Besvarelse  af  spørgsmål  nr.   69  (L  74),  som  Folketing- ets  Sundhedsudvalg  har  stillet  til  indenrigs-  og  sund- hedsministeren den 12. april 2005 Spørgsmål  69: "Kan  ministeren  bekræfte,  at  den  måde  som  finansieringen  er  bygget  op på, indebærer, at regionernes eneste variable indtægtsmulighed er den del, der  kommer  fra  kommunerne,  og  at  en  forøgelse  af  indtægtsdelen  herfra principielt vil kunne komme fra en komplicering af behandlinger, ekstra un- dersøgelser m.v. Mener ministeren ikke, at dette aspekt rummer en risiko for kassetænkning og et dyrere sundhedssystem?" Svar: Spørgsmålet  giver  mig    anledning  til  at  understrege,  at  overvejelsen  om, hvilken undersøgelse eller behandling på sygehus der bør tilbydes patie   nt- erne  i  de  enkelte  situationer,  i  sidste  ende  altid  beror  på  en  lægelig  og sundhedsfaglig  vurdering.   Det  ændrer  kommunalreformen  og  den  nye sundhedslov ikke ved. Det  nye  ved  sundhedslovens  finansieringsordning  er,  at  den  giver  nogle nye  og  klarere  incitamenter  til  at  tilrettelægge  sundhedsvæsenets  yde lser mere  sammenhængende  og  mere  økonomisk  hensigtsmæssigt.   Det  gæl- der, som det fremgår af min besvarelse af eksempe lvis spørgsmål nr. 38 og 61, for kommunerne – men bestemt også  for regionerne. For så vidt angår regionerne  , følger incitamenterne  både  af den må de, som den aktivitetsafhængige og den ikke-aktivitetsafhængige del af  regionernes finansieringsgrundlag er udformet på . Helt overordnet – og som det fremgår af  mit svar på spørg  smål  nr. 37 – vil kun  en  mindre  del  -  ca.  15  pct.  -  af  regionernes  finansieringsgrundlag komme til at afhænge af aktiviteten. Heraf tilvejebringes  10 pct. via aktivi- tetsafhængige tilskud fra kommunerne og 5 pct. fra  staten. Langt hovedparten -  ca. 85 pct. -  af regionernes finansieringsgrundlag bli- ver  således   udmønte t  i  form  af  faste,  ikke-aktivitetsafhængige  tilskud  fra staten  og  kommunerne.  Det  forhold,  at  hovedparten  af  regionernes  om- kostninger afholdes af regionerne selv, giver dem et kraftigt incitament til at udføre   de  enkelte  sygehusbehandlinger  så  omkostningseffektivt  som  m u- ligt. Det kan være i form af effektive arbejdsgange m.v. eller  f.eks. ved at samarbejde med kommunerne om en hensigtsmæssig opgaveløsning. Indenrigs- og Sundhedsministeriet Dato: 25. april 2005 Kontor: 2.s.kt./4.ø.kt. J.nr.: 2004-1200-59 Sagsbeh.: CBJ/MHA Fil-navn: Cbj1417_spm69.doc

2 Hertil kommer, at de ca. 75 pct. af regionernes sundhedsudgifter - svaren- de til godt 50 mia. kr. - som dækkes via det statslige bloktilskud, i henhold til lovforslaget om regionernes finansiering vil blive udmønte t på en ny m å- de, som ligeledes modvirker den anførte problemstilling. Lovforslaget bet y- der, at det statslige bloktilskud udmøntes efter  objektive, demografiske og sociale kriterier - hvilket i langt højere grad end det nuværende b  eskat- ningsgrundlag afspejler befolkningens faktiske behov for sundhedsydelser. Omlægningen fra beskatningsgrundlag til objektive krit erier betyder derfor, at de enkelte regioner - og dermed også de enkelte sygehuse  - opnår  en langt bedre overensstemmelse mellem udgifter og befolkningens behand- lingsbehov på den ene side og deres indtægt sgrundlag på den anden . For  så  vidt  angår  den  aktivitetsafhængige  del  af  finansieringsgrundlaget    - dvs.  de  ca.  15  pct.  –  bliver  regionernes  indtægter  primært  baseret  på   de såkaldte  DRG -takster,  som  konkret  honorerer  f.eks.  hvor  mange  indlæg- gelser og ambulante behandlinger, der er ydet. DRG-taksterne  afspejler,  hvor  meget  det  som  gennemsnit  reelt  koster  for sygehusene  at  gennemføre  én  ekstra  behandling  eller  undersøgelse     m.v. inden for de enkelte behandlingsområder. Der er principielt fastsat en takst på   alle  typer  behandlinger,  både  st ationære  og  ambulante,  kirurgiske  og medicinske samt såvel de relativt enkle ydelser som de mere ko mplicerede. Det er derfor en misforståelse  at tro, at sygehusene vil have et incitament til primært at  behandle de patienter, der isoleret set giver den største in dtægt. Det ville jo betyde, at sygehusene hellere vil afholde eksempelvis en udgift på ca. 25.000 kr.  i tilknytning til en stationær indlæggelse  for at få en in d- tægt fra kommunen på 4.000 kr.  - frem for at afholde en udgift på 1.900 kr.  i forbindelse  med  en  ambulant  behandling  for  at  få  en  indtægt  266  kr.  Det kan jeg ikke se deres interesse i. Hertil  kommer,  at  DRG-taksterne,  som  netop  er  gennemsnitstakter,  ikke giver et sygehus fuld dækning for omkostningerne, hvis produktionen gene- relt tilrettelægges uhensigtsmæssigt.  En unødig komplicering af behandli n- gen  vil  derfor  først  og  fre mmest  betyde  stigende  udgifter  for  regionen  og ikke for kommunen. Som det fremgår af min besvarelse af spørgsmål nr. 37 udelukker finansi   e- ringsmodellen bestemt ikke, at regionernes sygehuse kan tiltrække ekstra indtægter. Tværtimod. Det vil dog ikke ske ved  – som spørgsmålet lægger op til – at påføre komm  unerne unødige udgifter, men ved , helt på samme måde som amternes sygehuse i dag , at behandle patienter fra andre regio- ner, f.eks. gennem det frie sygehusvalg. Der er også mulighed for via de t statslige aktivitetsafhængige  tilskud på op til ca. 5 pct. af det samlede finansieringsgrundlag at skaffe sig flere indtæg- ter  til  patientbehandling.  Dette  tilskud  viderefører  de  gode  erfaringer  med

3 den  nuværende  statslige   meraktivitetspulje,  som  har  skabt  en  betydelig ekstra aktivitet og lavere ventetider for patienterne. Jeg skal derfor sammenfattende understrege, at sundhedslovens finansie- ringsbestemmelser  er  udformet,  så  de  på  én  gang  giver  nogle  fornuft   ige incitamenter i kommunerne til at øge deres engagement på sundhedso  m- rådet  – samtidigt med, at de sikrer mulighed for en fornuftig kapacitets- og udgiftsstyring i regionerne.