Notat
20. september 2005
F2 BVE
Spørgsmål 10:
Ministeren bedes tilsende udvalget en oversigt over skattetrykket for perioden
2000-2010, idet det bedes kommenteret, hvordan det nye nationalregnskab har
påvirket opgørelsen af skattetrykket. Det ønskes samtidigt kommenteret, om det
er muligt at beregne et strukturelt skattetryk, der viser udviklingen i
skattetrykket helt eller delvist korrigeret for udsving i konjunkturerne (fx bilkøb),
renteudviklingen (selskabsskat og pensionsafkastskat) og oliepris.
Svar:
I tabel 1 er angivet skattetrykket for perioden 2000-2006, jf. Økonomisk Redegørelse,
august 2005. Der er ikke udarbejdet en 2010-fremskrivning i tilknytning til
Økonomisk Redegørelse, august 2005, jf. svaret til spørgsmål 9, hvorfor der ikke
foreligger tilsvarende skøn for skattetrykket for perioden 2007-2010.
Fra 2003 til 2004 steg skattetrykket med 1,2 pct.-enheder. Det skyldes især forhold
af midlertidig karakter i form af et markant højere provenu fra
pensionsafkastskatten samt stigende indtægter fra selskabsskat og de indirekte
skatter. Modsat har den gennemførte nedsættelse af personskatterne i 2004
isoleret set bidraget til lavere beskatning, og herudover bidrager skattestoppets
nominalprincip løbende til en underliggende reduktion af skattetrykket.
Det bemærkes, at udviklingen i skattetrykket ikke er et velegnet mål for, i hvilket
omfang den økonomiske politik har bidraget til at ændre skattebelastningen.
Bidraget til skattetrykket fra den økonomiske politik kan vurderes ud fra
provenuvirkningerne af diskretionære ændringer i skatte- og afgiftsregler.
Tabel 1. Skattetrykket, 2000-2006.
Skattetryk (pct. af BNP)
49,5
48,6
48,3
47,9
49,1
49,3
47,9
Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger, jf. Økonomisk Redegørelse, august 2005
Revisionen af nationalregnskabet omfatter en flytning af ATP-fonden fra den
offentlige sektor til den private finansielle sektor. Det betyder, at ATP-bidraget er
udgået af skattetrykket svarende til en nedjustering af skattetrykket med ca. ½ pct.
af BNP. Modsat indregnes ATPs pensionsafkastskat nu i skattetrykket. ATPs
pensionsafkastskat skønnes i perioden 2000 til 2006 at udgøre mellem 0 og knap
½ pct. af BNP med betydelige variationer fra år til år.
På personskatteområdet er den væsentligste revision indregning af hævet
opsparing i virksomhedsskatteordningen, som medfører en nedjustering af
skattetrykket med ca. 0,1 pct. af BNP.