Justitsministeriet Lovafdelingen Kontor: Strafferetskontoret Sagsnr.: 2005-733-0001 Dok.: JOK40108 Besvarelse  af  spørgsmål  nr.   4  af  29.  marts  2005  fra  Folketingets  Retsudvalg  vedrørende forslag  til  lov  om  ændring  af  lov  om  fuldbyrdelse  af  straf  m.v.  (Fuldbyrdelse  af  straf  på bopælen  under  intensiv  overvågning  og  kontrol  samt  b egrænset  fællesskab  for  ”negativt stærke” indsatte m.v.)(L 12). Spørgsmål: ”Der  ønskes  en  redegørelse  for,  hvorvidt  det  findes  retssikkerhedsmæssigt  forsvar- ligt,  at  placeringen  på  en  afdeling  med  begrænset  fællesskab  er  tidsubestemt?  Det fremhæves,  at  anbringelsen  vil  ophøre,  når  den  ikke  længere  er  nødvendig,  jf.  pr o- portionalitetshensynet. Hvad ligger der i denne vurdering, og ud fra hvilke retnings- linjer  skal  dette  vurderes?  Bør  der  ikke  sikres  et  tidsmæssigt  maksimum  eller  en domstolsprøvelse i de enkelte tilfælde?” Svar: Straffuldbyrdelsesloven indeholder i kapitel 7 regler om anbringelse og overførsel af dømte. Som  også  anført   i  Justitsministeriets  besvarelse  af  5.  april  2005  af  spørgsmål  nr.  1  af  4.  marts 2005 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende lovforslaget, skal fængselsstraf normalt fuldbyrdes i åbent fængsel, men fuldbyrdelse i lukket fængsel kan bl.a. ske, hvis det må anses for nødve  n- digt for at forebygge overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen, jf. strafful d- byrdelseslovens § 22. Betingelserne for overførsel af indsatte fra åbent til lukket fæn gsel er fast- sat i straffuldbyrdelseslovens § 25, mens overførsel af indsatte mellem ensartede afsoningsinsti- tutioner er reguleret i lovens § 26. Derudover indeholder straffuldbyrdelseslovens §§ 27-28 reg- ler om overførsel af indsatte fra arresthus til fængsel og overførsel af indsatte fra fængsel til ar- resthus. Kriminalforsorgens afgørelse om, hvorvidt en indsat skal anbringes i  åbent fængsel eller under de væsentlig mere restriktive forhold i lukket fængsel eller arresthus, beror på en konkret vu rde- ring af fremadrettet karakter - primært vedrørende sikkerhedsmæssige forhold.

- 2 - For  sådanne  fremadrettede  foranstal tninger  gælder  generelt,  at  det  ved  iværksættelsen  ikke  er muligt  at  forudse,  hvor  længe  det  vil  være  nødvendigt  at  opretholde  foranstaltningen.  Dette  er baggrunden for, at der ikke er fastsat tidsmæssige begrænsninger for anbringelse i lukket fængsel eller arresthus. Af straffuldbyrdelseslovens § 89 og de administrative forskrifter, der er fastsat i medfør af bl.a. denne bestemmelse (bekendtgørelse nr. 572 af 5. juli 2002 om anbringelse og overførsel af per- soner, som skal udstå fængselsstraf eller forvaring (anbringelses - og overførselsbekendtgørelsen) samt vejledning nr. 69 af 5. juli 2002 om anbringelse og overførsel af personer, som skal udstå fængselsstraf  eller  forvaring  (anbringelses-  og  overførselsbekendtgørelsen)),  følger  det  imidler- tid, at bl.a. spørgsmål om overførsel af en indsat til fortsat straffuldbyrdelse i en anden  institution jævnligt  skal  tages  op  af  institutionen  til  overvejelse,  uanset  om  den  indsatte  anmoder  herom. Kriminalforsorgen er således  – også selv om den indsatte ikke selv rejser spørgsmålet   – forplig- tet til løbende og med regelmæssige mellemrum at overveje, om den indsatte bør overføres til en institution med mindre restriktive forhold. Også afgørelser om anbringelse i en særligt udpeget afdeling i et fængsel eller i et særligt u dpe- get  arresthus,  hvor  fællesskab  på  grund  af  klientellets  særlige  karakte r  alene  gennemføres  som cellefællesskab, er en fremadrettet foranstaltning, som skal forebygge f.eks. overgreb på medin d- satte  eller  personale.  Af  de  grunde,  som  er  anført  ovenfor,  finder  Justitsministeriet  ikke,  at  så- danne anbringelser bør være tidsbestemte, og heller ikke, at der bør fastsættes en øvre grænse for sådanne anbringelser . Som anført under punkt 4 i den kommenterede høringsoversigt til lovforslaget, følger det af det almindelige  proportionalitetsprincip  i  straffuldbyrdelsesloven,  at  anbringelse  af  en  indsat  i  en særligt  udpeget  fængselsafdeling/arresthus,  hvor  der  som  følge  af  klientellets  karakter  alene  er fælles skab i form af cellefællesskab, skal bringes til ophør, når anbringelsen ikke længere er nø d- vendig.  Heri  ligger  generelt,  at  anbringelsen  skal  bringes  til  ophør,  hvis  den  i  forhold  til  sit formål må anses for   at være uforholdsmæssigt indgribende. I forbindelse med gennemførelsen af bestemmelsen i lovforslagets § 1, stk. 4, vil institutionerne blive instrueret om, at det løbende og med regelmæssige mellemrum skal vurderes, om anbringelse i en sådan afdeling skal bri nges til ophør. Den udvidede adgang til domstolsprøvelse (i forhold til grundlovens § 63) i straffuldbyrdelseslo- vens § 112 omfatter ikke konkrete afgørelser, der er begrundet i hensynet til at opretholde orden og sikkerhed i kriminalforsorgens institutioner. I Justitsministeriets besvarelse af 5. april 2005 af spørgsmål  nr.  1   af  4.  marts  2005  fra  Folketingets  Retsudvalg  vedrørende  lovforslaget  er  der nærmere redegjort for de hensyn, som begrunder, at sådanne  afgørelser ikke er omfattet af den udvidede  adgang  til  domstolsprøvelse.  Afgørelsen  af,  om  der  er  behov  for  at  skride  ind  i  disse

- 3 - tilfælde beror i vidt omfang på en konkret, skønspræget vurdering, der  må bygge på   et indgåen de kendskab til miljøet i den pågældende  institution. På baggrund af det anførte er det Justitsministeriets opfattelse, at  den udvidede adgang til dom- stolsprøvelse efter straffuldbyrdelseslovens § 112 ikke bør omfatte kriminalforsorgens afgørelser om anbringelse af dømte, herunder afgørelser om anbringelse med henblik på ophold i en særligt udpeget  fængselsafdeling/arresthus,  hvor  fællesskab  på  grund  af  klientellets  særlige  karakter alene gennemføres som cellefællesskab.