Ministeren Frederiksholms Kanal 21 1220 København K Tlf 3392 5000 Fax 3392 5547 www.uvm.dk 19. april 2005 Folketingets Uddannelsesudvalg Christiansborg I forbindelse med behandlingen af (L 105) Forslag til Lov om ændring af lov om friskoler og private grundskoler m.v. (Skolernes frihed, mål med undervisningen, krav til bestyrelsesmedlemmer, lærere og tilsynsførende, herunder om danskkundskaber, tilsyn m.v.) har Folketingets Uddannel- sesudvalg i brev af 18. marts 2005 stillet mig følgende spørgsmål: Spørgsmål 7 : ”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 17. marts 2005 fra Sammenslutningen af Rudolf Steiner Skoler i Danmark, jf. L 105 – bilag 10.” Svar: Sammenslutningen af Frie Rudolf Steiner Skoler i Danmark støtter Dansk Friskoleforenings argumenter og anmodning om at sætte L 105 eller dele deraf i bero med henblik på præcisering og diskussion af de enkelte deles mål og konsekvenser.   Jeg kan i den forbindelse oplyse, at jeg efter 1. behandlingen i Folketinget har været i dialog med Dansk Friskoleforening og Frie Grundskolers Fællesråd om L 105. På baggrund af drøftelserne har jeg fremsat nogle ændringsforslag til L 105 med henblik på at imødekomme foreningerne. Sammenslutningen anfører, at det er et stort problem for Rudolf Steiner skolerne, at L 105 fjerner muligheden for at give undervisning på 10. klassetrin.   Hertil kan jeg oplyse, at L 105 ikke indeholder forslag om en ændret formulering af den gældende friskolelovs § 1, stk. 1, 5. pkt., hvorefter en fri grundskole kan omfatte 1-årig undervisning på 10. klassetrin. Dette svar fremsendes i 5 eksemplarer. Med venlig hilsen Bertel Haarder