Den næste sag på dagsordenen var:
9) Første behandling af lovforslag nr. L 51:
Forslag til lov om ændring af musikloven. (Udmøntning af kommunalreformen, for så vidt angår musikområdet). Af kulturministeren (Brian Mikkelsen). (Fremsat 24/2 2005).

Lovforslaget sattes til forhandling.

Forhandling

Lars i 3. klasse drømmer ikke om at blive fodboldspiller - nej, han drømmer om at blive en ny Lars Ulrich, en ny Lars
H.U.G, en ny Lars Lilholt eller en ny Lars Hannibal. Men Lars er så uheldig, at han bor i en af de 37 kommuner, hvor der ikke findes en musikskole i dag. Som kompensation kan det jo godt være, at Lars får lov til at spille fodbold, men hvordan
i alverden skal boldspilleriet nogen sinde bringe Lars op på en idolplakat ligesom sine rockidoler? Med kommunalreformen reduceres antallet af kommuner til 99, og dermed vil der som minimum være én af de nuværende 234 musikskoler i hver kommune. Det er et godt udgangspunkt, og det er et skridt fremad.
     I Venstre vil vi gøre vores til, at musikinteresserede og fremtidige musiktalenter får mulighed for at modtage musikundervisning fra barnsben. I Venstre ønsker vi et Danmark, hvor der ikke blot er frihed til at vælge, men også mulighed for at vælge, hvad enten man interesserer sig for fodbold, spejder, kunst eller musik. Med lovforslaget, der ændrer musikloven som følge af udmøntningen af kommunalreformen, gøres det nu lovpligtigt for kommunerne at drive musikskoler. I Venstre ønsker vi at styrke den musikalske fødekæde. Enhver stump, dreng som pige, der drømmer om at blive den nye Lars Ulrich, Lars H.U.G, Lars Lilholt eller Lars Hannibal eller måske en ny Swan Lee, skal have mulighederne for at blive det.
     I Venstre ser vi det som noget positivt, at vi styrker den musikalske talentpleje gennem MGK'erne og musikkonservatorierne. Når jeg lytter til de unge danske musikere og talenter, som hvert år indtager scenen på spotfestivalen og viser, at dansk musik er i livlig vækst og udvikling, tænker jeg: Fedt, hvor er det fedt, for hvad nu, hvis Swan Lee aldrig nogen sinde havde fået mulighed for at udvikle sig fra en grim ælling til en Swan Lee?
     I sidste uge viste en evalueringsrapport, at også de rytmiske spillesteder er i vækst. Alene de mindre og mellemstore spillesteder samler hvert år mere end 2 millioner danskere til koncerter, og der afholdes mindst 12.500 koncerter årligt, så det er altså blevet in at være musiker. De toner lyder også fra branchen selv, der siger, at talentmassen vokser frem som spirerne i det gryende forår. Også de rytmiske spillesteder styrkes i forbindelse med ændringen af musikloven. De amtslige tilskud overgår til staten, og finansieringen af de rytmiske spillesteder styrkes yderligere gennem udmøntningen af finanslovaftalens pulje til musikinitiativer. Det hilser vi sammen med de øvrige elementer i lovforslaget velkommen i Venstre.
     I disse tider, hvor man som politiker skal opgive alle interesser og medlemskaber, kan jeg vel lige så godt indrømme, at jeg er ret stor tilhænger og til dels afhængig af dansk musik. I disse tider, hvor man jo skal definere sine interesser, må jeg sige, at jeg har en klar interesse i, at dansk musik styrkes. Jeg har sågar en fortid og nok også en fremtid blandt publikum på både de rytmiske spillesteder og stolerækkerne ved de klassiske koncerter.

     Selvfølgelig er der kommuner, der brokker sig. Der er høringssvar fra KL, der siger, at musikskolerne ikke burde være lovpligtige, men i Venstre spørger vi: Hvem er det, der bliver tabere, hvis kommunerne ikke driver musikskoler? Det bliver de børn, der drømmer om at blive rockstjerner eller går rundt med en lille Pavarotti i maven. Taberne bliver de musiske talenter og den danske musikscene, som ikke længere vil frembringe talenter og succesbands, der også kan sælge plader uden for de danske grænser og bidrage til den kreative eksport. Taberne bliver såmænd også alle os, som stadig gerne vil kunne tænde for radioen og høre fremragende dansk musik.
     I Venstre mener vi, at det er i alles interesse, at den musikalske fødekæde styrkes, og vi støtter, at staten overtager finansieringen af landsdelsorkestrene, og at staten overtager ansvaret for MGK'erne. På den anden side er der også høringssvar, som udtrykker bekymring over, at der ikke er nedskrevet klare krav til omfanget af musikskolernes undervisning. Her må vi bare sige:
Er det ikke allerede et skridt fremad, vi tager ved at gøre det lovpligtigt for kommunerne at drive musikskoler? Den bekendtgørelse, som gælder for området i dag, og som netop definerer de vejledende krav, fastholdes jo, og som det også fremgår af lovforslaget, vil det stadig være den bekendtgørelse, der fastslår, hvilke standardvedtægter der skal skabes for musikskolerne. Vi er ikke villige til at gå ind i en diskussion om at stille totale krav på musikskoleområdet, altså krav om, at der skal undervises i alt alle steder. Vi tror, der er mulighed for, at der kan skabes en fleksibilitet, men i udvalgsbehandlingen er vi villige til at gå ind i en diskussion om, hvorvidt der kan opstilles fleksible minimumskrav.
     I Venstre støtter vi lovforslaget. Vi mener, det er et positivt skridt fremad, vi mener, ændringerne styrker musikloven, og vi ser frem til en konstruktiv udvalgsbehandling, hvor vi kan være med til at styrke den musikalske fødekæde i Danmark. Når Lars i 3. klasse drømmer om at blive en rigtig musiker, en Lars Ulrich, en Lars Lilholt, en Lars Hannibal eller en Lars H.U.G., er vi også nødt til at tage et ansvar for at sikre, at rammerne er til stede.

Der er lige nogle bemærkninger, og den første kommer fra fru Elsebeth Gerner Nielsen.

Jeg kan godt lide udtrykket »en fleksibel minimumsordning«, for det er vist det, lovforslaget lægger op til.
     Jeg må blankt indrømme, at jeg har opfattet det, som om punkt A er røget ud af loven, så det er ikke korrekt, når jeg sagde tidligere, at der overhovedet ikke er nogen definition
i musikloven, sådan som lovforslaget ligger nu, for det er der. Men problemet er jo, at fra nu af skal musikskoleområdet finansieres via bloktilskuddene. Tidligere var der en refusionsordning, som gav kommunerne et økonomisk incitament til at oprette musikskoler, fordi de fik nogle penge fra staten, men det incitament vil ikke være der i fremtiden, og derfor kan man frygte, at kommunerne vil lave en meget, meget skrabet løsning - ikke fordi kommunerne er onde, men fordi de faktisk mangler penge.
     I den sammenhæng kunne jeg godt tænke mig at høre, om det er Venstres opfattelse, at en måde at løse det finansielle problem på er at øge deltagerbetalingen. Er Venstre parat til at acceptere, at man simpelt hen kommer til at betale mere for at gå i musikskole?

Som jeg sagde i min indledning, er musikområdet i Danmark i vækst. Der er utrolig mange unge mennesker, der går og drømmer om at blive musikere, vore rytmiske spillesteder oplever en renæssance, og der er en masse unge mennesker, der engagerer sig i musik og ønsker at komme på musikskolerne.
     Jeg er ret sikker på, at hvis kommunerne skærer ned på det niveau, der er i dag, vil det ikke bare være et par politikere fra oppositionen, der siger her i salen, at det er for dårligt. Jeg er sikker på, at musikbranchen i Danmark vil påpege det, og at en lang række unge mennesker vil sige, at de vil have mulighed for at få den samme musikskoleundervisning som tidligere. Jeg ser det som en del af den demokratiske dialog i Danmark, at der er mulighed for at udtrykke sig, og jeg tror, at kommunerne vil lytte til, hvad deres indbyggere siger, for ellers tror jeg, at de vil have meget få indbyggere i den sidste ende.

Ordføreren svarede ikke på mit spørgsmål, så jeg gentager det: Vil Venstre være med til at øge deltagerbetalingen på musikskolerne?

Nu er det jo ikke sådan, at vi her i Folketinget skal fastsætte, hvad det skal koste at gå i musikskole og trutte i trompet eller spille på klaver eller slå på tromme i kommune
X eller kommune Y. Det er jo en opgave, vi har lagt ud til decentral beslutning, og sådan skal det også fortsat være. Men som det stadig fremgår af loven, må musikskoleelevernes brugerbetaling ikke overstige en tredjedel af bruttoudgifterne til skolens drift.

Jeg er glad for, at ordføreren deler min opfattelse af, at det her er et utrolig vigtigt område, og at musikskolerne har stor betydning også for den øvrige musikudvikling i Danmark.
     Nu sagde ordføreren, at man ville få en yderligere styrkelse af musikaktiviteterne af det her. Så vil jeg bare lige bede ordføreren om at bekræfte, at det ikke er sådan, at regeringen har til hensigt at afsætte flere penge til det her område med lovgivningsinitiativet. Det var det første spørgsmål.
     Det andet spørgsmål er: Kan ordføreren ikke bekræfte, at med det her forslag kan musikskolerne ikke være sikre på at få det beløb til rådighed, som de har i dag til at drive musikskole for; de kan ikke være sikre på det, for det afhænger af, hvilken stilling kommunen tager til spørgsmålet?

Nu er det jo sådan i denne verden, at man som regel ikke kan være sikker på noget, ligegyldigt om det er det ene eller det andet. Der kan jo også godt være en situation, hvor der er kommuner, der siger, at de vil opjustere tilskuddet til musikskolerne. Det kan jo være, at der er kommuner i Danmark, der ser en fordel i at styrke den musikalske undervisning og styrke deres musikskoler, når nu de bliver større. Det ved vi jo ikke; der har vi jo ikke rigtig sikkerhed for, om det går
i den ene eller den anden retning. Både Socialdemokratiets ordfører og jeg selv ved jo godt, at de forhandlinger, der ligger på det økonomiske område, kommer i forbindelse med DUT-forhandlingerne. Om det giver mere eller mindre, ved jeg ikke, det er jo en forhandling, der ligger på det tidspunkt.

Det udtrykte Venstres ordfører helt korrekt: Det har vi ikke helt sikkerhed for. Og det er jo det, der er problemet for nogle partier her i salen og også for mange, mange brugere af musikskolerne udeomkring. De har ikke sikkerhed for, hvordan det skal gå med den her virksomhed, som vi alle sammen mener er vigtig.
     Så derfor spørger jeg ordføreren: Hvordan får vi sikkerhed for, og hvordan skal vi give dem sikkerhed for, at den her aktivitet kan fortsætte og have de mange positive effekter, som ordføreren har stået og talt om?

Som jeg sagde i min tale, vil vi få et fremskridt i forhold til situationen i dag, i og med at vi i dag af landets 271 kommuner kun har 234 kommuner, der driver musikskole. Med forslaget gør vi det lovpligtigt for kommunerne at drive musikskole.
     Det synes jeg er et langt skridt fremad i forhold til den situation, vi har i dag, hvor vi oplever, at der er 37 kommuner i Danmark, der ikke har taget ansvaret alvorligt. Nu har vi gjort det lovpligtigt. Det betyder, at i alle de 99 nye kommuner kommer der en musikskole. Det er da et gevaldigt skridt fremad.
     Lad os så gå konstruktivt ind i udvalgsbehandlingen og sikre, at det, der åbenbart er vores alle sammens intentioner på området, at vi får styrket den musikalske fødekæde i Danmark, også er det, der kommer til at stå i teksten, i stedet for at vi bliver ved med at kigge på, om der står det ene eller det andet, om der står »kan« eller »skal«.

Jeg vil da lige kommentere, at det jo er rigtigt og meget glædeligt, at både de rytmiske spillesteder og mange, mange børn gerne vil spille. Det er sådan, at vi har ca. 140.000 børn i Danmark i dag, der spiller i musikskolerne. Men der er også 10.000 på venteliste i dag, fordi kommunerne allerede i dag ikke har midler nok til at sætte alle børn i gang, der gerne vil spille. Det var en kommentar.
     Nu kommer spørgsmålet. Jeg er vældig glad for, at fru Ellen Trane Nørby er positiv over for musikundervisning. Så nævnte ordføreren, at kommunerne vil være gode til selv at definere, hvordan de vil have deres musikskoler. Hvis fru Ellen Trane Nørby mener det, så vil jeg gerne spørge, om hun selv har gjort sig tanker om, hvad en musikskole skal indeholde for at kunne kaldes en musikskole.

Der bliver jo ikke ændret på det med lovforslaget, idet det stadig væk er en bekendtgørelse fra ministeriet, som går ind og definerer, hvordan standardvedtægterne for musikskolerne kommer til at se ud.
     Som jeg også sagde, så mener jeg ikke, der skal et totalt krav, en total definition til på området, fordi det ikke nødvendigvis er samtlige instrumenter, der skal undervises i alle steder. Det kan være, at man på én musikskole vil lægge særlig vægt på noget og dermed have en konkurrencefordel på et område.
     Men vi kunne tage en diskussion om, hvordan man på en fornuftig måde i forbindelse med udvalgsbehandlingen kunne gå ind og kigge på, hvordan man så udformer et minimum, som selvfølgelig skal omhandle den rytmiske musik, den klassiske musik, eneundervisning, samspilsundervisning, sådan som det også tidligere har været diskuteret.

Fru Bente Dahl for sit sidste spørgsmål.

Det er jo allerede i dag sådan, at musikskolerne har delt sig op i forskellige instrumentgrupper og arbejder sammen. En musikskole kan få en underviser til fagot eksempelvis, og så arbejder man sammen med nabomusikskoler; det finder allerede sted i dag.
     Så vil jeg gerne høre, hvordan fru Ellen Trane Nørby kan sikre, at der fremover ikke vil blive ventelister, at 10.000 børn ikke skal stå på venteliste. Der er 10.000 børn i Danmark, der i dag gerne vil spille, men som ikke kan komme til fadet på grund af manglende bevillinger.

Jeg forstår ikke, at når vi kan være enige om, at situationen allerede i dag er sådan, at der er kommuner, der har valgt at opprioritere musikskolerne, og som faktisk gør utrolig meget på musikskoleområdet, at situationen i dag allerede er sådan, at musikskolerne koordinerer på tværs, sådan at man sikrer, at alle musikinstrumenter på den ene eller den anden måde udbydes til spilleundervisning, hvorfor vi så forventer, at efter den 1. januar 2007 vil situationen være helt anderledes. Jeg kan simpelt hen ikke forstå, hvorfor vi fra den ene dag til den anden skulle opleve en situation, hvor musikskolerne lige pludselig overhovedet ikke har nogen prioritet.
     Med hensyn til ventelisterne: Der er jo også badmintonspillere i Danmark, der ikke har adgang til en hal; der er ventelister på en lang række områder. Og jeg mener ikke, vi skal sidde herinde i Folketingssalen og definere, om der skal bygges en hal i kommune A, om der skal bygges det ene eller det andet, eller om der skal oprettes et ekstra hold på en musikskole. Det er jo netop derfor, vi har valgt, at vi tager os af de overordnede principper, og at vi har et decentralt styringsprincip, hvor vi forventer, at kommunerne tager et ansvar for, hvad der sker i lokalsamfundene.

Tak til ordføreren. Så er der vist ikke flere korte bemærkninger, og vi går til næste ordfører, og det er hr. Mogens Jensen.

Udgangspunktet for Socialdemokraterne i denne her sag må naturligvis være, om der med de ændringer, der nu sker af musikloven, sker en forbedring for musikken og den musikalske udfoldelse i Danmark, og i hvert fald må udgangspunktet være, at lovforslaget ikke medfører dårligere betingelser for musikken end hidtil.
     Meget af det afhænger jo, som debatten også allerede har gået på i dag, af de økonomiske betingelser for gennemførelsen, både for så vidt angår kommunalreformen og også de kommende bloktilskudsaftaler, som vi jo desværre ikke kender noget som helst til endnu. Men jeg vil da gerne slå fast, at det er en klar forudsætning for os, at kommunalreformen heller ikke på det her område bruges til at lægge grunden til nedskæringer og forringelser af forholdene.
     Vi finder det positivt, at kommunerne overtager ansvaret for driften af musikskolerne, og at det bliver lovpligtigt at drive en musikskole i samtlige kommuner.
     De ca. 230 skoler, som vi har i dag, har jo siden deres oprettelse, som det også tidligere i dag er blevet sagt, været en fantastisk gevinst for det danske kulturliv, og vi har også opnået en utrolig tilstrømning gennem årene og har jo i dag ca. 135.000 elever. Det er vigtigt at fastholde, men også at bygge videre på.
     Vi mener ikke, at lovforslaget for nuværende besvarer det allervigtigste spørgsmål, og det har debatten allerede vist: Hvordan sikrer vi den nødvendigt høje kvalitet i musikskolens tilbud? For man fjerner jo nu, som det står alle klart, et fast og øremærket statsligt tilskud til skolerne, der har været en af forudsætningerne for en fornuftig kvalitet, og overlader det til en kommunal prioritering uden at ville fastsætte reelle minimumskrav til indholdet af undervisningen.
     Ministerens højeste sagkundskab på området, Kunstrådet, har fremlagt et meget fornuftigt forslag til minimumsbestemmelser, og lovforslaget har også tidligere indeholdt et mere uddybende minimumskrav, som nu desværre er taget ud, men jeg er glad for, at der er flere, der har givet tilsagn om, at det er noget, vi kan drøfte i de videre forhandlinger.
     Reformen kan ellers ende med at give en dårligere musikskoleundervisning, end vi har i dag, og det kan ingen, og i hvert fald ikke vi, være tjent med. Derfor vil det være afgørende for os, at vi i det videre arbejde med lovforslaget får sikkerhed for, hvordan vi bevarer og forbedrer kvaliteten
i musikskoleundervisningen. Det må også være en klar forpligtelse for regeringen og Folketinget, at vi nu ikke med de nye rammer, vi her skaber, medvirker til at skrue deltagerbetalingen yderligere i vejret. Deltagerbetalingen er steget gennem de senere år, og det er vigtigt, at børn uanset størrelsen af fars eller mors pengepung har mulighed for at deltage i musikundervisning. Også her vil vi godt diskutere, om man kunne operere med fripladser, som vi også kender det fra andre vigtige områder. Set i lyset af, at musikskoler nu bliver obligatoriske for kommuner at etablere, kan det virke mærkeligt, at man ikke også ønsker, at kommunerne forpligtes til at oprette musikråd eller musikudvalg, så der kan sikres den nødvendige sagkundskab og koordinering af aktiviteterne. Også det spørgsmål synes jeg at vi må belyse nærmere, før vi kan tage endelig stilling til lovforslaget.

     Vi kan også tilslutte os, at staten overtager det økonomiske ansvar for de musikalske grundkurser og derved skaber den nødvendige sammenhæng til de næste led i den musikalske fødekæde. Men også her må vi i det videre arbejde se nøjere på indhold, kvalitet og økonomi under den nye struktur, idet vi allerede her fra flere sider har påpeget, at kurserne allerede i dag er underfinansierede.
     Endelig må vi have ministerens svar på, hvad der skal ske med de mange musikaktiviteter, som i dag udføres i amtsligt regi, og som ikke er placeret i den nye struktur. Det gælder ungdomsorkestre, amatørsymfoniorkestre, bigbands og andre tværgående aktiviteter, som der i dag er stor glæde af i lokalsamfundene. Hvordan sikrer vi, at de rammer og aktiviteter fortsætter under den nye struktur?
     Vi er positive over for de store træk i lovforslaget, men der er en række vigtige forhold, som vi gerne vil have styr på i det videre forløb, og som vi også gerne vil have at der kommer styr på, for vi vil gerne tage et endeligt medansvar for lovforslagets gennemførelse.
     Så skal jeg bemærke, at hr. Ole Sohn tilslutter sig de bemærkninger.

Tak til ordføreren. Næste ordfører er fru Louise Frevert.

Louise Frevert (DF): Dette lovforslag om ændring af musikloven må jeg sige er en forenkling, der er meget kærkommen i det musikalske miljø. Det vil blive langt mere overskueligt at finde ud af, hvor ansvarsfordelingen vil ligge, og både regelforenklingen og overskueligheden består i de fem punkter, der tidligere er listet op i lovforslaget som primærområderne. Man har en intention om, at eksempelvis musikskolerne skal have en lokal forankring, hvilket vil gøre det meget lettere at etablere et musikalsk miljø i nærområdet. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at på det kulturelle område forventer Dansk Folkeparti sig en del, og specielt på det musikalske område, nemlig at der vil komme en lokal udvikling og bevidsthed om vigtigheden af, at børn så tidligt som muligt stifter bekendtskab med musik og musikkens verden. Det kan børnene netop have mulighed for, hvis skolerne er knyttet til et nærområde. Derudover er hver enkelt kommune forpligtet til at oprette en musikskole, hvilket også vil være med til, at bevidstheden om musikskolerne vil fylde langt mere i dagligdagen. Skal jeg derudover fremhæve et andet punkt, som der har været meget blæst om i mange år, så er det spillestederne. Jeg kan kun se, at det med denne ordning vil blive langt mere gennemskueligt, netop ved at staten er garant for tilskuddet, samtidig med at man stadig skal forvente, at der er en kommunal medfinansiering. Naturligvis vil den være der, idet lokalområdet vil være interesseret i at udvikle en talentskare. Landsdelsorkestrene og Sjællands Symfoniorkester vil også få en meget større synlighed i det musikalske landskab, når driften af Sjællands Symfoniorkester vil blive støttet af staten, men Sjællands Symfoniorkester vil samtidig have en regional tilknytning og forpligtelse. Alt andet lige så har landsdelsorkestrene jo nationale forpligtelser og nationale opgaver, men har selvfølgelig en speciel tilknytning til visse dele af landet, og derfor er det kærkomment, at det nu én gang for alle er fastsat, at landsdelsorkestrene får et fastsat beløb på de årlige finanslove og vil blive etableret som selvstændige institutioner med egne vedtægter. Dette er et godt lovforslag, som vil fremme musiklivet i Danmark.