Notat vedr. høringssvar til udkast til bekendtgørelse om prislofter og maksimalpriser for ydelser fra affaldsforbrændingsanlæg samt vejledning hertil.

 

Udkast til bekendtgørelsen og vejledningen blev sendt i ekstern høring med brev af 6. juli 2005. Høringsfristen udløb den 1. september 2005.

 

Udkastet til bekendtgørelsen og vejledningen blev sendt i høring hos 81 myndigheder og organisationer. Energistyrelsen har modtaget i alt 21 høringssvar, hvoraf 8 myndigheder og organisationer oplyser, at man ikke har haft bemærkninger til udkastet.

 

Der er modtaget høringssvar med bemærkninger fra følgende:

 

Aars Fjernvarmeforsyning A.m.b.a., affald danmark, Dansk Energi, Dansk Fjernvarme, Dansk Industri, Energi E2, Energiklagenævnet, Elsam Kraft Affald og Energi A/S, Kommunernes Landsforening, Konkurrencestyrelsen, Københavns Kommune, Miljø- og Forsyningsforvaltningen, RenoSam og Svendborg Kommune.

 

Følgende høringsparter havde ingen bemærkninger til bekendtgørelsen og vejledningen:

 

Datatilsynet, Energitilsynet, Frederiksberg Kommune, Handel-, Transport- og Serviceerhvervene, Hovedstadens Udviklingsråd, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Realkreditrådet og TEKNIQ Installatørernes Organisation.

 

Høringssvarene har især berørt følgende punkter:

 

1. Baggrunden for indførelsen af prislofterne
2. Konsekvenserne af reguleringen
3. Liberalisering af affaldssektoren
4. Krydssubsidiering
5. Regelforenkling
6. Usikkerhed i datagrundlaget, problemstilling omkring kombinerede brændsler og metoden til beregningen af prisloftet (kommenteres i forbindelse med bemærkningerne til § 5).

 

I det følgende gennemgås de væsentligste høringssvar til de ovenfor nævnte punkter. Kommentarer hertil er anført i kursiv.

 

Paragrafhenvisningerne i teksten relaterer sig til paragrafnummereringen i udkastet til bekendtgørelsen og vejledningen. Paragrafnummereringen i det endelige udkast til bekendtgørelsen og vejledningen er anført i parentes.

 

Generelle bemærkninger

 

Det skal bemærkes, at høringssvarene kun er angivet i hovedtræk. Ønskes detaljerede oplysninger om svarenes indhold, henvises der til de fremsendte høringssvar.

 

Henvisninger til de redaktionelle ændringer og præciseringer, som høringsparterne har foreslået, og som Energistyrelsen har imødekommet, er, af pladsmæssige årsager, udeladt af høringsnotatet.

 

1. Baggrunden for indførelsen af prislofterne

 

Det er RenoSams vurdering, at Energistyrelsens model til udmøntning af varmeforsyningslovens § 20, stk. 4, ikke er i overensstemmelse med ændringen af varmeforsyningsloven i år 2000 og de siden indgåede politiske aftaler.

 

 I reformaftalen af 22. marts 2000 mellem den daværende regering og Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Centrum-demokraterne og Kristeligt Folkeparti fremgik følgende:

 

”For de affaldsfyrede fjernvarme- og kraftvarmeværker fastsættes et prisloft for at undgå, at omkostningerne ved bortskaffelse af affald væltes over på varmeforbrugerne.”

 

Det fremgår bl.a. af lovbemærkningerne til lov nr. 451 af 31. maj 2000 (herefter: 2000-loven) om priser for ydelser fra anlæg omfattet af varmeforsyningsloven:

 

”Som hovedregel vil prisen for varme fra anlæggene blive fastsat som hidtil ud fra de nødvendige omkostninger efter det såkaldte ”hvile-i-sig-selv”-princip" i varmeforsyningsloven.[…] Varmekunderne er […] i dag ikke altid tilstrækkeligt sikret mod, at for store omkostninger væltes over på varmeproduktionen som følge af den praksis, der er gældende ved beregningen af varmeprisen, og som følge af de interesseforskelle, der i øvrigt kan være mellem varme- og affaldssiden ved etablering af drift af affaldsforbrændingsanlæg. På denne baggrund fastsætter lovforslaget derfor nye bestemmelser om prisregulering af affaldsforbrændingsanlæg. Formålet hermed er at understøtte princippet om en omkostningsægte fordeling af omkostningerne, så varmekunder, der modtager varme fra affaldsanlæg, beskyttes mod urimelige varmepriser og –betingelser. […] Dette prisloft vil blive bestemt ud fra et effektivt drevet anlæg, der i stedet ville være blevet etableret i overensstemmelse med de energipolitiske retningslinier for etablering af et kollektivt varmeforsyningsanlæg i det pågældende område.[…]

 

Senere politiske aftaler eller lovændringer har ikke medført ændringer til dette.

 

Det er Energistyrelsens opfattelse, at ovenstående giver grundlag for at udstede regler om et prisloft for varme fra et affaldsforbrændingsanlæg i den form, som er skitseret i udkastet til bekendtgørelsen.

 

E2 bemærker, at der i dag er praksis for, at fællesomkostningerne fordeles mellem affaldssiden og varmesiden med 60/40. Ifølge E2 kunne der holdes fast i denne fordeling.

 

Energistyrelsen har forespurgt Energitilsynet om praksis i forbindelse med fordelingen af fællesomkostningerne. Tilsynet har oplyst, at der ikke er nogen fast omkostningsfordeling. I praksis er den ofte faldet på 60/40, men den endelige vurdering afhænger af de resulterende affaldsbehandlingspriser hhv. varmepriser.

 

KL og E2 undrer sig over, at det fortsat er de eksisterende principper (den omkostningsbestemte pris og substitutionsprisen), der er styrende for prisfastsættelsen, henset til at hovedargumentationen for at indføre prislofterne er at sikre en kostægte/rimelig omkostningsfordeling. Elsam påpeger i sammenhæng hermed, at prisloftet ikke medfører en kostægte fordeling af omkostningerne. KL fremhæver, at prisloftet ikke ændrer ved de problemer, der fortsat eksisterer i fortolkningen af substitutionsprincippet. Også E2 og affald danmark sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor det er nødvendigt at have både prisloft, omkostningsbestemt pris og substitutionspris.

 

 Det er Energistyrelsens opfattelse, at det ikke har været hensigten at afskaffe den almindelige prisfastsættelse ved indførelsen af prislofterne, men at prislofterne skulle være et supplement til de eksisterende regler. Prislofterne skal altså anvendes, fordi de eksisterende regler ikke var egnede til at fastsætte en rimelig pris i særlige tilfælde. Det har været tilfældet, hvor der ikke har været en reel substitutionsmulighed, og hvor man ikke har kunnet opgøre den omkostningsbestemte pris. Dette støttes af bemærkningerne til loven. Energistyrelsen mener derfor ikke, at der er grundlag for, at prisloftet kan stå alene uden varmeforsyningslovens almindelige prisfastsættelsesbestemmelser. For så vidt angår substitutionsprisen så bør det nævnes, at denne er udviklet i Energitilsynets (tidl. Gas- og Varmeprisudvalgets) praksis, og at det ikke er Energistyrelsens hensigt, at bekendtgørelsen skal gribe ind i denne praksis.

 

Det er RenoSams opfattelse, at varmeforsyningsloven allerede beskytter varmeforbrugerne i tilstrækkeligt omfang, idet den varme, der afsættes fra affaldsforbrændingsanlæg, ligger på et lavt prisniveau.

 

Med indførelsen af prislofterne tages der stilling til en aktuel problemstilling, nemlig at der er risiko for, at varmeforbrugerne kommer til at betale mere for varme fra et affaldsforbrændingsanlæg end for varme fra et alternativt anlæg. Det fremgår af ordlyden af 2000-loven, at Folketinget anså anvendelse af prislofter som et egnet instrument.

 

2. Konsekvenserne af reguleringen

 

KL påpeger det væsentlige i, at der ved anvendelse af substitutionspriser er tilstrækkelig alternativ varme til at kunne klare hele den forpligtelse affaldsværket håndterer.

 

Energistyrelsen skal hertil bemærke, at substitutionsprisen er udviklet i Energitilsynets praksis, og at hjemmelen til at fastsætte prislofterne ikke giver Energistyrelsen adgang til at gribe ind i Energitilsynets praksis vedr. fastsættelse af substitutionspriser.

 

E2 bemærker, at der er risiko for, at det bliver skatteborgerne, der kommer til at betale i stedet for varmekunderne. KL anfører, at det er væsentligt, at kommunerne ikke ender med sorteper for investeringer, som er blevet gjort i overensstemmelse med samfundsøkonomiske principper i statens forudsætningsskrivelser. Elsam anfører, at indførelse af prisloftet kan have som konsekvens, at nogle værker må lukkes.

 

Som nævnt i vejledningen til udkastet til bekendtgørelsen medfører reguleringen, at såfremt prisloftet ligger under affaldsforbrændingsanlæggets varmeproduktionspris, må affaldsforbrændingsanlægget effektivisere. Hvis prisniveauet skyldes, at en for stor del af fællesomkostningerne dækkes af varmeprisen, må fordelingen af fællesomkostningerne korrigeres. Da affald normalt indsamles fra et langt større opland end affaldsforbrændingsanlægget forsyner med varme, vil det være urimeligt, hvis relativt få varmeforbrugere skal bære risikoen for affaldsbortskaffelse fra langt flere affaldsproducenter.

 

DE finder, at prisloftet særligt vil skabe problemer for affaldsbaserede kraftvarmeanlæg, hvor der alternativt er eller kunne være etableret biomassefyret fjernvarme.

 

Energistyrelsens analyse af affaldsvarmepriserne i biomasseområderne viser relativt lave affaldsvarmepriser i disse områder. Priserne ligger generelt under de forventede prislofter, hvorfor der ikke forventes problemer for affaldsforbrændingsanlæggene i disse områder.

 

Elsam finder, at såfremt prisloftet indføres, må det modsvares af en forhøjelse af tilskuddet til elproduktion, svarende til provenutabet forårsaget af liberaliseringen af elmarkedet. Det forekommer affald danmark forkert, at elkunderne ikke pålægges at bære de reelle omkostninger ved produktion af el på affald via en forhøjelse af elproduktionstilskuddet.

 

Eksisterende affaldsforbrændingsanlæg er sikret en elafregningspris svarende til den tidligere treledstarif i mindst 15 år fra den 1. januar 2004. Liberaliseringen får således ikke indflydelse på eksisterende værkers elafregning. El produceret på nye affaldsforbrændingsanlæg (godkendt af kommunalbestyrelsen efter den 21. april 2004) vil blive afregnet til markedsprisen, som pt. er betydeligt lavere end treledstariffen. Såfremt det ikke umiddelbart er samfundsøkonomisk rentabelt at etablere et nyt affaldsforbrændingsanlæg som kraftvarmeanlæg, er der mulighed for at søge om dispensation fra kraftvarmekravet.

 

E2 påpeger, at prislofterne vil kunne have negativ indflydelse på fremtidige investeringer i affaldsforbrændingsanlæg.

 

Dette er korrekt, såfremt det er en forudsætning for disse investeringer, at affaldsforbrændingsanlæggene skal have mulighed for at vælte omkostninger for affaldsbortskaffelse over på varmeforbrugerne. Prisloftets formål er netop at forhindre denne uønskede belastning af varmeforbrugerne.

 

3. Liberalisering af affaldssektoren

 

DI anfører, at de finder det uhensigtsmæssigt at indføre prisloftet nu, hvor det endnu ikke er afgjort, hvorvidt eller i hvilket omfang affaldssektoren skal liberaliseres. DI finder, at forslaget bør stilles i bero i afventning på en afklaring af ændringerne i rammebetingelserne for de danske affaldsforbrændingsanlæg. KL mener, at liberaliseringen af affaldssektoren er en trussel for forsyningssikkerheden og foreslår, at staten for at imødegå denne trussel kan tilbyde at overtage den økonomiske risiko for forsyningspligten. På denne måde vil styring og risiko følges ad. Dette kunne fx ske gennem midlertidige tilskud til betrængte værker, sådan som det skete med barmarksværkerne.

 

Energistyrelsen skal hertil anføre, at prisloftet ikke skal ses som en incitamentsregulering med stigende effektiviseringskrav, men alene som en sikring af varmeforbrugerne mod urimelige priser. Uanset omfanget af en kommende liberalisering af affaldssektoren vil en konkurrenceudsættelse af affaldsforbrændingen lægge yderligere pres på varmeforsyningen, som ofte ikke er konkurrenceudsat.

 

Da en reduceret indtægt på affaldsforbrændingen ikke må føre til, at den manglende indtægt i stedet søges dækket af øgede varmepriser, vil en liberalisering af affaldssektoren nødvendiggøre indførelsen af et prisloft til sikring af varmeprisen.

 

Elsam anfører, at prislofterne specifikt vil ramme privatejede anlæg, der udelukkende skaffer affald ved indgåelse af affaldsleverancekontrakter i et konkurrenceudsat marked. Elsam ser prisloftet som en yderligere favorisering af ikke-privatejede anlæg i strid med regeringens ønske om at skabe konkurrence i et liberaliseret marked. DI anfører, at den nævnte skævvridning også påvirker affaldsforbrændingsanlæggenes interne konkurrencesituation.

 

Der er i dag betydelig forskel på varmesalgspriserne fra de forskellige affaldsforbrændingsanlæg, hvilket naturligt påvirker anlæggenes interne konkurrencesituation. Indførelsen af prisloftet vil reducere prisforskelle i affaldsvarmepriser og dermed reducere skævvridningen.

 

DI anfører, at forslaget kan skævvride konkurrencen mellem de forskellige anlægstyper. Da forbrændingsanlæg, der får færre indtægter på grund af prisloftet, kan overføre omkostningerne til affaldssiden, vil det for de virksomheder, der har anvisningspligt, sidestilles med en ny skat på erhvervslivet i de pågældende områder. Det er urimeligt, at al risiko på omkostningssiden skal bæres af kunder, der skal have brændt affald.

 

Udgangspunktet for affaldsforbrændingsanlæggene er fortsat, at omkostninger i forbindelse med produktionen skal henføres til den relevante aktør, herunder at affaldsproducenten skal betale omkostningerne for affaldsbortskaffelsen. Formålet med prisloftet er at sikre, at det ikke bliver varmeforbrugerne, der kommer til at betale en del af denne omkostning. Derfor vil det uændret være affaldsproducenten, der skal bære eventuelle risici ved affaldsforbrænding og ikke varmeforbrugeren.

 

DE finder, at prisloftsmodellen rummer risiko for, at en række fortrinsvis mindre affaldskraftvarmeanlæg kan få svært ved at få dækket deres omkostninger og måske bliver urentable i længden. Denne risiko kan også indebære, at meromkostninger overvæltes på affaldskunderne med fare for at skævvride incitamenterne mellem at genanvende, forbrænde eller deponere affald.

 

De mindre affaldsforbrændingsanlæg er typisk beliggende i de decentrale naturgasområder, hvor prisloftet er højest. Herved kan værkerne opnå højere varmeindtægter end de store anlæg, der typisk ligger i de centrale kraftvarmeområder, hvor prisloftet er lavere. Der er et generelt forbud mod deponering af forbrændingsegnet affald, og såfremt incitamentet til genanvendelse øges, kan det kun betragtes som positivt.

 

Københavns Kommune, Miljø- og Forsyningsforvaltningen anfører, at prislofterne kan tilskynde til, at affaldet i øget omfang transporteres over lange afstande til anlæg beliggende i områder med højt prisloft, som ønsker at udnytte allerede godkendt kapacitet.

 

Begrænset ledig forbrændingskapacitet og begrænset mulighed for afsætning af varme reducerer denne risiko. Da kommunerne har anvisningspligt og -ret til affaldet, vil kommunerne under alle omstændigheder bestemme, hvilket anlæg der skal afbrænde kommunens affald.

 

4. Krydssubsidiering

 

RenoSam anfører, at indførelsen af prisloftet kan føre til en dobbeltkompensation af varmeforbrugerne. Såfremt prisloftet fører til, at affaldsproducenten betaler en højere pris for affaldsforbrændingen end forbrændingen reelt koster og derved sænker varmeprisen, vil det være ulovlig krydssubsidiering efter miljøbeskyttelsesloven § 48.

 

Energistyrelsen skal hertil bemærke, at varmeprisen som udgangspunkt skal fastlægges som den omkostningsbestemte pris. Varmeprisen fra et affaldsforbrændingsanlæg fastlægges således som summen af særomkostningerne til varmeproduktionen plus en andel af fællesomkostningerne. Fællesomkostningerne vil i praksis helt overvejende være langt større end særomkostningerne ved varmeproduktionen.

 

I praksis er det ikke muligt at lave en objektiv opdeling af fællesomkostningerne mellem affaldsbehandling og varmeproduktion, og dermed fastslå hvad varmeproduktionen på affaldsforbrændingsanlægget koster. Opdelingen fastlægges derfor skønsmæssigt af Energitilsynet. Det vil derfor være en skønsmæssig vurdering, om der krydssubsidieres, så længe varmeprisen ikke kommer under særomkostninger til varmeproduktionen.

 

5. Regelforenkling

 

E2 anfører, at indførelse af prislofter vil medføre en kæmpe administrativ byrde.

 

Energistyrelsen kan ikke tilslutte sig, at indførelsen af prislofterne vil medføre store administrative byrder for affaldsforbrændingsanlæggene og for varmeselskaberne. Det er Energitilsynet, som beregner og udmelder prislofterne på basis af oplysninger, som selskaberne under alle omstædigheder er forpligtede til at indberette til Energitilsynet, jf. varmeforsyningsloven § 21.

 

DE, KS, E2 og affald danmark foreslår en regulering, hvor prisloftet står alene for at skabe en mere simpel regulering i overensstemmelse med regeringens regelforenklingsmålsætninger.

 

Det fremgår af bemærkningerne til 2000-loven, at indførelsen af § 20, stk. 4, 1.pkt. ikke har til hensigt at ændre udgangspunktet for prisfastsættelsen, nemlig lovens ”hvile-i-sig-selv”-princip. Der er altså ikke en hjemmel i loven, der gør det muligt fuldstændig at fravige ”hvile-i-sig-selv”-princippet. Såfremt det kunne lade sig gøre at fravige ”hvile-i-sig-selv”-princippet for affaldsforbrændingsanlæg, ville der samtidig blive åbnet mulighed for at affaldsforbrændingsanlæg kunne tage en højere pris for varmen, end det det reelt koster at producere den. Forbrugere, der forsynes med varme fra affaldsforbrændingsanlæg, ville i sådanne tilfælde komme til at betale mere for varmen, end de skulle efter varmeforsyningslovens almindelige regler. Dette vil være direkte i strid med de bagvedliggende hensyn for indførelsen af prislofterne, nemlig varmeforbrugerbeskyttelseshensynet. Det var netop for at sikre, at affaldskunderne ikke slap billigere på varmekundernes bekostning, at prislofterne indførtes.

 

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

 

Bekendtgørelsens § 1 (§ 1)

 

Svendborg Kommune anfører, at bekendtgørelsen ikke forholder sig til de særlige problemstillinger, der kan opstå, når affaldsforbrændingsanlæg er placeret sammen med f.eks. naturgasbaseret anlæg med samme ejer, således at affaldsvarmen er grundlast, og varmen fra naturgasmotorerne er spidslast. Svendborg Kommune finder, at det bør præciseres, hvorledes varmeprisen vedrørende denne spidslast skal bedømmes, idet den typisk ikke vil være konkurrencedygtig hverken i forhold til et prisloft eller til en substitutionspris. 

 

Energistyrelsen har forespurgt Energitilsynet om praksis i forbindelse med værker, der benytter flere forskellige brændsler. Energitilsynet har oplyst, at tilsynet allerede efter gældende regler foretager prisfastsættelse for værker, der benytter flere forskellige brændsler. Der fastsættes én pris pr. værk, dvs. der prisdifferentieres ikke efter det benyttede brændsel i dele af værket. Bekendtgørelsen om prislofter vil ikke ændre på den benyttede metode. Energitilsynet har dog mulighed for, såfremt særlige forhold af hensyn til forsyningssikkerheden tilsiger dette, at dispensere fra denne regel og dermed hæve det fastsatte prisloft.

 

Bekendtgørelsens § 2 (§ 2)

 

DFF foreslår, at ”leveringsaftaler” erstattes af f.eks. ”leverancer af varme”.

 

Energistyrelsen finder det ikke hensigtsmæssigt, at ”leveringsaftaler” erstattes med ”leverancer af fjernvarme”, idet der i overgangsbestemmelserne knytter sig retsvirkninger til genforhandlingstidspunktet for leveringsaftalerne. Det er Energistyrelsens opfattelse, at reguleringen bedre tager hensyn til parternes økonomiske situation, hvis der knyttes retsvirkninger til forhandlingstidspunkt, end hvis retsvirkningerne indtræder i det øjeblik, varmen leveres. Det vil endvidere blive beskrevet tydeligere i vejledningen, at ”leveringsaftaler” vil omfatte alle former for aftaler, herunder skriftlige, mundtlige, stiltiende aftaler mv.

 

 

Flere af høringsparterne, herunder Elsam, affald danmark, Aars Fjernvarmeforsyning A.m.b.a., DFF, og KL giver udtryk for, at det ikke er klart, hvad der menes med ”bestemmende indflydelse”, og at ejerskab per se ikke bør være udslagsgivende for, hvorvidt et net kan anses for at have bestemmende indflydelse på et affaldsforbrændingsanlæg. Konsekvensen ville være, at stort set alle kommunale anlæg, dvs. godt 20 af de godt 30 affaldsforbrændingsanlæg, undtages fra bekendtgørelsens prisloft. Det anføres også, at der er fælleskommunale anlæg, hvor én kommune har bestemmende indflydelse på nogle forhold, men hvor der ved ændring af vedtægten om principper for afregning af fjernvarme kræves tiltræden af alle deltagende kommuner. For andre anlæg har fjernvarmen en bestemmende indflydelse på alle andre forhold end på fastsættelse af prisen.

 

I lovbemærkningerne til bestemmelsen anføres det at:

 

”Denne bestemmelse vil finde anvendelse, hvor der er tale om en leverance til et distributionsanlæg, der ikke udøver bestemmende indflydelse på det affaldsforbrændingsanlæg, der leverer varme.”

 

I udkastet til bekendtgørelsens § 2 anføres det, at

 

”Bekendtgørelsen omfatter ikke leveringsaftaler, der indgås mellem affaldsforbrændingsanlæg og distributionsanlæg, hvor distributionsanlægget har bestemmende indflydelse på affaldsforbrændingsanlægget.”

 

Som svar på spørgsmålet om, hvorfor bekendtgørelsen ikke skal regulere situationer, hvor fjernvarmenettet udøver bestemmende indflydelse på produktionsenheden, skal Energistyrelsen bemærke, at lovbestemmelsen er indført af varmeforbrugerbeskyttelseshensyn. Den har altså ikke til hensigt at beskytte varmeforbrugerne i situationer, hvor disse selv er i stand til at varetage dette hensyn, hvilket jo er tilfældet, når distributionsnettet udøver bestemmende indflydelse.

 

Der vil ikke være tale om, at bekendtgørelsen ikke finder anvendelse i alle de tilfælde, hvor der er en eller anden form for sammenfald i ejerskabet mellem affaldsforbrændingsanlægget og distributionsanlægget. Bekendtgørelsen vil dog kun finde anvendelse i tilfælde, hvor der leveres fjernvarme fra et affaldsforbrændingsanlæg til et distributionsnet, og hvor fjernvarmenettet ikke har bestemmende indflydelse på prisfastsættelsen for fjernvarmen, dvs. ikke er i stand til egenhændigt at fastsætte prisen. Det er ikke nok, at indflydelsen er af formel karakter. Der skal være tale om en de facto indflydelse.

 

Det er affald danmarks forståelse, at bekendtgørelsens anvendelsesområde alene omfatter aftaler mellem et affaldsforbrændingsanlæg og et varmeproduktions- eller distributionsanlæg – og ikke aftaler direkte mellem et affaldsforbrændingsanlæg og eventuelle slutforbrugere.

 

Affald Danmarks forståelse kan bekræftes. Bekendtgørelsen vil alene finde anvendelse, når der er indskudt et led mellem affaldsforbrændingsanlægget og slutbrugeren. Baggrunden for dette er beskrivelsen i lovbemærkningerne, hvor det anføres, at hjemmelsbestemmelsen finder anvendelse, når der er tale om levering til et distributionsnet, som ikke yder bestemmende indflydelse.

 

Desuden skal Energistyrelsen gøre opmærksom på at varmeforsyningsloven §§ 23 g og h, henholdsvis om selskabsmæssig adskillelse og om forbrugerindflydelse på distributionsnettet, sammen med den almindelige prisfastsættelsesbestemmelse, giver en særlig beskyttelse af forbrugersiden, når der er tale om fælleskommunale affaldsforbrændingsanlæg.

 

Bekendtgørelsens § 3 (§ 3)

 

Svendborg Kommune mener, at det bør præciseres, at bekendtgørelsens bestemmelse om prislofter ikke kan anvendes af Energitilsynet på endnu ikke afgjorte sager vedrørende prisfastsættelsen for leverancer, der er sket før bekendtgørelsens ikrafttræden.

 

Det er Energistyrelsens opfattelse, at der ikke er behov for en sådan præcisering. Der er intet i lovens, bekendtgørelsens eller vejledningens tekst, der kunne give det indtryk, at bestemmelserne i bekendtgørelsen kan tillægges tilbagevirkende kraft.

 

Elsam og affald danmark mener, at der i forbindelse med overgangordninger bør sikres ret til at genforhandle affaldskontrakter i det tilfælde, hvor prisloftet er lavere end den omkostningsbestemte pris. affald danmark anfører i den forbindelse, at da det enkelte anlæg skal hvile i sig selv, forudsætter en nedadgående ændring i prisloftet en parallel opadgående pris for affaldsproducenterne. DE mener, at reguleringen bør omfatte et krav om, at affaldsforbrændingsanlæggene skal genforhandle affaldskontrakterne, såfremt prislofterne ændrer sig.

 

Der er efter Energistyrelsens opfattelse ikke hjemmel i varmeforsyningslovens § 20, stk. 4, til at gribe direkte ind i forholdet mellem affaldsforbrændingsanlæggene og affaldskunderne.

 

For så vidt angår affald danmarks bemærkning om konsekvenserne for ændringer i prisloftet på affaldsprisen, så skal Energistyrelsen bemærke, at hensigten med prisloftet ikke er, at der skal være en nedadgående tendens for prisloftet. Hensigten er, at prisloftet skal afspejle den pris, varmeforbrugerne alternativt vil kunne få varmen leveret til. Således gælder det, at såfremt varmepriserne stiger generelt, vil det have den afsmitning på prisloftet, at prisloftet også vil være stigende. Hvis varmepriserne omvendt generelt er faldende, vil det medføre, at prisloftet også falder. 

 

DFF stiller spørgsmål til overgangsbestemmelsen. DFF finder ikke, at det er fuldstændig klart, hvorledes prisloftet skal beregnes i overgangsperioden – dvs. om reduktionen med 25 % tager udgangspunkt i forskellen mellem betalt varmepris og prisloft, i det år genforhandlingen finder sted, eller om der sker regulering i overgangsperioden afledt af øvrige økonomiske prisændringer.

 

Den beskrevne reduktion i § 3, stk. 3, (§ 3, stk. 3) i bekendtgørelsen vedrørende anlæg, hvor varmeafregningsprisen afviger væsentligt fra den fastsatte maksimalpris betyder, at der tages udgangspunkt i forskellen mellem anlæggets varmeafregningspris og prisloftet i det år genforhandlingen finder sted. Reduktion vil herefter blive beregnet som 25 % pr. år af denne forskel. Dvs. der sker ikke som udgangspunkt en regulering i overgangsperioden som følge af øvrige økonomiske prisændringer. Som det fremgår af § 7, stk. 5(§ 8, stk. 5) kan Energitilsynet give dispensation fra § 3, stk. 3(§ 3, stk. 3), hvis særlige forhold taler herfor.

 

DFF mener, at det bør præciseres, hvornår genforhandlingstidspunktet er, idet forhandlinger af kontrakterne kan tage lang tid.

 

Energistyrelsen mener ikke, at det er hensigtsmæssigt at anføre generelle bemærkninger om, hvad der kan opfattes som ”optagelse af forhandlinger”. I tilfælde af tvister mellem affaldsforbrændingsanlægget og distributionsanlægget, vil det være mest hensigtsmæssigt, at der foretages konkrete løsninger i overensstemmelse med almindelige regler af de pågældende tvister.

 

DE anfører, at det bør overvejes af hensyn til økonomien i affaldsværkerne at knytte følgende yderligere betingelse på, før værkerne omfattes af de nye prislofter, jf. § 3, stk. 2 (§ 3, stk. 2), ”at bestemmelserne i bekendtgørelsen får virkning fem år efter bekendtgørelsens ikrafttræden, dog ikke før det tidspunkt, hvor værker er afskrevet ud fra en afskrivningsperiode på 25 år.”

 

Som det fremgår af vejledningen, er formålet med prislofterne at sikre en rimelig varmepris for forbrugerne, og metoden, der er benyttet til fastsættelsen af prisloftet, tager hensyn til, at de varmekunder, der aftager affaldsvarmen, ikke i almindelighed skal betale mere for varmen end andre varmekunder, der aftager varme fra et tilsvarende anlæg. Derudover tages der i bekendtgørelsen hensyn til affaldsforbrændingsanlæggene, idet der vil være en periode på 5 år, før bekendtgørelsen får virkning for aftaler, der er indgået før bekendtgørelsens ikrafttræden, og som har en længere løbetid end 5 år.  Anlæggene får således 5 år til at tilpasse sig det relevante prisloft. Energistyrelsen finder ikke, at der er behov for en yderligere udsættelse, før bekendtgørelsen får virkning for disse anlæg. Disse anlæg vil ellers blive særligt begunstigede i forhold til andre anlæg.

 

Bekendtgørelsens § 4 (§ 4)

 

Svendborg Kommune foreslår, at substitutionsprisen udgår eller i det mindste modificeres, idet der ellers vil være tale om en ”lovfæstelse” af substitutionsprincippet. På samme måde kommenterer KL både indhold og fastsættelse af den faktiske substitutionspris.

 

Anvendelse og fastsættelse af substitutionsprisen er udviklet i Energitilsynets praksis. Energistyrelsens regelfastsættelse vil ikke gribe ind i denne praksis.

 

Energistyrelsen medgiver Svendborg Kommune, at der bør rettes i ordlyden i bekendtgørelsens § 4 (§ 4). Energistyrelsen fjerner derfor henvisningen til substitutionsprisen i udkastet til bekendtgørelsen. Energistyrelsen understreger i den forbindelse, at dette ikke ændrer på det materielle indhold af bestemmelsen.

 

Bekendtgørelsens § 5 (§ 5)

 

Svendborg Kommune mener, at der bør indføres hjemmel til, at der kan tages højde for særlige forhold, der kan medføre en forhøjelse af prisloftet, fx således at der kan tages hensyn til, at de decentrale kraftvarmeværker er opført bl.a. ud fra samfundsøkonomiske vurderinger og ikke alene baseret på opnåelse af de laveste varmepriser.

 

I henhold til § 7, stk. 4, (§ 8, stk. 4), i udkastet til bekendtgørelsen, kan Energitilsynet give dis-pensation og hæve det af tilsynet fastsatte prisloft. Således er der mulighed for, at der kan tages særlige hensyn, som efterspurgt af Svendborg Kommune.

 

DFF mener, at det bør præciseres, at det er værkets aktuelle forhold, der er afgørende for den årlige indplacering.

 

Energistyrelsen finder det ikke hensigtsmæssigt at foretage en sådan præcisering i bekendtgørelsesteksten men præciserer gerne dette forhold i vejledningens tekst.

 

DFF bemærker, at affaldsafgiften må være indeholdt i den gennemsnitlige maksimalpris, dvs. prisloftet.

 

I overensstemmelse med DFFs kommentar, bekræftes det, at det er varmeprisen inkl. affaldsafgiften, der skal holdes under prisloftet.

 

DFF efterspørger en præcisering af elementerne i fastsættelsen af prisen på damp.

 

Da prisfastsættelsen på damp ikke kan baseres på et landsgennemsnit, vil fastsættelsen ske efter en konkret vurdering i Energitilsynet. Damp produceres med henblik på produktion af elektricitet. Ved fastsættelsen af prisloftet vil Energitilsynet sørge for at sikre, at ekstraomkostningerne til produktion af varmt vand henføres til elsiden.

 

affald danmark anfører, at modellen bør anerkende at affaldsforbrændingsanlæg er anlæg med meget betydelige anlægsinvesteringer til flere mia. kr. som tager 3-5 år at opføre og 25 år at afskrive.

 

Energiproducerende anlæg har generelt lange afskrivningstider. Derfor vil prisloftsmodellen tage udgangspunkt i eksisterende værker spændende over hele afskrivningsperioden.

 

affald danmark bemærker, at såfremt der sker væsentlige ændringer i de energipolitiske forudsætninger, vil det få betydning for beregningen af prislofterne.

 

Energistyrelsen er opmærksom på, at ændringer i de energipolitiske forudsætninger potentielt vil få betydning for beregningen af prislofterne. Såfremt der sker væsentlige ændringer, vil det blive overvejet, om prisloftsbekendtgørelsen skal revideres for at blive tilpasset disse ændringer.

 

RenoSam anfører i høringssvaret, at Energistyrelsens forslag til prisloft er både uacceptabel og urimelig, idet beregningen foretages som gennemsnittet af de 50 % billigste varmeværker. RenoSam anfører, at Energistyrelsens beregningsmetodik tager udgangspunkt i, at halvdelen af Danmarks kraftvarmeforsyningsanlæg (centrale såvel som decentrale) ikke skulle være effektivt drevet og ikke har rimelige priser, da man kun medregner den billigste halvdel. RenoSam mener desuden, at såfremt halvdelen af Danmarks varmeproduktionsanlæg ikke er effektivt drevne, bør Energistyrelsen gribe ind over for et sådant problem.

 

Svendborg Kommune anfører, at den opstillede beregningsmetode for prisloftet er uhensigtsmæssig, idet den vil medføre en generaliseret prisudmelding.

 

RenoSam mener, at når alle Danmarks kraftvarmepriser anmeldes til Energitilsynet, som behandler eventuelle klager over prisfastsættelsen, vil modtagere af kraftvarme være beskyttet mod urimelige priser. Ifølge RenoSam er alle kraftvarmepriser derfor rimelige. RenoSam anfører, at prisforskelle skyldes specifikke forhold, som er forklarlige, og som godkendes af Energitilsynet som værende rimelige.

 

Energistyrelsen skal hertil bemærke, at værkerne i prisfastsættelsen på varmen kan indregne de nødvendige udgifter til varmeproduktionen. Energitilsynet vurderer ikke, om de anmeldte priser bygger på effektivt drevne værker, men derimod om de i varmeprisen indregnede udgifter er nødvendige omkostninger. Det skal ligeledes bemærkes, at anmeldelse af varmepriser til Energitilsynet ikke automatisk medfører en godkendelse af varmepriserne eller prisforskelle.

 

Ikke alle fjernvarmeværker kan betragtes som effektivt drevne værker. Økonomi- og Erhvervsministeriet undersøgte i 2004 fjernvarmesektorens effektivitet og anslog i den forbindelse et besparelsespotentiale i sektoren på 600 – 1.000 mio. kr. årligt.

 

Til RenoSams opfordring til at se nærmere på kraftvarmeværkers effektivitet kan det bemærkes, at Energitilsynet har hjemmel til at undersøge dette forhold i fornødent omfang.

 

For at sikre, at referenceprisen udregnes på basis af priser fra effektivt drevne værker, er det nødvendigt at sortere de mindst effektive værker fra. I den sammenhæng har Energistyrelsen i samråd med Energitilsynet vurderet, at et rimeligt udgangspunkt vil være ikke at medregne de dyreste 50 % af værkerne ved fastlæggelsen af referenceprisen. Referenceprisen er derfor beregnet på et gennemsnit af de 50 % billigste værker.

 

RenoSam anfører, at ligesom der bør tages hensyn til andre konkrete forhold, så bør der også tages hensyn til, at flere forbrændingsanlæg yder støttefunktioner m.v. for varmeforsyningen. Det vil som hovedregel indebære højere administrations-, kapacitets- og driftsomkostninger.

 

Der er med § 7(§ 8) i udkastet til bekendtgørelsen givet mulighed for, at Energitilsynet kan hæve eller sænke prisloftet, såfremt konkrete forhold tilsiger dette. Det er Energistyrelsens opfattelse, at dette i tilstrækkelig grad imødekommer muligheden for, at tage sådanne hensyn som RenoSam efterspørger.

 

DFF tiltræder beregningsmetoden, dog forudsat at beregningen sker efter et gennemsnit vægtet i forhold til antallet af solgte varmeenheder, hvilket bør fremgå af vejledningen.

 

Det fremgår ikke tilstrækkeligt tydeligt af vejledningen, at den anvendte beregningsmetode anvender et vægtet gennemsnit af varmeprisen i forhold til antallet af solgte varmeenheder. En tydeliggørelse vil blive indarbejdet i vejledningen.

 

DE, Elsam og affald danmark mener ikke, at det er hensigtsmæssigt, at forslaget ikke i højere grad tager hensyn til økonomien og investeringerne i de affaldsanlæg, der gennem tiden har fået pålæg om at omstille til kraftvarme.

 

Investeringerne i kraftvarme er sikret gennem særligt høje afregningspriser for affaldsbaseret elproduktion. Eksisterende affaldsforbrændingsanlæg sikres således et pristillæg til markedsprisen på el for en periode på 20 år efter idriftsættelsen, dog mindst 15 år fra 1. januar 2004. Dertil ydes et offentligt elproduktionstilskud. Nye affaldsforbrændingsanlæg vil kunne søge om dispensation fra kraftvarmekravet, såfremt kraftvarme ikke er samfundsøkonomisk rentabel.

 

RenoSam og Svendborg Kommune påpeger, at prislofterne vil blive beregnet på baggrund af de foregående års anmeldte varmepriser, og at prislofterne således er baseret på historiske tal.

 

Energistyrelsen og Energitilsynet er opmærksomme på den pågældende problemstilling, og det er derfor også planlagt, at der vil blive taget højde for det ved beregningen af prislofterne. De anmeldte priser vil derfor pristalreguleres i det omfang, det er relevant, henset til den almindelige prisudvikling for varmeprisen. Dette vil blive nærmere præciseret i vejledningen.

 

En række af høringsparterne har kritiseret prisloftsmodellen for at være baseret på et landsgennemsnit og for ikke at tage hensyn til forhold, der er værkspecifikke.

 

Bl.a. argumenterer E2, Svendborg Kommune og Elsam for, at modellen bør tage hensyn til konkrete forhold, som værkets alder, størrelse, vedligeholdelsestilstand etc. På samme måde er det affald danmarks opfattelse, at fastsættelse af prisloftet burde ske for den konkrete landsdel, hvor det enkelte anlæg ligger og ikke blot være et landsgennemsnit for de bedste anlæg. RenoSam mener, at Energistyrelsen skal udpege problemområder og arbejde på at fastsætte konkrete individuelle prislofter for dem, mens Elsam foretrækker en fordelingsnøgle, der afspejler de faktiske forhold på det enkelte værk.

 

RenoSam betvivler desuden, at Energistyrelsen ikke har kunnet finde grundlag for, at prisforskelle fra forskellige forsyningsanlæg skyldes forskel i anlægsstørrelse.

 

I bemærkningerne til 2000-loven anføres det, at:

 

”Princippet for beregning af prisloftet vil tage udgangspunkt i, hvordan prisen ville have set ud, hvis der ikke var et affaldsforbrændingsanlæg i den pågældende by, og der i stedet var blevet etableret et værk i overensstemmelse med de energipolitiske retningslinjer. Ligger det pågældende affaldsforbrændingsanlæg i et naturgasforsynet område, vil det alternative værk blive et effektivt drevet naturgasbaseret kraftvarmeværk.[…] Ved beregningen indgår det, at der skal foretages en teknisk fornyelse af det prisregulerede anlæg ud fra almindelige driftsmæssige kalkuler. Beregningen vil endvidere ske under hensyntagen til anlæggets størrelse, om der er tale om grundlast- eller spidslastleverancer og til, hvilken værdi varmen samlet set svarer.”

 

Som følge af lovændringen i 2000, fik Energistyrelsen udarbejdet en model for fastsættelse af prislofter. Modellen lå færdig i 2003. Ifølge modellen skulle der være en sammenhæng mellem varmepris og varmeproduktionsværkernes størrelse, således at stordriftsfordele ville få betydende virkning for varmeprisen. Efterfølgende blev der gennemført en verifikation af modellen ved hjælp af datamateriale fra en række værker. Det var dog ikke muligt ud fra det indhentede materiale entydigt at konkludere, at den nævnte sammenhæng mellem varmepris og værkernes størrelse er den væsentligste faktor. Derimod viste analysen en tydelig sammenhæng mellem brændselsvalget og varmeprisen. Dette resulterede i en beslutning om, at benytte en anden metode til fastsættelse af prislofterne.

 

Selv for værker, der anvender det samme brændsel, er der store variationer i varmeprisen. Det har således ikke været muligt at udvælge enkelte anlæg og konkludere, at netop disse anlæg producerer varmen til ”den rigtige” pris. For at finde en repræsentativ pris, har det derfor været nødvendigt at anvende gennemsnitsbetragtninger over et stort udsnit af danske værker, der anvender det brændsel, der alternativt ville have været anvendt i affaldsforbrændingsanlæggets forsyningsområde. Valget af gennemsnitsbetragtningen gør også modellen mere robust overfor eventuelle ændringer/lukninger af enkelte værker.

 

Den politiske aftale og den deraf følgende regulering foreskriver, at prislofterne skal anvendes til at udarbejde generelle regler for de fleste affaldsforbrændingsanlæg, og ikke alene for affaldsforbrændingsanlæg som konkret i dag har høje varmepriser. Energistyrelsen mener ikke, at en konkret regulering af varmepriserne på udvalgte affaldsforbrændingsanlæg, som høringsparterne foreslår, vil være i overensstemmelse med det politiske opdrag, som energimyndighederne er blevet tildelt.

 

Den konkrete bedømmelse af, hvorvidt en leveringsaftale er i overensstemmelse med det udmeldte prisloft, ligger hos Energitilsynet, som har mulighed for at tage konkrete hensyn i sin vurdering. Dette er eksplicit beskrevet, både i bekendtgørelsen og i vejledningen. På samme måde giver bekendtgørelsen mulighed for, at der ved indgåelsen af leveringsaftalerne mellem affaldsforbrændingsanlægget og distributionsnettet tages konkrete hensyn.

 

Udkastet til bekendtgørelsen indeholder generelle regler, der foreskriver anvendelse af en metode baseret på gennemsnitspriser, kombineret med muligheden for at tage visse konkrete hensyn. Det er Energistyrelsens opfattelse, at dette er i overensstemmelse med den hjemmel, der blev indsat ved 2000-loven.

 

Flere høringsparter, herunder RenoSam, Svendborg Kommune, affald danmark og Elsam giver i deres høringssvar udtryk for, at de mener, at datagrundlaget ikke er tilstrækkelig sikkert til at danne grundlag for beregningen af prislofterne. Samtidig foreslås det af DI og Elsam, at udmeldingen af prislofterne afventer at GASELVA er operationel. Affald danmark og Svendborg Kommune foreslår tillige, at der ventes, indtil de indberettede tal er validerede og godkendt af Energitilsynet. Svendborg Kommune spørger desuden, hvorledes man vil sikre, at man får de 50 % billigste værker indregnet i gennemsnittet, når ikke alle værker er med i opgørelsen.

 

DFF støtter som udgangspunkt anvendelse af den funktionsopdelte standardkontoplan, men påpeger samtidig, at der er usikkerheder i det foreliggende datamateriale. 

 

Det skal først understreges, at Energistyrelsen er opmærksom på, at det foreliggende talmateriale ikke er tilstrækkeligt til at beregne prislofter, der vil få betydning for økonomien i de danske affaldsforbrændingsanlæg. Derfor bemærkede Energistyrelsen i forbindelse med høringen af udkastet til bekendtgørelsen i høringsbrevet, at ”de fremsendte prislofter er foreløbige, idet den endelige beregning heraf afventer Energitilsynets indhentning af data fra de værker, der benytter DFFs standardkontoplan.” Det foreløbige prisloft blev alene udsendt for at give høringsparterne en ide om, på hvilket niveau Energistyrelsen forventer, at prislofterne nogenlunde ville placere sig.

 

Prisloftet beregnes på baggrund af de varmeproduktionspriser som varmeproducenterne er forpligtede til at indberette til Energitilsynet, jf. varmeforsyningsloven § 21.

 

På grund af forsinkelser i udviklingen af GASELVA finder Energistyrelsen og Energitilsynet det ikke hensigtsmæssigt at afvente GASELVA. I stedet vælges det generelt at tilpasse formkravene i forbindelse med indberetningen til Energitilsynet efter varmeforsyningsloven § 21, således at prislofterne kan beregnes på baggrund heraf.

 

Det er hensigten, at indberetningen til Energitilsynet skal have en form, der tager udgangspunkt i DFFs standardkontoplan, for at de tal, der indhentes, er sammenlignelige. Prislofterne bliver ikke udmeldt før det fornødne datagrundlag er indhentet. Da de oplysninger, som skal danne grundlag for beregningen af prislofterne bliver indberettet af varmeproducenterne under strafansvar, samt er revisorattesterede, er det Energistyrelsens og Energitilsynets holdning, at datagrundlaget baseret på selskabernes indberetning til Energitilsynet vil være tilstrækkeligt solidt til beregning af prislofterne.

 

Inden opstarten af beregningerne i Energitilsynet, vil der ske en endelig indplacering af affaldsforbrændingsanlæggene i de respektive grupper. Dette vil ske efter høring af de relevante organisationer.

 

Det har ikke været hensigten, at hjemmelen til at udstede bekendtgørelsen om prislofter skulle medføre ændringer i varmeproducenternes anmeldelse af varmepriser til Energitilsynet efter varmeforsyningslovens § 21 eller nogen ændring i Energitilsynets opgaver. Som systemet fungerer i dag, hverken validerer eller godkender Energitilsynet de oplysninger, som varmeproducenterne anmelder til tilsynet. Da oplysningerne indberettes af værkerne under strafansvar og er revisorattesterede, jf. ovenfor, finder Energistyrelsen ikke en yderligere validering nødvendig.

 

RenoSam anmoder om at få fuldstændig adgang til det datamateriale og de beregningsforudsætninger, der ligger til grund for Energistyrelsens model til et nyt affaldsvarmeprisloft.

 

RenoSam vil, i lighed med andre interesserede, kunne få adgang til det endelige datamateriale og beregningsforudsætninger, der anvendes til den endelige fastlæggelse af prisloftet.

 

DFF savner en definition af, hvorledes produktionsomkostningerne opgøres, og understreger, at der er flere problemer ved de usikkerhedsmomenter, der indgår i opgørelse af en omkostning, der videreføres til andre varmeforbrugere. Et væsentlig forhold er den regnskabsmæssige skelnen mellem forbedring og vedligeholdelse, herunder igen sammenholdt med henlæggelsesmuligheden, der findes, jf. afskrivningsbekendtgørelsen, men ikke er mulig efter årsregnskabsloven.

 

Produktionsomkostningerne for fjernvarme skal årligt anmeldes til Energitilsynet. Det er disse indberetninger, der vil blive anvendt som basis til beregning af prislofterne. Energitilsynet vil udarbejde de nærmere retningslinier for, hvilke oplysninger – og i hvilken form – der er behov for, for at kunne beregne omkostningerne med tilstrækkelig nøjagtighed.

Bekendtgørelsens § 6 (§ 7)

 

DFF spørger, hvilken periode prisloftet skal gælde for

 

Det er hensigten, at prisloftet udmeldes omkring 1. oktober hvert år, og skal gælde for en 1-årig periode, der starter den 1. januar i det efterfølgende kalenderår.

 

Bekendtgørelsens § 7 (§ 8)

 

Elsam mener, jf. udkastets § 7, stk. 3 og 4 (§ 8, stk. 3 og 4), at for at distribution og produktion skal behandles lige, bør der gives specifikke anvisninger på forhold, der kan give anledning til at sænke loftet. DFF mener i forbindelse med § 7, stk. 4 (§ 8, stk. 4), at indholdet af de nævnte ”særlige forhold” bør præciseres.

 

Energistyrelsen mener, at det kan være uhensigtsmæssigt at låse Energitilsynet fast i en fortolkning af, hvad der kan anses som særlige forhold, der kan tale for, at et prisloft skal hæves eller sænkes. Energistyrelsen vælger derfor, at undlade at præcisere indholdet af de nævnte ”særlige forhold”.

 

 

Bemærkninger til vejledningen

 

Vejledningen vedr. § 3 (§ 3)

 

DFF mener, at der bør være en specifik vejledning til indholdet af de anmeldte leveringsaftaler, for at sikre at der ikke sker fortolkningsfejl.

 

Det er Energistyrelsens opfattelse, at det ikke er hensigtsmæssigt at stille formkrav til leveringsaftaler mellem affaldsforbrændingsanlæg og varmeaftagerne.

 

Elsam mener, at det bør tilføjes i sidste afsnit om indførelsen af prislofter i kapitel 1, at såfremt effektiviseringspotentialet ikke er tilstrækkeligt stort til, at der kan opnås balance, vil anlægget være nødsaget til at hæve affaldsbehandlingsprisen.

 

Det er Energistyrelsens opfattelse, at Energistyrelsen i medfør af varmeforsyningsloven § 20, stk. 4, ikke har hjemmel til at fastsætte regler om, hvorledes affaldsforbrændingsanlægget skal håndtere en eventuel effektiviseringsproces.

 

DFF mener, at væsentlighedskriteriet i § 3, stk. 3 (§ 3, stk. 3), bør ændres til, at Energitilsynet konkret afgør væsentlighedskriteriet frem for en fast procentuel grænse på 5 %.

 

Det er Energistyrelsens opfattelse, at afvigelser på mindre end 5 % fra det fastsatte prisloft ikke kan anses som væsentlige. Hvorvidt afvigelser på mere end 5 % fra prisloftet kan anses som væsentlige, afgøres konkret af Energitilsynet, såfremt der ikke er enighed herom mellem affaldsforbrændingsanlægget og distributionsanlægget, og såfremt tvisten indbringes for Energitilsynet.

DFF anfører, at vedr. vurdering af affaldsforbrændingsanlæggenes økonomiske overlevelsesevne, må det være underforstået, at denne vurdering foretages af Energitilsynet, således at der sikres mod vilkårligheder i afgørelsen af, om en aktuel maksimalpris er omfattet af overgangsreglerne.

 

Det fremgår af udkastet til bekendtgørelsen, at såfremt affaldsforbrændingsanlægget og distributionsnettet ikke kan blive enige, har Energitilsynet kompetence til at afgøre eventuelle tvister, herunder en vurdering af affaldsforbrændingsanlæggenes økonomiske overlevelsesevne, i det omfang en sådan er nødvendig for tvistens afgørelse. 

 

Vejledningen vedr. § 4 (§ 4)

 

DFF, mener at det bør fremgå, at varmeforsyningen skal sikres mod en merpris som følge af andre forhold, der er varmesiden uvedkommende, eksempelvis ineffektivitet.

 

Det er Energistyrelsens opfattelse, at prisfastsættelsesbestemmelserne i varmeforsyningsloven netop sikrer varmesiden mod en merpris som følge af forhold, der er varmesiden uvedkommende.

 

Vejledningen vedr. § 5 (§ 5)

 

DFF foreslår, at ”brændsel” erstattes med ”frembringelse af varme, uanset fremstillingsform” for at sikre, at der tages højde for alternative varmeformer.

 

Da der ikke pt. findes forsyningsområder, der er udlagt til fjernvarme baseret på anden fremstillingsmåde end afbrænding af produkter, uanset at der findes forskellige demonstrationsprojekter rundt omkring i landet, finder Energistyrelsen det ikke nødvendigt at erstatte ”brændsel” som foreslået. Det understreges i den forbindelse, at såfremt der sker en ændring i de energipolitiske retningslinier, vil det blive overvejet, hvorvidt det er nødvendigt også at ændre i prisloftsbekendtgørelsen.

 

DFF anfører, at det ikke for de centrale værker fremgår, hvorledes det skal forholdes ved en aftalt deling af kraftvarmefordelen i de produktionsomkostninger, der skal anmeldes, ligesom der mangler en beskrivelse af, hvorledes produktionsprisen beregnes, hvor flere værker producerer til samme system.

 

For de centrale kraftvarmeværker vil der normalt være aftalte priser, der bl.a. omfatter fordelingen af kraftvarmefordelen mellem kraftvarmeværk og fjernvarmeselskab. De aftalte priser vil således danne baggrund for beregningen af gennemsnitsprisen fra de centrale kraftvarmeværker. Dette er den gældende praksis ved afgørelsen af sager i Energitilsynet. Og det er ikke hensigten at reglerne om prislofter skal ændre på dette.

 

DFF mener, at det må forudsættes, at vedr. ”produktionsomkostningerne i kr./GJ (eller evt. kr./MWh) efter fradrag af indtægten ved produktionen af elektricitet”, må indtægten fra produktion af el omfatte både indtægt fra salg af el og eventuelle produktionstilskud.

 

Ved produktionsomkostningerne forstås nettoomkostninger fastlagt som alle udgifter til varmeproduktionen fratrukket alle indtægter, herunder salg af el og støtte til elproduktionen.

 

(§ 6)

 

DFF mener ordene ”på sigt” bør erstattes af en præcis tidsmæssig angivelse.

 

Det er Energistyrelsens opfattelse, at den konkrete vurdering i Energitilsynet ikke bør fastlåses af en præcis tidsmæssig angivelse.