Besvarelse af spørgsmål nr.  8 (L 72), som  Folketingets Kommunaludvalg   har   stillet   til   indenrigs-   og   sund- hedsministeren den 21. marts 2005 Spørgsmål  8: ”Ministeren  bedes  redegøre  for  de  mulige  afstande,  som  borgerne  kan  få mellem  borgerservicecentrene  og  f.eks.  de  forskellige  statslige  forvaltnin- ger, set i forhold til de tilsvarende myndighedsopgavers geografiske place- ring i dag.” Svar: Antallet  og  placeringen  af  kommunale  borgerservicecentre  ved  lovforsla- gets ikrafttræden  er ikke kendt. Det er derfor ikke muligt at angive mulige afstande til bestemte statslige forvaltninger, f.eks. skattecentre, hvis præci- se adresse i øvrigt heller ikke på nuværende tidspunkt er besluttet. Det er derfor ikke muligt at angive mulige afstande mellem borgerservicecentrene og forskellige statslige forvaltninger. Det kan dog oplyses, at i områder af landet, hvor der af geografiske gru nde kan være langt til rå dhuset, må det forventes, at nye, større kommuner i et eller andet omfang vælger at oprette et eller flere  borgerservicecentre de- centralt  i  kommunen  (f.eks.  i  nuværende  rådhuse,  som  ikke  længere  har denne funktion  efter  en sammenlægning).  Sådanne  decentrale  borgerse r- vicecentre  kan  eventuelt  også  oprettes  i  tilknytning  til  folkebibliotekerne, eller kombineres med enheder med ”lokalcenter-lignende” funktioner. Jeg  forventer  imidlertid  ikke,  at  der  vil  opstå  mange  situationer,  hvor  en borger, som henvender sig i et borgerservicecenter, går forgæves og efte r- følgende må henvende sig personligt til en statslig myndighed. Dette  skyldes,  at  kommunerne  med  kommunalreformen  får  en  rolle  som borgernes  centrale  indgang  til  den  offentlige  sektor,  en  rolle  som  det  er hensigten skal udfyldes af de kommunale borgerservicecentre. Når en bo r- ger henvender sig i et borgerservicecenter, vil borgerservicecenteret typisk kunne løse borgerens problem eller hjælpe borgeren med at komme videre, uden  at  borgeren  behøver  at  henvende  sig  personligt til  den  pågældende statslige  myndighed.  Borgerservicecentre  kan  f.eks.  i  vidt  omfang  færdig- behandle ansø gninger om pas og kørekort, jf. L 29. De kan endvidere yde bistand til digital selvbetjening. Indenrigs- og Sundhedsministeriet Dato: 13. april 2005 Kontor: 2.k.kt. J.nr.: 2004-2200-21 Sagsbeh.: abt Fil-navn: LKS/FT-beh.Spm8.L72.svar

2 Kan  borgerservicecenteret  ikke  løse  det  problem,  som  borgeren  kommer med, vil borgerservicecenteret som nævnt kunne hjælpe borgeren med at komme videre. Borgerservicecentrene kan f.eks. give overordnet vejledning om retsområder, som henhører under andre myndigheder, lig  esom de kan hjælpe med at finde relevante blanketter, yde bistand til udfyldelsen heraf og modtage og videresende ansøgni nger og andet materiale, som vedrører en anden myndighed. Borgerservicecentrene kan også eventuelt sørge for, at borgeren kontaktes af den relevante myndighed, eller at borgeren får de relevante informationer, så borgeren kan kontakte den pågældende statsl  i- ge  myndighed  telefonisk,  elektronisk  eller  skriftligt.  Det  bemærkes  i  den forbindelse, at der på skatteområdet vil blive oprettet en række   kundekon- taktcentre, der vil kunne kontaktes et betydeligt antal timer om dagen. Det kan i øvrigt særligt med hensyn til skatteområdet oplyses, at    kommu- nerne vil kunne løse opgaver såsom at informere om de mere almindeligt anvendte  regler,  at  ændre  forsk udsregistrering  i  samme  omfang,  som  en borger selv kan ændre via TastSelv, at udskrive skattekort, at udlevere in- formationsmateriale og blanketter, at modtage selvangivelser og forskuds- skemaer, at vejlede i brug af digitale løsninger og at videreformidle d e hen- vendelser, som skal besvares af et skattecenter. Der henvises til afsnit 4.16 i  de  almindelige  bemærkninger  til   forslaget  til  skatteforvaltningsloven,  L 110. Uanset, at borgerservicecenteret eventuelt ikke kan løse det problem, som borgeren kommer med, vil det derfor i de fleste tilfælde ikke indebære, at borgeren behøver at henvende sig personligt ved den pågældende statsl   i- ge myndighed.