I det høringsnotat , som jeg har fremsendt til Sundhedsudvalget vedr. forslaget til sund-
hedslov (L 74) er det anført, at de r ikke skal være tvivl om, at princippet om vederlagsfri
adgang til sygehusydelser, lægehjælp, kommunale sundhedsydelser mv. fas tholdes.
Det er endvidere anført, at dette er præciseret i bemærkningerne til § 2.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet er blevet opmærksom på, at denne præcisering ved
en beklagelig fejl ikke er kommet med i det fremsatte lovforslag.
Jeg vil imidlertid gerne understrege, at regeringen ikke har nogen planer om ændringer
af de gældende regler om vederlagsfri sygehusbehandling og vederlagsfri behandling
hos alment praktiserende læger og speciallæger m.v.
Adgang til vederlagsfri behandling er således fastlagt mange steder i lovforslaget, jf.
bestemmelserne i § 51 om tolkebistand, i §§ 61, 62, 63, 64 og 65 om ydelser i praksis-
sektoren, i § 82 om sygehusbehandling, i §§ 122 og 123 om forebyggende sundheds-
ydelser til børn og unge , i §§ 128 og 130 om tandpleje til børn, i § 139 om hjemmesy-
gepleje, i § 141 om genoptræning, §§ 141 og 142 om misbrugsbehandling, i § 159 om
vaccinationer, i § 163 og 164 om specialiserede tandplejetilbud og i § 172 om befor-
dring samt en række steder i lovbemærkningerne.
Når der i lovforslagets § 2 tales om let og lige adgang og ikke fri adgang, er årsagen
alene, at sundhedsloven omfatter samtlige ydelser fra sundhedsvæsenet, herunder
ydelser der både nu og efter forslaget er forbundet med egenbetaling, f.eks. tandpleje.
Derfor ville jeg ikke finde det korrekt at anføre fri i betydningen gratis adgang som
et mål i lovf orslagets indledende bestemmelser.
Med venlig hilsen
Lars Løkke Rasmussen
Dato:
25. februar 2005
Kontor:
2.s.kt.
J.nr.:
2004-1200-59
Sagsbeh.:
JVB
Fil-navn:
Dokument 6
Folketingets Sundhedsudvalg