Folketinget — Europaudvalget og Retsudvalget

Christiansborg, den 11. januar 2006

EU-chefkonsulenten

 

 

 

 

 

Til

udvalgets medlemmer og stedfortrædere

 

 

EF-Domstolen underkender væsentlige dele af de danske regler om produktansvar –

Præjudiciel afgørelse i ”Skov Æg”/Bilka   sagen

 

Resumé

 

Indtil i går kunne en dansk forbruger gå direkte til en mellemhandler (i sagen Bilka) og opnå erstatning for skader, uden at det var nødvendigt at bevise, at producenten (i sagen ”Skov Æg”) havde handlet forkert. Producenten (Skov Æg) var objektivt ansvarlig, og mellemhandleren (Bilka) hæftede fuldt ud for dette objektive ansvar overfor forbrugeren/skadelidte[2].

 

Med gårsdagens afgørelse bliver det nu op til forbrugeren at bevise, at producenten har handlet uansvarligt, før mellemhandleren kan pålægges et ansvar[3]. Dermed bliver det – alt andet lige – mere besværligt for en forbruger at få erstatning for skader/tab som følge af defekte produkter, idet forbrugerne nu enten skal gå direkte til producenten og gøre et objektivt ansvar gældende, eller gå til mellemhandleren og bevise at producenten har handlet uansvarligt. Begge dele kræver enten en direkte henvendelse til producenten eller i det mindste et dokumenterbart kendskab til producentens uansvarlige adfærd. Da producenten meget vel kan befinde sig i et af EU’s øvrige 24 medlemslande, kan dette krav gøre det sværere for en forbruger/skadelidt at opnå erstatning[4].

 

Sagen faktiske omstændigheder

I 1998 købte Jette Mikkelsen og Michael Due Nielsen en bakke æg fra leverandøren Skov Æg i supermarkedet Bilka. Efter at have indtaget en omelet tilberedt af æggene fik de en alvorlig salmonella-infektion. Efter lang tids sygdom anlagde Jette Mikkelsen og Michael Due Nielsen sag mod Bilka, en sag som de vandt i byretten i Ålborg. Sagen blev herefter anket til Vestre Landsret, der besluttede at stille et præjudicielt spørgsmål til EF-Domstolen[5].

 

Retsgrundlaget

Det præjudicielle spørgsmål som Vestre Landsret stillede til EF-Domstolen drejede som fortolkningen af produktansvarsdirektivet[6], der indebærer en harmonisering af medlemslandenes regler om produktansvar.

 

Direktivet indfører objektivt ansvar for skader, som producentens produkter måtte forårsage[7]. Ifølge direktivet hæfter mellemhandleren kun overfor forbrugeren/skadelidte, såfremt producenten af produktet ikke kan identificeres.

 

Spørgsmålet var herefter, om direktivet dermed udtømmende fastlægger produktansvarsreglerne, og herunder om direktivet udtømmende fastlægger, hvilket ansvar der kan pålægges mellemhandleren. Hvis det var tilfældet, ville Danmark ikke have mulighed for at have supplerende regler om mellemhandlerens ansvar, hvorfor Danmark under sagen gjorde gældende, at direktivet kun harmoniserer produktansvarsreglerne for producenter, men ikke for mellemhandlere.

 

Domstolens afgørelse

I dommen afviser Domstolen den danske regerings argumenter og konstaterer, at der er tale om et totalharmoniseringsdirektiv, hvorfor det er i strid med direktivet, når Danmark fastsætter yderligere regler om mellemhandlerens hæftelse for en producents objektive ansvar[8]. 

 

Til den danske regerings argument om, at en sådan fortolkning af direktivet vil medføre en forringelse af forbrugerbeskyttelsesniveauet, bemærker Domstolen, at det i givet fald tilkommer fællesskabslovgiver, at ændre på reglerne[9].  Rådet har da også allerede i 2002 opfordret Kommissionen til at fremsætte et ændringsforslag til produktansvarsdirektivet, en opfordring der indtil videre ikke har ført til handling fra Kommissionens side[10].

 

Endelig afviser Domstolen også – hvilket der er fast retspraksis for – at inddrage erklæringer fra rådsmøder i sin fortolkning af direktivet. Af en erklæring fra et rådsmøde i 1985 fremgik ellers eksplicit, at Rådet og Kommissionen var enige om, at direktivets bestemmelser ikke skulle være til hinder for, at medlemslandene i deres nationale lovgivning fastsatte regler om ansvar for mellemhandlere[11]. Domstolen svarer hertil, at erklæringer i et referat af et møde i Rådet, hvis indhold ikke har fundet udtryk i ordlyden af en bestemmelse i direktivet, ikke kan tjene som bidrag til fortolkningen af dette[12].

 

Domstolen udelukker dog ikke, at et medlemslands lovgivning kan indeholde regler om mellemhandleres hæftelse for producentens ansvar i og uden for kontrakt. Det kan for eksempel være producentens ansvar i forbindelse med en garanti for skjulte mangler eller for uansvarlig adfærd (”culpa”).

 

Konsekvenser

Det følger af princippet om EU-rettens forrang for dansk ret, at den danske produktansvarslovgivning skal laves om, således at den kommer i overensstemmelse med Domstolens fortolkning af direktivet[13].

 

Endvidere synes udfaldet af den verserende traktatbrudssag, som Kommissionen har anlagt mod Danmark om den danske produktansvarslovgivning, nu at være givet på forhånd[14].

 

Endelig kan det nævnes, at Domstolen afviser at begrænse dommens tidsmæssige virkning. Domstolens fortolkning af traktatgrundlag og retsakter gælder efter fast retspraksis med tilbagevirkende kraft – Domstolen udlægger blot reglerne således som de hele tiden har skullet fortolkes. Det er i den forbindelse uklart, i hvilket omfang allerede afgjorte danske sager om mellemhandleres produktansvar, måtte kunne genoptages på den konto.

 

 

 

 

Med venlig hilsen

 

Christian Dubois

 

(3611)