Socialdemokratiet er med i forliget om de nye kommunegrænser, der betyder et nyt landkort og en reduktion til kun 99 kommuner.
Vi har selvfølgelig det udgangspunkt, at det her skal foregå så nemt og smertefrit for landets borgere som overhovedet muligt og for de myndigheder og den administration, der ligger til grund for det.
Derfor er vi enige om at lade postnummeret være det bærende i det offentlige adressesystem. Det forslag betyder, at vejnavnene vil være entydige for de enkelte postnumre og dermed lette de administrative byrder for det offentlige og for postvæsenet. Dermed er der også en chance for at undgå misforståelser og usikkerhed, som navneændringer under alle omstændigheder ellers ville medføre.
Men lovforslaget indeholder også nogle andre ændringer, nemlig som konsekvens af nedlæggelsen af amterne. Det er ingen hemmelighed, at vi i Socialdemokratiet gerne så, at regeringen udviste en lille smule mere tillid til de nye regioner, der nu skal sættes i søen. Vi mener, at der er en lang række opgaver, der løses bedre på et regionalt niveau.
Lovforslaget indeholder ikke mulighed for, at de nye regioner kan indgå i et samarbejde med aktieselskaber. Desuden fratager man regionerne repræsentation i Konkurrencerådet og Stormrådet.
I Socialdemokratiet ærgrer det os lidt, at man med den her lov helt ignorerer de gode erfaringer, der er med det private og amtslige samarbejde, og måske skulle den i stedet for overlade nogle af de ting til regionerne. Vi mener, at det her forslag sådan set meget godt illustrerer regeringens ambition om at udhule de nye regioner mest muligt.
Vi vil opfordre ministeren til, at man i det lovgivningsarbejde, der nu kommer, også involverer regionernes mulighed for at indgå i det her.
Socialdemokratiet kan tilslutte sig forslaget og vil gå positivt ind i arbejdet for det.