UDENRIGSMINISTERIET Sekretariatet for ministeren for nordisk samarbejde Den 8.september 2005 Spørgsmål i Folketinget nr. S 3362 af 2. september 2005 til ministeren for nordisk samarbejde fra Line Barfoed (EL) vedr. hjælp til ofre for menneskehandel. Spørgsmål ” Vil ministeren oplyse, hvilke konkrete initiativer der i det nordiske samarbejde p.t. er for at yde hjælp til ofre for menneskehandel?”   Svar ” Jeg har haft forelagt spørgsmålet for Socialministeriets ligestillingsafdeling og kan henholde mig til svaret:   De nordiske lande betragter menneskehandel som et alvorligt problem. Derfor har hvert enkelt land taget nationale initiativer til at hjælpe ofre for menneskehandel, herunder oprettelsen af beskyttede boliger. I Danmark har man valgt at oprette et beskyttet hus til ofrene, hvor man     f.eks i Norge benytter de allerede eksisterende krisecentre som boliger til ofre for kvindehandel. Med hensyn til konkrete initiativer i det nordiske samarbejde, kan det oplyses, at:   De nordiske og baltiske lande i 2002 gennemførte en oplysningskampagne om kvindehandel i alle de nordiske og baltiske lande. Kampagnen oplyste bredt om kvindehandel og havde både den almene befolkning og potentielle kunder til handlede prostituerede som målgrupper. I "Nordic-Baltic Task Force on Trafficking", hvor Danmark er repræsenteret, udveksler vi viden og erfaringer fra den nationale indsats, blandt andet om, hvordan vi bedst kan yde hjælp til ofrene.   Under Task Forcen er der udviklet et pilotprojekt, der blandt andet inkluderer at støtte rehabiliteringscentre i de baltiske lande, samt udvikling af et nordisk-baltisk NGO-netværk. Som formand for Nordisk Ministerråd var Danmark i juni 2005 vært for et møde, hvor formænd for arbejdsgrupper, der arbejdede med menneskehandel, mødtes og udvekslede erfaringer. Følgende organisationer deltog; Nordic Baltic Task Force against Trafficking in Human Beings, Expert Group on Trafficking in Persons under the Task Force, Task Force on
Organised Crime in the Baltic Sea Region, Northern Dimension Partnership in Public Health and Social Wellbeing, Council of Baltic Sea States, Europol og Nordic Council of Ministers. I disse organisationer er der nordisk repræsentation, og organisationerne arbejder inden for deres respektive ressort med at bekæmpe handel med mennesker.   Der blev på baggrund af drøftelserne på mødet udarbejdet en oversigt over aktiviteter, som Nordisk Ministerråd vil sørge for at vedligeholde og opdaterer fremover.  Samarbejdet fortsættes under Nordisk Ministerråd ved årlige opdateringer. Politiet i de nordiske og baltiske lande samarbejder via "Baltic Sea Task Force" om efterforskning og retsforfølgelse af bagmændene i de baltiske og nordiske lande”.