Folketingets Økontaktudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

København, den 24. maj 2006

Sagsnr. 5694

Folketingets Økontaktudvalg har ved skrivelse af 5. maj 2006 udbedt sig min besvarelse af følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 13:

”Vil ministeren kommentere artiklen ”Stridens æbler” fra politikken den 28. april 2006, og herunder oplyse hvilke muligheder ministeren ser for, at initiativer, som Claus Meyers initiativ på Vigmosegaard på Lillø ikke stopper på grund af bestemmelserne om bopælspligt?”

 

Svar:

Jeg har ingen bemærkninger til selve artiklen, der er Claus Meyers fremstilling af sagsforløbet i forbindelse med hans erhvervelse af ejendommen Vigmosegaard på Lilleø.

 

Bopælspligten har i en længere årrække været en hjørnesten i landbrugsloven, og er indført netop for at forhindre fjerneje og dermed for at beskytte selvejet i dansk landbrug. Muligheden for at få dispensation fra bopælspligten administreres derfor normalt restriktivt, og jordbrugskommissionen for Storstrøms Amt har administreret i fuld overensstemmelse med den normale praksis på området.

 

Jeg anerkender, at Claus Meyer har igangsat en række udmærkede aktiviteter på Lilleø, som er af stor betydning for udviklingen på øen, og jeg har da også forståelse for, at Claus Meyer konkret oplever bopælspligten som problematisk i forhold til den virksomhed, han driver.

 

Det må imidlertid i den forbindelse tages i betragtning, at havde jordbrugskommissionen valgt at meddele en dispensation i den konkrete sag, ville dette i medfør af lighedsgrundsætningen ikke kunne undgå at få en afsmittende effekt på tilsvarende sager.

 

En imødekommelse af Claus Meyers ansøgning i den konkrete sag ville derfor have betydet en væsentlig udhuling af bopælspligten på de mindre øer, hvilket efter min opfattelse ikke generelt ville have været til gavn for bestræbelserne på at opretholde disse som fungerende helårssamfund.

Jeg kan samtidig oplyse, at jeg har iværksat en evaluering af bopælspligten, som forventes afsluttet i løbet af efteråret.

 

 

 

 

Hans Chr. Schmidt

 

 

                                                                                       /Peter Lund Andersen