Den næste sag på dagsordenen var:
9) Første behandling af lovforslag nr. L 88:
Forslag til lov om ændring af lov om råstoffer. (Udmøntning af kommunalreformen, for så vidt angår råstofplanlægning og
-indvinding på land). Af miljøministeren (Connie Hedegaard). (Fremsat 24/2 2005).

Lovforslaget sattes til forhandling.

Forhandling

Som en konsekvens af den nye kommunalreform ændres også opgavefordelingen i forbindelse med råstofindvinding på land, mens myndighedsopgaverne ved råstofindvinding på havet fortsat vil være placeret i staten, som tilfældet er i dag.
     Efter den gældende råstoflov så har amterne i dag kompetencen vedrørende både råstofindvinding på land og kortlægning og planlægning af råstofindvinding, som sker ifølge konkrete tilladelser. De nuværende regionplaner indeholder alle retningslinjer for anvendelse af arealer til udnyttelse af sten, grus og andre naturforekomster i jorden, og ved regionplanlægningen foretages der en række afvejninger af råstofinteresserne over for en række af de interessenter, der kan have interesse i arealanvendelsen.
     Med fremsættelsen af lovforslag nr. L 88 foreslås det, at kompetencen på råstofområdet deles mellem regionerne og de nye store kommuner. Som jeg har været inde på, vil staten fortsat have kompetencen vedrørende kortlægning, planlægning og meddelelse af tilladelser til råstofindvinding på søterritoriet og kontinentalsoklen.
     Det foreslås også, at regionsrådene fremover får kompetencen til hele planlægningsarbejdet, og der lægges op til, at der udarbejdes en særskilt råstofplan. Denne opgave har rent fagligt sammenhæng med det område, der lige er blevet behandlet, nemlig jordforureningsloven, som der ligeledes lægges op til at placere i regionerne.
     Regionerne skal indhente både ideer og forslag, inden de udarbejder forslag til råstofplaner, ligesom der lægges op til, at planerne, inden de vedtages, går i offentlig høring. Netop denne demokratiske proces, der er indarbejdet i forslaget, hilser Venstre som et positivt element.
     Kommunerne får de konkrete myndighedsopgaver på området. De får ansvar for meddelelse af tilladelse til råstofindvinding på land samt kompetencer og ansvar for at påse, at gældende regler overholdes. Kommunalbestyrelserne vil i deres administrationsprocedure være bundet af den regionale råstofplan.
     Med vedtagelsen af L 88 lægges der således op til, at borgerne og virksomhederne også på dette område får kun én indgang, hvor de skal henvende sig, nemlig den kommunale. Den linje hilser Venstre med tilfredshed, og vi kan støtte forslaget og ser frem til behandlingen i udvalget.

Nu er Danmark jo desværre ikke det land, der er rigest på råstoffer. Det kan vi nok godt blive enige om, og vi er nok også enige om, at grænserne for råstofforekomsterne ikke nødvendigvis følger grænserne for de 99 nye kommuner, der bliver lavet.
     Det er selvfølgelig vigtigt, at vi behandler de råstoffer, vi har, med omtanke, og at de udnyttes sådan, at hensynet til det, jeg vil tillade mig at betegne som vores nationale naturressourcer, kommer før kortsigtede interesser, herunder udnyttelse af lukrative områder til f.eks. byudvikling i kommunerne. Det er lige så vigtigt, at de danske råstofressourcer udnyttes i respekt for de stedlige natur- og miljøforhold. Netop ansvaret for vores fælles miljø, den langsigtede planlægning og varetagelsen af de fælles interesser på nationalt plan er det, der hele dagen har været diskussionsemnet, og det i den buket af lovforslag, der ligger her på miljøområdet, der bekymrer Socialdemokratiet mest.

     Ifølge dette lovforslag skal kommunerne fremover stå for den konkrete administration, herunder tilladelse til og tilsyn med råstofudviklingen. I øjeblikket er det sådan, at forvaltningen af landets råstoffer varetages af forholdsvis få medarbejdere i amterne, apropos den diskussion vi havde ved det foregående lovforslag, men som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, deles kompetencen nu mellem kommunerne og de nye regioner. Vi er enige med de mange, der
i høringssvarene har talt for at sammenlægge ekspertiserne i regionerne. Det er, som også Amtsrådsforeningen påpeger, tvivlsomt, om den ekspertise, der i dag er samlet i amterne, vil flytte med ud i de mange nye kommuner, og om kommunerne vil have den nødvendige handlekraft i de sager, der løbende kommer for dagens lys. Vi synes, det er ærgerligt, at man ikke i højere grad har lyttet til høringssvarene og inddraget dem i arbejdet, men det vil vi sammen med de synspunkter, vi har givet udtryk for ved de tidligere forslag, også gøre i arbejdet med dette lovforslag.

Som det er nævnt før, har det også for Dansk Folkeparti været vigtigt, at borgerne bliver sat i centrum med kommunalreformen, og at der kun skal være én indgangsdør for den enkelte borger, så man ikke bliver kastet rundt i systemet. Men der er også mange andre gode ting ved kommunalreformen, som vi gerne vil nævne, bl.a. om råstofindvinding på land. Det er selvfølgelig også en vigtig del af reformen, idet vi skal bruge råstoffer til mange andre vigtige ting, og derfor gælder det om at have en god planlægning for området.
     Opgaverne foreslås delt mellem regioner og kommuner. Regionerne skal varetage kortlægningen og planlægningen, og kommunerne skal stå for meddelelse af tilladelse til råstofindvinding på land og samtidig føre tilsyn. Det er vigtige områder, som her berøres, men det er så sandelig også vigtige beslutninger, vi står over for, når vi skal vedtage hele kommunalstrukturen.
     Det foreslås i lovforslaget, at der fastsættes procedureregler for udarbejdelse af råstofplaner, som svarer til de nugældende regler i planloven for udarbejdelse af regionplaner, og alt i alt er det et meget fornuftigt lovforslag, som vi i Dansk Folkeparti ser meget positivt på.

Her er endnu en opgave, som det er tanken at placere fortrinsvis i regionerne. Regionerne skal kortlægge og udlægge råstofindvindingsområder på land, og kommunerne skal, som det er tilfældet i de øvrige lovforslag, varetage den konkrete administration af tilladelser til og tilsyn med råstofindvinding. Amternes kompetence deles på den måde mellem regionerne på den ene side og kommunerne på den anden sige, så regionerne varetager den største del af opgaven, nemlig kortlægning og planlægning, mens kommunerne har kontakten til borgerne med tilladelser og tilsyn.
     Regionsrådet skal udarbejde en råstofplan, som i modsætning til den regionale udviklingsplan er bindende for kommunerne, og der fastsættes procedureplaner for udarbejdelse af disse planer.
     Vi kan støtte lovforslaget.

Som flere ordførere har været inde på, er det jo ikke det tungeste af de otte lovforslag, vi skal gennemgå her. Der er tale om overførsel af forholdsvis beskedne beløb og opgaver fra amterne til henholdsvis regionerne og kommunerne, og vi synes faktisk rent umiddelbart fra radikal side, at det ser ud, som om man også her har kigget nogenlunde fagligt sagligt på, hvordan man kan skære kagen fornuftigt.

     Jeg skal ikke lægge skjul på, at netop fordi det er så få penge og så få opgaver, der er tale om, tvivler jeg lidt på, om fordelingen mellem regioner og kommuner kan betale sig, når man ser på antallet af medarbejdere osv. Ifølge lovforslaget er det i alt 3,9 mio. kr., som tages fra den amtskommunale sektor og bliver fordelt med 2,5 mio. kr. til primærkommunerne og 1,4 mio. kr. til regionerne. Oveni er der nogle administrationsudgifter, som udgør godt 10 mio. kr., og som også fordeles mellem de nye regioner og kommuner, og så må man altså spørge sig selv: Kan det betale sig at dele de opgaver op? Vi vil gerne have lov til lige at studere nærmere under udvalgsarbejdet, hvilke opgaver det helt konkret er, og om det kan betale sig at sprede den forholdsvis beskedne faglige kompetence på den måde.

Jeg vil bare indskrænke mig til at sige, at det, vi vil interessere os lidt for i udvalgsarbejdet, er, om det rent faktisk er fornuftigt at lade kommunerne give tilladelse og føre tilsyn på området, når det væsentlige, nemlig råstofplanen, alligevel laves på regionalt niveau.
     Når jeg lige ser på det, forekommer det mig, at det måske bare skyldes, at det skal passe ind i mønsteret. Men det kunne måske styrke planlægningen, hvis de folk, der skal lave planlægningen, også på deres egen krop får erfaringer med tilladelser og tilsyn, som vil gøre, at deres faglige evne til at lave planen hele tiden bliver udfordret i hverdagen. Det vil vi kigge på i udvalgsarbejdet.

Vi har gjort os de samme overvejelser som hr. Steen Gade, og jeg vil bare sige, at vi er færdige med overvejelserne.
     Vi er nået frem til, at vi synes, det her er det rene pjat. Hvis det nu var pjat, der var led i noget stort, som vi gerne ville være med til, kunne vi selvfølgelig godt være med, men når det er led i noget stort, som vi synes er noget skidt, vil vi ikke være med.
     Jeg er selvfølgelig ked af, at jeg på den måde ligesom formindsker betydningen af, at hr. Dohrmann også her kunne holde den sædvanlige tale om, hvad det betyder. Men det er hr. Dohrmann sikkert fuldstændig ligeglad med at jeg forsøger at gøre, så det er ikke noget problem.
     Vi kan altså ikke medvirke til dette forslag.

Lige bortset fra det sidste indlæg var jeg lige ved at føle, at vi var inde i sådan en hel stime af velvilje, og det er jo helt velgørende.
     Regionerne skal varetage opgaver i forbindelse med kortlægning og planlægning, mens kommunerne får overført en række opgaver efter miljølovgivningen og får kompetence til at meddele tilladelser og føre tilsyn. Tidligere var råstofplanlægning ifølge planloven en del af regionplanlægningen, men nu skal regionerne som noget nyt udarbejde egentlige råstofplaner. Det kunne der siges meget mere om, men jeg synes, at jeg vil tage udgangspunkt i de positive bemærkninger.
     Angående kommunerne er det jo rigtigt, at borgerne kun skal henvende sig ét sted om de ret enkle ting, og lad os endelig belyse det yderligere i udvalget. Men grundlæggende har der jo været en positiv stemning for også dette forslag, og det vil jeg gerne kvittere for.

Hermed sluttede forhandlingen, og lovforslaget overgik derefter til anden behandling.

Afstemning

Fjerde næstformand (Niels Helveg Petersen):
Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Miljø- og Planlægningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.