellemhandleren. Mellemhandle- ren kan dog ikke henvise skadelidte til en ansvarlig, der har hjemting uden for EU. Lovens § 4, stk. 4 og 5, gennemfører direktivets artikel 3, stk. 3.  

- 5 - 2.4. Producenten er på objektivt grundlag ansvarlig for skader forårsaget af en defekt. Defekten kan f.eks. skyldes produktets konstruktion eller fabrikation, eller kan skyldes utilstrækkelig in- struktion.  Derimod  er  producenten  ikke  ansvarlig  for  f.eks.  udviklingsskader.  Producenten  er således ikke ansvarlig, hvis vedkommende beviser, at det på grundlag af den videnskabelige og tekniske viden på det tidspunkt, da produktet blev bragt i omsætning, ikke var muligt at opdage defekten, jf. produktansvarslovens § 7, stk. 1, nr. 4, som gennemfører produktansvarsdirektivets artikel 7, litra e.   Desuden er producenten ikke ansvarlig efter produktansvarsloven og direktivet, hvis denne bevi- ser, at produktet hverken er fremstillet, frembragt, indsamlet eller bragt i omsætning af denne som led i erhvervsvirksomhed, jf. produktansvarslovens § 7, stk. 1, nr. 2, som gennemfører pro- duktansvarsdirektivets artikel 7, litra c. Der henvises i øvrigt til produktansvarslovens § 7 og direktivets artikel 7 for andre tilfælde, hvor producenten ikke er ansvarlig, selv om produktet har en defekt. Produktansvarsloven omfatter personskade, tab af forsørger og forbrugertingsskade, jf. lovens § 2. Det tilsvarende gør sig gældende for direktivet, jf. artikel 9. Produktansvarslovens § 10 om mellemhandleransvaret angår dog også erhvervstingsskader, jf. punkt 2.5 nedenfor. Produktan- svarsloven fastlægger dog ikke ansvarsgrundlaget ved erhvervstingsskader.   Ansvarsgrundlaget ved erhvervstingsskader er fastlagt ved de i retspraksis udviklede principper om  produktansvar.  Det  retspraksisbaserede  produktansvar  for  producenter  har  karakter  af  et strengt culpaansvar, der tenderer hen imod et objektivt ansvar. Et sådant ansvar gjaldt også for producenten ved personskade, tab af forsørger og forbrugertingsskade forud for produktansvars- lovens vedtagelse, jf. Folketingstidende 1988-89, tillæg A, side 1598-1601.   Ifølge  produktansvarslovens  §  13  begrænser  loven  ikke  skadelidtes  adgang  til  erstatning  efter almindelige regler om erstatning i eller uden for kontrakt eller i medfør af regler, som er fastsat i eller i henhold til anden lovgivning.   Det fremgår af direktivets artikel 13, at direktivet ikke berører de rettigheder, som skadelidte kan påberåbe sig under henvisning til retsreglerne om ansvar i og uden for kontraktforhold eller un- der henvisning til særregler om ansvar, der er gældende på tidspunktet for direktivets meddelel- se.   2.5. En mellemhandler defineres i produktansvarslovens § 4, stk. 3, som den, der erhvervsmæs- sigt bringer et produkt i omsætning uden at anses som producent.  

- 6 - Efter lovens § 10 hæfter en mellemhandler for produktansvar umiddelbart over for skadelidte og over for senere mellemhandlere i omsætningskæden. Skadelidte kan rette sit krav mod producen- ten (producenterne) eller mod mellemhandleren (mellemhandlerne) eller mod alle disse, idet de alle over for skadelidte hæfter solidarisk, jf. produktansvarslovens § 11, stk. 1.   En mellemhandler hæfter ikke kun umiddelbart over for den skadelidte, men også over for senere mellemhandlere  i  omsætningskæden  af  det  pågældende  produkt.  Den  mellemhandler,  som  har måttet betale erstatning til skadelidte eller til en senere mellemhandler, indtræder herefter i ska- delidtes krav mod producenten og tidligere mellemhandlere, jf. produktansvarslovens § 11, stk. 3.   At mellemhandleren hæfter umiddelbart over for skadelidte og senere mellemhandlere, betyder, at mellemhandleren skal betale erstatning, uanset om det er muligt for skadelidte at gennemføre sit krav over for producenten.   Reglen  i  produktansvarslovens  §  10  om,  at  mellemhandleren  på  objektivt  grundlag  hæfter  for produktansvar, var en lovfæstelse af, hvad der blev antaget at følge af gældende ret, jf. Folke- tingstidende 1988-89, tillæg A, side 1606.   Reglen i § 10 angår i øvrigt ikke kun personskade, tab af forsørger og forbrugertingsskade, men også   produktansvar   efter   dansk   rets   almindelige   regler,   herunder   produktansvar   ved   er- hvervstingsskader. I disse tilfælde er der imidlertid ikke tale en objektiv hæftelse for producen- tens direktivbaserede objektive ansvar, men derimod tale om en objektiv hæftelse for producen- tens retspraksisbaserede produktansvar. Endvidere indebærer § 10, at en mellemhandler hæfter for produktskader, der skyldes fejl eller forsømmelse begået af en tidligere mellemhandler i om- sætningskæden, jf. om mellemhandleres selvstændige culpaansvar punkt 2.6 umiddelbart neden- for. 2.6. For mellemhandleren gælder et almindeligt ulovbestemt culpaansvar ved siden af det i pro- duktansvarslovens  §  10  angivne  hæftelsesansvar.  Mellemhandlerens  culpaansvar  bedømmes  i praksis relativt strengt, specielt i de situationer, hvor produktet kræver særlig opmærksomhed og agtpågivenhed. Mellemhandleren bliver selvstændigt ansvarlig i de situationer, hvor denne ved sin håndtering af produktet har gjort dette farligt, eller hvor vedkommende ved en fejl ikke har opdaget en fare ved produktet. Da mellemhandlerens varekundskab ofte er begrænset, og da dennes undersøgelses- muligheder i de fleste tilfælde er små, vil det kun sjældent blive bedømt som en fejl, at mellem- handleren  ikke  har  opdaget  faren  ved  et  produkt.  Færdigvarekontrollen  hører  til  producentens forpligtelser, og mellemhandleren vil normalt have opfyldt sin undersøgelsespligt over for for-

- 7 - brugeren ved en relativ begrænset besigtigelse med henblik på at konstatere, om der f.eks. fore- ligger transportskader.   Mellemhandlerens ansvar for forkert håndtering af et produkt har i praksis større betydning end ansvaret for tilsidesættelse af undersøgelsespligten. Håndteringsfejl kan dels forekomme som fejl ved udlevering og forvekslingsfejl, dels ved en ændring af produktet, som gør dette farligt. Mel- lemhandleren kan f.eks. have opbevaret produktet forkert eller have udsat det for unormal på- virkning. Det er som udgangspunkt mellemhandlerens pligt at opnå et sådant varekendskab, at produktændringer  af  denne  karakter  undgås,  og  mellemhandleren  ifalder  derfor  ansvar  herfor, såfremt tilsidesættelsen af denne pligt, må bedømmes som en fejl eller forsømmelse.   2.7. Mellemhandleres produktansvar er i produktansvarsdirektivet kun reguleret ved art. 3, stk. 2 og 3, der som nævnt ovenfor i en række nærmere angivne situationer pålægger mellemhandleren samme ansvar som producenten. Der henvises til punkt 3 nedenfor vedrørende EF-Domstolens fortolkning af disse bestemmelser. 2.8. Retsplejelovens regler om værneting fastlægger, hvor en retssag om produktansvar kan an- lægges. Det følger af retsplejelovens § 247, stk. 1, at EF-domskonventionens og ikke retsplejelo- vens værnetingsregler anvendes i sager, der er omfattet af konventionen eller en anden konventi- on,  som  er  gennemført  i  dansk  ret  ved  eller  i  medfør  af  lov  nr.  325  af  4.  juni  1986  om  EF- domskonventionen mv., som ændret ved lov nr. 209 af 29. marts 1995.   Domskonventionens regler finder anvendelse, når sagsøgte har bopæl eller hjemsted i følgende EU-/EØS-lande: Belgien, Finland, Tyskland, Frankrig, Grækenland, Italien, Irland, Island, Lu- xembourg, Nederlandene, Norge, Polen, Portugal, Schweiz, Spanien, Storbritannien og Nordir- land, Sverige, Tyskland og Østrig. En person kan i sager om erstatning uden for kontrakt sagsøges ved retten på det sted, hvor ska- detilføjelsen er foregået, jf. EF-domskonventionens artikel 5, nr. 3. Østre Landsret har i dommen gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1994.342 Ø fundet, at artikel 5, nr. 3, finder anvendelse i sa- ger om produktansvar.   Retsplejelovens § 243 finder anvendelse i sager om produktansvar, hvor sagsøgte ikke har bopæl eller hjemsted i et af de ovenfor nævnte EU-/EØS-lande. Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til domskonventionens artikel 5, nr. 3. Ifølge § 243 kan sager, hvorunder der påstås erstatning i anledning af retskrænkelser, anlægges på det sted, hvor retskrænkelsen er foregået.   Klager over produktskader fra  forbrugere kan i et vist omfang indbringes for  Forbrugerklage- nævnet, jf. §§ 3-4 i bekendtgørelse nr. 1118 af 12. december 2003 om forbrugerklager. Det føl-

- 8 - ger af § 6 i denne bekendtgørelse, at klager kan indbringes for nævnet, i det omfang der efter de ovenfor nævnte regler i retsplejeloven kan anlægges sag ved en dansk domstol mod den mellem- handler eller producent, som sagen angår. 2.9. Lovvalg ved produktansvar er ikke fastlagt i dansk lovgivning, og retspraksis på området er meget sparsom. Det må antages, at det som udgangspunkt er skadesstedets lovgivning, der skal anvendes, men konkrete omstændigheder kan dog lede til et andet resultat, herunder hvis mel- lemhandleren  eller  producenten  ikke  kunne  påregne  produktets  markedsføring  i  skadeslandet. Højesteret har i en dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1999.225 H taget stilling til lovvalget i en situation, hvor en tysk producent via en dansk mellemhandler solgte rør til en dansk kom- mune. Højesteret valgte at anvende dansk ret til at bedømme producentens ansvar med den be- grundelse, at den pågældende skade var sket i Danmark, hvor kommunen havde hjemsted, og hvortil den tyske producent havde eksporteret rørene.   Justitsministeren kan ifølge produktansvarslovens § 16 fastsætte regler til gennemførelse af mel- lemfolkelige overenskomster om lovvalget i sager om produktansvar. Bestemmelsen blev indsat under Folketingets behandling af produktansvarsloven med henblik på, at Haagerkonventionen af 2. oktober 1973 om lovvalg i sager om produktansvar kunne  ratificeres. Danmark har ikke efterfølgende  tiltrådt  Haagerkonventionen.  Skadesstedet  er  efter  konventionen  udgangspunktet ved lovvalget, men hertil gælder en lang række undtagelser.   I juli 2003 fremsatte EU-Kommissionen et forslag til en forordning om lovvalgsregler for for- pligtelser uden for kontraktsforhold (”Rom II”). Forslagets artikel 4 indeholder en regel om lov- valget  for  krav  i  anledning  af  produktansvar.  Efter  denne  bestemmelse  er  udgangspunktet,  at loven i det land, hvor skadelidte har sit sædvanlige opholdssted, skal finde anvendelse, hvis pro- duktet er markedsført i  dette land med samtykke fra den person, hvis ansvar  gøres  gældende. Forslaget, der fortsat er under forhandling, er fremsat med hjemmel i den del af EF-traktaten, der er omfattet af Danmarks forbehold vedrørende retlige og indre anliggender, og Danmark er der- for ikke forpligtet af en eventuel kommende forordning.   3. EF-Domstolens dom i sag C-402/03, Skov Æg 3.1. EF-Domstolens dom i sag C-402/02, Skov Æg, udspringer af en sag, som verserer ved Ve- stre Landsret. Sagen vedrører to personer, som var blevet syge efter at have spist en æggekage tilberedt af æg købt i et Bilka Lavprisvarehus. Efterfølgende undersøgelser på hospitalet viste, at de to personer havde fået salmonellaforgiftning. De valgte herefter at sagsøge mellemhandleren Bilka. Bilka adciterede efterfølgende producenten Skov Æg.

- 9 - Bilka blev af Retten i Aalborg fundet ansvarlig for skaden som mellemhandler i henhold til pro- duktansvarslovens § 10. Retten i Aalborg fastslog endvidere, at Bilka kunne søge regres for kra- vet hos Skov Æg. Bilka og Skov Æg appellerede dommen til Vestre Landsret. Under appelsagen anførte Bilka og Skov Æg bl.a., at § 10 er uforenelig med produktansvarsdirektivet.   Ved  kendelse  af  26.  september  2003  forelagde  Vestre  Landsret  en  række  spørgsmål  for  EF- Domstolen. Vestre Landsrets spørgsmål kan sammenfattes således, at retten ønskede oplyst, om produktansvarsdirektivet er til hinder for en national regel, der indebærer, at mellemhandleren hæfter  for  henholdsvis  producentens  objektive  ansvar  i  henhold  til  direktivet  og  producentens retspraksisbaserede culpaansvar. 3.2. EF-Domstolen har ved sin dom af 10. januar 2006 fastslået, at direktivet skal fortolkes såle- des, at det er til hinder for en national regel, hvorefter mellemhandleren ud over de i dets artikel 3, stk. 3, udtømmende opregnede tilfælde hæfter for producentens objektive ansvar efter direkti- vet.   Domstolen har fundet, at direktivet ikke begrænser sig til at regulere producentens produktan- svar. Ifølge Domstolen er der i direktivet taget endelig stilling til, hvem blandt de involverede erhvervsdrivende (producenter og mellemhandlere, herunder importører, leverandører og sælge- re)  ansvaret  efter  direktivet  påhviler.  Reguleringen  af  mellemhandlerens  produktansvar  falder derfor også inden for direktivets anvendelsesområde, i det omfang mellemhandleren pålægges det direktivbaserede objektive ansvar. Domstolen har i den forbindelse ikke fundet det afgørende, at mellemhandleren ved produktan- svarslovens  §  10  ikke  pålægges  et  selvstændigt  produktansvar,  men  alene  et  hæftelsesansvar. Domstolen har derimod fundet det afgørende, at § 10 pålægger mellemhandleren en byrde, som fællesskabslovgiver har anset for uberettiget, samt at den danske bestemmelse leder til ”en man- gedobling  af sager, hvilket det direkte retsmiddel, som skadelidte  efter  direktivet har over for producenten, såfremt betingelserne i direktivets artikel 3 er opfyldt, netop har til formål at und- gå”, jf. dommens præmis 36. På den baggrund har Domstolen fastslået, at direktivet er til hinder for en national regel, hvoref- ter mellemhandleren uden begrænsning hæfter for producentens ansvar efter direktivet.   Det er Justitsministeriets opfattelse, at dommen må fortolkes således, at det afgørende forhold ikke er, om mellemhandleren ved lov eksplicit pålægges ansvaret i henhold til direktivet, men om denne pålægges et ansvar, der reelt har samme omfang som det direktivbaserede objektive ansvar.  

- 10 - 3.3. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt produktansvarsdirektivet er til hinder for en nati- onal regel, der indebærer, at mellemhandleren hæfter for producentens retspraksisbaserede cul- paansvar, har Domstolen bemærket, ”at direktivets artikel 13 skal fortolkes således, at den ord- ning, der  er indført ved  direktivet, ikke udelukker anvendelsen af andre ordninger vedrørende ansvar i og uden for kontraktforhold, der hviler på et andet grundlag, såsom garantien for skjulte mangler eller culpa”, jf. dommens præmis 47. På den baggrund har Domstolen konkluderet, at direktivet ikke er til hinder for en national regel, hvorefter mellemhandleren uden begrænsning hæfter for producentens culpaansvar.   3.4. Som nævnt ovenfor under punkt 2.5. angår produktansvarslovens § 10 ikke kun det direktiv- bestemte  produktansvar,  men  også  produktansvar  efter  dansk  rets  almindelige  regler.  §  10  er derfor kun delvis uanvendelig efter Domstolens dom, idet det alene er hæftelsen for det direktiv- bestemte  produktansvar,  der  ikke  kan  opretholdes.  Derimod  er  dommen  ikke  til  hinder  for,  at mellemhandleren fortsat hæfter for producentens fejl og forsømmelser, jf. om det retspraksisba- serede produktansvar for producenter punkt 2.4 ovenfor. Det vil dog efter Justitsministeriets op- fattelse være i strid med Domstolens fortolkning af direktivet, hvis domstolene – inden for direk- tivets anvendelsesområde – pålægger mellemhandleren at hæfte for et så strengt culpaansvar, at der reelt er tale om et objektivt ansvar af samme omfang som det direktivbaserede producentan- svar.   4. Lovforslagets hovedindhold 4.1. Det er Justitsministeriets opfattelse, at der inden for EF-Domstolens doms rammer bør på- lægges mellemhandlere et strengt produktansvar med henblik på at opretholde et højt forbruger- beskyttelsesniveau.   En  skadelidt  kan  altid  vælge  at  rette  sit  krav  mod  en  producent,  der  er  ansvarlig  på  objektivt grundlag, jf. produktansvarslovens § 6. Denne mulighed foreslås ikke ændret ved dette lovfors- lag.   EF-Domstolen udtaler i sin dom, at direktivet ikke er til hinder for en national regel, hvorefter mellemhandleren uden begrænsning hæfter for producentens culpaansvar. Det foreslås derfor, at et sådant hæftelsesansvar opretholdes, jf. punkt 4.3 nedenfor. Hvis producenten har handlet cul- pøst, vil dette hæftelsesansvar muliggøre, at en skadelidt kan gennemføre et krav over for mel- lemhandleren i de tilfælde, hvor producenten er insolvent. Endvidere vil der forekomme en lang række tilfælde, hvor dette hæftelsesansvar kan gøres gældende over for mellemhandleren, selv om det ikke er muligt for skadelidte at frembringe oplysninger om producentens konkrete ad- færd. Dette vil således gøre sig gældende i sager, hvor produktet lider af en sådan åbenbar fejl, at

- 11 - det – uden, at det er nødvendigt at inddrage producenten – kan lægges til grund, at producenten har handlet culpøst.   Justitsministeriet finder imidlertid anledning til i videre omfang at styrke forbrugerens mulighed for at opnå erstatning ved produktskader uden inddragelse af producenten. På den baggrund fore- slår Justitsministeriet, at mellemhandlerens selvstændige ansvar  for produktskader skærpes, jf. umiddelbart nedenfor i punkt 4.2 umiddelbart nedenfor.   4.2. For så vidt angår mellemhandlerens selvstændige ansvar foreslås det, at mellemhandleren skal ifalde produktansvar for personskader, tab af forsørger og forbrugertingsskader, medmindre denne kan godtgøre, at skaden ikke skyldes dennes fejl eller forsømmelse. Bestemmelsen pålæg- ger mellemhandleren et culpaansvar med omvendt bevisbyrde.   Som nævnt under punkt 2.6 ovenfor kan mellemhandleren efter gældende ret drages selvstændigt til ansvar i de situationer, hvor denne ved sin håndtering af produktet har gjort dette farligt, eller hvor vedkommende ved en fejl ikke har opdaget en fare ved produktet. Den foreslåede bestem- melse indebærer den skærpelse i forhold til gældende ret, at det er mellemhandleren, der skal påvise, dels at denne ikke ved sin håndtering af produktet har gjort dette farligt, dels at skaden ikke skyldes en defekt, som vedkommende burde have opdaget. Dette indebærer eksempelvis, at en grønhandler i et tilfælde, hvor en af hans kunder er blevet syg på grund af en defekt grøntsagt fra hans butik, skal godtgøre, dels at grøntsagen ikke er blevet opbevaret eller i øvrigt håndteret på en sådan måde, at den er blevet sundhedsfarlig, dels at grønthandleren ikke burde have opda- get, at grøntsagen var sundhedsskadelig.   Justitsministeriet finder ikke, at produktansvarsdirektivet er til hinder for indførelse af den fore- slåede omvendte bevisbyrde. EF-Domstolen har i sin dom i sag C-402/03, Skov Æg, bemærket, at produktansvarsdirektivets artikel 13 skal fortolkes således, at den ordning, der er indført ved direktivet, ikke udelukker anvendelsen af andre ordninger vedrørende ansvar i og uden for kon- traktforhold, der hviler på et andet grundlag, såsom garantien for skjulte mangler eller culpa, jf. punkt. 3.3.   Domstolen har ikke i denne dom eller i andre domme om produktansvarsdirektivet udtalt, at di- rektivet er til hinder for indførelsen af særlige bevisbyrderegler i relation til det ansvar, som en mellemhandler kan pålægges på et andet grundlag end det direktivbaserede objektive ansvar. Et sådant  forbud  kan  efter  Justitsministeriets  opfattelse  heller  ikke  udledes  af  direktivets  ordlyd eller forarbejder. Det bemærkes i øvrigt, at det påhviler skadelidte at påvise, at der i det hele taget foreligger en produktskade. Den regel om omvendt bevisbyrde, der foreslås indført, ændrer således ikke ved,

- 12 - at den skadelidte skal føre bevis for skaden, defekten og årsagsforbindelsen mellem defekten og skaden.   Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1 (forslag til produktansvarslovens § 10).   4.3.  For  så  vidt  angår  mellemhandlerens hæftelsesansvar  foreslås  det,  at  bestemmelsen  herom udformes således, at mellemhandleren hæfter umiddelbart over for skadelidte og senere mellem- handlere i omsætningskæden for producentens produktansvar efter § 2, dvs. for personskader, tab af forsørger og forbrugertingsskader, i det omfang skaden skyldes fejl eller forsømmelse begået af producenten eller tidligere mellemhandlere i omsætningskæden. Mellemhandleren hæfter så- ledes efter den foreslåede bestemmelse kun for producentens culpøse adfærd. Hæftelsen for tid- ligere mellemhandleres culpøse adfærd er en lovfæstelse af den hidtil gældende praksis, jf. her- om punkt 2.5 ovenfor. Ved dette forslag, der bevirker en indskrænkning af mellemhandlerens hæftelsesansvar, bringes de danske regler om mellemhandleransvar i overensstemmelse med EF-Domstolens dom. Ved personskader, tab af forsørger og forbrugertingsskader hæfter mellemhandleren kun for produ- centens  produktansvar,  hvis  defekten,  der  forårsagede  skaden,  skyldes  producentens  fejl  eller forsømmelse, dvs. producentens culpøse adfærd. Da producenten altid vil være en professionel erhvervsdrivende, jf. produktansvarslovens § 7, stk. 1, nr. 2, og produktansvarsdirektivets artikel 7, litra c, vil dennes adfærd blive bedømt ud fra en vurdering af, om vedkommende har udvist den omhu og faglige dygtighed, som man med rimelighed kan forlange  af en professionel er- hvervsdrivende. Der vil således være tale om en skærpet culpabedømmelse.   Justitsministeriet har overvejet, om der også i relation til mellemhandlerens hæftelsesansvar bur- de  indføres  omvendt  bevisbyrde,  således  at  mellemhandleren  for  at  undgå  sit  hæftelsesansvar skulle bevise, at producenten ikke har handlet culpøst. Det er imidlertid Justitsministeriets opfat- telse,  at  en  sådan  regel  ville  rejse  spørgsmål  i  forhold  til  EF-Domstolens  dom,  navnlig  under hensyn til, at mellemhandleren i givet fald skulle bære bevisbyrden for en anden persons (produ- centens) forhold. Udgangspunktet med forslaget er således, at skadelidte – ud over at skulle påvise, at der forelig- ger en skade, en defekt og årsagsforbindelse mellem skaden og defekten – vil skulle påvise, at skaden skyldes producentens fejl eller forsømmelse. Der vil imidlertid i praksis forekomme en lang  række  sager,  hvor  dansk  rets  almindelige  bevisbyrderegler  fører  til,  at  bevisbyrden  på  et forholdsvist tidligt tidspunkt vælter over på mellemhandleren. Dette vil eksempelvis være tilfæl- det, hvor defekten består i en klar fabrikationsfejl, f.eks. ved en såkaldt ”mandagsmodel”. I disse tilfælde vil bevisbyrden i mange tilfælde vælte over på mellemhandleren, når skadelidte har på- vist, at der foreligger en defekt, der har forårsaget skaden.

- 13 - Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (forslag til produktansvarslovens § 10 a).   4.4. Som nævnt under punkt 2.5 ovenfor angår den gældende § 10 ikke kun det direktivbestemte produktansvar, men også produktansvar efter dansk rets almindelige regler, herunder produktan- svar ved erhvervstingsskader. Med forslaget til en ny affattelse af § 10 foreslås det, at bestem- melsen fra lovens ikrafttræden kun angår personskade, tab af forsørger og forbrugertingsskade i overensstemmelse med afgrænsningen af disse skadestyper i produktansvarslovens § 2. Denne indskrænkning af anvendelsesområdet for § 10 findes lovteknisk hensigtsmæssig, da § 10 herved får samme anvendelsesområde, som de forudgående bestemmelser i loven.   Da den gældende § 10 var en lovfæstelse af, hvad der for mellemhandleren blev antaget at følge af gældende ret, vil mellemhandleren ved erhvervstingsskader som hidtil hæfte i et ethvert til- fælde, hvor producenten kan drages til ansvar. Dette mellemhandleransvar vil fra lovens ikraft- træden dog ikke følge af § 10, men af dansk rets almindelige regler om erstatning i eller uden for kontrakt, jf. produktansvarslovens § 13. Den foreslåede indskrænkning af anvendelsesområdet for § 10 bevirker således ingen realitetsændring. 5. Overvejelser om yderligere lovgivningstiltag Justitsministeriet  har  taget  initiativ  til  drøftelser  med  relevante  organisationer  om  behovet  for yderligere  lovgivningstiltag  til  beskyttelse  af  forbrugerne  i  relation  til  produktskader.  Det  vil særligt blive drøftet, om det vil være hensigtsmæssigt og rimeligt at udvide sælgeres køberetlige ansvar, således at sælgere kan drages til ansvar for produktskader efter købeloven.   Det bemærkes i den forbindelse, at EF-Domstolen i sag C-402/03, Skov Æg, og i flere tidligere domme eksplicit har udtalt, at produktansvarsdirektivet ikke udelukker anvendelsen af en ord- ning vedrørende ansvar i kontraktforhold, der hviler på garantien for skjulte mangler. 6. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser   Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige. Ophævelsen af mellemhandlerens objektive hæftelsesansvar for så vidt angår det direktivbestem- te produktansvar i produktansvarslovens § 10 indebærer i visse tilfælde, at den umiddelbare er- statningsforpligtelse  over  for  forbrugeren  forskydes  fra  mellemhandleren  til  producenten,  men indebærer samlet set ikke en ændring af erhvervslivets forpligtelse til at yde erstatning for skade forårsaget af et defekt produkt.

- 14 - Lovforslaget skønnes derfor ikke at medføre økonomiske eller administrative konsekvenser af betydning for erhvervslivet. I forhold til borgerne tilsigtes med lovforslaget – inden for de af EF-Domstolen fastsatte rammer – at opretholde forbrugerbeskyttelsen bedst muligt dels ved i videst muligt omfang at fastholde mellemhandlerens hæftelse og derved lette den skadelidte forbrugers adgang til at opnå erstat- ning dels ved at indrette det i processuel henseende mest hensigtsmæssige system.   Der  vil  imidlertid  kunne  opstå  situationer,  hvor  forbrugerens  retsstilling  forværres,  f.eks.  i  de tilfælde hvor producenten er insolvent eller uforholdsmæssig vanskelig at lokalisere. Det er Ju- stitsministeriets  vurdering,  at  den  valgte  udformning  af  lovforslaget  samlet  set  medfører  de mindst indgribende konsekvenser for forbrugerne. Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.   Lovforslaget er fremsat med henblik på at imødekomme EF-domstolens dom af 10. januar 2006 i sagen C-402/03, Skov Æg.   Positive konsekvenser/ mindreudgifter Negative konsekvenser/ merudgifter Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amts- kommuner Ingen Ingen   Administrative konsekvenser for stat, kommuner og kommuner Ingen Ingen   Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet Ingen af betydning Ingen af betydning Administrative konsekvenser for erhvervslivet Ingen Ingen   Miljømæssige konsekvenser Ingen Administrative konsekvenser for borgerne Ingen Der vil ner, hvor retsstilling forværres, f.eks. i de tilfælde hvor producenten er insolvent eller uforholdsmæssig vanskelig at lokalisere. Forholdet til EU-retten Lovforslaget er fremsat med henblik på at imødekomme EF- domstolens dom af 10. januar 2006 i sagen C-402/03, Skov Æg. 7. Høring

- 15 - Et udkast til dette lovforslag har været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisatio- ner: Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, præsidenten for Sø- og Handelsretten, præsidenten for Københavns  Byret, præsidenterne for  retterne i Århus, Odense, Aalborg og Roskilde, Den Danske  Dommerforening,  Foreningen  af  dommerfuldmægtige  i  Danmark,  Domstolsstyrelsen, Advokatrådet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Autobranchens Handels- og Industriforening, Brancheforeningen  for  Forbrugerelektronik,  Danmarks  Automobilforhandler  Forening,  Dan- marks  Fiskeindustri-  og  Eksportforening,  Dansk  Arbejdsgiverforening,  Dansk  Dataforening, Dansk  Kreditråd,  Dansk  Handel  &  Service,  Dansk  Industri,  Dansk  Marketing  Forum,  Dansk Postordreforening, Dansk Textil Union, De Danske Bilimportører, Den Danske Boghandlerfor- ening,  DSK  –  De  Samvirkende  Købmænd,  DESA  Erhvervssammenslutningen  G  1930,  El- installatørernes Landsforening ELFO, Finans & Leasing, Finansrådet, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet, Forenede Danske Motorejere, Foreningen af fabrikanter og importører af elektri- ske  husholdningsapparater  FEHA,  Foreningen  af  Kommercielle  Danske  Internetsites,  Forenin- gen af Registrerede Revisorer,  Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Formanden  for  For- brugerklagenævnet,  Forsikring  &  Pension,  Fællesforeningen  for  Danmarks  Brugsforeninger, HTSI  –  Handel,  Transport  og  Serviceerhvervene,  HK-Landsklubben,  Håndværksrådet,  IT- brancheforeningen og Landbrugsraadet. Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser Til § 1 Til nr. 1 (§ 10) Bestemmelsen fastlægger mellemhandlerens selvstændige ansvar for produktskader omfattet af produktansvarslovens § 2, dvs. personskader, tab af forsørger og forbrugertingsskader. Det be- stemmes,  at  mellemhandleren  skal  erstatte  produktskader,  medmindre  denne  kan  godtgøre,  at skaden ikke skyldes dennes fejl eller forsømmelse.    Mellemhandleren  bliver  selvstændigt  ansvarlig  for  produktskader  i  de  situationer,  hvor  denne ved sin håndtering af produktet har gjort dette farligt, eller hvor vedkommende ved en fejl ikke har opdaget en fare ved produktet. Håndteringsfejl kan dels forekomme som fejl ved udlevering og  forvekslingsfejl,  dels  ved  en  ændring  af  produktet,  som  gør  dette  farligt,  eksempelvis  på grund af en uhensigtsmæssig opbevaring af produktet. Omfanget af mellemhandlerens undersø- gelsespligt må afhænge af, hvilken sagkundskab man kan forvente, at den pågældende mellem- handler besidder.   

- 16 - Det skal ikke påvises, at en bestemt person har begået en fejl eller en forsømmelse. Mellemhand- leren vil efter dansk rets almindelige erstatningsretlige principper være ansvarlig for både ano- nyme fejl og kumulerede fejl, dvs. fejl, hvor mindre og hver for sig betydningsløse fejl hos flere ansatte tilsammen resulterer i en ansvarspådragende fejl.    Bestemmelsen pålægger mellemhandleren en omvendt bevisbyrde. Mellemhandleren skal såle- des påvise, dels at denne ikke ved sin håndtering af produktet har gjort dette farligt, dels at ska- den ikke skyldes en defekt, som vedkommende burde have opdaget. Det påhviler dog skadelidte at påvise, at der i det hele taget foreligger en produktskade. Reglen om omvendt bevisbyrde ænd- rer således ikke ved, at den skadelidte skal føre bevis for skaden, defekten og årsagsforbindelsen mellem defekten og skaden.   Skadelidte kan ikke alene gøre forslaget til § 10, stk. 1, gældende over for sælgeren af produktet, men kan gøre et sådant krav gældende over for enhver mellemhandler, der er omfattet af defini- tionen af mellemhandler i produktansvarslovens § 4, stk. 3. Det bemærkes i den sammenhæng, at det følger af produktansvarslovens § 11, stk. 3, 1. pkt., at en  mellemhandler,  der  har  udbetalt  erstatning  til  skadelidte,  indtræder  i  skadelidtes  krav  mod tidligere led i produktions- og omsætningskæden. En mellemhandler, eksempelvis en sælger, der har udbetalt erstatning, vil således kunne søge regres hos en tidligere mellemhandler, eksempel- vis en grossist, og i den sammenhæng bl.a. kunne påberåbe sig reglen i § 10, stk. 1. Mellemhand- leren, der har udbetalt erstatning, kan også vælge at rette sit regreskrav mod producenten, og i den situation vil mellemhandleren kunne påberåbe sig det objektive ansvar i produktansvarslo- vens § 6. I det omfang en tidligere mellemhandler eller en producent kan påvise, at skaden skyl- des  forhold  hos  mellemhandleren,  der  udbetalt  erstatningen,  vil  regreskravet  kunne  bortfalde eller nedsættes i medfør af produktansvarslovens § 11, stk. 3, 2. pkt. Produktansvarsloven er i øvrigt præceptiv i forhold til den, som indtræder i skadelidtes krav, jf. lovens § 12. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger punkt 4.2. Til nr. 2 (§ 10 a) Det følger af forslaget til § 10 a, at en mellemhandler hæfter umiddelbart over for skadelidte og senere mellemhandlere i omsætningskæden for producentens produktansvar for skader omfattet af § 2, dvs. personskader, tab af forsørger og forbrugertingsskader, i det omfang skaden skyldes fejl eller forsømmelse begået af producenten eller tidligere mellemhandlere i omsætningskæden.    Det  producentansvar,  som  mellemhandleren  hæfter  for,  omfatter  producentens  konstruktions-, instruktions-  og  fabrikationsfejl,  hvorimod  producenten  som  hidtil  ikke  vil  være  ansvarlig  for udviklingsskader. Det skal ikke påvises, at en bestemt person har begået en fejl eller en forsøm-

- 17 - melse. Producenten vil ligesom mellemhandleren efter dansk rets almindelige erstatningsretlige principper være ansvarlig for både anonyme fejl og kumulerede fejl.    Mellemhandleren  hæfter  på  objektivt  grundlag  for  producentens  culpaansvar.  Producenten  vil som professionel erhvervsdrivende være underlagt en skærpet culpabedømmelse. Det forudsæt- tes, at domstolene ved denne bedømmelse kan tage udgangspunkt i det retspraksisbaserede pro- duktansvar for producenter, der var gældende forud for vedtagelsen af produktansvarsloven, og som fortsat har været gældende ved siden af loven, jf. dennes § 13. Domstolenes bedømmelse må dog ikke antage en så skærpet karakter, at der reelt bliver tale om et objektivt ansvar af sam- me omfang som det direktivbaserede producentansvar.   Ligesom det gælder ved mellemhandlerens selvstændige ansvar for produktskader, påhviler det skadelidte at påvise, at der i det hele taget foreligger en produktskade, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 (forslag til produktansvarslovens § 10). Den skadelidte skal således føre bevis for skaden, defek- ten og årsagsforbindelsen mellem defekten og skaden. For så vidt angår hæftelsesansvaret, skal den skadelidte endvidere påvise, at skaden skyldes producentens fejl eller forsømmelse. Der vil imidlertid i praksis forekomme en lang række sager, hvor dansk rets almindelige bevisbyrdereg- ler leder til, at bevisbyrden på et forholdsvist tidligt tidspunkt vælter over på mellemhandleren. Dette vil eksempelvis være tilfældet, hvor defekten består i en klar fabrikationsfejl, f.eks. ved en såkaldt ”mandagsmodel”.  I disse tilfælde vil bevisbyrden i mange tilfælde vælte over på mel- lemhandleren, når skadelidte har påvist, at der foreligger en defekt, der har forårsaget skaden. For så vidt angår ansvarsgrundlaget for tidligere mellemhandlere i omsætningskæden, som mel- lemhandleren ligeledes hæfter for, henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 1 (for- slag til produktansvarslovens § 10). Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger punkt 4.3. Til § 2 Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Endvidere foreslås det, at ændringsloven kun finder anvendelse, hvis det skadevoldende produkt er bragt i omsæt- ning af producenten efter lovens ikrafttræden. Til § 3 Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed.

- 18 - Lovforslaget sammenholdt med gældende ret Gældende formulering Lovforslaget § 1 I lov nr. 371 af 7. juni 1989 om produktansvar, som ændret ved lov nr. 10  41 af 28. november 2000, fore- tages følgende ændringer: §  10.  En  mellemhandler  hæfter  for  produk  t- ansvar   umiddelbart   over  for   skadelidte  og senere mellemhandlere i omsætningsk  æ  den. 1. § 10 affattes således: ”§  10.   En  mellemhandler  skal  erstatte  produktska- der  omfattet  af  §  2,  medmindre  mellemhandleren kan  godtgøre,  at  skaden  ikke  skyldes  dennes   fejl eller forsømmelse .” 2. Efter § 10 indsættes: ”§ 10 a.  En mellemhandler hæfter umiddelbart over for  skadelidte  og  senere  mellemhandlere  i  omsæ  t- ningskæden   for     producentens   produktansvar   for skader omfattet af § 2, i det omfang skaden skyldes fejl  eller  forsømmelse   begået  af  producenten  eller tidligere mellemhandlere i omsætningskæden .”