Ja, så er vi ved at nå til vejs ende med de otte lovforslag
i kommunalreformen på miljødelen. Jeg skal ikke sige meget om det her lovforslag, for det er jo rimelig enkelt. Det indebærer, at amternes nuværende opgaver efter lov om miljø og genteknologi overgår til staten.
Det er sådan i dag, at tilsynsopgaverne efter den gældende lov er delt mellem stat og amter. I lovforslaget foreslås det, at amternes nuværende tilsynsopgaver overføres til staten. Og man må sige, at lovforslaget således også er udtryk for en forenkling, idet det indebærer, at der fremover alene vil være én tilsynsmyndighed inden for lov om miljø- og genteknologiens område.
Lige for at præcisere, hvad det er, der så overgår til staten, så er det tilsynet med produktion af genetisk modificerede planter, dyr og mikroorganismer, at tilsynet med vilkårene i godkendelser af forsøgsudsætning med genetisk modificerede organismer overholdes, samt tilsyn med udstilling og informationsformidling med genetisk modificerede organismer.
Så det, der egentlig bare sker her, er, at man flytter opgaverne fra amterne til staten, og at der bliver én tilsynsmyndighed på alle de relevante områder. Derfor kan vi støtte det her forslag, og vi ser frem til, at vi får en god og saglig debat og måske også enstemmighed bag lovforslag nummer otte i rækken om kommmunalreformens miljødel.