Ministeren

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

 J.nr. 5236-5

 

 

Folketingets Boligudvalg

 

 

Dato: 276. juni 2006

 

Undersøgelse af den almene sektors betaling af realkreditgebyrer

 

Hermed fremsendes Socialministeriets undersøgelse af effekten af omlægningen pr. 1. januar 2000 af realkreditbetalingen i den almene sektor.

 

Omlægningen blev gennemført med det formål at styrke konkurrencen på markedet for almene realkreditlån for derigennem at reducere beboerbetalingen og de offentlige støtteudgifter.

 

Omlægningen indebar, at stiftelsesprovisionen skal medregnes i anskaffelsessummen, og at de løbende bidrag fuldt ud tillægges beboerbetalingen. Før 1. januar 2000 blev gebyrerne finansieret via den statslige støtte.

 

Den daværende by- og boligminister tilkendegav at være indstillet på at foretage en evaluering af omlægningen, når der forelå et rimeligt erfaringsgrundlag.

 

Den gennemførte undersøgelse er baseret på registeroplysninger fra Socialministeriets administrative styrings- og støttesystem BOSSINF vedrørende alment byggeri og på data indsamlet via spørgeskema til udvalgte almene boligorganisationer.

 

Resultaterne peger på et behov for initiativer, der kan bidrage til at skabe større gennemsigtighed på det almene realkreditmarked og styrke konkurrencen yderligere. Jeg finder ikke, at det vil være hensigtsmæssigt at overveje sådanne initiativer på nuværende tidspunkt, idet nye initiativer må ses i sammenhæng med de ændringer af den almene sektor, som skal drøftes i forlængelse af det igangværende udredningsarbejde om den almene sektors fremtid.

 

Jeg vil på et senere tidspunkt orientere Boligudvalget om mine konkrete overvejelser.

 

Med venlig hilsen

 

 

 

Eva Kjer Hansen