Tilsynet i henhold til grundlovens § 71 2005-06
§71 Alm.del Bilag 95
Offentligt
2618531_0001.png
Folketinget - Sundhedsudvalget
Christiansborg, den 16. marts 2006
Tilsynet i henhold til grundlovens § 71
§71-tilsynet alm. del - Bilag 95
SUU L 140 - spørgsmål 33-63
Offentligt
Udvalget udbeder sig - i 5 eksemplarer - ministerens besvarelse af følgende
spørgsmål:
Ad
L 140
Forslag til lov om ændring af lov om frihedsberøvelse og anden
tvang i psykiatrien og retsplejeloven. (Revision af
psykiatriloven, herunder tvangsdefinition, tvungen opfølgning
efter udskrivning, personlig skærmning, aflåsning af døre i
afdelingen, øget lægeligt tilsyn og ekstern efterprøvelse, ændret
klageadgang m.v.).
Af indenrigs- og sundhedsministeren (Lars Løkke Rasmussen).
Vil ministeren oplyse, hvike bivirkninger for patienterne, der er
forbundet med anvendelse af depotmedicin, herunder om der
generelt er større bivirkninger for patienterne forbundet med
anvendelse af medicin i depotform fremfor tabletform?
Hvor lang tid bør en patient være under overvågning efter
indtagelse af depotmedicin? Hvordan vil ministeren sikre, at der sker
påkrævet overvågning af patienter, der under tvungen opfølgning
tvangsmæssigt har fået depotmedicin på hospitalet?
I den foreslåede § 13 d, stk. 4, fremgår det, at der ved medicinering i
forbindelse med tvungen opfølgning "skal anvendes lægemidler, for
hvilke man kender patientens reaktion, herunder evt. i depotform".
Kan ministeren bekræfte, at det skal forstås således, at lægen ikke
kan ordinere medicin i depotform i forhold til patienter, som aldrig
tidligere har fået depotmedicin?
I det tilfælde en patient har prøvet både medicin i depotform og
medicin i tabletform, og begge medicinformer er virkningsfulde,
men der er mindst bivirkninger for patienten med medicinering i
tabletform, er lægen så i forbindelse med tvangsmedicinering under
tvungen opfølgning forpligtet til at anvende medicinen i tabletform,
hvorved depotmedicin vil være udelukket? Hvis ikke det er tilfældet
bedes oplyst hvilke årsager, der kan berettige lægen til i stedet at
ordinere depotmedicin?
33
34
35
36
Til indenrigs- og sundhedsministeren
 §71, Alm.del - 2005-06 - Bilag 95: Kopi SUU L 140 - spm. 33-63 om revidering af psykiatriloven, til indenrigs- og sundhedsministeren
2618531_0002.png
37
I det tilfælde en patient hidtil både har prøvet både medicin i
depotform og medicin i tabletform, og tabletmedicinen har vist sig
mest virkningsfuld (og i øvrigt uden større bivirkninger end
depotmedicinen), er lægen så forpligtet til i forbindelse med
tvangsmedicinering under tvungen opfølgning at anvende
medicinen i tabletform, hvorved depotmedicin vil være udelukket?
Hvis ikke det er tilfældet bedes oplyst hvilke årsager, der kan
berettige lægen til i stedet at ordinere depotmedicin?
Vil ministeren redegøre for, hvorledes tvungen opfølgning forventes
administreret og kontrolleret i praksis ved daglig medicinering,
herunder i hvilket omfang ministeren forestiller sig, at der skal ske
daglig politiafhentning af patienten i eget hjem?
I bemærkningerne til lovforslaget er på side 12 oplyst, at det i
psykiatrilovsundersøgelsen er vurderet, at udskrivningsaftaler og
koordinationsaftaler grundlæggende ikke har bedre effekt end andre
samarbejdsredskaber, når det drejer sig om at fastholde de
allersvageste patienter. Ministeren bedes oplyse hvilke antagelser og
synspunkter, der ligger til grund for denne vurdering.
Vil ministeren oplyse for hvor mange af de allersvageste patienter,
der rent faktisk har været lavet udskrivnings- og
koordinationsaftaler, herunder navnlig for den gruppe af
psykiatriske patienter, som ifølge
psykiatriundersøgelsen/lovforslaget forventes at kunne omfattes af
tvungen opfølgning?
Hvad er baggrunden for - som det er oplyst på side 12 i
bemærkningerne til lovforslaget - at der udarbejdes en lang række
andre aftaler end udskrivnings- og koordinationsaftaler, når der
henses til, at disse andre former for aftaler er oplyst at adskille sig fra
egentlige udskrivningsaftaler og koordinationsaftaler på bl.a.
følgende vigtige punkter: For det første angives i disse aftaler ikke
nødvendigvis et tidspunkt for opfølgende første møde. For det andet
aftales det ikke nødvendigvis om og i givet fald hvem, der er
ansvarlig for revurdering, opfølgning og tilbagemelding. For det
tredje er der forskel i forhold til skriftlighed og dokumentation.
Hvilken betydning mener ministeren det har i forhold til opfølgning
og efterlevelse af planer/aftaler, at der ikke er angivet f.eks. et
mødetidspunkt, hvem der er ansvarlig for opfølgning, og at der ikke
udleveres en skriftlig udformet plan/aftale til patienten m.v.?
38
39
40
41
Til indenrigs- og sundhedsministeren
 §71, Alm.del - 2005-06 - Bilag 95: Kopi SUU L 140 - spm. 33-63 om revidering af psykiatriloven, til indenrigs- og sundhedsministeren
2618531_0003.png
42
Hvorledes vil ministeren konkret sikre, at der fremover i større
omfang udarbejdes skriftlige koordinationsaftaler og
udskrivningsaftaler med sigte på at opnå en bedre koordinering og
et større samarbejde mellem de forskeligge sektorer? Er ministeren
herunder indstillet på at præcisere i lovteksten, at det af planerne
skal fremgår klart, hvilke sektorer og personer, der har ansvar for de
enkelte initiativer m.v.?
Er ministeren enig i, at når en patient udskrives fra en psykiatrisk
afdeling bør denne være så rask, at vedkommende selv er i stand til
at tage stilling til, om vedkommende ønsker den ordinerede medicin
eller ej? Hvad er i forlængelse heraf ministerens holdning til
synspunktet om, at hvis man i stedet anvender længerevarende
indlæggelser, vil behovet for ambulant tvang minimeres?
Hvilken betydning for den skrøbelige men vigtige
behandlingsalliance mellem behandler og patient tror ministeren, at
en trussel om tvangsmedicinering under tvungen opfølgning vil få?
Hvilken virkning forventer ministeren, at tvungen opfølgning vil få i
forhold til kriminalitet blandt psykisk syge?
Hvad kan ministeren oplyse om evidensen for tvangsmedicinering,
herunder i hvilket omfang der er evidens for, at tvungen medicinsk
behandling får selvmord og kriminalitet blandt psykisk syge til at
falde?
Ministeren bedes tilsende udvalget en oversigt over de geografiske
områder, hvor man ikke har opsøgende psykoteams, psykiatriske
skadestuer eller en driftspsykiatri, der har åbent længere end mellem
kl. 8-16. Det bedes angivet for de enkelte geografiske områder,
hvilke af de nævnte tilbud man ikke har.
Ministeren bedes give udvalget en status for de nuværende
erfaringer med forsøgene med medicinfri afdelinger, herunder
navnlig hvilken virkning dette har haft for de involverede patienters
tilstand.
Hvad kan ministeren oplyse om resultater af forsøg med mindre
anvendelse af tvang og i stedet mere omsorg og samtaleterapi
o.lign.?
Hvornår forventer ministeren, at den igangværende undersøgelse af
bl.a. årsagerne til at den af tvungen opfølgning omhandlede
patientgruppe holder op med at tage deres medicin foreligger, og vil
minsteren tilsende udvalget undersøgelsen, når den er færdig?
Finder ministeren ikke, at man vil have et bedre
beslutningsgrundlag for beslutning om hensigtsmæssigheden af
tvungen opfølgning, når resultatet af denne undersøgelse foreligger?
43
44
45
46
47
48
49
50
Til indenrigs- og sundhedsministeren
 §71, Alm.del - 2005-06 - Bilag 95: Kopi SUU L 140 - spm. 33-63 om revidering af psykiatriloven, til indenrigs- og sundhedsministeren
2618531_0004.png
51
Hvad er ministerens holdning til under hensyntagen til manglen på
psykiatere at iværskætte udviklingsprojekter, hvor psykiaterne i
højere grad også får en konsulentrolle med sigte på at udvikle og
uddanne andre faggrupper til at være den tætte behandler?
Vil ministeren tilsende udvalget en oversigt, der illustrerer hvilke
institutioner, foreninger m.v., der har tilkendet at tvungen
opfølgning er et godt henholdsvist dårligt tiltag?
Hvilke konsekvenser tror ministeren det vil få for de i forvejen svage
patienters tilstand og reaktioner, hvis disse som følge af tvungen
opfølgning forlader deres hjem og går under jorden for at undgå at
blive afhentet af politiet og tvangsmedicineret?
Hvad er ministerens holdning til alene at afprøve tvungen
opfølgning som en forsøgsordning i et relevant amt?
Hvad er ministerens holdning til at give psykiatriske patienter
mulighed for på forhånd (når de er habile) skriftligt 1) at frabede sig,
at specifikke behandlingsmetoder tages i brug i forbindelse med en
eventuel fremtidig tvangsbehandling, 2) at angive en person,som de
ønsker som bisidder i en sådan situation?
Har ministeren overvejet muligheden af at lave aftaler med
psykiatriske patienter, hvor patienterne gives mulighed for i
forbindelse med udskrivningen at tilkendegive, om de er indstillet på
at blive bragt ind til medicinering, hvis en senere udvikling i deres
tilstand gør det hensigtsmæssig?
Er ministeren ikke enig i, at medicinering af psykiatriske patienter
ikke er helbredende men alene symptomnedsættende, og hvilke
initiativer finder minsteren vil være hensigtsmæssige at iværksætte
med sigte på også at forsøge at helbrede disse patienter?
Under 1. behandlingen sagde ministeren bl.a. "at vi har en lille
gruppe af patienter, som vi ikke kan nå inden for rammerne af den
eksisterende lovgivning". Vil ministeren dokumentere denne
påstand, herunder oplyse hvilke tilbud og behandlingsmuligheder
den omhandlede patientgruppe har fået?
Hvilke overvejelser har ministeren gjort sig i forhold til, hvorvidt
tvungen opfølgning ikke krænker grundlovens § 71 og § 72 - har
ministeren herunder haft indhentet Justitsministeriets vurdering
heraf?
52
53
54
55
56
57
58
59
Til indenrigs- og sundhedsministeren
 §71, Alm.del - 2005-06 - Bilag 95: Kopi SUU L 140 - spm. 33-63 om revidering af psykiatriloven, til indenrigs- og sundhedsministeren
2618531_0005.png
60
I hvilket omfang indebærer lovforslaget en ændring af gældende ret
i forhold til den foreslåede mulighed for, at tvang også kan anvendes
uden forældremyndighedens samtykke for børn under 15 år
henholdsvis for børn mellem 15 og 18 år? Hvilke overvejelser har
ministeren gjort sig i forhold til, hvorvidt dette forslag krænker
børnekonventionen?
Hvordan vil ministeren sikre, at den eksisterende lægekapacitet på
landets psykiatriske afsnit, herunder regionale forskelle, kan
imødekomme lovforslagets krav ved tvangsfiksering om tilsyn
mindst 4 gange i døgnet og en ny lægelig vurdering efter 48 timer,
herunder navnlig at det sikres, at det er en læge med fornøden faglig
kompetence, der udøver tilsynet?
Hvad er begrundelsen for, at tvangsbehandling med
elektrostimulation også foreslås at kunne iværksættes i de tilfælde,
hvor der alene foreligger en potentiel livstruende tilstand, når der
henses til, at elektrochock er en meget vidtgående behandling med
store bivirkninger for patienten? Er ministeren indstillet på at ændre
lovforslaget, således at det alene er, når der foreligger en aktuel
livstruende tilstand, at elektrochok kan anvendes?
Vil ministeren oplyse i hvilket omfang lovforslaget øger behovet for
patientrådgivere og hvorledes et sådant eventuelt øget krav vil blive
imødekommet?
61
62
63
P.u.v.
Birthe Skaarup
formand.
Til indenrigs- og sundhedsministeren