Ministeren Frederiksholms Kanal 21 1220 København K Tlf 3392 5000 Fax 3392 5547 www.uvm.dk 19. april 2005 Folketingets Uddannelsesudvalg Christiansborg I forbindelse med behandlingen af (L 105) Forslag til Lov om ændring af lov om friskoler og private grundskoler m.v. (Skolernes frihed, mål un- dervisningen, krav til bestyrelsesmedlemmer, lærere og tilsynsførende, herunder om danskkundskaber, samt tilsyn m.v.) har   Folketingets Uddannelsesudvalg i brev af 13. april 2005 stillet mig føl- gende spørgsmål: Spørgsmål 32: ”Ministeren bedes endvidere angive, hvad der konkret tænkes på, når det i bemærkningerne anføres, at en skoles bestyrelse til skolens lærere og andre ansatte må skulle skærpe skolens krav, herunder det til enhver tid på skolen gældende dekorumkrav (bemærkningernes side 9, 1. spalte)” Svar: I den bemærkning til lovforslaget, som spørgsmålet omhandler, er anført følgende: ”Det foreslåede udvidede krav til skolernes forpligtelse til at forberede eleverne til at leve i et samfund med frihed og folkestyre, vil som afledt konsekvens kunne indebære, at en skoles bestyrelse til skolens lærere og andre ansatte ligeledes må skulle skærpe skolens krav, herunder til det til enhver tid på skolen gældende dekorumkrav, for at sikre, at skolen også altid vil kunne leve op til lovens krav på dette punkt.” Der er således med bemærkningen ikke, som spørgsmålet synes at forud- sætte, givet udtryk for, at lovforslaget generelt vil betyde, at alle skolers bestyrelser skal indskærpe deres krav, herunder det til enhver tid på de enkelte skoler gældende dekorumkrav. Den ovenfor citerede bemærkning til lovforslaget indeholder alene en præcisering af nogle i forvejen almindeligt gældende arbejdsretlige og offentligretlige grundsætninger om medarbejderes loyalitetsforpligtelse overfor deres arbejdsgiver, samt en præcisering af, at den udvidelse af forpligtelsen efter loven for skolerne til at forberede eleverne til at leve i
2 et samfund med frihed og folkestyre, som L 105 med det ændringsfor- slag til lovforslagets § 1, nr. 1, som jeg har fremsat i dag, vil indebære, for nogle skoler vil kunne have som afledt konsekvens, at deres bestyrelse skal indskærpe skolens krav, herunder det til enhver tid på skolen gæl- dende dekorumkrav, over for lærerne og andre ansatte. Jeg kan i øvrigt henvise til bl.a. Finansministeriets cirkulære af 12. maj 2003 om organisationsaftale for ledere, lærere og børnehaveklasseledere ved frie grundskoler m.m. ad § 2. Ansættelse, hvor følgende fremgår: "Det er en forudsætning, at den ansatte udviser loyalitet over for skolens målsætning og grundlag, under særligt hensyn til skolens status som fri skole, således som den ansatte ved ansættelsen er blevet gjort bekendt med." For de frie grundskoler er princippet om ledere, lærere og andre ansattes loyalitetsforpligtelse eller dekorumkravet således ikke af ny dato, og sko- lernes praktiske anvendelse af princippet må som hidtil være baseret på den omfattende retspraksis, der har dannet sig i ansættelses- og funktio- nærretten i øvrigt.   Det må tillige som hidtil afhænge af skolens konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af, om den ansatte har tilsidesat sin loyalitetsforpligtelse. Dette svar fremsendes i 5 eksemplarer. Med venlig hilsen Bertel Haarder