Med dette forslag har vi igen at gøre med en ren konsekvensrettelse som følge af strukturreformen.
På grund af at amterne erstattes af regioner, bliver det fremover regionsrådene, der får ansvaret for det beredskab, der vedrører regionernes opgaver, og fra Socialdemokraternes side vil vi ikke stille os i vejen for den tekniske konsekvensændring, der ligger i forslaget. Selv om vi af forskellige årsager ikke er enige i det samlede forlig om strukturreformen, som det ligger nu, vil vi ikke hindre, at lovene bliver opdaterede, så de svarer til den nye kommunale og regionale virkelighed.
I Socialdemokratiet lægger vi vægt på, at koordinationen af beredskabsindsatsen sker så tæt på krisens udspring som muligt, fordi kendskab til lokalområdet kan være nødvendigt for en effektiv krisehåndtering. Nogle ulykker vil kunne håndteres lokalt, andre regionalt, mens større ulykker eller katastrofer kræver koordinering på nationalt niveau. Det afgørende er, at der altid er en soleklar ansvarsfordeling, så alle i systemet ved, hvem der har ansvaret i en given situation, og vi undgår, at kostbar tid går tabt, og at der opstår usikkerhed blandt det udøvende personale. Derfor er det vigtigt, at vi i forbindelse med den nye opgavefordeling mellem kommuner, regioner og stat sørger for, at ansvaret for både beredskabsplanlægningen og udmøntningen bliver placeret sådan, at vi sikrer, at der ikke er nogen opgaver, der lander mellem to stole. Beredskabsplanerne på alle niveauer skal føres ajour, så alle sektorområder er dækket fuldt ind og ansvaret klart fastlagt. Der skal ikke være nogen tvivl om, at beredskabet er i orden, både for så vidt angår planlægningen og udførelsen af opgaverne. Selv om det tydeligt bliver understreget, både i selve forslaget og i kommentarerne til høringssvarene, at der med dette forslag udelukkende er tale om en konsekvensrettelse som følge af kommunalreformen, havde vi i Socialdemokratiet gerne set, at ministeren havde benyttet lejligheden til at se på nogle af de ændringer på beredskabsområdet, som vi ved vi alligevel skal i gang med inden for den nærmeste fremtid.
F.eks. betyder kommunalreformen, at de fleste kommuner står over for at skulle udskifte eller ombygge deres radiosystemer.
I forbindelse med forsvarsforliget sidste år blev der iværksat en undersøgelse, som skulle fastlægge rammerne for indførelsen af en fælles kommunikationsteknologi for det danske totalberedskab, og flere rapporter har også peget på behovet for et fælles kommunikationssystem. Ændringerne i forbindelse med kommunalreformen ville have været en oplagt lejlighed for regeringen til at melde en standard ud i forhold til den nye teknologi. På den måde ville beredskaberne få mulighed for at købe nyt udstyr i takt med behovet for udskiftning med en vished om, at det ikke skulle skiftes ud ganske kort tid efter. Det ville jo være spild af ressourcer, dyrebare ressourcer, som vi ved at kommunerne jo nok skal få brug for til andre ting i de kommende år. Desuden ser vi i Socialdemokratiet frem til at få en grundig debat om mulighederne for at forbedre beredskabet på baggrund af den undersøgelse om erfaringerne med fyrværkeriulykken i Seest, som erhvervs- og økonomiministeren er i gang med.