Folketingets Energipolitiske Udvalg

Christiansborg

1240 København K

 

Dato             8. august 2006

J nr.  

  

 

Orientering om høring af udkast til bekendtgørelse om nettilslutning af elproduktionsanlæg med miljøvenlige brændsler

Til udvalgets orientering fremsender jeg hermed udkast til ”Bekendtgørelse om nettilslutning af elproduktionsanlæg med miljøvenlige brændsler”,  som Energistyrelsen har sendt i høring med høringsfrist til den 14. august 2006.

Bekendtgørelsen vil blive udstedt med hjemmel i elforsyningslovens § 67, stk. 4, som er trådt i kraft den 15. juni 2006. Ifølge denne bestemmelse skal  netvirksomhederne ikke yde dækning af nettilslutningsomkostninger (jf. § 67, stk. 1 og 2), til et elproduktionsanlæg med miljøvenlige brændsler, hvis anlægget etableres med henblik på at kunne imødegå ubalancer i det kollektive elforsyningsnet. Det drejer sig om regulerkraftanlæg, som vil have meget få årlige driftstimer og derved en meget beskeden anvendelse af vedvarende energikilder.

Til udvalgets orientering vedlægges tillige kopi af høringsbrev samt høringsliste.

Med venlig hilsen

Flemming Hansen