Man kan tage det helt roligt. Jeg kunne aldrig drømme om at forsøge at sætte lus i skindpelsen mellem Venstre og Dansk Folkeparti eller skabe splid mellem Dansk Folkeparti og regeringen. Det klarer man på en række områder helt fint selv, så det er der ingen grund til.
I denne her sag tror jeg til gengæld heller ikke, der er særlig store muligheder for det. Det fremgik jo klart af hr. Jens Kirks indlæg og hr. Bent Bøgsteds indlæg, at når det kom til stykket, var Venstre og Dansk Folkeparti indstillet på at acceptere, at de her arbejdspladser bliver flyttet til København. Man har lavet et forlig, hvor det er prisen, fordi man har besluttet sig til, at når det kommer til stykket og der ikke lige er valgkamp, er det ligegyldigt, hvor arbejdspladserne ligger henne. Det er jo bare at tage til efterretning. Vores udgangspunkt for at være negative over for det her forslag er, at vi sådan set synes, at det med de her miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger også sagligt set ligger bedst ude i distrikterne. Vi synes, det er meget fornuftigt, at det ligger relativt tæt på de mennesker, der skal bruge det. Vi tror faktisk, at muligheden for at opnå fornuftige resultater, at få lavet frivillige aftaler osv. er bedre, hvis de mennesker, der skal indgå aftalerne, er lokale mennesker med kendskab til forholdene, end hvis det er folk, der kommer rejsende fra København. Derfor ville vi faktisk på det her område lægge ganske meget vægt på at opnå bare det lille resultat, at man erkendte, at når man nu ikke vil have noget i regionerne, kunne staten her godt foretage en decentralisering af opgaverne og altså flytte de her opgaver ud i landet, fordi det for Enhedslisten ikke er helt ligegyldigt, hvor der nedlægges arbejdspladser. Det er ikke mange i det her tilfælde, men det er jo symptomatisk, at det, der er sket med arbejdspladserne, er, at mens man i Folketinget har talt om, at der skulle flyttes arbejdspladser fra København til provinsen, er der sket præcis det modsatte: Der er flyttet arbejdspladser fra provinsen til København. Og når man opretter nye arbejdspladser, viser det sig også næsten at være umuligt at sikre, at nogle af dem bliver oprettet i provinsen. Selvfølgelig har man også lavet sin del af decentralisering i forhold til det lovforslag, og det er man selvfølgelig også sluppet skidt fra. Det lyder meget logisk, det der med at udpegningen af SFL-områderne, altså de særlig følsomme landbrugsområder, skal varetages af kommunerne, fordi de jo ligger tæt på dem, det handler om. Nu er problemet bare, at man, hvis man kommer ud i den danske natur, vil opleve, at mange naturområder, især vandløb, strækker sig over mange kommuner. For at sikre sammenhæng i det ville det såmænd også her være meget naturligt, at det var en opgave, der lå i regionerne. Jeg er sådan set enig i, at den også ville ligge dårligt
i staten, og det er derfor, at man er kommet i den her meget, meget ulykkelige situation, at fordi man har besluttet sig til, at amterne skal nedlægges, og at der ingenting skal være
i regionerne ud over sygehuse, ja, så bliver man nødt til indimellem at anbringe ting steder, hvor de ikke passer ret godt. Det er en dårlig idé. Det tror jeg så ikke man kan gøre ret meget ved inden for rammerne af de aftaler, som er indgået indtil nu. Men det er stadig muligt at sikre, at man i forbindelse med administrationen af de miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger fik en eller anden form for decentralisering.