Vi lever i et skævt Danmark og i en endnu mere skæv verden. Alt, alt for mange børn dør af sult og bor under kummerlige forhold. Rigdom og ressourcer er alt for ulige fordelt. Uligheden vokser ikke bare på verdensplan, men også her i Danmark. Så kan man jo nemt fortvivle; man kan lukke sig inde
i sin egen osteklokke og hverdag, men vi ved jo, at verdens tilstand, vores samfund er skabt af mennesker, og derfor kan det selvfølgelig også ændres af mennesker, af os, hvis vi gerne vil det. Der er jo ikke nogen naturlov, der er ikke nogen gud, der har bestemt, at verden skal være ulige. Der er ikke nogen naturlov, og der er ikke nogen gud, der har bestemt, at vi i Danmark f.eks. skal holde 800.000 uden for arbejdsmarkedet, mens over 2 millioner mennesker er ved at gå til af stress. Man skal turde drømme om en anden verden, hvis den nogen sinde skal blive til virkelighed. Men denne her regering drømmer ikke, og hvis den gør, så minder det i hvert fald i bedste fald om et mareridt. Valget blev udskrevet ikke mindst af hensyn til strukturreformen, hvor regeringen valgte ikke at ville snakke om den efterfølgende, og det på trods af at strukturreformen faktisk er en af de største ændringer af vores samfund i mange, mange år. Strukturreformen berører uhyggelig mange dele af vores liv og vores hverdag, selv om det ofte kommer til at lyde som sådan nogle bureaukratiske streger på et landkort. Det handler om, hvilke muligheder vores børn får for at gå i en god børnehave, om, hvordan vores lokale folkeskole ser ud, om, hvilken tvang og aktivering der skal til, hvis man bliver arbejdsløs. Det handler om situationen, hvis man har et familiemedlem med psykiske problemer, hvis man bliver syg og skal behandles på et sygehus. I alle de situationer vil man berøres af strukturreformen. Plejehjem, hjemmehjælp til den generation, der har bygget vores velfærdssamfund op, alt det berøres af strukturreformen. De hundrede tusinder ansatte i amter og kommuner berøres selvfølgelig - om nogen - af strukturreformen. De kastes ud i usikkerhed om deres fremtidige job og deres fremtidige levevilkår. Og der kom ingen tryghedsgaranti i KTO-forliget. Lidt varm luft og så sætningen: Såfremt situationen for kommuner og amter nødvendiggør personaletilpasninger, anbefaler parterne, at naturlig afgang i videst muligt omfang indgår i løsningen af disse.
Der er altså absolut ingen tryghedsgaranti. Ingen garanti for nogen som helst, andet end at enhver arbejdsgiver sådan set kan gøre, hvad der passer arbejdsgiveren bedst.
Men hvorfor er det så et problem? Fordi en sammenlægning af kommuner, flytning af opgaver på kryds og tværs jo vil koste penge. Alene investeringer i nye it-systemer vil formodentlig koste milliarder af kroner på baggrund af de beregninger, der er foretaget. Og regeringen har ikke sat en eneste krone af til at betale regningen og vil heller ikke give kommunerne muligheden for at gøre det. Derfor står man med nogle kæmpe regninger, som skal betales, og som kun kan betales igennem nedskæringer og fyringer.
Derfor er de hundrede tusinder ansatte i kommuner og amter fortsat kastet ud i usikkerhed om deres fremtidige jobsituation. Regeringen giver ingen garantier. Vi har forsøgt gentagne gange at få regeringen til at komme med nogle meldinger. Men det eneste, regeringen kommer med, er lov om virksomhedsoverdragelse, og det betyder, at de ansatte reelt kun er sikret en stilling dag et, efter at man har lavet omstruktureringen. Derefter kan de fyres efter forgodtbefindende. Og overenskomsten giver så heller ikke garanti for noget som helst.
I Enhedslisten vil vi have en reel beskæftigelsesgaranti for alle de offentligt ansatte, sådan at alle kan være sikre på også at have et arbejde i fremtiden. Samtidig vil Enhedslisten i de kommende måneder slås for, at der kommer en servicegaranti, for den anden side af det her handler jo om borgerne; hvis der sker fyringer, hvis der kommer nedskæringer, så er det jo borgerne, det går ud over. Der vil vi altså have en garanti for, at forholdene for børn, forholdene på skolerne, forholdene for ældre som minimum bevares på det niveau, vi kender til i dag. Vi tror ikke på det, når regeringen kommer med løfter om, at der ikke sker forringelser på grund af strukturreformens gennemførelse. Vi kan jo se, hvor store de administrative byrder bliver. Vi kan se, hvor meget det betyder, og hvor mange udgifter der kommer, som bliver tørret af på kommunerne som resultat af den her reform. Og så har kommunerne intet andet valg end at gå ind og skære i servicen. Strukturreformen er den største ændring af det danske samfund i mange år. Alligevel forsvandt den på mærkværdig vis under valgkampen, på trods af at valget faktisk var udskrevet på baggrund af den. Jeg kan egentlig godt forstå, at regeringen ikke har haft den store lyst til at snakke om reformer under valgkampen, for hvorfor dog fortælle folk, at strukturreformen er et vigtigt redskab for mere privatisering af den offentlige sektor, for mere udlicitering af velfærden, når enhver, der har behov for service, når enhver, der er ansat inden for det offentlige, ved, at det kommer til at betyde forringelser. Som både hr. Jens Rohde og beskæftigelsesministeren har udtalt for trekvart år siden, så handler strukturrreformen om gennem større kommuner at skabe større markeder, så private firmaer lettere kan byde ind på at løse velfærdsopgaven. Så klar snak hørte vi intet til i valgkampen. Strukturreformen betyder voldsomme ændringer af vort samfund. Bare for at komme med et enkelt centralt eksempel vil jeg nævne, at der i den her nye sundhedslov er sket en lillebitte ordforandring, som ikke desto mindre kan komme til at have ret væsentlig betydning. I aftalen om strukturreformen fra juni måned - altså som det er i dag - står der, at der skal være fri og lige adgang til sundhedsvæsenet. Det er nu i lovudkastet blevet ændret til, at der skal være let og lige adgang til sundhedsvæsenet. Nu er det jo ikke sådan, at man skal være den store ordmagiker for at forstå, hvad det betyder. Det betyder, at man går fra en situation, hvor der har været fri adgang, til, at der er let adgang. Det betyder altså med andre ord, at der er åbnet en ladeport for, at man kan indføre brugerbetaling inden for sundhedsvæsenet. Det er sådan et lille, men meget sigende eksempel på, hvad det er for et samfund, som regeringen og Dansk Folkeparti er i gang med at skabe med deres strukturreform:
mere privatisering, mere udlicitering, mere brugerbetaling og mindre velfærd, mindre demokrati, mindre service. Det ligger jo fint i forlængelse af, hvad der er foregået de sidste 3 år, men af en eller anden grund hører vi altid kun de her syv løfter, som peger i den rigtige retning, og så glemmer man at fortælle om de der tusind skridt, der går i den modsatte retning. Jeg vil sige, at vi i Enhedslisten anser det for fuldstændig centralt, at befolkningen er med til at bestemme, hvordan fremtidens samfund skal se ud, og det er ikke godt nok, at man udskriver et valg på baggrund af strukturrreformen. Der skal en folkeafstemning til, når vi taler om så tunge forandringer af vores samfund, og den vil vi kæmpe for bliver gennemført.
Beskæftigelsen var et emne, der blev snakket meget om i valgkampen, men jeg har sådan set undret mig lidt over regeringsgrundlaget, fordi der her snakkes utrolig meget om forskning, uddannelse og innovation, men der er bare intet konkret bag de fine floskler. Jeg kan ikke se, hvor de arbejdspladser kommer fra. Vi har ikke kunnet få noget svar på det i dag, og det vil sige, at vi bliver ved med at bevæge os i et tomrum af ord og floskler, hvor der ikke befinder sig noget som helst andet.
Uddannelse skal selvfølgelig prioriteres, ja - det tror jeg sådan set alle er enige om. Men uddannelse skaber jo ikke flere arbejdspladser. Uddannelse gør folk i stand til at påtage sig et arbejde, når det kommer. Det, jeg fundamentalt set mangler i regeringsgrundlaget, er investeringer, for det er jo investeringer, der skaber arbejdspladser. Det er investeringer i bedre miljø, det er investeringer i boliger, og det er investeringer i viden, der skaber flere arbejdspladser.
Arbejdsløsheden kommer ikke af sig selv, ligesom arbejdspladser ikke kommer af sig selv, og investeringer kommer ikke af sig selv, ligesom fravær af investeringer ikke er skabt af sig selv. Alle de ting er jo et spørgsmål om politiske prioriteringer. Det er vilkår, der er skabt af mennesker, og det er vilkår, vi som mennesker kan forandre.
Det er grundlæggende et politisk ansvar at prioritere de investeringer, der kan skabe arbejdspladser, og det er et grundlæggende politisk valg, om man vil holde hundredtusinder af mennesker uden for arbejdsmarkedet, eller om man ønsker at inkludere dem i det fællesskab, det er at være på arbejdsmarkedet. Ansvaret ligger altså her i salen hos os alle sammen.
Det er ikke godt nok at skyde skylden på internationale konjunkturer. Når man ikke vil investere og ikke vil skabe arbejdspladser, men henviser til konjunkturer og alt muligt andet, så vælger man at svigte befolkningen. Man vælger aktivt at svigte sit politiske ansvar og dermed svigte de mange tusinder, der uendelig gerne vil have arbejde, og de øvrige tusinder, som har alt for meget at lave på det danske arbejdsmarked i dag.
Vi skal investere i et bedre samfund. Vi skal investere
i miljøet, vi skal investere i bæredygtig energi, og vi skal målrette offentlige investeringer, så vi skaber flere arbejdspladser. Vi skal gøre op med de absurde kasser og barrierer, der er sat op i vores samfund, så 800.000 er sat uden for arbejdsmarkedet, og 2 millioner har stress. Vi ved, at det stort set ikke vil koste noget som helst at ansætte flere pædagoger, flere hjemmehjælpere og flere skolelærere. Vi kan altså få flere i arbejde, vi kan skabe bedre arbejdsforhold for de mange, der er for pressede i dag, og ikke mindst selvfølgelig for de mennesker, der er modtagere af servicen, altså børn og gamle. Jamen hvorfor sker det så ikke? Hvorfor sker det ikke, når finansministeren selv har bekræftet, at det stort set ikke vil koste noget at ansætte folk, som i dag er på dagpenge, i den offentlige sektor? Jo, det gør det ikke, fordi regeringen ikke ønsker det. Det sker ikke, fordi regeringen bevidst har en anden strategi, bevidst ikke ønsker bedre service, bevidst ikke ønsker en lavere arbejdsløshed og bevidst ikke ønsker at løse de problemer, der handler om stress. Vi vil gå ad en fundamentalt anden vej. Vi ved, at tingene kan forandres, men det kræver, at man vil, og det kræver, at man tør tænke anderledes. Men regeringen tænker ikke nyt. Tværtimod griber denne regering dybt i posen med klassisk reaktionær borgerlig politik på uddannelsesområdet:
statsstyring, centralisme, nationale test og prøver. Jeg kunne forstå på et af vore nye medlemmer, hr. Per Clausen, at det er den slags skole, han gik i, da han var barn. Det skal jeg selvfølgelig ikke kunne verificere herfra, for dengang levede jeg ikke, men det lyder sådan. Under dække af PISA-panik og højskolesnak skal staten tiltvinge sig en uset magt over folkeskolen. Prøver, test, centralisme og fuldstændig forældet folkeskoletankegang under påskud af at ville bryde den negative sociale arv. Man vil spole tiden 30-40-50 år tilbage i Danmark og indføre den type skole, vi havde dengang, jamen dengang var den negative arv altså til at tage og føle på. Dengang vidste man præcis, hvor man havnede, alt efter ens forældres uddannelsesmæssige udgangspunkt. Vi kan gøre langt mere, end vi gør i dag for at bryde den negative sociale arv, men måden at gøre det på er altså ikke at spole tiden 50 år tilbage. Jeg vil sige om denne PISA-panik, at det jo er regeringen, der laver et røgslør af PISA-panik, som skal dække over den skoledagsorden, den hele tiden har haft uanset PISA-undersøgelsen. De 17 pct., som ikke læser godt nok, udråbes til funktionelle analfabeter, der dårligt kan kende et a fra et v, men det er altså ikke det, der står i PISA-rapporten.
Vi kan jo alle sammen i denne sal være enige om, at det er katastrofalt, at 17 pct. kommer ud af skolen uden at kunne læse ordentligt, men der er altså forskel på ikke at kunne læse ordentligt og at være funktionel analfabet. Det er to fuldstændig forskellige ting, og det synes jeg sådan set viser med al tydelighed, at regeringen bruger de store internationale undersøgelser som løftestang for en politik, den hele tiden har haft. Der er ikke noget som helst nyt i den politik, og der er heller ikke et eneste nyt redskab, som kan løse problemet.
Fakta er jo, at intet - intet - i PISA-undersøgelsen tyder på, at nationale, standardiserede test kan bruges til noget som helst, hvis man gerne vil skabe en bedre skole. Tværtimod viser PISA-undersøgelsen, at de københavnske skoler, der har gode resultater, har en god lokal evalueringskultur, mens skoler, der bruger de standardiserede test, ikke har særlig gode resultater, ligesom de skoler, der klarer sig godt, er dem, der satser på efteruddannelse af lærerne. Den danske skoledebat bærer altså præg af, at mange borgerlige politikere optræder som funktionelle analfabeter i deres omgang med PISA-undersøgelsen - formentlig og forhåbentlig helt bevidst.
Vi vil gerne investere i folkeskolen. Vi vil gerne skabe ordentlige rammer for en bedre folkeskole, og vi har fremlagt syv minimumsrettigheder, som alle elever bør have: En væsentlig højere minimumsstandard i den danske folkeskole, når det gælder minimumtimetal, når det gælder skole-hjem-samarbejdet, og når det gælder specialundervisning, efteruddannelse af lærere, undervisningsmaterialer og klassekvotienter.
At dømme efter den valgkamp, vi lige har været igennem, burde der jo ikke være nogen uenighed. Nu genfremsætter Enhedslisten sit forslag, og så bliver det vedtaget med et massivt flertal her i salen - eller hvad? Har partierne tænkt sig at gøre fuldstændig det samme, som partierne gjorde for ca. 1½ år siden, nemlig at man kommer med alle de fine floskler om, at der skal investeres i folkeskolen, men når der så kommer et konkret forslag på bordet, stemmer samtlige andre partier imod her i Folketingssalen? Det var virkeligheden for 1½ år siden, men det bliver interessant at se, om valgkampen og de mange fine løfter gør en forskel på den konto.
Vi tager PISA-undersøgelsen meget alvorligt, fordi den viser, at alt for mange ikke har gode forudsætninger for at tage en ungdomsuddannelse. Derfor mener vi, det er vigtigt at se på, hvad undersøgelserne antyder rent faktisk vil have en positiv virkning, derfor skal regeringens sorte skole skrottes, og i stedet så skal vi satse på efteruddannelse og på at opbygge en lokal evalueringskultur.
Tingene kan forandres, og tingene kan forandres til det bedre. Vi tillader os i Enhedslisten at drømme om global retfærdighed og om et samfund og en verden, der bygger på frihed, fællesskab og solidaritet.