Folketingets Energipolitiske Udvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             22. maj 2006

J nr.              

Fastsættelse af prislofter for fjernvarme fra affaldsforbrændings­anlæg

 

Jeg skal hermed orientere Det Energipolitiske Udvalg om, at Energistyrelsen på mine vegne har udstedt bekendtgørelse nr. 234 af 23. marts 2006 om fastsæt­telse af prislofter og maksimalpriser for fjernvarme fra affaldsforbrændings­anlæg.

 

Det blev aftalt at indføre prislofter for ydelser fra affaldsforbrændingsanlæg i det politiske forlig af 22. marts 2000 mellem den daværende regering og Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti.

 

Der blev som følge heraf udarbejdet et udkast til bekendtgørelse om prislofter for affaldsvarme i 2002, som blev fremsendt til udvalget den 2. august 2002. Som følge af høringssvarene fik Energistyrelsen udarbejdet en model til beregning af prislofterne. Denne model viste sig efterfølgende ikke at være egnet til at basere prislofterne på.

 

Det er i den nu udsendte bekendtgørelse valgt at basere prislofterne på en model, der bygger på gennemsnits­pri­ser for den varme, som forbrugerne ellers skulle aftage, såfremt affaldsfor­bræn­dingsanlægget ikke var blevet etableret.

 

Størstedelen af omkostningerne for et affaldsforbrændingsanlæg er fæl­les­om­kostninger for både varmeproduktionssiden og affaldsforbrændings­siden. Der er dermed risiko for, at varmeforbrugerne kommer til at betale for udgifter, der reelt hører til affaldssiden. Dette vil prisloftet forhindre.

 

Fjernvarmesektoren er generelt positivt indstillet over for reguleringen, mens affaldssektoren generelt ikke ønsker indførelsen af prislofterne, fordi det vil lægge bindinger på sektoren.

 

Der vedlægges bekendtgørelse, høringssvarene samt høringsnotat.

Med venlig hilsen

Flemming Hansen