Som udgangspunkt støtter vi fra Socialdemokratiets side dette forslag, der er en teknisk konsekvensrettelse af tre i øvrigt gode socialdemokratiske energilove fra hr. Svend Aukens tid som miljø- og energiminister.
Det er langtfra nogen hemmelighed, at vi i Socialdemokratiet har været kritiske over for den snævre aftale, regeringen har lavet med Dansk Folkeparti om strukturreformen. Vor kritik af aftalen har både været veldokumenteret og velbegrundet, men det er dog vigtigt for os i Socialdemokratiet at medvirke positivt og ansvarligt i arbejdet med at sikre, at Danmark igen får brugbare og opdaterede love efter det store reformarbejde.
Som antydet i min indledning kan selv en lille konsekvensrettelse som denne bringe glæde i den socialdemokratiske lejr, når der, som det er tilfældet her, er tale om en videreførelse af en visionær energipolitik, som blev formuleret, mens Socialdemokratiet var i regering i 1990'erne.
Som socialdemokrat kunne jeg ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet, da jeg læste de ordførertaler, der blev holdt fra den borgerlige side i forbindelse med fremsættelsen af de tre oprindelige energilovforslag, som vi her behandler rettelser til. Linjen var dengang kritisk, og det er derfor glædeligt, at den konservative energiminister, hr. Flemming Hansen, på vegne af den borgerlige regering lægger op til en videreførelse af en god socialdemokratisk energipolitik.
Med lov om fremme af besparelser i energiforbruget har vi fortsat et godt udgangspunkt for at sikre vore efterkommere mod de helt uoverskuelige konsekvenser, som den stadig stigende udledning af drivhusgasser har på den klimatiske udvikling i verden. Vi sikrer en prioritering af energibesparelsesaktiviteter, vi fremmer samarbejde og koordinering af udførelse af aktiviteterne, og vi sikrer en effektiv og brugervenlig rådgivning om energibesparelser over for forbrugerne.
Med en videreførsel af lov om Elsparefonden fremmer vi besparelser i elforbruget i boliger og i offentlige institutioner. Vi sikrer endvidere, at der fortsat kan gives tilskud til en række elbesparende tiltag, og endelig fremmer vi med lov om fremme af energi- og vandbesparelser i bygninger gennemførelsen af energi- og vandbesparende foranstaltninger gennem energimærkning af bygninger og udarbejdelse af planer for energibesparelser.
Men når det er sagt, vil jeg gerne henlede opmærksomheden på det forhold, at regionerne i modsætning til de tidligere amtskommuner ikke får sæde i Elsparefondens bestyrelse. Mens der i L 85 lægges op til, at de nye regioner på lige fod med kommunerne skal kunne optages i det lokale energispareudvalg og i øvrigt inddrages i arbejdet med at spare på energien generelt, lægges der ikke op til, at regionerne ligesom kommunerne skal kunne få sæde i Elsparefondens bestyrelse, og det kan vi fra Socialdemokratiets side ikke helt forstå. Måske er sagen ikke så vigtig, og der er da heller ikke kommet nogen indsigelser på området, men vi mener, at regionerne trods regeringens voldsomme udhuling af opgaverne stadig vil kunne bidrage positivt til arbejdet i Elsparefondens bestyrelse. Regionerne tegner sig trods alt for en rimelig stor del af det indenlandske elforbrug, så det giver altså god mening for os, at den regionale verden også får lejlighed til at være repræsenteret i Elsparefonden på lige fod med kommunerne.
Spørgsmålet om bestyrelsessammensætningen i Elsparefonden vil således være et emne, vi fra Socialdemokratiets side vil følge i udvalgsarbejdet, men derudover kan vi tilslutte os forslaget.