Folketinget — Arbejdsmarkedsudvalget
Christiansborg, den 25. november 2005
Til
udvalgets medlemmer og stedfortrædere.
Henvendelse om kontanthjælp til syge
Den vedlagte henvendelse er modtaget fra Anne Baastrup og omdeles i anonymiseret form.
Med venlig hilsen
Mette Hansen,
udvalgssekretær.
Kære Anne Baastrup,
Det glæder mig, at du stiller spørgsmål til beskæftigelsesministeren og socialministeren vedrørende ensretningen af kontanthjælpen.
Jeg har for nylig personligt erfaret, hvad det betyder, at man behandler kontanthjælpsmodtagere ensartet.
Kort fortalt: Min søn på 21 år fik i januar i år diagnosticeret en sygdom, der hedder Aplastisk Anæmi. Den rammer 2 ud af en million om året i Danmark. Den kan komme ud af den blå luft, og man kan i halvdelen af tilfældene ikke konstatere hvorfor. Efter 2 behandlingsførsøg, der ikke virkede var der kun knoglemarvstransplantation, der kunne helbrede. Under sygdomsforløbet har min søn fulgt og bestået 1. HF, trods fravær på grund af indlæggelser og ugentlige blodprøver og samtaler på sygehuset. Han måtte opgive sit fritidsjob men kunne klare sig som udeboende med SU og SU lån. Da han får en dato for transplantation på Rigshospitalet (13. oktober) og er klar over, at det bevirker massivt fravær fra studierne - og lægerne siger til ham, at det er urealistisk at kunne gennemføre 2. HF i år, går han til socialforvaltningen og beder om kontanthjælp. Det er 14 dage før han skal indlægges til kemobehandling, bestrålig og transplantation. På socialforvaltningen bevilliger de selvfølgelig kontanthjælp - sats efter alder - 4500,- kr. udbetalt efter skat. Han har 30,- kr. pr. måned til mad og tøj, når faste udgifter er betalt.!!
MEN - af sagsbehandleren får han at vide, at de vil kontakte ham efter 3 måneder, for at høre, om han er klar til at gå i arbejde. Det er jeg ikke, siger han. Jamen vi kontakter dig alligevel, for det skal vi, siger sagsbehandleren. Og hun giver ham et skema med hjem, som han skal sørge for at få udfyldt af sin læge, for at godtgøre, at han er syg. PÅ TRODS AF, at han har sin mappe og behandlingsplan med fra Rigshospitalet. På skemaet står med fede typer, at hvis Socialforvaltningen ikke har det i løbet af 14 dage, vil kontanthjælpen blive standset. !! Samtidig har han skrevet under på, at Socialforvaltningen må indhente oplysninger fra 3. part. Så kunne de måske selv klare det med skemaet - i stedet for at pålægge en alvorlig syg mand at sørge for det ?
Jeg undrer mig over, at sagsbehandlere skal spilde deres tid med at kontakte mennesker, som de ved, er syge i længere tid. For slet ikke at snakke om, hvor urimeligt det er, at mennesker, der i forvejen har alvorlig sygdom at slås med, skal pærres til med at de sandelig skal gøre sig yderst fortjent til at modtage en social ydelse, som de både selv og deres familie har været med til at sikre via skattebetaling gennem mange år. Vi har ikke i vores famlie ligget det offentlige til byrde og vil ikke ret gerne komme til det fremover. Men lige nu er vi altså nødt til det.
Og vi er selvfølgelig ikke de eneste, der oplever denne mangel på service og individuel sagsbehandling fra socialforvaltningen.
Jeg vil tilføje, at omkring sygdomsbehandlingen har alt været perfekt på både det lokale sygehus og Rigshospitalet, og det ser ud til at transplantationen er lykkedes. Det er vi dybt taknemmelige for. Men der følger jo en rekreationstid, hvor der også er brug for kontanthjælp.
Denne beretning fra det virkelige liv, blot for at bekræfte dig i, at det er nødvendigt at se nuanceret på sygemeldte kontanthjælpsmodtagere.