Mandatnotits
for
ILOs 95. Arbejdskonference
Genève
2006
Instruktion for den danske regeringsdelegation
                          Â
Beskæftigelsesministeriet
Maj 2006
Indhold
2. Regeringsinstruks vedrørende konferencens emner.
Konferencens tekniske emner:
a. Sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen.
b. Arbejdsforholdet.
c. ILOs rolle i teknisk samarbejde.
Øvrige emner:
d. Finansielle og administrative spørgsmål.
e. Applikationskomitéen.
f. Generaldirektørens rapport.
g. Den globale rapport om børnearbejde.
3. Politiske landespørgsmål som forventes behandlet på konferencen.
a. Burma. Â
b. De besatte palæstinensiske områder.
c. Andre lande.
a. Den Internationale Arbejdsorganisation.
b. ILOs mandat.
c. ILO-konventioner og henstillinger.
d. Danmark og ILO, ratificerede konventioner og henstillinger.
e. Dansk programsamarbejde med ILO.
Bilag 1 ILO-organisationsdiagram
Bilag 2 Oversigt over dansk personale i ILO
Bilag 4 Omtalen af Danmark i Ekspertkomitéens rapport
Bilag 5 Beskæftigelsesministerens brev til ILOs generaldirektør vedr. Burma
Bilag 6 Rapporteringsoversigt for danske rapporter til ILO
1. Indledning.
Mandatnotitsen er udarbejdet til brug for regeringens delegation ved Den 95[1]. Internationale Arbejdskonference, som afholdes den 31. maj til den 16. juni 2006 i Genève. Mandatnotitsen dækker de emner, der på forhånd er sat på Konferencens dagsorden. Eventuelle yderligere emner eller spørgsmål vil blive koordineret i Genève.
Dagsordenen for ILOs Internationale Arbejdskonference indeholder altid tre tekniske emner, der skifter fra år til år. I visse tilfælde er der tale om 2. behandlinger af emner, der har været behandlet på tidligere konferencer. Udover de tre tekniske emner, er der en række faste punkter på dagsordenen, f.eks. den såkaldte Applikationskomité.
2. Regeringsinstruks vedrørende konferencens emner.
På konferencen i 2005 blev der taget stilling til, hvilken form det nye instrument til fremme af indsatsen vedrørende sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen skulle have. Et flertal bestående af regeringsrepræsentanter fra EU-landene og Afrika og arbejdstagersiden stemte for en konvention suppleret med en henstilling. På komitemøderne udtalte EU-landene i stort omfang sig under ét. Baggrunden for den store enighed blandt EU- landenes regeringsrepræsentanter skyldes især enighed om, at ILO’s forslag var dækket af EU’s rammedirektiv om arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet kombineret med EU’s arbejdsmiljøstrategi 2002-2006.
Formålet med konventionen er, at medlemslandene skal iværksætte tiltag for progressivt at sikre et mere sikkert og sundt arbejdsmiljø ved hjælp af nationale arbejdsmiljøprogrammer, som skal udarbejdes sammen med arbejdsmarkedets parter på baggrund af analyser. Programmerne skal promovere udviklingen af en national forebyggelseskultur vedrørende sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen og skal indeholde mål og indikatorer for fremskridt: Programmerne skal offentliggøres samt så vidt muligt godkendes og iværksættes af de øverste nationale myndigheder.
Medlemslandet skal, sammen med arbejdsmarkedets parter, etablere, vedligeholde og løbende udvikle et nationalt system for sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen. Systemet skal indeholde en retlig regulering for sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen. Der skal endvidere være en ansvarlig myndighed for området og mekanismer, der sikrer overensstemmelse med de nationale regler, herunder et inspektionssystem.
Ifølge henstillingen kan medlemsstaterne udvide konsultationen til andre end arbejdsmarkedets parter. Programmerne skal, hvor det er passende, knyttes sammen med andre nationale programmer og planer. Endvidere skal medlemslandene promovere arbejdsmiljøledelsessystemer baseret på ILO’s retningslinier herom.
Arbejdstagersiden udtrykte på konferencen et stort ønske om, at de enkelte artikler i udkastet fik et mere materielt arbejdsmiljømæssigt indhold. Arbejdsgiversiden udtrykte på konferencen den holdning, at udkastet skulle bibeholdes i den rammeprægede, promoverende form. De fleste af regeringsrepræsentanterne, herunder regeringsrepræsentanterne fra EU, var enige med arbejdsgiversidens synspunkter.
Til brug for den 95. Arbejdskonference i 2006 foreligger rapport IV(1) fra august 2005, som indeholder forslag til konvention og henstilling. Den danske regering støttede i 2005, at det blev indarbejdet i konventionen, at den skal fremme ratifikationen af relevante konventioner. Regeringen støttede endvidere, at bilaget til henstillingen også blev bilag til konventionen
I foråret 2006 udsendte ILO rapport IV (2B), som skal danne udgangspunkt for forhandlingerne på ILO konferencen 2006. ILO har taget højde for ganske få bemærkninger fra medlemslandene og arbejdsmarkedets parter. Det nye udkast har således bl.a. i konventionens præambel, foruden at henvise i konvention 155 og henstilling 164 tillige henvist til andre ILO instrumenter, der er relevante for at fremme indsatsen på arbejdsmiljøområdet. ILO har derved delvist imødekommet ønsket om henvisning til andre ILO konventioner mv. I de nye udkast til hhv. konvention og henstilling er der flere steder tilføjet inddragelse af arbejdsmarkedets parter samt trepartsarbejdet.
Den danske arbejdstagerside (LO og FTF) har oplyst, at man endnu ikke endeligt har fastlagt sin endelige stillingtagen til en evt. konvention. Det er fortsat LO og FTF’s opfattelse, at den endelige konvention i højere grad må præcisere en række forhold blandt andet vedrørende lønmodtagernes rettigheder samt arbejdsgivernes og regeringernes ansvar mv.
DA har oplyst, at man i det væsentlige kan støtte den danske regerings bemærkninger til ILO rapport IV (1). DA opfordrer til en fortsat tæt koordinering i EU, og der bør arbejdes for et resultat, der følger linien fra konferencen i 2005. DA finder det vigtigt, at der ved den endelige stillingtagen bliver enighed blandt EU landene.
Dansk holdning
Danmark kan støtte de nye udkast til henholdsvis konvention og henstilling.
Danmark kan stadig tilslutte sig den brede enighed i EU-kredsen om at vælge et juridisk bindende ILO-instrument, når det drejer sig om at sikre, at medlemslandene foretager de nødvendige tiltag for at fremme - og dermed sikre - et sikkert og sundt arbejdsmiljø. På grund af globaliseringen vælger flere og flere virksomheder at etablere en produktion i lande, hvor der ikke er udbyggede arbejdsmiljøregler og/eller arbejdstilsyn til at påse overholdelsen af disse regler. Af hensyn til de ansatte i disse lande, som udsættes for et dårligt arbejdsmiljø, samt af hensyn til behovet for en fair konkurrence, og hermed den danske beskæftigelse, er det vigtigt, at der etableres et retsgrundlag, som internationalt pålægger landene at etablere arbejdstilsyn samt indføre en forebyggelseskultur.
Det vurderes, at Danmark allerede for nuværende kan opfylde kravene i det seneste udkast til konvention. Danmark kan ligeledes støtte det seneste udkast til henstilling.
Danmark vil arbejde for en stadig tæt koordinering med de øvrige EU lande i relation vedtagelse af konventionen og henstillingen.
Danmark kan i øvrigt støtte tiltag, der sigter mod at fremme ratifikation af eksisterende ILO arbejdsmiljøinstrumenter.
Grækenland har under et EU-koordinationsmøde i Bruxelles den 24. april foreslået, at der i udkastet til konvention om rammerne for fremme af indsatsen for sikkerheden og sundheden på arbejdspladsen indføres en bestemmelse om mulighed for fritagelse af søfarts- og/eller fiskeriområderne. Søfartsstyrelsen har i denne anledning oplyst, at man fra dansk side ikke kan støtte det græske ændringsforslag om indførelse af en fritagelsesregel for de 2 områder. Søfartsstyrelsen har i denne forbindelse lagt vægt på ønsket om at fremme internationaliseringen af bl.a. arbejdsmiljøreguleringen, hvor støtte til det græske forslag om at kunne undtage søfart og/eller fiskeri vil kunne så tvivl om Danmarks vilje til at udvikle og gennemføre forebyggelsesrettede aktiviteter indenfor søfart og fiskeri.
b. Arbejdsforholdet (udkast til rekommandation).
ILOs StyrelsesrÃ¥d besluttede i marts 2004, at â€arbejdsforholdet†(The employment relationship) skal diskuteres (as a single-discussion) pÃ¥ Arbejdskonferencen i 2006 med henblik pÃ¥ vedtagelse af en rekommandation om emnet. ILO har længe haft et ønske om et instrument til regulering af arbejdsforholdet.
I 2003 (91. Arbejdskonference) havde ILO en generel diskussion af emnet â€Rækkevidden af arbejdsforholdetâ€. Diskussionen i 2003 var en udløber af diskussioner pÃ¥ arbejdskonferencerne i 1997 og 1998, hvor det ikke lykkedes at nÃ¥ til enighed om en konvention om â€Kontraktarbejdeâ€.
Diskussionen i 2003 endte med et kompromis, hvorefter ILO blandt andet blev opfordret til at udvide sin vidensbase og fremme â€good practiceâ€, samt at vejlede og assistere medlemsstaterne omkring rækkevidden af arbejdsforholdet. De tre parter i komitéen fandt endvidere, at en rekommandation, der fokuserer pÃ¥ det skjulte arbejdsforhold, ville være passende. En sÃ¥dan rekommandationen skulle give vejledning til medlemsstaterne, være fleksibel og ikke gribe ind i ægte kontraktsforhold, samt fremme kollektive forhandlinger og social dialog.
I præamblen fremhæver ILO vigtigheden af, at arbejdsforholdet er beskrevet i bÃ¥de nationale og internationale arbejdsstandarder. ILO peger pÃ¥, at usikkerheden om eksistensen af et arbejdsforhold bør være genstand for medlemsstaternes indsats med henblik pÃ¥ at sikre en effektiv beskyttelse af lønmodtagerne. Der henvises bl.a. til de vanskeligheder, som de skjulte (â€disguisedâ€) arbejdsforhold skaber. Der henvises endvidere til uhensigtsmæssigheder og begrænsninger i lovgivningen, der vanskeliggør en afgørelse af, hvorvidt der er tale om et arbejdsforhold eller ej, og hvilke rettigheder og pligter parterne har. Her nævnes ogsÃ¥ det arbejdsforhold, hvor der udføres arbejde for en tredjepart. ILO konstaterer, at vanskelighederne er blevet hyppigere i takt med de betydelige forandringer, som foregÃ¥r pÃ¥ arbejdsmarkedet i dag.
Â
Ifølge rekommandationen bør medlemslandene have en national politik for beskyttelse af lønmodtagere i et arbejdsforhold, der er udarbejdet i samarbejde med arbejdsmarkedets parter. Den nationale politik bør mindst indeholde en vejledning i et arbejdsforhold, forskellen mellem ansatte og self-employed persons, bekæmpelse af skjulte (disguised) ansættelsesforhold, hvem der er arbejdsgiver og hvilke rettigheder lønmodtageren har i forbindelse med udførelse af arbejde for en trediepart, sikring af effektive og hurtige procedurer til at løse konflikter samt sikring af effektiv gennemførelse af love og regulering vedr. ansættelsesforhold.
Rekommandationen anviser en række nærmere beskrevne faktorer, der skal anvendes til konstatering af, om der er tale om et arbejdsforhold, f.eks. facts om arbejdet, lønmodtagerens betaling, det kontraktsmæssige grundlag for forholdet eller mangel på samme.
Det er et gennemgÃ¥ende træk i forslaget til rekommandation, at der bygges pÃ¥ en model, hvor medlemslandene i deres lovgivning skal sikre, at det hurtigt og nemt skal kunne afgøres, hvorvidt der er tale om et arbejdsforhold, herunder hvem der er parter, og om det er ansat eller en â€self employed†person, samt hvilke pligter og rettigheder disse har. For at sikre en vis fleksibilitet bør medlemsstaterne ifølge rekommandationen tillade en bred vifte af muligheder for at etablere et arbejdsforhold og samtidig fastsætte nogle procedurer for forudgÃ¥ende konsultationer med arbejdsmarkedets parter. Der bør ogsÃ¥ nedsættes tribunals, der hurtigt og effektivt kan afgøre konflikter i forbindelse med arbejdsforhold.
Fra dansk side skal man efter DA’s vurdering behandle emnet med stor varsomhed også for så vidt angår en henstilling. DA frygter, at diskussionen bl.a. via bistand fra ILO’s sekretariat på konferencen vil føre ind i en blindgyde og i værste fald ende med et instrument, som vil være skadeligt for det danske arbejdsmarked og med et instrument, som har meget få chancer for at blive ratificeret udover af meget få lande (til illustration er f.eks. konventionen om hjemmearbejde fra 1996 hidtil kun ratificeret af fire lande).
LO har givet udtryk for, at man finder den foreslåede rekommandation præcis, og at man ikke ønsker mere fleksibilitet i teksten.
Dansk holdning
Danmark kan som udgangspunkt tilslutte sig det foreslåede valg af et ikke-bindende ILO-instrument (rekommandation). Det er regeringens generelle holdning, at der ikke er behov for yderligere internationale forpligtelser på det ansættelsesretlige område. Dette synspunkt blev ligeledes gjort gældende fra dansk side i forbindelse med den generelle diskussion af temaet på ILO konferencen i 2003.
Regeringen lægger stor vægt på, at et sådant nyt instrument sikrer fleksibilitet og tager højde for de forskellige forhold, der gør sig gældende i de forskellige medlemslande og økonomiske sektorer. Det vurderes, at den foreslåede tekst ikke fuldt ud sikrer en sådan grad af fleksibilitet, samt at teksten i for ringe grad bygger videre på de konklusioner, som blev truffet på konferencen i 2003.
Regeringen savner sÃ¥ledes formuleringer i teksten, der afspejler beslutningen i 2003, nemlig at en rekommandation, der fokuserer pÃ¥ det skjulte arbejdsforhold (â€disguised employment relationshipâ€), ville være passende. Dette hovedformÃ¥l nævnes alene som 1 ud af 5 formÃ¥l i afsnit I, nr. 3. Regeringen finder ikke, at de 4 andre formÃ¥l i afsnit I, nr. 3 er omfattet af beslutningen i 2003. Det er vanskeligt at se sammenhængen mellem hovedformÃ¥let og de foranstaltninger, der nævnes i afsnit II, hvor der fokuseres pÃ¥ at fastsætte en lang række krav til medlemslandene med henblik pÃ¥ afgørelse af, hvornÃ¥r der normalt foreligger et arbejdsforhold. Der er med andre ord ikke tilstrækkelig fokus pÃ¥ det skjulte arbejdsforhold.
Efter regeringens opfattelse tager forslaget heller ikke højde for, at der i en lang række medlemslande allerede er eksisterende arbejdsmarkedsmodeller, hvorefter lønmodtagernes rettigheder generelt er beskyttet. Der er således fx i dansk ret opstillet en række kriterier til afklaring af, hvornår en person er lønmodtager eller selvstændig. Regeringen finder, at definitionen, af hvornår en person er lønmodtager, fortsat skal fastsættes nationalt.
Regeringen finder ikke, at forslaget skal omhandle det såkaldte trekantsforhold, herunder vikarbureauarbejde. Dette emne er behandlet i ILO-konvention nr. 181 (Private Employment Agencies Convention).
På det danske arbejdsmarked overlades det traditionelt til arbejdsmarkedets parter (faglige organisationer) at sikre kontrollen af løn- og arbejdsvilkår mv. Regeringen finder det derfor ikke hensigtsmæssigt, at der i forbindelse med en rekommandation om arbejdsforholdet anbefales særlige konfliktløsnings- og kontrolmekanismer.
c. ILOs rolle i teknisk samarbejde (generel diskussion).
ILO rapport VI til brug for den 95. Internationale Arbejdskonference gennemgår udviklingen i det tekniske samarbejde siden den seneste rapport i 1999.
I 2002 besluttede Styrelsesrådet, at der var behov for at gennemgå ILOs tekniske samarbejde, herunder især problemstillingen vedrørende decentralisering, dvs. at flytte aktiviteter væk fra hovedkontoret og ud til landene. Også en styrkelse af brugen af inter-regionale projekter samt at retten til anstændigt arbejde (decent work) skønnedes at burde gøres til en mere integreret del af ILOs tekniske samarbejde.
Den gennemgÃ¥ende tendens i teknisk samarbejde har været at tilbyde teknisk bistand til fremme af internationale arbejdsstandarder og rettighedsbaserede aktiviteter – ogsÃ¥ fremmet under det Sociale Topmøde i København i 1995, hvor der blev opfordret til at ratificere ILO-standarder om â€fundamental human rights and conditions of workâ€. Â
Bekæmpelse af børnearbejde, vedtaget i 1992, er langt det største af ILOs programmer indenfor teknisk samarbejde. Det næststørste promoverer de fire principper fra 1998-deklarationen: fagforeningsfrihed og retten til overenskomstforhandlinger, udryddelse af slavearbejde, udryddelse af børnearbejde og afskaffelse af diskrimination på arbejdspladsen.
Den danske arbejdsgiverside lægger vægt på, at det tekniske samarbejde er efterspørgselsdrevet, og at samarbejdet fungerer som et målrettet værktøj til oversættelse af store "politiske beslutninger" i ILO på centrale arbejdsfelter, som løbende drøftes på de årlige konferencer. Arbejdsgiversiden finder det endvidere vigtigt, at der afsættes passende midler til kapacitetsopbygning af arbejdsgiverorganisationer i konfliktområder, i U-lande og i regioner, som er under omlægning i retning af markedsøkonomi.
Den danske arbejdstagerside har siden 1960’erne støttet ILOs rådgivnings- og bistandsvirksomhed. ILOs decent work-program modtages positivt både i forhold til projekter og som grundlag for formulering af udviklingspolitiske målsætninger. LO vil i Komitéen støtte social dialog-projekter, hvor arbejdsmarkedets parter kan medvirke som rådgivere og ved gennemførelsen af egne projekter. Endelig bemærker arbejdstagersiden, at regeringens nedskæringer i støtten til ACTRAV svækker ILOs muligheder for at styrke trepartssamarbejdet og social dialog i de lande, der har størst brug for ekstern bistand.
Dansk holdning
Danmark reviderede i juli 2002 programsamarbejdsaftalen med ILO. Den aftale fastlægger den overordnede ramme for samarbejdet mellem Danmark og ILO. Den støtter til fulde ILOs mandat og overordnede målsætning om anstændigt arbejde.
Regeringen besluttede fra og med 2004 at reducere det danske bidrag til ILO og
indstille støtten til arbejdstager- og arbejdsgiveraktiviteterne. Grunden hertil
var regeringens ønske om en yderligere fokusering og effektivisering af
bistandsindsatsen på det multilaterale område.
I den sammenhæng var det vurderingen, at ILO på en række områder ikke havde haft tilstrækkelig gennemslagskraft på landeniveau. På grundlag heraf aftalte Danmark og ILO i maj 2004, hvorledes samarbejdet i perioden 2004-2005 skulle finansieres og prioriteres inden for en samlet ramme på 40 mio. kr. I den forbindelse blev støtten fokuseret på bekæmpelse af børnearbejde og støtte til oprindelige folk, samt indarbejdelse af beskæftigelseshensyn i de nationale fattigdomsstrategier. Med de nuværende prioritetsområder fokuseres der på de fattigste og mest udsatte befolkningsgrupper i udviklingslandene. Det er samtidig indsatsområder, hvor ILO har haft mest gennemslagskraft både i de nationale udviklingsprocesser og i forhold til den internationale udviklingsdagsorden.
Øvrige emner:
d. Finansielle og administrative spørgsmål.
ILOs budget og program er 2-årigt. Det seneste budget og program for 2006-2007 blev vedtaget på den 93. Internationale Arbejdskonference i 2005. Til årets konference foreligger der (i rapport II) derfor blot informationer om bidragsniveauer, etc. for 2006-07 samt oplysninger om finansiel revision af budgettet for 2004-05. Det fremgår i øvrigt af rapport II, at Danmarks faste medlemsbidrag udgør 0,719 % af ILOs budget for 2007.
På baggrund af ILOs generaldirektørs forslag til program og budget for 2006-07, vedtog Konferencen i 2005 budgettet på 594.310.000 US$ (=742.887.500 CHF). Budgettet indebar en realstigning på 1%, hvilket bl.a. USA og Storbritannien var imod under forhandlingerne i Finanskomitéen i 2005. På de nordiske landes vegne holdt Norge under forhandlingerne i 2005 et indlæg til støtte for det generelle synspunkt i industrilandenes regeringsgruppe om tilbageholdenhed i udgiftsudviklingen. De nordiske lande accepterede budgetforslaget, men fastholdt, at stigningen i realbudgettet ikke måtte danne præcedens.
Det vedtagne program og budget er centreret omkring 4 strategiske mål (se nærmere i bilag 3):
· Social dialog (ca. 41,5 mio. US$).
· Social beskyttelse (ca. 26,5 mio. US$).
· Beskæftigelse (ca. 37,2 mio. US$).
· Normskabelse om fundamentale principper og rettigheder (ca. 28,3 mio. US$).
Derudover er der på budgettet afsat midler til en række tværgående programmer, de regionale indsatser samt generel administration, sikkerhed og drift af hovedorganerne.
Begrænsning af generaldirektørens mandatperiode (se i øvrigt pkt. 4a nedenfor)
ILOs generaldirektør, Juan Somavia skal genvælges for en tredie periode i marts 2008. ILO er den eneste FN-organisation, hvor der ingen tidsbegrænsning er på stillingen som generaldirektør, og i princippet kan generaldirektøren genvælges gang på gang
Som bekendt har Danmark siden det danske EU-formandskab i 2002 arbejdet på at få begrænset generaldirektørens mandatperiode. På CONUN-møde den 25. april 2005 og på en efterfølgende EU-koordination i Genève tog Danmark initiativet til at få en fornyet dialog i gang omkring mulige løsningsforslag til en begrænsning af generaldirektørens mandat.
Danmarks holdning er den samme som EU’s. ILO bør, trods modstand fra den siddende generaldirektør og de latin-amerikanske lande, i lighed med andre FN-organisationer foretage en principiel beslutning om at få fastsat en begrænsning af generaldirektørens mandatperiode.
Som et fast punkt på Konferencens dagsorden samles Applikationskomitéen hvert år for at gennemgå de modtagne rapporter fra medlemslandene om ratifikation af ILO-konventioner. Komitéen henholder sig i sit arbejde bl.a. til Ekspertkomitéens rapport om medlemslandenes ratifikationer (se nærmere om danske sager i dette års rapport nedenfor i bilag 4). Applikationskomitéen behandler hvert år ca. 25 individuelle sager på landeniveau. Udvælgelse af sagerne sker i en særlig underkomité uformelt ud fra sagernes alvor samt en vis geografisk fordeling.
Danmarks holdning og eventuelle kommentarer i de enkelte individuelle sager afklares, når udvælgelsen er gennemført samt løbende på grundlag af drøftelser med EU-landene og i kredsen af nordiske medlemslande.
f. Generaldirektørens rapport.
Generaldirektørens rapport med titlen â€ILO programme implementation 2004-05†rapporterer om resultaterne opnÃ¥et ved at iværksætte Decent Work Agendaen i forhold til programmets indikatorer og mÃ¥l, som blev vedtaget af StyrelsesrÃ¥det med et budget pÃ¥ 529.590.000 US$[2].
Rapporten illustrerer, hvordan ILOs værdier og principper, som angivet i Decent Work Agendaen, har givet praktisk betydning for folk, arbejdstagere, familier og entreprenører i lokale og nationale foreninger samt regionale og globale samfund.
I 2004-05 konsoliderede ILO sit arbejde omkring de fire strategiske dimensioner for anstændigt arbejde:
· Fremme og realisere standarder, fundamentale principper og rettigheder på arbejdet. To tredjedele af medlemslandene (116 ud af 178 medlemslande) har nu ratificeret alle otte fundamentale konventioner, og 147 medlemslande har ratificeret mindst en konvention i hver af de fire kategorier for fundamentale principper og rettigheder.
· Skabe større muligheder for kvinder og mænd til at sikre anstændig beskæftigelse og indkomst. Beskæftigelse og iværksættermentalitet har været en af hoved-prioriteterne ved den Internationale Arbejdskonference og i medlemsstaterne.
· Forbedre dækningen og effektiviteten af den almene sociale beskyttelse. Et betragteligt antal lande brugte ILO’s råd og samarbejde til at udvide dækningen. Det skete enten ved at reformere eksisterende sociale sikkerhedssystemer eller ved at skabe nye hovedsageligt samfundsbaserede (community-based) ordninger.
· Styrke trepartssamarbejdet og den sociale dialog. ILO har ydet stor støtte til arbejdstageres og arbejdsgiveres organisationer, hvoraf mange tog nye initiativer til at udvide deres medlemskab.
Decent work er nu anerkendt som udgangspunkt for sammenhængende og brugbare lokale, nationale og globale politikker. Decent Work Country Programmes (DWCPs) er blevet indført som en ny dimension i planlægningsprocessen.
ILO var i 2004-05 aktiv ved et antal større konferencer i alle regioner, der udpegede decent work som den bedste retningslinie for målsætninger vedrørende den omfattende ambition for et bedre liv.
Ligestilling mellem kønnene og opmærksomhed om kønsproblematikken er blevet en mere og mere utvetydig del af ILO’s tekniske indgreb.
Der er blevet taget en række foranstaltninger igennem den to-årige periode for at styrke den interne ledelsesproces. Resultatbaserede ledelsesteknikker blev brugt til at give ledelsesorganer mere detaljeret og gennemskuelig information.
Programmet og budgetplanlægningen for 2006-2007 er blevet realiseret gennem udviklingen og implementeringen af et nyt Integrated Resource Information System (IRIS) og ved at bruge DWCP-fremgangsmåden til at fremme en mere effektiv national dialog og langtids-ressourcemobilisering.
g. Den globale rapport om børnearbejde.
ILOs bestræbelser for at bekæmpe de værste former for børnearbejde ser nu ud til at have bÃ¥ret frugt. ILO meddelte den 4. maj 2006 via hovedkontoret i Genève, at der er gode muligheder for at fÃ¥ udryddet de værste former for børnearbejde inden for de næste 10 Ã¥r. Overskriften pÃ¥ dette Ã¥rs rapport er sÃ¥ledes ogsÃ¥ â€The end of child labour – within reachâ€.
Det normative arbejde med at få inddraget og bevidstgjort regeringerne i de berørte lande i forhold til indførelse af lovmæssige tiltag til bekæmpelse af børnearbejde har vist sig som den rigtige indgangsvinkel.
Det Sociale Topmøde i København i 1995 udmøntede i en erklæring om, at alle lande skal følge konventionen om bekæmpelse af børnearbejde – som et ILOs fire fundamentale principper. Konvention 182, bekæmpelse af de værste former for børnearbejde blev vedtaget i 1999 og betragtes som en af ILOs helt store successer med 158 ratifikationer.
De positive resultater skyldes efter ILOs vurdering til dels en høj grad af politisk vilje kombineret med ILOs unikke trepartsstruktur, som har forstået at nå ud bredt via parlamentarikere, NGO’er, lokale myndigheder, forbrugere og dermed påvirke den generelle samfundsholdning.
3. Politiske landespørgsmål som forventes behandlet på konferencen.
Befolkningen i Burma er frarøvet de friheder og rettigheder, som vi tager for givet. Krænkelser af menneskerettighederne er udbredt. Politiske fængslinger, tvangsarbejde, vilkårlige arrestationer, tvangsflytning af folk, anvendelse af børnesoldater, og voldtægt udøvet af de væbnede styrker hører til dagens orden.
Den Internationale Arbejdskonference vedtog i 2000 en resolution om Burma for overtrædelse af konvention nr. 29 (forbud mod tvangsarbejde) samt manglende efterlevelse af en række henstillinger. En konsekvens af resolutionen er, at Burma sættes på Konferencens dagsorden, indtil landet opfylder sine forpligtelser.[3] Resolutionen anbefalede ILOs medlemmer at gennemgå deres relationer med Burma og tage passende skridt til at sikre, at Burma ikke udnytter disse relationer til at fortsætte tvangsarbejde i landet.
Kort tid efter indledtes forhandlinger mellem Burma og ILO, og ILOs medlemmer valgte derfor at afvente situationen. Forhandlingerne førte til bl.a. udstationeringen af en ILO Liaison Officer til Burma (maj 2002) og enighed om en handlingsplan med sigte på at fjerne tvangsarbejde (maj 2003). Der er siden 2001 gennemført adskillige ILO-besøg til landet, senest har generaldirektørens særlige rådgiver i foråret 2006 gennemført en rejse til landet i et forsøg på endnu engang at genskabe dialogen vedrørende forskellige muligheder for så vidt angår oprettelse af gensidigt acceptable mekanismer til fjernelse af tvangsarbejde. Dette seneste besøg, forud for Styrelsesrådsmødet i marts 2006, medførte ikke tilfredsstillende resultater hvorfor Styrelsesrådet måtte konkludere, at Burma skal sættes på dagsordenen som et særskilt punkt på den kommende Arbejdskonference. ILO anbefaler Burma at genoverveje dets position i forhold til samarbejdet med ILO frem til Arbejdskonferencen.
Dansk holdning
Målet med Danmarks Burma-politik er et fredeligt og demokratisk Burma i bæredygtig økonomisk vækst. Danmarks Burma-politik har tre hovedelementer: Danmark vil fortsætte den konsekvente linie over for militærregimet, herunder fastholde EU’s sanktioner over for generalerne; styrke samarbejdet med det burmesiske folk; og arbejde sammen med de asiatiske lande – i ASEM og i FN – om at fremme en positiv udvikling i Burma.
Danmark har været aktivt involveret i formuleringen af EU’s Fælles Holdning over for Burma, som omfatter målrettede sanktioner i forhold til militærregimet og en bistandsindsats baseret på reciprocitet, hvor EU reagerer proportionalt på fremskridt eller tilbageskridt. EU’s Fælles Holdning blev skærpet i oktober 2004. Den Fælles Holdning blev i april 2006 forlænget med yderligere 12 måneder.
Gennem bilaterale kontakter, i FN, i EU og i EU’s dialog med specielt de asiatiske lande vil Danmark fastholde Burma på den internationale dagsorden og søge en styrket dialog om landet.
Danmark har ydet betydelig støtte til fremme af menneskerettigheder og demokrati i Burma. Dels bilateralt, dels gennem Den Danske Burma Komité. En del af denne hjælp er gået til kampen imod tvangsarbejde i Burma.
Spørgsmålet om gennemførelse af anbefalingerne fra 2000-resolutionen vil blive drøftet på Konferencen. ILO står over for et dilemma: Generalerne i Rangoon har vist ringe vilje til at gøre noget effektivt for at stoppe tvangsarbejde i Burma hvilket taler for sanktioner over for regimet, men hvis sanktioner vedtages er der en reel risiko for, at generalerne stopper samarbejdet med ILO og således forhindrer de fremskridt i kampen mod tvangsarbejde, som ILOs tilstedeværelse trods alt har medført.
Den danske holdning er:
· EU bør have en fælles holdning til spørgsmålet. EU-formandskabet vil under Arbejdskonferencen koordinere EU’s - og dermed Danmarks – holdninger til spørgsmålet.
· ILO må formodes at have det bedste kendskab til, hvilken strategi over for styret i Rangoon som bedst fremmer kampen mod tvangsarbejde i Burma. Organisationens synspunkter bør således tillægges betydelig vægt. Hvis ILO konkluderer, at tvangsarbejde i Burma bedst kan bekæmpes gennem sanktioner bør man fra dansk side støtte dette synspunkt. EU bør søge at opnå bred opbakning for sin linie, specielt fra ASEAN-landene og Indien (og evt. Kina).
Danmark svarede i øvrigt i oktober 2005 – som et af de få lande – på en henvendelse fra ILOs generalsekretær om relationerne til Burma. I svaret fremgik det, at regeringen fortsat støttede resolutionen fra 2001 om at gennemgå relationerne til Burma og sikre, at man ikke direkte eller indirekte medvirkede til tvangsarbejde. Det fremgik endvidere af brevet, at regeringen havde bragt ILOs brev til parternes opmærksomhed, som støttede regeringens holdning.
b. De besatte palæstinensiske områder.
Generaldirektøren udarbejder hvert år en rapport om forholdene for arbejdstagere i de af Israel besatte områder (Gaza og Vestbredden). Baggrunden for rapporten er en resolution vedtaget af Arbejdskonferencen i 1980. En forbedring af arbejdsforholdene i områderne ses som et lille, men vigtigt skridt i retning mod fred. I skrivende stund (11. maj) er generaldirektørens rapport om forholdene for arbejdstagere i Gaza og på Vestbredden endnu ikke offentliggjort.
Indtil udbruddet af den sÃ¥kaldte â€Al-Aqsa-intifada†i september 2000 havde det palæstinensiske selvstyre hel eller delvis kontrol over ca. to tredjedele af Gaza samt ca. 42% af Vestbredden. Siden da er selvstyrets kontrol blevet væsentligt indskrænket pÃ¥ grund af israelske grænseÂlukÂninger og genbesættelse af palæstinensiske omrÃ¥der, hvilket ogsÃ¥ har vanskeliggjort arbejdsÂvilÂkÃ¥rene i Gaza og pÃ¥ Vestbredden. I september 2005 rømmede den israelske hær de sidste israelske bosættelser i Gaza som led i den ensidige israelske beslutning om at trække sig tilbage og overlade ansvaret for Gaza til det palæstinensiske selvstyre. Den nyudnævnte israelske regering har lagt op til yderligere israelske tilbagetrækninger fra dele af Vestbredden.
Dansk holdning
Danmark og EU støtter bestræbelserne pÃ¥ at bringe volden til ophør, forbedre den humaÂniÂtære situation og fremme en genoptagelse af fredsforhandlingerne. Danmark støtter det palæstinenÂsiske folks ret til selvbestemmelse, herÂunÂder oprettelsen af en geografisk sammenhængende, levedygtig og demokratisk palæstinensisk stat. Fra dansk side lægges vægt pÃ¥ gennemÂførelse af Køreplanen for Fred, lanceret under Danmarks EU-formandÂskab i 2002, endosseret af Mellemøst-Kvartetten (USA, EU, FN og Rusland) og efterfølgende accepteret af begge parter.
Danmark – sÃ¥vel som det øvrige EU – betragter den sÃ¥kaldte sikkerhedsmur, som Israel er ved at opføre, som værende i strid med international lov, idet den i vidt omfang er placeret pÃ¥ terriÂtoÂrium, besat af Israel i 1967, og sÃ¥ledes kan komme til at præjudicere fremtidige forhandlinger om grænser.
Danmark er imod enhver form for bosættelser i de besatte områder (herunder udvidelse af eksisterende og etablering af nye), idet de er i klar strid med den 4. Genève-konvention.
Danmark lægger vægt pÃ¥, at Israel medvirker til, at den nuværende vanskelige økonomiske situÂation i de palæstinensiske omrÃ¥der forbedÂres, bl.a. ved at tillade fri bevægelighed for personer og varer. Samtidig lægges der fra dansk side vægt pÃ¥, at det sikres, at humanitær og anden bistand ikke hindres af israelske afspærringer.
Danmark og EU har hilst den israelske tilbagetrækning fra Gaza velkommen men har samtidig givet udtryk for bekymring over de palæstinensiske militsÂgruppers fortsatte raketÂangreb fra Gaza med israelske gengældelsesÂaktioner til følge. Danmark og EU er fortsat af den opfattelse, at alene direkte forhandlinger mellem parterne kan føre til mÃ¥let om en varig to-stats løsning.
Efter dannelsen af den Hamas-ledede palæstinensiske regering i marts d.å. har EU og Kvartetten opstillet 3 krav om, at Hamas skal fraskrive sig voldsanvendelse, anerkende Israels ret til at eksistere og acceptere indgåede fredsaftaler. Som konsekvens af den manglende opfyldelse heraf har EU midlertidigt suspenderet den direkte bistand til den palæstinensiske regering. Bistand uden om de palæstinensiske myndigheder til afhjælpning af den palæstinensiske befolknings basale behov fortsætter.
c. Andre lande.
Andre landespørgsmål, som kan tænkes at blive rejst under konferencen, er f.eks. Hviderusland, og Colombia.
Disse spørgsmål vil som regel blive rejst i
Applikationskomitéen (jf. ovenfor), hvor der hvert år udvælges ca. 25
individuelle sager på landeniveau. Den danske holdning hertil vil blive
koordineret i kredsen af EU-medlemslande samt nordiske lande, ligesom
eventuelle indlæg på Konferencen om disse lande vil være i form af fælles EU-
eller nordiske indlæg.
4. Baggrund.
a. Den Internationale Arbejdsorganisation.
Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) oprettedes i 1919 med det formål at fremme social retfærdighed og arbejde for en forbedring af arbejdsforholdene verden over. ILO er en særorganisation under FN, og organisationen talte i marts 2005 178 medlemslande. ILO opererer med en unik trepartsstruktur, hvor repræsentanter for arbejdere og arbejdsgivere fungerer på lige fod med regeringer.
Hvert Ã¥r i juni afholdes Den Internationale Arbejdskonference med deltagelse af alle ILOs medlemslande. Arbejdskonferencen er ILOs øverste organ. Hver delegation bestÃ¥r af repræsentanter for regeringen, arbejdstagerne og arbejdsgiverne. En særlig komite (â€credentials-komitéenâ€) sikrer, at der reelt er tale om uafhængige partsrepræsentanter.
ILO ledes af en generalsekretær, der vælges af Styrelsesrådet for 5 år ad gangen. Den nuværende generalsekretær er chileneren Juan Somavia, der i 2003 blev genvalgt til en 2. periode i stillingen (2004-2008). Se i øvrigt oven for under pkt. 2a vedr. generalsekretærens mulighed for genvalg til en 3. periode. Generalsekretæren varetager sammen med Sekretariatet den daglige ledelse af ILO og rapporterer hvert år til Arbejdskonferencen.
Styrelsesrådet består af 56 medlemmer (28 regeringsrepræsentanter (medlemslande), 14 arbejdstagerrepræsentanter og 14 arbejdsgiverrepræsentanter) og mødes tre gange årligt (marts, juni og november). Styrelsesrådet har til opgave at fastlægge ILOs overordnede politik, at vedtage dagsordenen for den årlige Arbejdskonference, at fastlægge ILOs budget samt at vælge generalsekretæren. Der er tradition for et nordisk rotationsprincip i Styrelsesrådet; Danmark var således medlem fra 1999-2002, og Norge har været medlem fra 2002-2005. Finland blev i 2005 valgt ind i Styrelsesrådet for en 3-årig periode.
Den Internationale Arbejdskonference har til opgave, at:
· Vedtage internationale arbejdsstandarder i form af konventioner og henstillinger.
· Overvåge anvendelsen og implementeringen i medlemslandene af de vedtagne konventioner og henstillinger. Dette foregår i praksis ved, at medlemslandene hvert år rapporterer til ILO.
· Gennemgå den globale rapport, der (siden 1998) hvert år laves af ILOs Sekretariat om fundamentale arbejdstagerrettigheder.
· Fungere som et diskussionsforum for sociale og arbejdsmæssige spørgsmål. I de senere år har Konferencen bl.a. diskuteret emner som globalisering, anstændigt arbejde (decent work), fremme af beskæftigelse og social retfærdighed i en global økonomi.
· Vedtage retningslinier for ILOs generelle politik og aktiviteter i fremtiden.
· Vedtage ILOs arbejdsprogram og budget (hvert andet år). ILOs arbejde finansieres af medlemslandene.
ILO formulerer således internationale arbejdsstandarder i form af konventioner og henstillinger – og det er herefter op til medlemsstaterne selv at ratificere konventionerne. Bestemmelserne om arbejdsforhold har oftest karakter af minimumsstandarder.
c. ILO-konventioner og henstillinger.
Siden oprettelsen i 1919 har ILO vedtaget 185 konventioner om en bred vifte af emner samt 195 henstillinger. 8 konventioner har status af grundlæggende ILO-konventioner om principper og rettigheder på arbejdsmarkedet:
· Konvention nr. 29 om tvangsarbejde (1930).
· Konvention nr. 87 om organiseringsfrihed (1948).
· Konvention nr. 98 om kollektiv forhandling (1949).
· Konvention nr. 100 om ligeløn (1951).
· Konvention nr. 105 om afskaffelse af tvangsarbejde (1957).
· Konvention nr. 111 om diskrimination i ansættelse (1958).
· Konvention nr. 138 om minimumsalder (1973).
· Konvention nr. 182 om de værste former for børnearbejde (1999).
ILOs konventioner er ligesom andre FN-konventioner kun bindende for de medlemslande, der vælger at ratificere dem. Når et medlemsland har ratificeret en ILO-konvention, skal der regelmæssigt rapporteres til ILO om anvendelse af konventionen. ILOs henstillinger er ikke juridisk bindende for medlemslandene, men fungerer som retningslinier for national handling.
d. Danmark og ILO, ratificerede konventioner og henstillinger.
Danmark har været medlem af ILO siden oprettelsen i 1919. Til dato har Danmark ratificeret 69[4] af ILOs i alt 185 konventioner. Danmark betalte i 2005 ca. 2,4 mio. US$ i medlemsbidrag til ILO. Derudover yder Danmark et frivilligt årligt bidrag på ca. 3,5 mio. US$ til ILO.
Arbejdskonferencens dagsordenspunkter drøftes nationalt med arbejdsmarkedets parter (i det faste ILO-udvalg, der mødes mindst 3 gange årligt). Dansk Arbejdsgiverforening, Kommunernes Landsforening, LO, FTF og AC er repræsenteret i ILO-udvalget. Derudover foregår der uformel koordinering på nordisk regeringsplan (nordiske ILO-samrådsmøder). Afhængig af dagsordenens emner koordineres der på EU-niveau i Rådets arbejdsgruppe for sociale spørgsmål.
I forhold til EU er ILO repræsenteret ved et â€Liaison Office†i Bruxelles, og repræsentanter for EU-kommissionen deltager som observatører i Den Internationale Arbejdskonference. Desuden stÃ¥r det aktuelle EU-formandskab i Genève under Arbejdskonferencen for en omfattende koordination af EU-landenes holdninger.
Beskæftigelsesministeriet rapporterer hvert år efter Arbejdskonferencen til Folketinget i form af en beretning.
e. Dansk programsamarbejde med ILO.
Støtten til ILO på 20 mio. danske kroner årligt er nu fokuseret på de to områder, som afspejler regeringens politiske prioriteter – bekæmpelse af børnearbejde og støtte til oprindelige folk – samt i lidt mere begrænset omfang metodeudvikling med hensyn til indarbejdelse af beskæftigelseshensyn i de nationale fattigdomsstrategier (PRSP). Med denne prioritering fokuseres støtten på de fattigste og mest udsatte befolkningsgrupper. Samtidig er det de indsatsområder, hvor ILO har haft mest gennemslagskraft både i de nationale udviklingsprocesser og i forhold til den internationale udviklingsdagsorden.
Bidraget i den nuværende aftale for 2006, som endnu ikke er underskrevet, er fordelt på følgende måde på de 3 tematiske prioritetsområder:
· Bekæmpelse af børnearbejde: 55%.
· Oprindelige folk: 35%.
· Integrering af decent work-agendaen i PRSP: 10%.
ILO har udtrykt ønske om primært at fortsætte med støtten til de nuværende policy-områder/programmer i 2006-07 af hensyn til at konsolidere programmerne.
I overensstemmelse med en beslutning, truffet i ILOs Styrelsesråd i marts måned sidste år og efter opfordring og ønske fra ILO, bør det i alle donoraftaler fremover tilstræbes at indarbejde bestemmelser om mainstreaming af ligestilling i alle programmer/aktiviteter omfattet af aftalen. Derfor vil Danmark i en kommende ramme for 2006-07 understøtte ovennævnte styrelsesrådsbeslutning ved at indbygge mainstreaming-elementet i aftalen. Dette vil også være i overensstemmelse med overordnede danske udviklingspolitiske prioriteter.
Man opretholder derfor den nuværende fordelingsnøgle, dog således at 5% af den totale programallokering overføres til ligestillingsaktiviteter. 2/3 af de 5 % vil forblive hos de respektive projekter. Den resterende 1/3 vil skulle allokeres til Bureauet for ligestilling (Bureau for Gender Equality) til brug for teknisk støtte og vidensdeling vedrørende ligestillingstiltag i projekterne. En sådan mekanisme vil sikre, at mainstreaming-dimensionen bliver gennemført i praksis, og at rapportering og good practices bliver monitoreret i overensstemmelse med ovennævnte styrelsesrådsbeslutning.
Â
Med henblik pÃ¥ at styrke â€trepartselementet†i aftalen, som ønsket af arbejdsmarkedets parter, er det i aftalens annex 2 om policypapirer, tilføjet at det specifikt skal fremgÃ¥, hvordan trepartsaktiviteter indgÃ¥r i programmet (â€how the programme is intended to work with mainstreaming of tripartismâ€). Ligeledes bør ILO rapportere herom i technical progress reports (jf. aftalens annex 3), f.eks. â€the progress report will assess how tripartism has been mainstreamed into the activitiesâ€.
Beskæftigelsesministeren deltager i Arbejdskonferencen den 6.-7. juni 2006. Ministerens delegation består af departementschef Bo Smith, pressechef Charlotte Boline Jepsen, ministersekretær Annemette Juul Jørgensen og kontorchef Jonas Bering Liisberg.
Regeringsrepræsentanter og rådgivere:
Efter særlig aftale er ambassadør Marie Louise Overvad fra FN-Missionen i Genève delegationsleder.
Fuldmægtig Rikke Maria Harhoff, Beskæftigelsesministeriet, regeringsrepræsentant og stedfortrædende delegationsleder.
Fuldmægtig Barbara Spanò, Beskæftigelsesministeriet, rådgiver og stedfortrædende regeringsrepræsentant.
Attaché Lene Wang Kristensen, FN-Missionen i Genève, rådgiver og stedfortrædende regeringsrepræsentant, deltager i Komitéen om Teknisk Samarbejde.
Specialkonsulent Annemarie Knudsen, Arbejdstilsynet, rådgiver, deltager i Arbejdsmiljøkomitéen.
Specialkonsulent Susanne Christensen, Beskæftigelsesministeriet, rådgiver, deltager i komitéen om Arbejdsforholdet.
Praktikant Morten Thoft Korslund, FN-Missionen i Genève, bistår regeringsdelegationen.
Arbejdstagerrepræsentant: International konsulent John Svenningsen, LO, deltager i Plenarforsamlingen og Komitéen om Teknisk Samarbejde.
Stedfortrædende arbejdstagerepræsentant: LO-sekretær Marie-Louise Knuppert, LO, deltager i
Plenarforsamlingen den 6.-9. juni.
RÃ¥dgivere (arbejdstagersiden):
Konsulent Poul Schøning, LO, deltager i
Arbejdsmiljøkomitéen.
Faglig Sekretær Jens Wiene, FTF, deltager i Applikationskomitéen.
Advokat Jørgen Rønnow Bruun, LO, deltager i
Applikationskomitéen.
Advokat Ane Kristine Lorentzen, LO, deltager i komitéen om
Arbejdsforholdet.
Andre arbejdstagerdeltagere:
Formand Hans Jensen, LO, vil overvære Konferencen i en kortere periode.
Formand Bente Sorgenfrey, vil overvære Konferencen i en kortere periode.
Direktør Jens Kragh, FTF, vil overvære Konferencen i en kortere periode.
c. Arbejdsgiverdelegation.
Arbejdsgiverrepræsentant: Ansættelsesretschef Flemming Dreesen, Dansk Arbejdsgiverforening, deltager i Applikationskomitéen og Komitéen om Arbejdsforholdet.
Stedfortrædende arbejdsgiverrepræsentant: Chefkonsulent Henning Gade, Dansk Arbejdsgiverforening, deltager i Komitéen om Teknisk Samarbejde.
RÃ¥dgivere (arbejdsgiversiden):
Chefkonsulent Sven-Peter Nygaard, Dansk Arbejdsgiverforening, deltager i Arbejdsmiljøkomitéen.
Chefkonsulent Henrik Schilder, Kommunernes Landsforening, deltager i Applikationskomitéen, fra den 1. til den 14. juni.
Andre arbejdsgiverdeltagere:
Administrerende direktør Jørn Neergaard Larsen, Dansk Arbejdsgiverforening, vil overvære Konferencen i en kortere periode.
Vicedirektør Jørgen Rønnest, Dansk Arbejdsgiverforening, vil overvære Konferencen i en kortere periode.
Fra Folketinget deltager Marion Pedersen (V) og Bent Bøgsted (DF) den 6. og 7. juni.
