Spørgsmål 4:
Ad § 12.21.01 Almindelig virksomhed
Ministeren bedes redegøre nærmere for JSF-projektet. Herunder ønskes en vurdering af
stykprisen og en status over danske virksomheders afsætning i forbindelse med projektet.
Endelig ønskes en oversigt over de største modkøbsforpligtede udenlandske virksomheder.
Svar:
Danmark har siden 1997 deltaget i det amerikansk ledede multinationale JSF projekt. Dansk
deltagelse i selve udviklingsfasen (SDD fasen) er, jf. Akt 142 af 22. maj 2002, baseret på såvel
forsvars- som industrimæssige interesser i projektet, som nu er ca. fire år inde i
udviklingsfasen. SDD fasen løber frem til 2013. Projektet er efter en ekstraordinær indsats med
tilpasning af vægtparametrene tilbage i et stabilt forløb. Prisen for Danmarks deltagelse i SDD
fasen udgør 125 mio. USD, hvoraf et beløb på 20 mio. USD betales af en række danske
virksomheder. Der er ingen forventning om prisændringer for dansk deltagelse i SDD fasen.
Den seneste oplyste produktionspris, opgjort pr. december 2004, er for den konventionelle
version af flyet på 44,5 mio. USD, hvilket er lidt mindre end et år tidligere. Priserne er opgjort i
2002 prisniveau og baseret på et produktionstal på 2.593 fly, hvilket kun omfatter leverancer til
USA og Storbritannien. Et forøget styktal ved salg til de øvrige partnere samt til tredjelande vil
betyde en reduktion af prisen. Tilsvarende vil eventuelle ændringer i amerikanske og britiske
produktionstal samt ændret fordeling mellem de tre versioner af flyet kunne påvirke
produktionspriserne for hver version. Der forventes ikke reviderede skøn over flyenes
produktionspriser før i december 2005.
I henhold til Aftale af 10.
juni 2004 om forsvarets ordning 2005-2009 er det overordnede
ansvar for projektet overført til Forsvarsministeriet. Økonomi- og Erhvervsministeriet er
gennem Erhvervs- og Byggestyrelsen dog fortsat involveret i projektet og følger således
udviklingen i de erhvervsmæssige muligheder for dansk industri. Dette gøres primært ved en
halvårlig opgørelse baseret på spørgeskemaer udsendt til de relevante virksomheder. Ved den
seneste opgørelse medio 2005 modtog 36 virksomheder et sådant spørgeskema. Af
besvarelserne fremgik det, at i alt ni virksomheder har modtaget 23 ordrer for en samlet sum på
ca. 19,3 mio. USD. Yderligere et antal virksomheder har modtaget forespørgsler og/eller
indgået aftaler, primært inden for forretningsområderne elektronik og flykomponenter. Der er i
alt indgået 75 aftaler af forskellig karakter. For størstedelen af aftalerne er der tale om
Memorandum of Understandings og tekniske samarbejdsaftaler, som kan danne grundlag for
yderligere kontrakter til danske virksomheder på et senere tidspunkt i udviklingsfasens forløb. I
henhold til oplysninger fra den amerikanske hovedleverandør, flyproducenten Lockheed Martin,
er der samlet placeret ordrer ved dansk industri og/eller truffet beslutning om, at ordrer vil
tilgå danske virksomheder i et omfang på omkring 167 mio. USD.
I den nuværende Memorandum of Understanding concerning the cooperative framework for
System Development and Demonstration of the Joint Strike Fighter (MOU SDD JSF) er det
aftalt, at der ikke vil blive gjort brug
af modkøbsaftaler. Der er således ingen
modkøbsforpligtelser, idet kontrakter indgås efter best value princippet, hvor partnerlandenes
virksomheder gives mulighed for at byde på kontrakterne ved udsendelse af forespørgsler.