§71, Alm.del - 2005-06 - Bilag 84: KOPI SUU L 140 - svar på spm. 1-3, fra indenrigs- og sundhedsministeren

Tilsynet i henhold til grundlovens § 71 2005-06
§71 Alm.del Bilag 84
Offentligt

Folketingets Sundhedsudvalg

Tilsynet i henhold til grundlovens

§71-tilsynet alm. del - Bilag 84

SUU L 140 — svar på spm. 1-3

Offentligt

MODTAGET

Dato:

Kontor:

J.nr.:

MRS. UN

Regional sundhed

2003-12140-54

1 MRS. 2006

Den

CerWafgindlevering

Sagsbeh.: SEB

Fil-navn:

Dokument 2

Vedlagt fremsendes i 5 eksemplarer besvarelse af spørgsmål nr. 1 - 3, (L 140), som

Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 7.

februar 2006.

Med venlig hilsen

(.42

Lars Lø ke Rasmussen / Sven Erik ukholt

Slotsholmsgade 10-12

DK-1216 Kobenhavn K

Telefon: +45 7226 9000

Telefax: +45 7226 9001

WWW.im.dk

[email protected]

§71, Alm.del - 2005-06 - Bilag 84: KOPI SUU L 140 - svar på spm. 1-3, fra indenrigs- og sundhedsministeren

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Dato:

— 1

W, 2006

Kontor:

Regional sundhed

2003-12140-54

J.nr.:

Sagsbeh.: SEB

Dokument 6

Fil-navn:

Besvarelse af spørgsmål nr. 1 (L 140), som Folketin-

gets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sund-

hedsministeren den 7. februar 2006

Spørgsmål 1:

"Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 31. oktober 2005 fra

Landsforeningen SIND, jf. L 140 — bilag 3"

Svar:

SIND anfører i brevet af 31. oktober 2005 blandt andet, at foreningen sid-

der inde med mange erfaringer om sindslidende, der udskrives, dropper

medicinen og langsomt går i hundene, og at dette sker, mens nærtstående

magtesløse ser til og måske endda terroriseres af den sindslidende.

Jeg har noteret mig, at SIND deler min opfattelse af, at der eksisterer et

alvorligt problem med at fastholde en gruppe af de allersvageste psykiatri-

ske patienter med manglende sygdomsindsigt i den behandling, de har

brug for.

Der findes således en gruppe svært psykotiske patienter, som er uden syg-

domsindsigt, og som konsekvent er afvisende overfor behandling. Disse

patienter vil ofte være svært forpint af deres sygdom og have tilbageven-

dende tvangsindlæggelser og tvangsbehandlingsforløb bag sig, som i den

sidste ende kan være resultatløse, fordi de kort efter udskrivelsen ophører

med at tage den medicin, de har brug for. Disse patienter risikerer reelt at

leve det meste af deres liv ubehandlet i en psykotisk verden. Det vil efter

min opfattelse være udtryk for omsorgssvigt, hvis vi blot lader stå til i for-

hold til disse meget syge medborgere.

Jeg vil give SIND ret i, at det kan være svært at få hold på begrebet "ambu-

lant tvang". Der er efter min opfattelse ikke tale om et entydigt begreb. Når

begrebet omtales i pressen anvendes det ofte til at beskrive forskellige ord-

ninger i andre lande, som har forskelligt indhold og som derfor ikke er sam-

menlignelige.

Den ordning med tvungen opfølgning efter udskrivning, som regeringen

lægger op til i lovforslaget om ændring af psykiatriloven, kan efter min op-

fattelse ikke sammenlignes med udenlandske ordninger, hvor kriterierne for

at blive omfattet og indholdet i ordningerne er forskellige fra det, vi foreslår i

Danmark.

§71, Alm.del - 2005-06 - Bilag 84: KOPI SUU L 140 - svar på spm. 1-3, fra indenrigs- og sundhedsministeren

SIND stiller i henvendelsen spørgsmålstegn ved, hvad indholdet i en be-

slutning om tvungen opfølgning efter udskrivning kan gå ud på. SIND anfø-

rer, at det er foreningens synspunkt, at det ikke skal være muligt at

tvangsmedicinere en person i vedkommendes eget hjem, og at der derfor

ikke kan blive tale om ambulant tvang.

Jeg kan følge SINDs synspunkt om, at det ikke skal være muligt at tvangs-

medicinere patienten i eget hjem. Derfor fremgår det også specifikt af rege-

ringens forslag, at overlægens beslutning om tvungen opfølgning efter ud-

skrivning alene kan indeholde et pålæg til patienten om at møde op til me-

dicinering i det psykiatriske sygehusvæsen. Der bliver således ikke tale om,

at patienten kan tvangsmedicineres i eget hjem.

Jeg er helt enig med SIND i, at det ikke giver mening at tvinge patienter til

at modtage samtaleterapi. På den anden side er det naturligvis vigtigt, at

også dette behandlingselement i det omfang, det er relevant, tilbydes pati-

enter, der er i tvungen opfølgning efter udskrivning. Derfor fremgår det klart

af bemærkningerne til lovforslaget, at det forudsættes, at patienter, der er i

tvungen opfølgning, tilbydes andre behandlingsformer, hvor dette er rele-

vant, herunder samtaleterapi og andre terapeutiske tiltag.

SIND anfører, at hvis en sindslidende skal tvangsmedicineres for at klare

sin tilværelse, skal dette ske i en behandlingsinstitution under psykiatrilo-

vens retssikkerhed og dermed med mulighed for at få afgørelsen prøvet i

det psykiatriske patientklagenævn og med beskikkelse af en patientrådgi-

ver. SIND anfører videre, at hvis vedkommende ikke behøver at være ind-

lagt, skal der være mulighed for betinget udskrivelse mellem medicinerin-

gerne, hvor en tilbageførsel imellem udeblivelserne er mulig.

SIND skriver desuden, at hvis tvangsbehandling i eget hjem skal gøres

muligt, står vi overfor det dilemma, at det bliver vanskeligt at vurdere, hvor

længe tvangen skal vare, og at psykiatriloven i så tilfælde skal tilføjes en

bestemmelse om, at en nærmere ikke defineret gruppe mennesker skal stå

udenfor grundlovens bestemmelser om boligens ukrænkelighed, og heller

ikke have retssikkerhed for, hvor længe de kan underlægges tvang.

Jeg mener, at vi med lovforslaget har taget højde for de betænkeligheder,

som SIND her anfører. Som forslaget er udformet, er der netop tale om, at

patienten kan hentes ind til medicinering på en psykiatrisk afdeling, hvis

vedkommende udebliver fra behandlingen.

En beslutning om tvungen opfølgning vil endvidere, som SIND lægger vægt

på, med regeringens forslag blive fulgt op af stærke retssikkerhedsgaranti-

er. Alle patienter, der bliver underlagt tvungen opfølgning, får således tildelt

en patientrådgiver. Der kan klages til det psykiatriske patientklagenævn ved

statsforvaltningen, som skal træffe afgørelse i sagen inden 7 hverdage efter

klagens modtagelse. En klage skal tillægges opsættende virkning, hvilket

vil sige, at den tvungne opfølgning ikke kan iværksættes, før det psykiatri-

ske patientklagenævn har behandlet klagen. Hvis patienten ikke får med-

§71, Alm.del - 2005-06 - Bilag 84: KOPI SUU L 140 - svar på spm. 1-3, fra indenrigs- og sundhedsministeren

hold i det psykiatriske patientklagenævn, kan afgørelsen indbringes for

domstolen.

Der kan efter forslaget alene blive tale om en beslutning for en tidsbegræn-

set periode, idet tvungen opfølgning efter udskrivning kan vare i indtil 3

måneder efter udskrivningen af patienten. Hvis der er begrundet frygt og

nærliggende risiko for, at patienten ved 3-måneders periodens udløb vil

ophøre med at følge den nødvendige behandling, kan perioden forlænges

3 måneder ad gangen, dog således, at patienten maksimalt kan være un-

dergivet tvungen opfølgning i 12 måneder.

§71, Alm.del - 2005-06 - Bilag 84: KOPI SUU L 140 - svar på spm. 1-3, fra indenrigs- og sundhedsministeren

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Dato:

MRS,

Kontor:

J.nr.:

Sagsbeh.:

Fil-navn:

Regional sundhed

2003-12140-54

SEB

Dokument 6

Besvarelse af spørgsmål nr. 2 (L 140), som Folketin-

gets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sund-

hedsministeren den 7. februar 2006

Spørgsmål 2:

"Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 30. januar 2006 fra Knud

Aage Mørch, jf. L 140 — bilag 4"

Svar:

Knud Aage Mørch, der er far til to skizofrene patienter, anfører blandt an-

det, at en lovgivning som foreslået af regeringen om tvungen opfølgning

efter udskrivning ville have hjulpet hans søn til at forblive i medicinsk be-

handling gennem længere perioder, således at han havde undgået det sto-

re antal tilbagefald og dermed det i forbindelse med tilbagefaldene stadigt

fremadskridende forfald.

Beretningen fra Knud Aage Mørch, der som pårørende har problemet helt

tæt inde på livet, illustrerer tydeligt det alvorlige problem, vi står overfor,

nemlig behandlingen og omsorgen for de patienter, som måske uden syg-

domserkendelse eller sygdomsindsigt overlades til sig selv og får lov til at

synke dybere og dybere ind i deres sygdom, indtil psykiatrilovens kriterier

for tvangsindlæggelse er opfyldt, og politiet atter efter lægens anmodning

kan hente patienten med tvang.

Familien Mørchs historie er desværre ikke enestående. Det ligger fast, at

alt for mange patienter gang på gang bliver så syge, at de bliver tvangsind-

lagt med politiets hjælp. I alt 249 patienter blev i 2004 indlagt med tvang for

3. gang eller mere inden for en treårs periode. Seks af disse patienter blev

indlagt for 10. gang eller mere i en treårs periode.

Vi står altså i dag i den situation, at vi har en gruppe patienter, som har god

gavn af den antipsykotiske medicin, som de bliver behandlet med under

indlæggelsen på den psykiatriske afdeling. Vi ved, at de, når de tager me-

dicinen, bliver apsykotiske og dermed får grundlag for at leve et værdigt liv.

Vi ved imidlertid samtidig, at en lille del af disse patienter, som er målgrup-

pen for den foreslåede ordning om tvungen opfølgning efter udskrivning,

når de bliver udskrevet, konsekvent stopper med at tage medicinen, som

de har god effekt af. Så starter den onde spiral igen. Patienten bliver heref-

ter uden den nødvendige medicin forudsigeligt på ny så dårlig, at vedkom-

mende på ny skal indlægges på afdelingen, eventuelt med politiets hjælp.

§71, Alm.del - 2005-06 - Bilag 84: KOPI SUU L 140 - svar på spm. 1-3, fra indenrigs- og sundhedsministeren

En patient kan kun blive omfattet af den foreslåede ordning med tvungen

opfølgning, hvis lægen positivt ved, at vedkommende har gavn af behand-

lingen med den medicin, som patienten skal tage i den tvungne opfølgning

og samtidig har erfaring for, at patienten konsekvent ophører med at tage

medicinen, når vedkommende bliver udskrevet fra den psykiatriske afde-

ling.

Der er endvidere i lovforslaget opstillet strenge kriterier, der skal sikre, at

kun de patienter, der efter indlæggelsen konsekvent ophører med at tage

den medicin, de havde gavn af under indlæggelsen, bliver omfattet af ord-

ningen. Det fremgår således som et af de tre objektive kriterier, der foruden

det subjektive kriterium i § 13 d, stk. 1, skal være opfyldt, før der kan etab-

leres tvungen opfølgning, at patienten i de seneste 3 år forud for den aktu-

elle indlæggelse skal have været tvangsindlagt mindst 3 gange.

Lovforslaget giver således, som efterlyst af Knud Aage Mørch og mange

andre pårørende, mulighed for at bryde denne onde spiral med det store

antal tilbagefald og at etablere en stabil medicinering af patienten i en peri-

ode efter udskrivningen og dermed konsolidere det behandlingsudbytte, der

er opnået under indlæggelsen.

§71, Alm.del - 2005-06 - Bilag 84: KOPI SUU L 140 - svar på spm. 1-3, fra indenrigs- og sundhedsministeren

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

— i

MRS. 2006

Dato:

Regional sundhed

Kontor:

2003-12140-54

J.nr.:

Sagsbeh.: SEB

Fil-navn:

Dokument 6

Besvarelse af spørgsmål nr. 3 (L 140), som Folketin-

gets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sund-

hedsministeren den 7. februar 2006

Spørgsmål 3:

"Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 18. januar 2006 fra Mårten

Breum, jf. L 140 — bilag 5"

Svar:

Mårten Breum, der oplyser, at han i 1982 blev psykisk syg, forholder sig

med udgangspunkt i sine egne erfaringer fra mødet med psykiatrien, til for-

slaget om tvungen opfølgning efter udskrivning.

Mårten Breum stiller blandt andet spørgsmålstegn ved retssikkerheden for

de patienter, der kan blive omfattet af en beslutning om tvungen opfølgning

og anfører, at lovforslaget vil give "overlægerne såvel den dømmende (be-

sluttende), som den udøvende magt over tusinder af mennesker, hvis ene-

ste brøde er, at de er psykisk skrøbelige".

Regeringen er helt opmærksom på, at en beslutning om tvungen opfølg-

ning af patienten i situationen vil kunne opleves som en meget indgribende

foranstaltning, og at den derfor skal forbindes med stærke retssikkerheds-

garantier.

En beslutning om tvungen opfølgning bliver ifølge forslaget forbundet med

effektive klagemuligheder og muligheder for domstolsprøvelse. Det er i den

forbindelse vigtigt at understrege, at en klage over tvungen opfølgning til-

lægges opsættende virkning. Det indebærer, at tvungen opfølgning ikke

kan iværksættes, før det psykiatriske patientklagenævn har behandlet kla-

gen, såfremt patienten, evt. i samråd med den obligatorisk tildelte patient-

rådgiver ønsker at klage over beslutningen om tvungen opfølgning. Hvis

patienten får medhold ved det psykiatriske patientklagenævn, som skal

træffe afgørelse i sagen inden 7 hverdage efter klagens modtagelse, kan

den tvungne opfølgning ikke iværksættes. Hvis patienten ikke får medhold

ved det psykiatriske patientklagenævn, kan afgørelsen indbringes for ret-

ten.

Mårten Breum antager, at forslaget blandt andet skulle være motiveret af

pressens omtale af de meget tragiske tilfælde, hvor psykisk syge har begå-

et alvorlig kriminalitet.

§71, Alm.del - 2005-06 - Bilag 84: KOPI SUU L 140 - svar på spm. 1-3, fra indenrigs- og sundhedsministeren

Jeg vil understrege, at baggrunden for forslaget alene er et ønske om at

bane vejen for et værdigt liv for de patienter, som vi indtil nu ikke har kun-

net hjælpe, og som gang på gang som følge af ophør med medicinsk be-

handling er blevet så syge, at de må tvangsindlægges ved politiets hjælp.

Men det er da naturligvis glædeligt for alle parter, hvis tvungen opfølgning

kan hjælpe patienter til at undlade at begå kriminalitet, som måtte have

været forårsaget af deres sygdom.