Jeg vil gerne starte med at anholde en bemærkning, hr. Kamal Qureshi gjorde her til sidst, nemlig påstanden, om at regeringen sammen med Dansk Folkeparti skulle have forværret problemet. Det synes jeg er en utidig bemærkning, og den er i hvert fald forkert, for hvis man iagttager problemets omfang, er der jo ikke tale om, at det er forværret. Tværtimod udvikler rygesagen sig dag for dag i den rigtige retning, og regeringen har, som fru Birthe Skaarup også var inde på, jo taget forskellige initiativer, der samlet set bidrager til, at antallet af dagligdagsrygere og dermed også antallet af folk, der udsættes for passiv rygning, falder dag for dag.
Det er også det hovedsynspunkt, der ligger bag det serviceeftersyn, hr. Naser Khader omtalte, og som jeg ganske rigtigt markerede jeg ville sætte i værk efter den debat, vi havde om emnet for noget, der nærmer sig et år siden. Der tegner sig et billede af, at muligheden for at bevæge sig i ikkerøgfyldte omgivelser allerede er blevet og stadig bliver bedre i det danske samfund. Senest har vi f.eks. kunnet glæde os over, at man har besluttet, at der slet ikke må ryges i S-togene. Resten af togtrafikken er på vej, og vi kan se af vores serviceeftersyn, at på område for område gennemføres der faktisk stadig mere restriktive regler, og vel at mærke regler, der hviler på lokale beslutninger eller på beslutninger, der så at sige vokser ud af den pågældende sektors særlige interesser.
Men det rokker jo ikke ved, at vi ikke er i mål. Det er vi enige om, og jeg tror slet ikke, der overhovedet er nogen uenighed om, hvad der er endemålet, nemlig at alle skal kunne færdes uden at blive udsat for passiv rygning, medmindre man selv positivt vælger at lade sig udsætte for passiv rygning.
I virkeligheden er det snarere en diskussion om metoderne end om målet. Her har regeringen haft det udgangspunkt - og det er fortsat vores udgangspunkt - at vi bedst fremmer denne sag ved at få et sæt nye holdninger til at vokse frem og ved at sørge for, at man de steder, hvor man har det umiddelbare driftsansvar - hvad enten det er på en skole, en daginstitution, en arbejdsplads eller en restaurant
- selv tager et ansvar. Det er sådan set det sidste, vi nu giver en hjælpende hånd ved at bestemme, at fra den 1. juni skal alle serveringssteder træffe et bevidst valg, og det skal være synligt, hvilket valg man har truffet. Det kan understøtte ikkerygernes valg af restaurant, og det kan sådan set også understøtte dem, der arbejder i restaurationsmiljøet, i deres valg af arbejdsplads. Det er et forsøg på at skubbe udviklingen yderligere i den rigtige retning.
Jeg er glad for at kunne konstatere, at der er fuld opbakning til forslaget, om end jeg selvfølgelig også har noteret mig, at nogle synes, at vi umiddelbart skulle gå længere allerede nu. For så vidt angår den overvejelse - om man skal bevæge sig længere i en eller anden given retning - brugte jeg sidst førstebehandlingen af forslaget, for der er jo tale om en genfremsættelse, til at markere, at i regeringens optik skal vi bruge 2005 til at debattere det spørgsmål.
Hvis der skal lovgives yderligere, og hvis der skal regelreguleres yderligere om rygning, skal det ske med afsæt
i en bredt funderet offentlig folkelig debat, så der er opbakning til de skridt, vi tager, og vi er sikre på, at der også vil være respekt for de skridt, vi tager. Det er baggrunden for, at jeg ønsker at skyde et debatår i gang med en konference, som vil blive afviklet onsdag den 13. april, og som så at sige kommer til at markere startskuddet til en debat om passiv rygning med henblik på, at vi kan bruge et lille års tid fra det tidspunkt at regne til at få belyst forskellige modeller. Forskellige lande har valgt forskellige modeller, og forskellige lande har gjort forskellige erfaringer. Der er den irske model, som er til at forstå: Al rygning er forbudt
i det offentlige rum. Der er den engelske model, som nu fases ind over en længere årrække, og hvor der sondres mellem serveringssteder, der kun serverer drikkevarer, og serveringssteder, der serverer både vådt og tørt. Der er sådan set mange varianter, hvis man vil gå ind i overvejelser om at lave modeller for en nærmere rygeregulering, men det, der er mit og regeringens synspunkt, er, at hvis vi skal gå et skridt videre, skal vi gøre det bevidst, og så skal vi tage et skridt, der har en tilstrækkelig længde, så vi ikke skal tage et skridt mere allerede dagen efter. Nu er det selvfølgelig ikke min første forpligtelse som sundhedsminister at gøre mig nogle erhvervspolitiske betragtninger, men alligevel: Vi har jo kunnet se i Sverige, hvordan man i første omgang valgte at løse problemstillingen ved at stille krav om ventilation og afskærmning m.v., hvilket gjorde, at det svenske restaurationsmiljø foretog massive investeringer, men efterfølgende nåede man i Sverige frem til denne konklusion: Det er alligevel ikke godt nok, vi vil hellere tage et skridt yderligere. Jeg har altså det synspunkt, at skal der tages et skridt, kan vi lige så godt tage et skridt af så stor længde, at vi er sikre på, at vi kommer til at stå fast i en lang tid fremover. Det er sådan set baggrunden for, at jeg for nærværende afviser de forslag, der har været fremme i debatten om med et fingerknips at lave rygerestriktioner i restaurationsmiljøet, og det gør jeg af to grunde. For det første er debatten for snæver. Serviceeftersynet viser jo bl.a., at spørgsmålet om passiv rygning har en rækkevidde, der rækker langt ud over restaurationslivet. Hvis man skal sætte sagen lidt på spidsen, kan man sige: Hvad hjælper det, at man sørger for, at gymnasieeleven i 3. g ikke bliver udsat for passiv rygning 3 timer fredag aften på et diskotek, hvis han i øvrigt er passiv ryger resten af ugen på gymnasiet? Indfaldsvinklen er for snæver. Det er den ene overvejelse, og den anden overvejelse er den, jeg refererede før: Hvis vi tager et skridt, skal vi ikke bare kende retningen, men også skridtlængden. Derfor vil jeg gerne her, hvor jeg kan slutte af med at konstatere, at der er opbakning bag lovforslaget, signalere, at vi er parat til at tage diskussionen, og at vi sætter den
i gang den 13. april. Vi er også parat til at sætte en deadline på ca. 1 år, og regeringen er naturligvis også helt på det rene med, at efter en debat, vi selv sætter i gang, har vi som regering også en forpligtelse til at konkludere og udmønte vores konklusioner. Med denne tilkendegivelse vil jeg stille mig til rådighed for det udvalgsarbejde, der nu går i gang.