Den næste sag på dagsordenen var:
2) Første behandling af lovforslag nr. L 32:
Forslag til lov om ændring af lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. og lov om kommunal anvisningsret. (Indsats mod ghettoisering). Af socialministeren (Eva Kjer Hansen). (Fremsat 23/2 2005).

Lovforslaget sattes til forhandling.

Forhandling

Det forslag, vi nu skal behandle, indgår som et led i regeringens strategi mod ghettoisering, som første gang blev fremlagt i maj 2004. Der er således tale om en genfremsættelse af L 135.
     Forslaget indebærer nye udlejningsregler i problemramte områder med alment boligbyggeri og bedre anvisningsmuligheder
i privat udlejningsbyggeri. Vi har igennem de seneste par år i en række boligområder set en stigende koncentration af personer med ringe eller ingen tilknytning til uddannelsessystemet, arbejdsmarkedet og det omgivende samfund. Man kan også sige det mere ligeud, at omdrejningspunktet i en ghettoiseringsproces er forbundet med tilflytning af ressourcesvage grupper og fraflytning af ressourcestærke grupper. For Venstre er det ikke i sig selv et problem, at bestemte befolkningsgrupper koncentreres i bestemte boliger. Men det er et problem, når ikke alle borgere har eller får reel lige mulighed for at deltage i og bidrage til samfundets udvikling, hvor muligheden for den enkelte til at bryde den sociale udstødelse mindskes, fordi forskellige grupper af personer på overførselsindkomster koncentreres på ventelister
i områder, hvor der i forvejen bor mange mennesker, som står uden for arbejdsmarkedet. Det er det, som adskiller ghettoområder fra velfungerende boligområder.

     Forslaget handler derfor om at give kommunerne nogle bedre redskaber til at dæmme op for de problemer, der er forbundet med en skæv beboersammensætning, da det jo netop er
i kommunerne og i de konkrete ghettoområder, at indsatsen mod ghettoisering skal gøres.
     I Venstre ønsker vi at give kommunerne nogle bedre redskaber, så vi forhåbentlig kan bremse og forebygge en negativ udvikling, således at vi på sigt kan skabe en mere blandet beboersammensætning, ligesom det forhåbentlig kan være medvirkende til at tiltrække flere ressourcestærke beboere. Dette åbner forslaget mulighed for, bl.a. gennem åbningen af, at kommunalbestyrelsen kan beslutte, at boligorganisationen skal stille 100 pct. af de ledige boliger
i afdelingerne til rådighed, ligesom kommunalbestyrelsen får mulighed for at afvise boligsøgende på ventelisten, som i en længere periode har været på introduktionsydelse, kontanthjælp eller starthjælp, i områder med en i forvejen høj andel af personer uden for arbejdsmarkedet. Det skal dog understreges kraftigt, at kommunalbestyrelsen ikke får mulighed for at stille sig passiv over for problemerne, idet den skal anvise en mere passende erstatningsbolig til boligsøgende kontanthjælpsmodtagere, der er blevet afvist fra ventelisten, så vidt muligt inden for 6 måneder og ellers hurtigst muligt herefter. Vi giver derudover også kommunerne en håndfuld nye instrumenter, som kan bremse en negativ udvikling og forhåbentlig medføre, at flere ressourcestærke beboere kommer til. Jeg håber, at vi kan få vedtaget forslaget, og vi støtter det i hvert fald varmt fra Venstres side.

Der er korte bemærkninger til ordføreren, først fra hr. Frank Aaen.

Nu behøver man ikke at blive så overrasket over denne her regerings politik. Når der er flygtninge/indvandrere, der ikke kan få arbejde, så vælger man at hjælpe dem ved at skære kraftigt i deres kontanthjælp. Når der er etniske danskere, der har været arbejdsløse i en længere periode, så siger man:
Nu skal jeres kontanthjælp være mindre, end den er for dem, der ikke har været arbejdsløse i en længere periode. Så det er sådan en linje, man åbenbart har, at dem, der har problemer, skal man hjælpe ved at tage noget fra dem. Det er klar liberal politik. Det har jeg fuld forståelse for. Jeg er selvfølgelig lodret imod.
     Men har Venstre alligevel ikke et eller andet sted et problem med, at hvis det her forslag bliver vedtaget, så kommer et flertal i Folketinget og siger til et menneske, der har stået 10 år på venteliste til at få en bolig i et boligselskab: Det kan godt være, at du har stået 10 år på venteliste, og at du troede, du havde en ret til at få en bolig, men det har du bare ikke, æv, bæv?

Nu er det her jo ikke et forsøg på at fjerne noget fra folk, men tværtimod et forsøg på at modarbejde den ghettoiseringsproces, som vi jo har set rundtom i de større byer i landet. Så det her er faktisk et forsøg på at hjælpe nogle folk til at få en større tilknytning til det omkringliggende boligområde, som de i dag ikke har en mulighed for at bo i.
     Derfor pålægger man jo også kommunerne noget: Hvis en person får et nej til at få en bolig i et bestemt område, har vedkommende faktisk et retskrav på at få en bolig så vidt muligt inden for 6 måneder eller hurtigst muligt derefter. Så det her er ikke et forsøg på at straffe nogen. Tværtimod er det et forsøg på at give folk en anden mulighed, end de har i dag.

Tak for bekræftelsen af min udlægning af Venstres politik, nemlig at man vil hjælpe folk ved at tage noget fra dem. Det er jo det, det går ud på.
     Jeg kan ikke forstå, at man bare uden videre vil gøre det. Lige så snart vi prøver at røre lidt ved den private ejendomsret, så hyler og skriger Venstre op om, at man endelig ikke må antaste den private ejendomsret, men her er det en ret til at få en bolig, og her har man altså ingen problemer med at tage den ret fra folk.
     Jeg har ikke noget imod, at man tilbyder folk en bedre bolig, men ikke engang det står der jo i forslaget. Der står »så vidt muligt«, »så snart som muligt«. Der står jo ikke engang her, at man skal give folk en anden bolig.
     Jeg er så i øvrigt også imod, at man skal tvangsforflytte folk. Man kan flytte folk ved at give dem et bedre tilbud, men man kan ikke tage en ret fra dem.
     Jeg kan ikke forstå, at Venstre, som er et liberalt parti, som går ind for frihedsrettigheder, altså her uden blusel går ind og tager den frihedsret fra folk, at de kan skrive sig op på en venteliste til at få en bolig, og når de har stået der tilpas lang tid og har fået ret til en bolig, vil man bare uden videre tage den fra dem.
     Men igen: Det er helt logisk, at når man er arbejdsløs, får man at vide, at man skal have lidt mindre i kontanthjælp. Hvis man er flygtning eller indvandrer og har været arbejdsløs, skal man have mindre i kontanthjælp end andre. Og har man stået længe og ventet på en bolig, og er man fattig, så får man taget den ret fra sig.

Hr. Frank Aaen bliver ved med at gentage, at han har forstået Venstres politik. Jeg må beklageligvis meddele hr. Frank Aaen, at det har han ikke, hvis han kan komme med de udmeldinger om, hvad Venstres politik virkelig er.
     Det her handler jo ikke om, at vi skal til at tvangsflytte nogen borgere, som hr. Frank Aaen begyndte at sige det handlede om. Det her handler om folk, som har stået på venteliste til at få en anden bolig, og hvis de får et nej, fordi vi ønsker at modarbejde ghettodannelse, så har vi så en mulighed for, eller rettere sagt så pålægger vi kommunerne, at de skal finde en anden bolig til de her mennesker inden for maksimalt 6 måneder eller hurtigst muligt derefter. Det vil sige, at man altså får et retskrav på at få en anden bolig, hvis man har fået nej.

Jeg kunne godt tænke mig at bore lidt mere i det, hr. Frank Aaen var inde på. Jeg kunne nemlig godt tænke mig at høre, om ikke Venstre kunne være med til at sige, at denne ret, som kommunerne nu får til at blokere nogle boligområder, bør suppleres med en pligt til at bruge anvisningsretten meget mere offensivt i forhold til nogle af de velfungerende boligområder, for det er jo efterhånden veldokumenteret, at problemet ikke er, at folk klumper sig sammen, men at man ikke kan finde et andet sted at bo. Langt de fleste mennesker vil gerne bo i et helt almindeligt, velfungerende boligkvarter, men det er simpelt hen lukket land for mange.
     Derfor vil vi gerne foreslå i dag - og jeg vil gerne høre Venstres kommentarer til, om ikke det var fornuftigt - at den her ret, som kommunerne får, bliver kombineret med en pligt til meget mere offensivt, end vi ser i dag, at anvise i de velfungerende boligafdelinger, herunder også en skærpelse af det, der i forslaget bliver kaldt en så vidt muligt inden for 6 måneder-frist, som vi synes er en noget løs formulering, i betragtning af hvor indgribende det sådan set er i forhold til de ventelister, der er i de belastede områder.

Allerførst vil jeg sige til hr. Morten Østergaard, at jeg ikke tror, der er nogen kommuner med respekt for sig selv, som ønsker, at der skal gå så lang tid som muligt for de personer, som er på venteliste - så kender jeg i hvert fald ikke de kommuner, og jeg tror, det bliver svært at finde nogen.
     Man skal heller ikke glemme, at det her jo bare er ét element i regeringens omfattende plan til at modarbejde ghettodannelse. Derfor synes jeg, det vigtigste er at prøve at få en dialog ikke bare med de almene boligorganisationer, men også - som der står i lovforslaget - at vi prøver at få en dialog med de private udlejningsbyggerier. Det vil sige, at når der fremover kommer en mulighed for støtte til privat udlejningsbyggeri, altså opførelse af nye, må man prøve at få et krav om anvisning ind omkring det også. Så jeg synes mere, det var den vej, man skulle gå i stedet for den, som hr. Morten Østergaard foreslår.

Jo, men det, der er det afgørende her, er jo, at det nødig skulle blive et slag i luften. Det skulle jo nødig blive reduceret til ren symbolpolitik, og det, der derfor er helt nødvendigt, er, at vi får brudt nogle af de mure ned, der omkranser ikke det, der bliver kaldt ghettoerne, men det, som er de velfungerende afdelinger. Derfor er vi nødt til at forpligte kommunerne meget mere på at anvise - og måske også udvide deres anvisningsret - i nogle af de områder, hvor der slet ingen kontanthjælpsmodtagere bor.
     Vil hr. Michael Aastrup Jensen ikke give mig ret i, at det er en ganske nødvendig balance at sikre, at man forhindrer, at koncentrationen bliver værre i de belastede områder, og at det så nødvendigvis må modsvares af, at man sikrer adgang til nogle af de områder, der i dag er lukket land?

Til forskel fra hr. Morten Østergaard, som jeg næsten kan mærke mener, at kommunerne ikke har en interesse på linje med den, vi har her i Folketinget, i at modarbejde ghettodannelse, så tror jeg faktisk, de har en meget stor interesse i, at vi får modarbejdet ghettodannelse.
     Så jeg vil gerne prøve at give nogle redskaber til kommunerne, og de redskaber, som vi her har præsenteret, mener jeg er et kæmpe skridt i den rigtige retning, for at kommunerne nu kan gøre arbejdet færdigt med at modarbejde ghettodannelse. Så jeg tror faktisk, det kommer til at fungere rigtig godt i praksis.

Jeg lyttede meget intenst til Venstres ordfører og det, der blev sagt om private udlejere set i forhold til kommunerne og anvisningsret. Det er jo en ordning, der har eksisteret i godt 10 år, hvor man har mulighed for at betale en privat udlejer for at medvirke til at have anvisningsret. Vi ved også, at den ikke har været anvendt i nævneværdig grad.
     Nu er det anden gang, man prøver at forhøje beløbet og dermed lægge op til, at private udlejere vil medvirke. Derfor vil jeg gerne spørge: Hvad vil man gøre fra Venstres side, hvis det her heller ikke virker, for der er ingen tvivl om, at et af problemerne med at have de nødvendige boliger er, at den private sektor ikke medvirker i forhold til at stille boliger til rådighed for kommunerne? Hvad vil man gøre, hvis ikke det her virker?

Michael Aastrup Jensen (V):
Svaret er rimelig kort og kontant, at via de forskellige puljeordninger, der er til opførelse af nye private udlejningsbyggerier, har private udlejere mulighed for at få et større tilskud, mod at der så til gengæld bliver stillet krav om, at man skal kunne anvise nogle boliger kommunalt. Det er en af de muligheder, der er.

Jeg spurgte sådan set, hvad Venstre vil gøre, hvis det her ikke virker, for i dag har vi en ordning, hvor man ud over de
18.000 kr., som beløbet er på nuværende tidspunkt, har haft mulighed for at supplere op kommunalt. Vi ved, at det ikke har virket. Der har ikke været private, der i nævneværdig grad har villet medvirke. Det er noget med 14 lejligheder, hvor kommunalbestyrelsen er inde i billedet. Det kan man ikke komme og sige er noget over en 10-årig periode. Derfor er mit spørgsmål: I og med at beløbsstørrelsen jo ikke bliver ændret væsentligt, hvad vil man så gøre fra Venstres side, hvis det her heller ikke virker? Vil man så overveje et forslag om, at de private udlejere skal medvirke, eller hvad vil man gøre fra Venstres side? Det er ikke et spørgsmål om, hvordan det her virker. Hvad vil man gøre, hvis det her ikke virker?

Nu synes jeg ærlig talt, at vi skal give det en chance og lige få lovforslaget vedtaget, før vi begynder at tale om, hvad man skal gøre, hvis det ikke virker. Men derudover er det jo sådan, at vi i hvert fald ikke fra Venstres side er indstillet på at udøve tvang over for de private udlejere.
     Vi vil hellere have en konstruktiv dialog med dem og prøve at se, om vi ikke kan få løst situationen på den måde. Det tror jeg vi kommer meget længere med. Men ærlig talt, skal vi ikke hellere tage og give lovforslaget en chance, altså allerførst få det vedtaget og så se, hvordan og hvorledes det får indvirkning på det? Jeg tror faktisk, at det får en stor indvirkning på kommunerne.

Nu er hr. Michael Aastrup Jensen valgt i samme amtskreds som mig, nemlig Århus Amtskreds, hvor vi jo har Gellerupparken, som ordføreren også kender til, og jeg vil spørge, om hr. Michael Aastrup Jensen vil give mig ret i, at i forhold til Gellerupparken vil det her lovforslag ikke løse nogen af de problemer.
     Det vil ikke løse noget i forhold til den ghettodannelse, der er, den beboersammensætning, der er, fordi alle, der står på venteliste enten er på kontanthjælp, startydelse eller introduktionsydelse. Så der skal mere til. Kan jeg her få et klart svar fra Venstres ordfører?

Jeg har været meget omhyggelig med i min ordførertale at gøre opmærksom på, at det her kun er én lille del af den omfattende ghettoiseringsplan, som vi har til at modarbejde ghettodannelse, og derfor er det her fulgt op af en lang række gode initiativer for at give kommunerne mulighed for så at sige at få spredt boligmassen lidt mere, end man gør i dag.
     Så det her er én del af den langsigtede plan, som blev præsenteret i maj sidste år.

Jeg bliver bare meget skeptisk, når man nu ser, at her kommer der endelig et lovforslag, og så har det ingen konsekvenser - det hjælper ikke i forhold til beboersammensætningen i Gellerup - og når man samtidig ser, at der bliver skåret på kvarterløft, på den boligsociale rådgivning, på beboerrådgiverne, hele det sociale arbejde omkring de her områder; der er ikke sat penge af.
     Er der i den nuværende finanslov sat penge af hos Venstre til at gøre noget ved det: til at løfte de her områder, bl.a. Gellerupparken?

Det passer jo overhovedet ikke, at alt er skåret væk, og det tror jeg også at hr. René Skau Björnsson godt ved. Det er jo sådan, at Landsbyggefonden heldigvis har 1,5 mia. kr. til lige præcis at varetage spørgsmål omkring byfornyelse.
     Vi har stadig væk en beboerrådgivning, der fungerer i en lang række kommuner landet over og også fungerer rigtig godt. Så før man begynder at sige, at der ikke er noget, der fungerer, skulle man måske lige huske på, at der faktisk er en lang række initiativer, som denne her regering også har stået bag, og som Venstre er stor tilhænger af, som heldigvis er med til det.
     Lad mig igen præcisere, at det her er et led i en omfattende antighettoplan, kan man kalde det, hvor man sørger for at modvirke ghettoisering, og jeg synes faktisk man måske skulle klappe lidt af, at der nu endelig bliver gjort noget på det her område, især i betragtning af, at SR-regeringen trods alt er skyld i, at vi er kommet ud i de her problemer, som vi står i nu.

Jeg vil også godt spørge hr. Michael Jensen, hvordan det ser ud i forhold til ghettoisering. Hvordan synes Venstre selv det går? Der kom en analyse midt i valgkampen, der fortalte, at ghettoiseringen faktisk er stigende under den her regering. På trods af de mange fine ord - jeg kunne endda sige slesk tale og billig portvin - er der ikke sket noget som helst.
     Regeringen kommer så med det her forslag, som lidt er et slag i luften, fordi der ikke er erstatningsboliger og muligheden for at give dem. Når man snakker med folk ude omkring, siger de: Ja, det kan da godt være, at det er meget godt, men det ændrer i virkeligheden ikke ret meget.

     Men vi er kommet med et forslag, hvor vi siger: Vi sætter 1 mia. kr. af til social indsats via Landsbyggefonden de næste 5 år. Vi løfter områderne med et par milliarder kroner om året i forhold til uamortiserede lån osv. Hvad siger Venstre til den indsats, hvor man virkelig sætter penge af til social indsats og tager fat i bygningsdelen, i forhold til bare sådan at rykke lidt rundt på lejemålene uden erstatningsboliger?

Der er jo en lang række initiativer, og jeg må indrømme, at jeg bliver lidt ked af og lidt træt af, at Socialdemokratiet hver gang går ud og fortæller, at der ikke bliver gjort noget imod ghettoiseringen. Hvis ikke denne her omfattende plan, som blev fremlagt i maj sidste år, er et skridt i den absolut rigtige retning med hensyn til at modarbejde ghettoisering og give kommunerne nogle bedre redskaber, så ved jeg virkelig ikke, hvad det er.
     Derfor synes jeg måske, at man hellere skulle tage fat i de positive elementer i forslaget, som jeg også tror at Socialdemokratiet går varmt ind for, og så ikke mindst huske på, at Landsbyggefonden altså har nogle store ressourcer - over 1,5 mia. kr. - til bl.a. byfornyelsesområder, hvor vi stadig væk har beboerrådgivning og lignende, som jo er med til så at sige at sikre, at vi får nogle bedre områder, og til at modarbejde ghettoiseringen.

Nu er det jo sådan, at regeringen - det må vi konstatere - stort set ikke sætter en krone af; der er lige lidt håndører
i det her forslag, men det er jo nul og niks i forhold til, hvad det gælder. Man har mange steder afskaffet beboerrådgivning. På vores foranledning fik vi det ind igen ved den sidste boligaftale, og vi fik forhøjet beløbet fra 1,1 mia. til 1,5 mia. kr. Det må hr. Michael Jensen indrømme. Hvad ligger der ud over det? Vi har foreslået et boligudspil lang tid før valgkampen, og vi har forhandlet med socialministeren. Hvad siger Venstre til den plan, vi har fremlagt? Der er i øvrigt ikke mange penge i Landsbyggefonden, den har denne regering tømt, de har taget 5,5 mia. kr., men man kan låne på forventet efterbevilling, og det er også det, man gør nu. Hvad siger Venstre til, at vi laver en målrettet bygningsmæssig og social indsats og låner på de forventede midler, der skal være, og i øvrigt skaber billigere familieboliger i København, hvor der er brug for dem? Det var en melding at komme med, i stedet for at fedte lidt rundt med erstatningsboliger og med at flytte en enkelt sådan hist og pist.

Vi vil fra Venstres side meget gerne lave en omfattende social og boligmæssig indsats mod ghettoisering, og det er faktisk lige præcis det, vi har gjort med det her lovforslag, så derfor er vi helt enige på området, for jeg kan jo høre, at Socialdemokratiet går ind for det her lovforslag.

Jeg er en af dem, der kender Gellerupparken rigtig godt, og den fungerer på mange måder virkelig fint i et grønt, fint område. Men der er problemer omkring beboersammensætningen, det ved vi alle sammen.
     Sidste gang, VK-regeringen uddelte midler fra ghettopuljen, gik man uden om Gellerup, og det var jeg og mange lokalpolitikere meget overraskede over. Når man snakker om problemer, nævner man Gellerup, men når man snakker om at uddele midler eller løse de boligsociale problemer, går man uden om Gellerup.
     Vil VK-regeringen give nogle midler, næste gang der uddeles penge fra den pulje? Det vil jeg gerne spørge hr. Aastrup Jensen om.

I henhold til den bestemte ghettopulje er det jo efter konkrete ansøgninger, at man får muligheden for at kunne få nogle midler, og der bliver lagt meget vægt på beboerinddragelse. Der bliver lagt meget vægt på, at det er nogle områder, som også rent byfornyelsesmæssigt har et aspekt, så det bliver skønnere områder. Jeg er godt opmærksom på, at Århus, tror jeg, havde tre-fire ansøgninger inde. Jeg ved ikke, hvorfor de ikke blev imødeset, men det kunne jo - nu spekulerer jeg - være, fordi man ikke havde nok beboerinddragelse og lignende. Men så kommer der jo en mulighed igen næste gang til at komme med en ansøgning til det. Jeg ved i hvert fald, at en lang række kommuner, deriblandt min egen kommune, fik en andel af den her ghettopulje, fordi man lagde meget vægt på at sikre, at det her bl.a. var et spørgsmål om beboerinddragelse.

Den næste ordfører er hr. René Skau Björnsson.

Regeringens målsætning for det her lovforslag står helt klart
i fremsættelsestalen. Der står, at det skal forhindres, at flere ressourcesvage borgere flytter ind i de problemramte boligområder, og samtidig skal mere ressourcestærke tiltrækkes. Jeg kender indgående til et af de boligområder, nemlig Gellerupplanen ved Århus, hvor vi ved at problemerne er massive. Det er det tungeste sociale område i Århus, og systemet må strække sig til det yderste for at følge med i forhold til de problemer. Hver tredje børnefamilie i Gellerup er i kontakt med det sociale system: 400 familier handler det om. Heldigvis varierer problemerne i omfang, og nogle klares med samtaler, men for de sociale medarbejdere er det en daglig kamp.

     Der er også meget positivt at sige om Gellerupplanen, men den her del er deprimerende, og løsningen er næppe en kommunal anvisning til samtlige ledige boliger i den almene sektor. Det siger lokalpolitikerne, det siger boligforeningerne, det er der rigtig mange der siger. Der er ikke mange, som tror, at det vil have den store virkning i forhold til de massive problemer, der er i nogle af vores boligområder.
     Selv om der er venteliste til at få en lejlighed i Gellerupparken, er næsten alle på ventelisten på kontanthjælp, starthjælp eller introduktionsydelse, og så er vi jo lige langt, for regeringen vil jo ikke hjælpe boligforeningerne med at betale husleje for lejligheder, der ikke kan lejes ud. Derfor havde jeg også håbet på, at der var kommet mere gods på forslaget, at det var blevet fulgt op af flere mere fremtidsorienterede tiltag i forhold til december måned, hvor vi sidst behandlede nøjagtig det samme forslag.
     Ghettoproblemerne kan ikke løses fra den ene dag til den anden, og der er ingen lette løsninger, men der skal gøres noget, og det kræver mod, og det kræver handlekraft. Forslaget her mangler den handlekraft. Der er ikke noget, der modvirker, at ressourcestærke beboere flytter væk fra de belastede områder, og der er heller ingen incitamenter til, at ressourcestærke beboere flytter til de belastede områder. Der er også flere af høringssvarene, der peger på det og peger på, at der skal gøres mere og andet for de boligområder, hvor vi kender til de massive problemer.
     Der skal initiativer i gang for at mindske den sociale ulighed mellem børn og unge, mindske den sociale isolation blandt teenagere, mindske afstanden mellem danskerne og indvandrerne, mindske arbejdsløsheden, mindske afstanden mellem boligområderne og resten af samfundet.
     Det er desværre det modsatte, der er sket de senere år. Uligheden er blevet større, også blandt børn og unge; der er blevet større afstand, arbejdsløsheden er steget, murene omkring vores ghettoområder er blevet højere og højere. Nu skal der mere end flotte ord og udvalg til, der skal handling til. Vi har lagt vores store, gennemarbejdede forslag frem med mange gode initiativer, som vi også håber vi kan få en drøftelse med ministeren om.
     Vi vil gå positivt ind i udvalgsbehandlingen med forslaget her. Det kan jo være, at det kan hjælpe nogle enkelte steder. Det hjælper ikke i de store ghettoområder, men andre steder måske. Der skal som sagt gøres meget mere og andet for at gøre noget for at sikre, at vi får nogle bedre boligområder.

Den næste ordfører er fru Anita Knakkergaard.

I mange af de større byer i Danmark har vi i de almene familieboliger i visse boligområder set en stigende koncentration af folk med anden etnisk baggrund og på kontanthjælp. Af boligområder, vi kender fra pressen, hvor der findes problemer, kan nævnes Mjølnerparken, Vollsmose og Gellerupparken. De problemer, vi læser og hører om, er bl.a. kriminalitet og voldsforbrydelser. Dette har vi aldrig kunnet acceptere i Dansk Folkeparti. Den tidligere regering burde for lang tid siden have bremset tilstrømningen af udlændinge, når den ikke kunne løse problemerne i vore boligområder. Det lykkedes dog for Dansk Folkeparti under den nuværende regering at få frataget retten til, at flygtninge havde retskrav på, at kommunen skulle anvise bolig inden for
3 måneder. Dette retskrav, som flygtninge havde, har været en af årsagerne til det problem med ghettoer, der er i dag. Med det lovforslag, vi førstebehandler nu, vil det blive muligt for kommunerne at beslutte, at boligorganisationer ved udlejning af almene familieboliger skal afvise boligsøgende på venteliste til almene boliger i boligområder med en høj andel af personer uden for arbejdsmarkedet, der er på kontanthjælp, starthjælp eller introduktionsydelse, som i en længere periode på 6 sammenhængende kalendermåneder har været på de nævnte ydelser. Afviste boligsøgende på venteliste skal af kommunalbestyrelsen have anvist en anden passende bolig, så vidt muligt inden for 6 måneder. Dette medfører et øget anvisningsbehov, og socialministeren kan derfor godkende, at kommunens anvisningsret til de øvrige almene afdelinger i kommunen samlet set forhøjes. Kommunalbestyrelsen kan vælge selv at stå for anvisningsretten af boliger i afdelingerne, idet kommunalbestyrelsen kan kræve, at boligorganisationen stiller
100 pct. af de ledige boliger i afdelingerne til rådighed for kommunalbestyrelsen med henblik på at styrke beboersammensætningen. Der gives mulighed for fortsat at indgå aftale om anvisningsret i de private ledigblivende lejligheder mod at yde godtgørelse til ejeren.

     Loven kan fremover kun anvendes i de kommuner, hvor der ligger almene afdelinger, og hvor kommunalbestyrelsen har besluttet kombineret udlejning.
     Aftalen kan højst vedrøre hver fjerde ledige lejlighed eller bestemte boliger i ejendommen.
     Maksimal godtgørelse for anvisning fra staten til kommunerne forhøjes til 30.000 kr.
     Hvert femte år skal kommunalbestyrelsen foretage en evaluering af beboersammensætningen i området med henblik på at vurdere, om der fortsat skal ske afvisning.
     I høringssvarene har vi bemærket svarene fra Det Centrale Handicapråd samt DSI, hvoraf det fremgår, at mennesker med handicap kan være på kontanthjælp i kortere eller længere perioder i forbindelse med f.eks. et revalideringsforløb. Vi vil under udvalgsbehandlingen af forslaget vende tilbage til disse høringssvar, da vi ikke ønsker at begrænse denne gruppes mulighed for at få en almen familiebolig, hvor der er god tilgængelighed til boligen. Da det er frivilligt for kommunerne, om de vil gøre brug af forslaget, er vi i Dansk Folkeparti delvis positivt indstillet over for forslaget, men vi mener da ikke, at dette her lovforslag løser vores ghettoproblemer overhovedet, men det er et skridt i den rigtige retning.

Hr. Frank Aaen for en kort bemærkning til ordføreren.

Det er mere et spørgsmål.
     Nu ser vi jo ikke på samme måde på problemstillingen, selv om det med ghettoer selvfølgelig er et problem. Det erkender vi også.
      Jeg kan forstå på ordføreren, at man skal kunne fratage folk retten til at få en bolig, som de ellers var skrevet op til i f.eks. 10 år. Vil Dansk Folkeparti under udvalgsbehandlingen kræve, at fratagelsen af denne ret suppleres med, at den pågældende får ret til at få en anden bolig, hvor den ikke er sikret »så vidt muligt«, men sikret fuldstændig retmæssigt?

Jamen det står jo i lovforslaget, at man, så vidt det er muligt, skal anvise en bolig af lignende kvalitet, størrelse osv. et andet sted. Det skal kommunalbestyrelsen gøre.

Det var lige præcis det, jeg spurgte om. Synes Dansk Folkeparti ikke, det er rimeligt, at hvis man fratager folk retten til en bolig, som de har, er det ikke noget med »så vidt muligt«, men så skal kommunen anvise en anden bolig på samme tidspunkt, som de havde ret til den bolig, som de er blevet frataget retten til? Er det ikke helt fair?
     Jeg er imod denne lov. Jeg er også imod den, selv om denne ændring bliver gennemført. Derfor spørger jeg bare til Dansk Folkepartis holdning, om det ikke er helt logisk, at når man fratager folk retten til en bolig, skal man give dem retten til en anden tilsvarende bolig som minimum.

Jo, jeg ønsker da også, at folk skal have en anden bolig, og det skal der da ikke være tvivl om. Men hvis de ikke får anvist den bolig, er der jo ankemuligheden til stiftamtmanden. Så jeg regner med og går ud fra, at lige så let som man fandt boliger til flygtninge inden for 3 måneder, lige så let finder man eventuelt de her boliger. Men det må vi se på.

Vil Dansk Folkepartis ordfører ikke af hensyn til hr. Frank Aaen præcisere og bekræfte, at i forhold til det oprindelige lovforslag, L 135, er der i L 32 sket en præcisering, så hvis man bliver afvist i forhold til et område, har man et retskrav på at få en bolig? Vil Dansk Folkepartis ordfører ikke bekræfte det over for hr. Frank Aaen?

Nu var jeg ikke ordfører på L 135, men er ordfører på det her, så jeg har nok ikke bemærket, at der lige er sket en ændring dér, men jeg synes, det ser rimeligt ud. Jeg forventer da også, at man finder boliger til de personer, det drejer sig om.

I Information den 22. februar 2005 udtalte Dansk Folkepartis integrationsordfører, hr. Peter Skaarup, at vi er nødt til at sige til kontanthjælpsmodtagere, at vi skal have en bedre spredning. Derfor vil jeg gerne spørge ordføreren i dag, om Dansk Folkeparti vil medvirke til, at vi pålægger kommunerne at bruge deres anvisningsret meget mere offensivt til at anvise kontanthjælpsmodtagere til de afdelinger, hvor de i dag ikke kan komme ind, fordi det er lukket land, og at vi samtidig med den her nye ret, de nu får, kommer med et pålæg om, at anvisningerne til nogle af de afdelinger, som de slet ikke anviser til, skal øges markant, så vi netop får en balance mellem rettigheder og pligter.

Jo, men det tror jeg da kommunerne selv kan se. Det kan da godt være, at der er nogle kommuner, der ikke kan det, men i den kommune, hvor jeg kommer fra, har man anvisningsret til dem alle sammen. Det har man for længst indset. Og jeg ved, at Randers også gjorde det for mange år siden, men hvor man herfra gjorde det umuligt at gøre de ting.

     Jeg håber da også, at det bliver ligesom i mange andre områder af landet, hvor de bliver spredt, og det tror jeg også de bliver.

Vi deler selvfølgelig det lønlige håb, men det, vi er lidt interesserede i, er, om ikke man burde bygge det ind i forslaget her, som relativt indgribende går ind og giver kommunerne nogle rettigheder over for særlige områder, at de så samtidig får en pligt til at forøge anvisningen til de områder, hvor der måske i dag slet ikke bor kontanthjælpsmodtagere.

Nu har De Radikale jo slet ikke givet udtryk for, hvordan det skal være, men alt på det område er jo spændende, så når vi kommer til udvalgsarbejdet, kan vi jo høre, hvilke ideer der ligger bag det.

Det er et enkelt opklarende spørgsmål i forlængelse af kommunens forpligtelse.
     Hvis nu man er enig i, at der er et behov for at sikre, at nogle boligområder ikke bliver for belastede - det er vi i SF enige i, men det forudsætter jo, at der er sikkerhed for den, der får afvist sit ønske om en bolig - vil jeg spørge Dansk Folkepartis ordfører, om Dansk Folkeparti mener, at der med en formulering, der hedder »så vidt muligt«, er sikkerhed for, at man kan få anvist en bolig.
     Man skal huske, at alternativet er, at hvis der ikke er sikkerhed, skaber vi nogle nye hjemløse. Findes der efter Dansk Folkepartis opfattelse i de formuleringer, der ligger nu, sikkerhed for, at en, der ikke bliver optaget, får anvist en anden bolig?

Nej, der står kun »så vidt muligt«. Og jeg må gå ud fra, at kommunalbestyrelserne i de boligområder overholder, at det er så vidt muligt. Gør de ikke det, har de mennesker, det drejer sig om, en mulighed for at klage til stiftamtmanden, hvis tidsfristen overskrides.

Jeg vil bare takke for det klare svar: Der findes ingen sikkerhed; man kan anke.
     Der er jo ikke noget retskrav på det i lovgivningen. Hvad betyder det? I en situation, hvor hjemløsheden i Danmark
i øvrigt stiger, vil det her forslag i en række kommuner, der ikke har mulighed for at anvise andetstedshen, betyde, at nogle mennesker mister deres bolig, og dermed er det her forslag med til at forøge hjemløsheden. Jeg vil bare spørge Dansk Folkeparti: Hvis man vil forsøge at bevare det social rygmærke, kan man så virkelig gøre det ved at støtte denne type af forslag?

Lad mig sige en ting: Nu har de fleste af de mennesker, der søger en ny bolig og måske en større bolig, normalt en bolig
i forvejen. Derfor synes jeg, man skal vente og se, hvordan det her funker. Jeg vil ikke give hr. Villy Søvndal ret, jeg vil først vente og se, hvordan kommunerne tager det ansvar, der ligger
i det her. Jeg tror godt om kommunerne, så jeg er ikke enig med hr. Villy Søvndal i de påstande, han fremsætter her.

Tak til fru Anita Knakkergaard. Den næste ordfører er hr. Jakob Axel Nielsen.

Jeg skal ikke trætte Tinget med at gentage, hvad Venstres ordfører, hr. Michael Aastrup Jensen har sagt, for det er vi
i Det Konservative Folkeparti fuldstændig enige i. Derfor kan det vel næppe komme som en overraskelse, at vi også fuldt ud støtter forslaget. Men jeg vil gerne supplere med at sige, at det, vi ser som det gode i det her lovforslag, er, at der bliver tale om en frivillig ordning for kommunerne. Og når kommunerne vælger at bruge den, skabes der et retskrav på så vidt muligt at få anvist en anden bolig. Til hr. Villy Søvndal vil jeg gerne her indskyde, at der jo ikke er tale om, at der er nogle mennesker, der bliver boligløse. Det modsatte af anvisningsretten, afvisningsretten, handler om at afvise folk, der har en bolig. Folk, der ikke har en bolig, er omfattet af et helt andet lovkompleks, serviceloven, og der har de sociale myndigheder en forpligtelse til at skabe husly. Det kan så være et hotelværelse eller noget lignende. Men der er altså ikke tale om, at vi her ved at afvise nogle gør nogle boligløse. Det synes jeg er vigtigt at få frem. Det andet, der er godt ved dette lovforslag, er, at der skabes et incitament til at få den private anvisning i gang. Vi Konservative er udmærket godt klar over, at det instrument har foreligget tidligere, og at det ikke fungerede. Jeg tror, der blev brugt små 200.000 kr. i den gamle ordning. Men vi mener, at ved, at vi forhøjer tilskuddet til de private udlejere, skaber vi virkelig incitament til, at vi kan få nogle af de private ejendomme i spil.

     Må jeg så sige her, at det er et forholdsvis komplekst lovforslag, og at der jo i Folketinget er bred enighed om, hvad der er formålet med det. Der er nogle ganske reelle problemer, vi gerne vil have løst, nemlig at få opløst den her ghettoisering til gavn for alle. Så lad os fordomsfrit
i udvalget arbejde videre med, hvordan vi løser de problemer og ikke får hugget det til pindebrænde. Vi har alle mulige forskellige måder at se det på, og jeg synes, vi skal holde fokus på sigtet, og det er at få splittet ghettoiseringen til alles bedste. Det er vi jo enige om.

Det er ikke en helt ligegyldig diskussion, vi har, for vi ved jo, at de sociale problemer i bunden af samfundet i de her år stiger. Det har vi alle de indberetninger om, man kan ønske sig eller frygte, eller hvad man nu vil. Vi har indberetninger fra Rådet for Socialt Udsatte, der melder om stigende problemer i bunden af samfundet. Vi har indberetninger fra alle de humanitære organisationer, der siger, at den sociale nød stiger. Det er altså i det lys, vi behandler det her forslag.
     Her vil jeg bare spørge den konservative ordfører, om ikke det bekymrer et parti, der trods alt nogle gange har været lidt optaget af de sociale forhold i bunden af samfundet, at man erstatter en ret med »så vidt muligt«. Vil den konservative ordfører ikke medgive, at der er meget gummi
i en formulering, der hedder »så vidt muligt« - altså mange muligheder for at fortolke - og at den, der står og skal klare sig i den situation boligmæssigt, står langt, langt svagere med den her formulering i forhold til den nuværende situation.

Jeg er da enig med hr. Villy Søvndal i, at det er en meget relevant social diskussion, vi har her, og derfor mener jeg også, at forslaget som sådan giver et løft til den sociale bund her i landet, fordi vi med sigtet om at få spredt ghettoiseringen giver et løft og en hjælp til at få folk ud af ghettoerne.
     Til hr. Villy Søvndals konkrete spørgsmål vil jeg sige indledningsvis, at vi i Det Konservative Folkeparti tror på det kommunale selvstyre.
     Det er da rigtigt, at der er noget elastik - og elastik er jo lavet af gummi - i formuleringen så vidt muligt. Men når kommunerne får at vide, at de så vidt muligt skal opfylde den forpligtelse inden for 6 måneder, har de altså heller ikke frit slag. Så vil kommunerne inden for en margen, som senere må blive fastsat af andre myndigheder end Folketinget, få den fastsat nærmere. Der ligger altså en forpligtelse til kommunerne om at sørge for, at der bliver fundet en bolig.

Jeg tror, det var Storm P., der var inde på, at det kræver en meget stærk moral at sælge elastik i metermål, og det er vel lige præcis det problem, vi står med her.
     Man kan have meget tiltro til kommunerne i en række sammenhænge - det synes jeg også man skal have - men når kommunerne er i en situation, hvor de økonomisk er voldsomt klemt af en regering, der klemmer den kommunale økonomi mere og mere, så ved vi også, at opfindsomheden med at afvise udgifter stiger tilsvarende.
     Vi har i Folketinget nogle gange diskuteret det, man kalder social eksport, hvor nogle kommuner gør, hvad de kan for at skubbe dyre sociale sager videre til en nabokommune. Det er jeg sikker på De Konservative også har mødt eksempler på.
     Det, jeg synes er bekymrende, er, at i det spil er den retssikkerhed, som omgærder den enkelte, helt afgørende for at beskytte den enkelte mod den type af tænkning. Her er jeg glad for, at Den Konservative ordfører medgav, at der er meget elastik i det her forslag. Derfor vil jeg bare spørge:
Bekymrer det så ikke også De Konservative, at man uanset de gode hensigter ikke udstyrer den enkelte med den retssikkerhed, som er hele forudsætningen for, at vedkommende også er sikret?

Med fare for at gentage mig selv vil jeg sige: Nej, det er vi ikke så bekymrede for, fordi vi netop har tillid til det kommunale selvstyre.
     Og lad mig gentage den bemærkning, som også kom fra hr. Michael Aastrup Jensen, nemlig at kommunerne jo heller ikke har nogen interesse i, at der går så lang tid som muligt. Så de facto vil det praktiske liv ude i kommunerne være, at de tager deres lovmæssige forpligtelse højtideligt og sørger for at få folk bosat.

Det er selvfølgelig lidt underligt, at man i det forrige svar prøver at sige, at man går ud fra, at den ret eksisterer
i virkeligheden, for hvis det nu er sådan, at den efter ordførerens opfattelse eksisterer i virkeligheden, hvorfor skriver vi det så ikke bare i loven, så var der ingen diskussion? Vi er enige i, at det med ghettoer er et problem, og jeg kan forstå på den konservative ordfører, at problemerne bl.a. opstår ved, at kommunerne kun har anvisningsret til almene boliger. Det vil sige, at hvis man afviser en til en almen boligforening, har man kun muligheden at anvise til en anden almen boligforening, mens den private sektor ikke bidrager. Og så har jeg så forstået det sådan, at man vil lave den her dusørordning, så man i højere grad får de private udlejere til at bidrage til at løse de boligsociale problemer. Så langt, så godt. Jeg har bare det spørgsmål til hr. Jakob Axel Nielsen:
Hvorfor foreslår regeringen og De Konservative ikke, at den anvisningsret, som kommunen i dag har til almene boliger, udstrækkes til også at gælde private udlejningsboliger? På den måde kunne vi jo sikre en bedre fordeling boligsocialt.

For så vidt angår det første spørgsmål stillet af hr. Frank Aaen, er det det samme svar, som jeg har givet hr. Villy Søvndal, så det vil jeg ikke gentage.
     Med hensyn til at få nogle private ejendomme i spil mener vi jo netop fra regeringens, fra De Konservatives og fra Venstres side, at det her lovforslag bringer flere private lejligheder i spil.

Enten tror man på det, man selv siger, eller også tror man ikke på det. Hvis man tror på, at der er en de facto-ret til at få en anden bolig, hvis en person har fået frataget retten til den bolig, vedkommende havde, og man siger, at sådan er det, kan man bare skrive det i loven. Og vil man ikke skrive det i loven, er det, fordi man ikke tror på det. Så er det, fordi man ikke tror på, at den ret findes i praksis. Sådan er det bare.
     Det, vi har spurgt om med hensyn til det private udlejningsbyggeri, fik jeg ikke noget svar på, og det var:
Vil Det Konservative Folkeparti indføre en kommunal anvisningsret til private udlejningsbyggerier på linje med den anvisningsret, der i dag eksisterer til almene udlejningsbyggerier?
     Jeg ved godt, hvad svaret er, det er sikkert et nej. Og hvis det nu er et nej - jeg skal selvfølgelig lade ordføreren svare selv - er det så ikke lidt underligt, at man er indstillet på at fratage et menneske sin individuelle ret til at få en bolig, mens man ikke vil gribe ind i en privat udlejers mulighed for at afvise den selv samme boligsøgende?

Så skal vi høre, hvad ordføreren svarer.

Hr. Frank Aaen har ret: Svaret er et nej. Det vil vi ikke være med til. Og nej, det er ikke så underligt. Det ligger i hele regeringens, Venstres og Konservatives politik, at vi mener, at de private udlejere selv skal have lov til at disponere over deres ejendomme.
     Men så kommer der altså med den her lov en række private ejendomme i spil, fordi der skabes et økonomisk incitament for de private udlejere til at bringe deres ejendomme i spil, og det synes vi er god politik.

Jeg synes, det er lidt skræmmende i dag, for nu har jeg flere gange sagt, der er et retskrav, men jeg er åbenbart ikke pædagogisk nok. Så nu vil jeg ligefrem tage lovforslaget frem
- så det kan næsten ikke blive mere pædagogisk for hr. Villy Søvndal og hr. Frank Aaen - og der står altså under de generelle bemærkninger: forslag til ny udlejningsmodel. Og så vil jeg gerne spørge hr. Jakob Axel Nielsen, om det ikke er korrekt, at der i lovforslaget i afsnit 2 under forslag til ny udlejningsmodel står, at - nu håber jeg, at hr. Villy Søvndal og hr. Frank Aaen lytter - »afviste boligsøgende skal af kommunalbestyrelsen have anvist en anden passende bolig«. Er det ikke det, der også kaldes et retskrav? Er det ikke også det, der kaldes, at man skal have en anden bolig?

Jo.

Nu er det jo en god konservativ tradition at kombinere rettigheder med pligter. I den her sammenhæng er det et spørgsmål om, at kommunalbestyrelsen får nogle rettigheder til at gribe ind i forhold til særligt belastede områder i kommunen. Vil De Konservative i forbindelse med behandlingen af det her lovforslag ikke støtte, at vi kombinerer det med en pligt til, at kommunen skal bruge sin anvisningsret også i de afdelinger, der er velfungerende?
     Som Danmarks Lejerforeninger indvender i et høringssvar, skaber det her jo ikke en løsning på problemet, for det fokuserer rent ensidigt på, hvordan man holder folk ude af de eksisterende belastede boligområder, og ikke på, hvordan man får brudt murene ned omkring nogle af de afdelinger, som i dag ekskluderer kontanthjælpsmodtagere.

     Vil De Konservative ikke i sådan god konservativ tradition kombinere den rettighed, der gives her, med en pligt til, at kommunerne fremover bruger deres anvisningsret også i de velfungerende afdelinger?

Det, som Det Konservative Folkeparti vil medvirke til, er, at vi inden for den her problemstilling, ghettoisering, som vi alle er enige om eksisterer, under udvalgsbehandlingen tager en fordomsfri drøftelse om, hvordan det udmøntes i praksis.

Det lyder som et fromt løfte, og det tager vi jo selvfølgelig imod.
     For at det ikke bliver sådan helt fritvoksende, kunne jeg godt tænke mig at komme lidt nærmere den diskussion, om vi kan blive enige om, at en nødvendig forudsætning for, at det her skal have en effekt, er, at vi får brudt murene ned omkring nogle af de afdelinger, som i dag slet ikke har kontanthjælpsmodtagere, sådan at vi reelt får den spredning, som alle ønsker og taler om, og som det her forslag kun tager et halvt skridt i retning af, og hvor man simpelt hen mangler at have det andet ben at gå på også.

Vi mener i Det Konservative Folkeparti, at det er et ret godt forslag, og vi synes, at vi skal give forslaget en chance. Men det er klart, at der også skal være et reelt arbejde under udvalgsbehandlingen, og der er vi indstillede på at tage en fordomsfri drøftelse om, hvordan vi udmønter det her
i praksis. Men vi har stor tillid til, at det kommunale selvstyre vil kunne få det til at fungere.

Det er jo ganske interessant, at man via lov vil pålægge det almene område en masse forpligtelser. Vi er jo sådan set enige i, at der skal være nogle incitamenter, især i de problemramte afdelinger. Men det er også interessant at høre afvisningen i forhold til det private.
     Den kommunale anvisningsret med frivillige aftaler i det private har jo fungeret i 10 år. Hvor meget er det nu at den har givet af boliger i det private område? Ja, ministeren har undersøgt det. Det er ti boliger i de sidste 10 år, hvor man har fået mellem 14.000 kr. og 18.000 kr.
     Mener hr. Jakob Axel Nielsen, at det her lovforslag overhovedet løser nogen som helst ghettoisering i forhold til også at kunne benytte den private del af boligmassen?

Det mener jeg faktisk allerede at jeg i min ordførertale kom ind på. Og ja, det mener jeg lovforslaget gør.
     Jeg startede også min ordførertale med at sige, at der var problemer med den måde, loven hidtil havde været anvendt på. Men vi mener, at der nu med den stigning i tilskuddet til de private udlejere er skabt et fornuftigt økonomisk incitament for, at også de private udlejere vil bringe deres lejligheder i spil. Så ja, nu tror vi, at det kommer til at fungere.

Det vil sige, at når vi om 2 år mødes her en kold forårsdag i marts måned, og hvis det viser sig, at der er kommet - det er to om året, der er kommet indtil videre - to eller fire ekstra lejemål i den private udlejningssektor, så er De Konservative indstillede på, at vi griber til ganske anderledes midler, hvis det her ikke virker? Eller hvordan får vi også den store del af det private udlejningsbyggeri med?
     Jeg tror ikke på, at det løser nogen problemer overhovedet, bare fordi det stiger en lille smule eller måske en del. De private udlejere vil ikke have folk, der er socialt belastede, i deres private udlejningsbyggeri, det ødelægger jo renommeet. Hr. Jakob Axel Nielsen kender jo som advokat til, hvad det drejer sig om.
     Der skal anderledes midler til, og hvad vil De Konservative gøre om 2 år, hvis vi står i samme situation med fire nye boliger?

Indledningsvis: Det her lovforslag er jo kun en del af en større samlet pakke, som regeringen kommer med for at få løsnet op på de her ghettoiseringer.
     For at svare direkte på det stillede spørgsmål: Hvis det viser sig om 2 år, at loven ikke har fungeret, så er vi også
i Det Konservative Folkeparti mand for at indrømme det. Dermed har jeg ikke sagt, at vi skal til at bruge drastiske midler for at få de private udlejningsejendomme i spil, hvis hr. Carsten Hansen dermed mener, at vi skal til at ekspropriere. Det har jeg ikke sagt. Men vi er mand for at tage en åben, fordomsfri diskussion for at få løst de her problemer, som vi alle er enige om eksisterer.

Det er jo rart at høre, at De Konservatives ordfører er mand for at ville diskutere det om 2 år. Jeg vil egentlig godt vide, hvad man fra konservativ side overhovedet lægger til grund for at sige, at det her skulle komme til at fungere.

     Det er korrekt, at der har været en overgrænse på 18.000 kr. på det beløb, som staten lagde til i forhold til den enkelte bolig, når vi taler anvisningsret til private udlejningsboliger. Men det har jo været sådan, at kommunerne har kunnet lægge et beløb oveni, og det vil sige, at der har været mulighed for at gå op til de 30.000 kr., og det vil sige, at det er status quo. Tværtimod, nu er der lagt et loft over, så det maksimalt er 30.000 kr.
     Hvad vil man gøre, og hvad tror man egentlig der vil ske nu, eftersom det sådan set er det samme beløb? Hvad lægger man til grund for den optimisme, som der her bliver givet udtryk for i dag?

Nu kan jeg ikke huske de eksakte tal, men det, vi lægger til grund, er penge. Vi mener, at der kommer flere penge til, og at de flere penge, der måtte komme til, er en motivationsfaktor for at få de private udlejere til at sætte deres lejligheder i spil.
     Keep it simple: Det er penge, der er motivationsfaktoren.

I sig selv er det jo egentlig en lidt usmagelig ting, at der skal penge til - hvis det er det, man tror, for det synes jeg egentlig er usmageligt - for at man vil medvirke til at løse vores boligsociale problemer. Jeg stiller spørgsmålet set i forhold til de konkrete facts. Vi er faktisk i den situation, at kommunerne har haft mulighed for at forhøje de 18.000 kr. op over de 30.000 kr. Man har haft mulighed for at kunne gøre beløbet større. Det vil sige, at her er intet nyt incitament. Tværtimod er der nu lagt et loft, der hedder maks. 30.000 kr., og det er staten, der går ind her. Så er det, jeg spørger: Jamen hvad er det egentlig, man mener er guleroden i det her, eftersom det beløb allerede i dag har kunnet være til rådighed for de private udlejere? Hvor ligger den nye gulerod? Tror man fra konservativ side, at det er, fordi det er penge fra statens side, i stedet for at det er kommunen, der fylder pengene i? Det ændrer vel ikke noget for en privat udlejer? Hvor skulle incitamentet for en privat udlejer være for at medvirke, eftersom beløbet ikke er sat op?

Jeg er ikke enig i, at beløbet ikke bliver sat op, men lad det nu være. Og så kan vi også drøfte, hvorvidt det er usympatisk med penge. Det er også en udmærket diskussion.
     Vi er enige i, at det ikke fungerede tidligere. Jeg tror, det kom frem, at det var ti ejendomme. Det er i hvert tilfælde kun 200.000 kr., der er blevet brugt over en længere periode. Men det, som vi også tror får det her til at fungere, er jo hele det større fokus, der er kommet på problemstillingen. Det er det, at vi drøfter det herinde, at medierne drøfter det. Hele diskussionen er jo kommet op at vende. Det vil sige, at der kommer opmærksomhed om de muligheder, som måske ikke har været her tidligere.

Nu kan jeg jo høre, at Socialdemokraterne mener, det er usmageligt, at der skal penge til for at løse de boligsociale problemer.
     Jeg vil gerne bede den konservative ordfører forholde sig til det faktum, at vi fra det offentliges side i dag putter 14 pct. af anskaffelsessummen i en almen bolig, for at det netop kan være til brug for boligsociale formål. At vi så her og nu vil tilbyde de private 30.000 kr. for at lade deres bolig indgå til det samme formål, har jeg meget svært ved at se er usmageligt.
     Jeg vil egentlig bare gerne have den konservative ordfører til at forholde sig til det faktum, at 30.000 kr. til en privat udlejer her er et langt mindre beløb end det beløb, vi i dag bruger på en almen bolig for netop, at denne bolig også kan benyttes til at løse de boligsociale problemer.

Jakob Axel Nielsen (KF):
Hvis spørgsmålet går på, om det er usmageligt eller ikkeusmageligt, at der gives en privat udlejer 30.000 kr. for at bringe hans lejlighed i spil, er det vores holdning i Det Konservative Folkeparti, at det ikke er usmageligt.

Det er ikke usmageligt at tilbyde penge til de private boligejere. Vi har gjort det i Århus Kommune. Vi har givet
28.000 kr. plus istandsættelsesgaranti til private boligejere, for at de kan hjælpe os med, at vi får en anden beboersammensætning. Der var ikke én - det er ikke løgn - der var ikke én privat boligejer, der tog imod tilbuddet i Århus Kommune. Så vi kan snakke teorier og fremtidsplaner og ideer osv., men der er nogle ting, der er prøvet. Der kommer ingenting ud af det. Det kan jeg sige ud fra tiltagene i min kommune, Århus Kommune. Hvad gør vi så, hvis der heller ikke kommer noget ud af det her tiltag? Hvordan kan vi komme videre, vil jeg gerne spørge De Konservatives ordfører.

Til hr. Hüseyin Arac - du må rette mig bagefter, hvis jeg udtaler dit navn forkert: Vi er jo enige frem til nu, om at motivationen til at få nogle private ejendomme i spil ikke har fungeret. Jeg må tage det for pålydende, når du som kommunalbestyrelsesmedlem i Århus Kommune siger, at det ikke har fungeret, selv om man har givet op til 28.000 kr.
     Jeg vil anvende det samme svar, som jeg gav til fru Lissa Mathiasen. Nu kommer der mere fokus på tingene. Vi taler om det, medierne taler om det. Derudover er det altså et kommunalpolitisk problem. Det er noget, kommunalpolitikerne i Århus, i Odense, i Aalborg må gribe fat
i - og i hr. Søren Pinds afdeling. Det vil sige, at der altså skal ydes en indsats ude i kommunerne for at gøre de private udlejere opmærksomme på muligheden, og så må de se, om de kan få de private udlejere til at bide på eller ikke bide på. Men det er altså ude i kommunerne, at det her skal laves.

Tak til hr. Jakob Axel Nielsen. Så gør jeg for en ordens skyld opmærksom på, at vi tiltaler hinanden i tredje person og ikke direkte med »du«.
     Næste ordfører er hr. Morten Østergaard.

Forslagets intentioner kan vi i Det Radikale Venstre kun bakke op om. Troen på, at det her er effektfuldt eller i hvert fald effektfuldt nok, deler vi så ikke helt. Det kan meget vel blive et slag i luften.
     Det Radikale Venstre fremsatte i december 2004 et beslutningsforslag, hvor vi ønskede at undgå koncentration af sociale problemer i visse boligområder, og der er væsentlige forskelle på det forslag, vi lagde frem, og det forslag, vi i dag behandler.
     I Det Radikale Venstres forslag var det kommunerne, der havde anvisningsret til hver fjerde lejlighed, der skulle anvises, så folk med boligsociale problemer ikke fik en lejlighed i et belastet område. Det, det handler om, er alternativer. Det er altså ikke nok at lukke porten ét sted, hvis man ikke samtidig åbner dørene et andet sted.
     I regeringens forslag vil man nægte en boligorganisation at udleje en lejlighed til en boligsøgende, der har stået på venteliste og dermed optjent ret til at få en bolig. Retten fortabes, hvis man modtager kontanthjælp eller integrationsydelse. Det er et stort indgreb, som kan forsvares, men kun hvis alternativet sikres.
     I regeringens forslag giver man ikke den afviste, der jo på legal vis har optjent ret til en lejlighed, ret til en anden lejlighed. De skal »så vidt muligt« tilbydes en anden lejlighed. Det må siges at være en løs og alt for uforpligtende formulering og dermed heller ikke særlig betryggende for den boligsøgende. Det er i hvert fald heller ikke særlig betryggende for indsatsen mod en spredning af de sociale problemer, som i dag er koncentreret i visse boligområder. Vi er nødt til at sørge for, at den her ret bliver fulgt af en anvisningspligt til andre boliger. Vi kan støtte forslaget, hvis det ledsages af et påbud til kommunerne om at øge anvisningen til velfungerende afdelinger. Det vil sige, at kommunerne skal anvise til de afdelinger, som ikke har så mange kontanthjælpsmodtagere - for ikke at sige: hvis de har nogen overhovedet. For at skabe et overblik over de her anvisninger og mulighed for at kontrollere, kunne man jo give kommunerne en pligt til at oplyse, hvilke afdelinger de anviser til. Der vil vi gerne i udvalgsarbejdet, hvis det er muligt, have belyst, hvordan det kommunale anvisningsmønster er i dag, og vi håber, at socialministeren vil drage omsorg for det i det omfang, det nu er muligt. Man vil jo i øvrigt kunne gøre det, som Socialdemokratiet og vi har foreslået, nemlig at man investerer nogle milliarder kroner om året i de belastede områder, så vi får kvarterløft, så vi får mulighed for at gøre noget reelt ved det. På den måde vil vi også kunne tage højde for noget af den meget berettigede kritik fra Danmarks Lejerforening, som siger, at det her forslag ikke løser problemerne med at få ressourcestærke til at blive boende i de områder, vi taler om, eller får nye til at flytte til, fordi det kræver en markant indsats, og det koster penge. Forslaget til forbedringer i incitamenterne for privat udlejning kan såmænd lyde rimeligt nok, men igen tror vi ikke på den store effekt. Vi vil i hvert fald gerne have helt klart og kontant belyst, hvor meget man regner med, at det her vil betyde økonomisk. Der er jo ikke sat penge af i forslaget, så den helt store effekt ud over det beløb, som i hvert fald ikke har vist sig effektfuldt i de forgangne år, er der åbenbart ikke til. Det gælder om, at vi får skabt større fraflytning fra belastede områder til områder, som i dag ikke har nogen kontanthjælpsmodtagere, og det kræver altså investering i nogle af de områder, som i dag er belastede.

     Endelig vil jeg sige, at det afgørende i den sidste ende ikke er at flytte rundt med kontanthjælpsmodtagerne, men det er sådan set at få dem ud af kontanthjælpen og i arbejde. Her må vi så sige, at regeringen jo stadig er os svar skyldig på spørgsmålet om, hvordan vi helt generelt skal få løst de problemer, vi har på det område.
     Men vi er altså villige til at give kommunerne den her ret, hvis den konkret følges af en anvisningspligt, som er mere klart formuleret end den løse forpligtelse, der er i lovforslaget nu, og hvis vi generelt påbyder kommunerne at anvende deres anvisningsret mere progressivt over for nogle af de afdelinger, som i dag ikke har kontanthjælpsmodtagere blandt deres beboere.

Der været meget snak om det her med retskravet. Når jeg nu står med lovforslaget og ser, at der står, at »afviste boligsøgende skal af kommunalbestyrelsen have anvist en passende bolig«, vil den radikale ordfører så ikke bekræfte over for mig, at det, at der har været tale om »så vidt muligt«, gælder, hvornår man skal have anvist en bolig. Det skal så vidt muligt være inden for 6 måneder, men det skal ske. Vil den radikale ordfører ikke bekræfte over for mig, at det er ordet »skal«, der her har betydning, og at der står, man skal have anvist en bolig?

Det, jeg vil bekræfte over for fru Inge-Lene Ebdrup, er, at hvis man så vidt muligt inden for 6 måneder skal anvise en bolig, får man her et redskab, som er meget indgribende, men som samtidig ikke giver en tilstrækkelig forpligtelse til ikke at bruge det til bare at skabe en mur omkring sin kommune og holde folk væk i stedet for at sikre, at det rent faktisk betyder noget for en afghettoisering, dvs. en større spredning af kontanthjælpsmodtagerne. Det er det, der er problemet i det her: Det er alt, alt, alt for løst at skrive »så vidt muligt inden for 6 måneder«. Det er simpelt hen ikke godt nok.
     Vi kunne forestille os en formulering, der sagde, at det måske var den første ledige lejlighed eller noget andet, som gav mulighed for det. Men det her er for løst formuleret, hvad angår 6-måneders-fristen - selv om det, fru Inge-Lene Ebdrup taler om og citerer fra lovforslaget, er korrekt nok - fordi det bliver et redskab til at holde folk væk og ikke et redskab til at skabe mindre ghettoisering.

Nu skal vi heller ikke være så bureaukratiske, at vi ikke også kan få det her til at fungere, for jeg vil gerne spørge den radikale ordfører: Hvis man nu forestillede sig, at man skrev ind i lovforslaget, at det skulle være den første ledige bolig, hvad så hvis vi står med en familie, der har to børn, og den første ledige bolig er en toværelses, altså et soveværelse og en stue, hvordan skal man så komme omkring det?
     Det, der er vigtigt i det her lovforslag, er at sikre, at man får en passende bolig. Der ved vi jo alle sammen, at i dagens Danmark med f.eks. 3 måneders frist, som der jo ofte er i en lejekontrakt, når lejemålet skal opsiges, vil det tage noget tid at skaffe den rigtige bolig. Her må pointen da være, at man skaffer den rigtige bolig og ikke bare en bolig.
     Men noget andet, som jeg kan se man interesserer sig for, er det her med kommunernes selvstyre. Jeg vil gerne have den radikale ordfører til at svare på: Hvorfor tror man ikke fra De Radikales side, at kommunerne har en interesse i at få opløst deres ghettoområder og få folk placeret i de velfungerende områder? Hvorfor vil man tvinge kommunerne til at bruge deres anvisningsret? Tror man ikke på, at kommunerne selv har et incitament?

Til det første vil jeg sige, at det her handler om proportioner. Det er et temmelig kraftigt indgreb at sige til folk, der på en venteliste har optjent ret til en bolig, at den kan de ikke få, fordi det her område er et belastet område. Det, vi siger, er, at der skal være rimelighed i de proportioner; det skal modsvares af en tilsvarende pligt.
     Så til det med det kommunale selvstyre: Man må sige, at det, der viser sig at være problemet helt konkret ude i virkelighedens verden fjernt fra Slotsholmen, er, at det er utrolig svært at komme ind i boligafdelinger uden for de her belastede områder, hvis man allerede bor i et belastet område. Det er utrolig svært. Der er en generel opfattelse af, at der er mure omkring de områder, som populært kaldes ghettoerne, men i virkeligheden handler det om, at de mure ikke er noget, der holder folk ude, men noget, der holder folk inde, fordi man simpelt hen ikke kan komme til andre områder.
     Det er derfor, vi siger, at vi er nødt til at sørge for, at hvis der skal ske noget på det her område, så må det betyde, at kommunerne også langt mere offensivt skal bruge deres anvisningspligt til de områder, som i dag slet ikke har kontanthjælpsmodtagere.

Jeg synes, det er tankevækkende, i og med at der er så stor politisk enighed om det her problems eksistens, at der så også er så meget kritik fra Det Radikale Venstre. Problemerne eksisterede også i perioden 1993-2001, og hvorfor gjorde Det Radikale Venstre ikke noget ved problemet dengang? Og hvad vil Det Radikale Venstre egentlig?

Jeg takker for denne lejlighed til at præsentere Det Radikale Venstres boligpolitik, men hvad angår det konkrete lovforslag, som jeg tror jeg vil holde mig til i den her omgang - så kan vi tage det andet ved en anden lejlighed - vil jeg sig: Det, vi har lagt frem, er et forslag, som forpligter kommunerne til at anvise i nogle af de velfungerende afdelinger, og som betyder massive investeringer i kvarterløft - det er noget af det, som den nuværende regering har fjernet, og som var under den gamle regering - fordi vi sådan set er interesserede i at lave noget, der virker og ikke bare bliver et sværdslag i luften.

Jeg kan altså tage hr. Morten Østergårds svar som udtryk for, at man ikke så noget ghettoiseringsproblem i perioden 1993-2001?

Nej, tværtimod. Det var jo netop derfor, vi satte midler af til boligsocial indsats. Det var jo netop derfor, vi satte midler af til kvarterløftsprojekter. Det er nogle af de ting, som der er blevet færre for ikke at sige slet ingen penge til under den nuværende regering. Det er derfor, vi siger, at det her ikke kan stå alene, og da slet ikke i den udformning, det har, hvor det - sympatisk som intentionerne er - næppe får den store effekt, som vi også hører over en bred kam i dag fra ordførerne fra de andre partier.
     Det, der er nødvendigt, er en meget mere bredspektret indsats. Det er altså ikke gratis at løse de her problemer, og det må regeringen også komme til en erkendelse af.

Er det ikke korrekt, som vi jo kommer ind på i hele spørgsmålet omkring anvisningsbehov og dem, der så bliver afvist, at der i tredje afsnit i lovforslaget står, at for at imødekomme det heraf følgende anvisningsbehov, kan socialministeren godkende, at kommunens anvisningsret til kommunens øvrige almene boligafdelinger samlet set forhøjes med et antal boliger, der svarer til 1/3 af antallet af udlejninger i afdelinger osv.?
     Har man ikke allerede i det her lovforslag taget højde for at sikre, at kommunerne får en større mulighed for at anvise, og at vi dermed så faktisk allerede har tænkt på mange af de ting, som den radikale ordfører var betænkelig ved, og det må jo kun være positivt.

Jeg tror egentlig også, at jeg hele vejen igennem har sagt, at vi deler intentionerne. Vi tænker over de her ting, og det er et problem, der heldigvis er bred opbakning til at vi skal prøve at løse.
     Det, der er problemet her, er, at netop den del, som hr. Michael Aastrup Jensen nævner, jo ikke påbyder kommunerne, at når de udnytter kombineret udlejning, som er en ret, de får, så samtidig gør noget aktivt for at nedbryde de mure, der er omkring de velfungerende afdelinger. Det er derfor, vi siger, at vi der er nødt til at sætte massivt ind og tage fat.
     Er man villig til at give ret, må man også være villig til at give pligt. Det plejer egentlig også at være den sang, regeringen synger.

Det er igen i forbindelse med den her mistro til, at kommunerne ikke selv har en interesse i at modarbejde ghettodannelse. Da vil jeg stille et spørgsmål til hr. Morten Østergård: Tror hr. Morten Østergård ikke, at kommunerne ikke selv har en interesse i at modarbejde ghettodannelse, så de på den måde får en bredere befolkningssammensætning i kommunen? Tror hr. Morten Østergård ikke, kommunerne også selv gerne vil være aktive i det arbejde?

Jeg tror, at kommunerne gerne vil være utrolig aktive. Jeg tror, at kommunerne ville ønske, at vi havde en regering, der ville stille midler til rådighed, der gjorde, at man kunne investere i de her områder og give dem et løft, og ikke fjerne midlerne, som man har gjort.
     Jeg tror, at kommunerne vil være interesserede i at få bragt kontanthjælpsmodtagerne i arbejde og ikke, at der på grund af de vilkår, som regeringen har skabt, bliver flere og flere uden arbejde. Men jeg tror også, at virkeligheden er, at der er nogle boligforeninger - også almennyttige boligforeninger - som ikke ønsker at få problemerne inden for murene.
     Der siger vi, at det vil være en hjælp til kommunen, hvis vi kom herfra og sagde: Det er vi simpelt hen nødt til, alle må tage et socialt ansvar i det her! Det er sådan set det, vi foreslår.

Tak til hr. Morten Østergaard. Og så er det hr. Villy Søvndal som ordfører.

Det er ikke så rart at være fattig i Danmark lige nu. Det her forslag retter sig jo mod dem, som er blevet ramt af regeringens generelle nedskæringer. Målgruppen er mennesker på kontanthjælp, mennesker på starthjælp, mennesker på introduktionsydelse.
     Det er dem, der ifølge rapporten fra Rådet for Socialt Udsatte - regeringens eget nedsatte råd - har mistet 750 mio. kr. om året i form af nedskæringer i deres økonomi. Det, de så rammes af nu, og det, vi behandler i dag, er et forslag om, at de derudover også skal have indskrænkninger i forhold til de rettigheder, andre har boligmæssigt.

     Man må sige, at der er en klar linje i regeringens politik: De velhavende skal have det bedre, og de, der er nederst i samfundet, er så dem, der rammes - også med det her forslag. Det gøres, fordi der formentlig er enighed om, at det er vigtigt at se på det problem, der hedder ghettodannelse.

     Vi er selv kommet med et udspil fra SF's side, som er 3 år gammelt, og som også forholder sig til det reelle problem, der drejer sig om at kigge på beboersammensætningen i de meste belastede boligområder, der er inde i en negativ udvikling. Men det forekommer mig lidt underligt, at man fra regeringens side alene tror, man kan løse det her problem ved at fattiggøre den gruppe, der er målgruppen for forslaget her, og så i øvrigt indskrænke deres muligheder i en periode, hvor vi taler om øgede valgmuligheder for alle andre grupper.
     Fra SF's side er vi dels meget kritiske over for den ringe forpligtelse, der er til at sikre de afviste boligsøgere en alternativ bolig, dels over for, om forslaget reelt skaffer boliger nok til de afviste. Vi foreslår i stedet, at de afviste boligansøgere får en ret til en tilsvarende bolig inden for 1 måned og ikke noget med gummibestemmelser om »så vidt muligt« osv. Vi har megen erfaring med brede bestemmelser om »så vidt muligt«, hvilket
i virkelighedens verden betyder, at man overlades til, at den retssikkerhed, der før eksisterede, ikke længere eksisterer. Der er også brug for at give langt større anvisningsret
- altså op til et hundrede procent - til de velfungerende almene boligafdelinger, ligesom det er nødvendigt, som vi også tidligere har foreslået fra SF's side, at indføre anvisningsret i privat udlejningsbyggeri. I den forbindelse kan det undre meget, at regeringen ikke er mere offensiv i forhold til de offentligt støttede private udlejningsboliger, altså de steder, hvor der ofres rigtig mange penge, f.eks. i forbindelse med byfornyelse og andre ting. Det kan undre, at regeringen ikke er mere optaget af også på de områder at sikre, at det, at man sender meget store offentlige beløb ind
i en sektor, så modsvares af tilsvarende krav om at være med til at løse nogle af de store problemer, der er - jeg tror, at statsministeren har kaldt det noget for noget. Endelig er der også brug for at se på det problem, at boliger ikke kan lejes ud. Og der er brug for at sikre, at kommunerne faktisk kan betale for udgifter til almene boligorganisationer i ordningen. Summa summarum: Vi er meget kritiske, men vi vil godt bevæge os ind i udvalgsarbejdet og forsøge at få en sikkerhed for, at de, der afvises, sikres en tilsvarende bolig, så man ikke forringer den enkeltes mulighed med det her forslag.

Jeg synes, det er meget flot, når SF står og siger, at man vil sikre en passende bolig inden for 1 måned. Nu tror jeg så, at den undrende offentlighed, som måtte se den her debat eller efterfølgende læse den, vil tænke: Hvad så hvis kommunen ikke kan finde en passende bolig inden for 1 måned? Hvordan får man skaffet en bolig inden for den her måned? Det er sådan det første praktiske problem, for nu skal vi også lige prøve at holde diskussionen på et spor, hvor den er realistisk.
     Men jeg er da glad for, at SF's ordfører så hermed erkender, at man har et krav på at få en bolig, hvor vi så realistisk, mener vi selv, siger inden for ½ år, for det er vigtigt, man får en bolig, der passer til ens behov, og det er jo ikke nødvendigvis noget, der kan skaffes på 1 måned.
     Jeg vil bare gerne have belyst realismen i SF's forslag.

Det er klart, man kan have sin optagethed to steder i den her diskussion, og det er vel også det, der skiller Venstre og SF
i diskussionen. Man kan være optaget af systemet, af systemet før mennesket, og sige: Det er helt umuligt for et system at leve op til det. Det er Venstres udgangspunkt i diskussionen, at det er systemet, det er interessant at se på. Vores udgangspunkt er det modsatte, at det er mennesket, det er interessant at se på, specielt i en situation, hvor hjemløsheden stiger så voldsomt, som den stiger i øjeblikket, på grund af regeringens generelle politik. Vi er selvfølgelig dybt optaget af, at retssikkerheden i virkeligheden er vigtigst for dem, der har det dårligst i det her samfund. Det er dem, vi specielt skal beskytte med en retssikkerhed, og det er klart, at når vi fremsætter krav om meget snævre frister, så lægger vi øget pres på systemet, i det her tilfælde kommunerne, for at kunne levere de boliger, der er forudsætningen for at fratage mennesker en ret, de ellers havde, nemlig til at komme ind i en bolig.

Jamen så må jeg forstå det, hr. Villy Søvndal siger, på den måde, at man erkender, at det i de fleste tilfælde ikke kan lykkes at skaffe en bolig inden for den første måned. Det vil altså sige, at man fra SF's side vil skrive noget, som faktisk ikke kan lade sig gøre, men man gør det for at lægge pres på.
     Så er det, jeg tænker: Hvad så med den borger, der læser om sine rettigheder, der gør sig bekendt med reglerne, hvor der så, hvis SF fik lov at skrive det, ville stå, at man har ret til en bolig efter 1 måned?
     Er det netop ikke at stikke blår i øjnene på folk, når man nu fra SF's side erkender, at det ene og alene er noget, man skriver for at lægge pres på kommunerne? Er det ikke mere rimeligt, at man så, som vi gør, giver en frist, som gør det realistisk, at borgeren kan få den bolig, som passer til vedkommendes, til familiens behov for antal af børneværelser og andet, inden for en 6-måneders-periode, frem for at skrive noget, der er fuldstændig urealistisk, bare fordi det lyder flot?

Igen tror jeg, at det afhænger meget af, hvor man har sit fokus. Det er klart, at hvis man som statsbærende parti, som Venstre er i øjeblikket, hovedsagelig er optaget af systemets muligheder og systemets ret - med en svag omskrivning af Venstres principprogram »systemet før mennesket« - så vil man selvfølgelig altid være ude og kigge efter alle de områder, hvor noget, der tilgodeser mennesker, ikke kan lade sig gøre på grund af hensynet til systemet. Jeg synes, det var en sådan tale, Venstres ordfører holdt. Så det kan godt være, man skal ændre lidt på rækkefølgen i principprogrammet på forsiden.
     Men SF er dybt optaget af en retssikkerhed, der specielt værner om mennesker, der er meget udsatte i det her samfund. Hvis man fratager nogle af de svage grupper, som i forvejen er ramt af regeringens politik, retten til en bolig, forøger man jo hjemløsheden i et samfund, hvor hjemløsheden i øvrigt ifølge alle de meldinger, vi får udefra, vokser. Der synes jeg, at der måske er brug for, at Venstre i højere grad vender tilbage til det gamle slogan »mennesket før systemet«. Så kunne vi kigge på det sammen.

Tak til hr. Villy Søvndal. Den næste ordfører er hr. Frank Aaen.

Hr. Michael Aastrup Jensen fra Venstre har flere gange citeret fra lovforslaget, hvor der står, at man skal anvise, men er som en anden prokurator stoppet med citatet dér og har ikke læst de tre linjer længere nede, hvor der står: så vidt muligt inden for 6 måneder. Det er jo præcist de der ord »så vidt muligt«, der er de helt afgørende. Når man på den måde citerer noget, men lige stopper der, hvor det er mest behageligt for en selv, så er det selvfølgelig, fordi man har en dårlig sag.
     For at der ikke skal være nogen som helst tvivl om, at det er det, oppositionen siger, der er det rigtige, kan jeg lige citere fra et svar, som socialministeren gav til min forgænger Keld Albrechtsen, hvor der helt klart i det svar står, at det er regeringens politik ikke at give en retsgaranti inden for en bestemt periode. Det er jo derfor, at de mennesker, der her får frataget retten, som de troede de havde, til en bolig, kan se, at den ret lige pludselig forsvinder.
     Det er altså meget sigende, at det er Venstres, De Konservatives og Dansk Folkepartis politik, at den fattige familie, der troede, den skulle have en bolig, lige pludselig kan se, at den ikke længere har ret til den bolig, og vi får flere boligløse. Det blev jo også bekræftet af de sidste spørgsmål fra Venstres fru Inge-Lene Ebdrup, som jo siger til hr. Villy Søvndal, at det er, fordi det ikke er realistisk.
     Det er jo præcis det, der er problemet: Den bolig, man har ret til, er der, og den kan man få. Den tager man så fra dem, og så er det ikke realistisk med det lovforslag, der ligger her, at folk får en anden bolig - og i hvert fald ikke inden for ½ år.
     Tænk, at selv om man har ret til at få en bolig i morgen, kan man ikke engang få garanti for, at man i stedet for kan få en anden bolig før måske om ½ år, måske om 1 år, måske aldrig. Det er den måde, man ønsker at behandle fattige boligsøgende på, og det synes vi er helt uantageligt, selv om vi selvfølgelig deler opfattelsen af, at vi skal have gjort noget ved ghettoiseringen.
     Når det gælder private udlejere, spurgte vi før: Kan vi ikke sige, at vi skal have dem til at hjælpe med at løse de boligsociale problemer? Det kunne vi altså ikke få nogen garanti for.

     Hvad er det egentlig, der gør, at det er vigtigt at beskytte en privat udlejers ret til ikke at tilbyde boliger til fattige? Hvad er det, der gør, at det er vigtigere for V og K end at løse problemet? Og hvorfor synes man, at det er i orden at fratage rettigheder fra fattige, mens man på ingen måde vil antaste den rige boligudlejers rettigheder? Jeg kender også dér svaret. Det er, at regeringen siger: Jamen de almennyttige boliger er offentligt støttede. Ja tak, men vi ved jo fra økonomi- og erhvervsministeren, at hvad angår offentlig støtte, så er der ingen forskel på, hvad støtte der gives til private boliger og gives til almennyttige boliger. Så det er et politisk valg, man har taget.
     Vi i Enhedslisten er enige i, at man skal modvirke ghettoiseringen, men det er måden, man gør det på, vi ikke er enige i. Regeringen vil fratage folk rettigheder. Vi mener ikke, at det er den rigtige vej, og vi mener heller ikke, at det virker. Vi foreslår, at man skal give kommunerne ret til at anvise boliger i private udlejligningsbyggerier.
     Vi mener, man skal gøre det attraktivt for ressourcestærke familier - dem, der er i arbejde - at blive boende i de her områder, at kunne flytte til de her områder, få lyst til at flytte ind i de her områder. Det kan man gøre ved byfornyelse, modernisering og kvarterløft.
     Desværre er det alt sammen nogle redskaber, som denne regering har skåret ned på. De redskaber, man havde til at kunne gøre det attraktivt at flytte ind i områder, der ikke er så attraktive, har man skåret væk. Hvis man ville noget for alvor, så skulle man genopbygge byfornyelsen, tilføre flere midler til kvarterløft, sørge for - også i Gellerupparken og ikke bare der, hvor ministeren synes, det er mest behageligt - at der så bliver tilført nogle midler på den måde. Det er sådan set lidt forskellen på regeringen og Enhedslisten: Regeringen står for, at man skal piske dem, der
i forvejen står svagest, og så tror man, at det hjælper noget som helst. Vores holdning er, at man skal gøre det attraktivt at gå ind og løse nogle problemer, så vi på den måde får en mere varieret boligsocial sammensætning i de områder, ved at give tilbud, ved at lave forbedringer, ved at gøre livet bedre og ikke ringere for nogen.

Den her debat er fyldt med retorik og flotte ord. Jeg må bare sådan tænke for mig selv, at det jo netop var i de 10 år, hvor Enhedslisten havde indflydelse på den førte politik, nemlig under den tidligere regering, at det her med ghettoproblemerne virkelig tog fart. Så det, der undrer mig, er, at man står og siger alle de flotte ting, men resultaterne taler jo for sig selv. Men nu vil vi gøre noget ved det.
     Det, jeg dog vil rose Enhedslisten for, er, at de i løbet af den sidste halve time har flyttet sig fra ikke længere at sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt man har krav på en bolig, for det står i lovforslaget, sådan er det, men at diskussionen nu udelukkende drejer sig om, inden for hvilket tidsrum man så kan forvente at få en bolig, som passer til ens behov.
     Tænk, den diskussion synes jeg så er meget interessant, og den synes jeg vi skal prøve af i praksis. For viser det sig nu, at det er nemt at løse de her behov inden for 6 måneder, så kan vi diskutere det senere. Men det vigtige for os er, at man får en bolig, der passer til ens behov, og det er det, vi løser med det her forslag.

Frank Aaen (EL):
Nu skal jeg sige, at det meget typisk var sådan på det boligmæssige og boligsociale område, at Enhedslisten var i opposition også i den forrige regering, mens Venstre og Konservative stemte sammen med den forrige regering. Så hvis man leder efter nogen, der har ansvar: Kig på egen regeringsbænk!
     Så vil jeg om det med retskravet sige: Nu kan vi jo blive ved. Jeg vil så tage det positivt, at Venstre mener, at det er vigtigt, at man skal have ret til en anden bolig, hvis man bliver afvist - den bolig, man havde ret til i forvejen. Man skal have ret til en anden bolig.
     Så synes jeg, vi skal bede ministeren svare på, om meningen med loven er, at man har ret til en anden bolig. Og med ret til en anden bolig mener jeg selvfølgelig ikke en bolig om 1 år eller 2 år, for det er folk, der søger og har brug for en bolig. Så det må være en ret, man har, som ikke bare kan udskydes mere eller mindre på ubestemt tid.

Tak til hr. Frank Aaen. Så er det socialministeren.

Jeg skal takke for de til lovforslaget faldne bemærkninger, og jeg imødeser også et godt samarbejde i forbindelse med udvalgsbehandlingen, hvor jeg jo kunne notere mig, at der er bebudet spørgsmål vedrørende nogle punkter.
     Jeg synes, det er vigtigt at understrege, at det her er et nyt redskab, som kommunerne kan gøre brug af til at bryde ghettodannelser for at kunne få en mere blandet beboersammensætning og gøre op med eventuelle boligområder, som har et dårligt ry, og som betyder, at folk bliver isolerede i området.

     Jeg tror, at det var fru Anita Knakkergaard, der kaldte det her initiativ for et skridt i den rigtige retning, men understregede, at det ikke kan stå alene. Det er jeg meget enig i, for det her er et blandt mange forskellige initiativer at sætte ind mod ghettoisering.
     Forslaget skal jo ses i sammenhæng med regeringens tidligere initiativer, bl.a. boligaftalen fra 2002 om anvendelse af Landsbyggefondsmidler til renovering og støtte til beboerrådgivere, og det er jo nok så vigtigt at understrege ved debatten i dag, at der jo er en boligaftale, at der er midler til renovering, til beboerrådgivere. Den boligaftale står regeringen naturligvis bag, ligesom vi er åbne over for forhandlinger om eventuelle justeringer i boligaftalen.
     Vi har også iværksat forsøgsordningen med salg af almene boliger, og støtten til en særlig byfornyelsesindsats kom som led i forårets beskæftigelsespakke. Dertil kommer, at regeringen har præsenteret en strategi mod ghettoisering og bl.a. har nedsat en programbestyrelse, der skal arbejde med, hvad det er for nogle nye initiativer og nye forsøg, der kan sættes i værk for at bryde ghettoiseringen. Så der er altså en lang stribe initiativer til en indsats, hvoraf det her er et af redskaberne.
     Jeg har sendt et notat over til Boligudvalget om, hvad det er for nogle områder, der vil blive berørt af det her lovforslag efter de tal, vi har, men det er vigtigt for mig at understrege, at vi nu vil tage kontakt til kommunerne med henblik på at sikre, at opgørelsen også er korrekt.
     Men det er altså nogle bestemte områder, bestemte kommuner, der nu får mulighed for at bruge det her til at sætte ind i udviklingen af beboersammensætningen i de problemramte områder. Der er det meget vigtigt for mig at fremhæve, at de boligansøgere, der måtte blive afvist, har et retskrav på en erstatningsbolig. Jeg er meget forundret over så meget forvirring, der har været under debatten i dag, over, om folk har det retskrav eller ej. Hvis ikke man kan nøjes med de formuleringer, der er i bemærkningerne til lovforslaget, så kan man også gå ind i selve paragrafferne, nemlig under § 51 b, stk. 8, hvor det meget klart står:
     »Kommunalbestyrelsen skal anvise en anden passende bolig til boligsøgende, som er blevet afvist efter stk. 1, og som er registreret som boligsøgende i boligorganisationen senest på datoen for kommunalbestyrelsens beslutning om, at boligorganisationen skal afvise boligsøgende efter stk. 1.«
     Dernæst står der:
     »Anvisningen skal så vidt muligt ske senest 6 måneder efter den dato, hvor den boligsøgende modtager meddelelse om afvisning.«
     Teksten er egentlig meget klar: Man har ret til en erstatningsbolig. Så er der perioden, der kan gå, og der er det, kommunen skal gøre mest muligt for inden 6 måneder at sørge for at anvise den her erstatningsbolig. Bare sådan for, at det nu er skåret ud i pap efter de faldne bemærkninger fra diverse ordføreres side.
     Så var der en del diskussion om de private udlejningslejligheder og muligheden for at inddrage dem. Jeg mener, at vi ved at give et markant løft i det økonomiske tilskud også vil øge incitamentet til, at man vil indgå en aftale med kommunen om at stille lejligheder til rådighed. Men også her er der jo mulighed for, at kommunen kan lave aftaler med de private udlejere. Jeg ved, at bl.a. Århus Kommune er i gang med forhandlinger med Jydsk grundejerforening for at finde en model for, hvordan man i højere grad kan inddrage de private udlejere. Jeg synes, det er den rigtige vej at gå at prøve at finde frem til, hvad det er for nogle incitamenter, der skal til, og hvordan man på frivillig basis kan inddrage de private udlejere.
     Så var bl.a. Enhedslistens ordfører og den radikale ordfører inde med påstande om beskæringer på bl.a. byfornyelsesområdet. Tager vi kvarterløftsdiskussionen, så har regeringen ikke skåret på kvarterløft. De projekter, der er blevet sat i værk som kvarterløftsprojekter, fortsætter, og regeringen har forankret instrumentet med områdeløft i den nye byfornyelseslov, således at ordningen er permanent.

     Endelig er der jo også afsat den her
100 mio. kr.s-pulje fra foråret, som blev fordelt efter ansøgning, og et meget væsentligt kriterium var, at midlerne blev fordelt efter forsøgsbestemmelser, og derfor skulle projekterne give udtryk for nytænkning, være ideer, der nu kunne prøves af og være til inspiration for kommunerne rundtomkring, og tildelingen blev foretaget på baggrund af, hvilke ansøgninger der bedst imødekom de klare kriterier, der var sat op for, hvordan man kunne få del i puljens midler. Som sagt står forslaget ikke alene. Der er mange andre initiativer i gang, og jeg forventer også, at man bl.a. fra programbestyrelsens side vil komme med forslag, som vi så senere kan vende tilbage til en politisk drøftelse af. Men tak for de faldne bemærkninger, og jeg ser frem til udvalgsbehandlingen.

Der er et par korte bemærkninger til ministeren. Først fra hr. Frank Aaen.

Jeg skal takke ministeren for at citere fuldstændigt og ikke kun udvalgt, sådan at vi kan få med, at det er »så vidt muligt«, og bede ministeren om at bekræfte det svar, der blev givet til hr. Keld Albrechtsen, nemlig at det er regeringens politik, at boligsøgende, der er blevet afvist fra en bolig, de havde ret til, ikke skal have et retskrav på en bestemt type bolig inden for et bestemt tidsrum.
     Det er jo det, der er problemet. Altså ikke alene har man ikke ret til at få en anden bolig inden for et halvt år, der er overhovedet ikke fastlagt noget tidsrum, inden for hvilket man har en ret. Så er det jo, vi er ude i noget snavs, må jeg sige til ministeren. Så er vi ude i noget snavs. Når der ikke engang inden for 1 år eller inden for 2 år er en ret til at få en anden bolig, så kan man jo sige, at så er den ret altså ikke meget værd.
     Det er jo sådan set det, oppositionen har kørt på, og jeg kan forstå, det er så ømtåleligt for ordførerne fra Venstre og De Konservative, at de prøver at sno sig udenom. Derfor er det rart, at vi har ministeren til nu at bekræfte, at der ikke er noget retskrav inden for et bestemt tidsrum, og det er præcis det, der er problemet.

Jeg glæder mig over, at vi dog er nået frem til, at det netop er tidsperioden, der så kan diskuteres. Men flere ordførere var altså inde på, at det var selve spørgsmålet om, hvorvidt man havde ret til en erstatningsbolig, der var til diskussion, og det er det ikke, jævnfør det lovforslaget indeholder. Så er perioden, som kommunerne får, så vidt muligt inden for 6 måneder, men selvfølgelig med den fleksibilitet, der kan være i, at man ikke kan finde en passende bolig inden for den periode og dermed overskrider den lidt. Men der er jo ingen tvivl om, at kommunerne her får besked på, at en passende periode er 6 måneder.
     Men jeg er glad for, at vi nu er enige om, at der er et retskrav på en erstatningsbolig.

Ja, nu ved jeg ikke, om jeg overtræder, hvad formanden tillader, men det er jo noget sludder, må jeg sige til ministeren. Vi har hele tiden i alle indlæg sagt, at problemet var, at det var »så vidt muligt«, og det er regeringens egne ordførere, der har prøvet at gøre det til, om der står skal eller ikke skal. Vi kan alle sammen læse teksten, men problemet er jo, og det har ministeren altså ikke svaret på, at når man har et retskrav, hvor der dog ikke er noget tidsrum fastlagt for, hvornår det retskrav skal være opfyldt, så er det retskrav altså ikke ret meget værd.
     Det er da det, ministeren må forholde sig til. Altså, det svarer jo til, at hvis man har ret til at få en vare byttet nede i en butik, hvis den går i stykker inden for en eller anden periode, så er man jo nødt til at have en periode på. Butikken vil jo ikke være glad for et retskrav, hvis der bare står, når varen går i stykker. Kan ministeren ikke forstå det enkle, at et retskrav, som der ikke er knyttet en fast periode til, ikke er noget værd?

Der er knyttet en fast periode til retskravet på en erstatningsbolig, nemlig så vidt muligt inden for 6 måneder. Behovet for anvisning af passende bolig blev jo modsvaret af muligheden for en forhøjet anvisningsret, og derfor vil det være sådan, at kommunerne under normale omstændigheder skal kunne anvise den bolig inden for 6 måneder.
     Men jeg synes også, man bliver nødt til at give en vis fleksibilitet, så det så er en passende bolig, man finder. Der er jo ingen tvivl om, at der står 6 måneder, og det er det, kommunen skal bestræbe sig på at opfylde.

Jeg vil gerne have ministeren til at bekræfte, at til at løse beboersammensætningsmæssige problemer i de ghettoområder, vi har i dag, bl.a. Gellerupparken ved Århus, er der ikke noget
i det her lovforslag, der gør, at vi får gjort noget ved beboersammensætningen i de områder.

Her får Århus Kommune altså et nyt redskab, som man kan tage
i brug, bl.a. i Gellerupparken. Jeg er også bekendt med, at man fra Århus Kommunes side er opmærksom på, som jeg nævnte tidligere, at få lavet aftaler med de private udlejere for netop at kunne tage fat på de her problemer. Det her er et tilbud til kommunerne, og det er op til kommunerne at finde ud af, hvordan de så kan bruge det nye redskab, og hvilke andre initiativer der i øvrigt er brug for for at sætte ind mod et problem som Gellerupparken. Som jeg har understreget flere gange, mener jeg ikke, at det her i sig selv kan løse alle problemer, men det er et blandt mange initiativer at sætte ind mod ghettoproblemer.

Grunden til, at jeg spørger, er selvfølgelig, at jeg ikke mener, at det løser noget for Gellerupparken, og at lokalpolitikere og boligforeningsfolk i Århus heller ikke mener, at det her med at ændre på anvisningsreglerne flytter noget som helst, fordi i hvert fald langt hovedparten af dem, der står på venteliste, dem, der gerne vil bo i Gellerupparken, alle hører til den målgruppe, der enten er på kontanthjælp, startydelse eller introduktionsydelse. Derfor kan det her redskab ikke bruges i en kommune som Århus, og der er det så, at jeg savner nogle mere klare initiativer.
     Nu har vi jo i 4 år efterhånden hørt på en masse ord om, at man gerne vil gøre noget, men der er ikke sket noget, der er ikke kommet konkrete lovforslag, der er ikke noget økonomi med. Århus Kommune kunne ikke få en del af de 100 mio. kr., der blev givet til ghettoindsatsen.
     Derfor savner jeg noget mere handling, noget mere konkret, og at man også indrømmer, at det her altså ikke er godt nok.

Det er rigtigt, at Århus Kommune ikke fik støtte til sine to ansøgninger til 100 mio. kr.s-puljen, hvor kriterierne jo bl.a. var, at det skulle være noget nyt. Hjemmelsgrundlaget var forsøgsbestemmelsen, det var en ansøgningspulje. Der indkom ansøgninger for over, jeg tror 500 mio. kr., og der skete en vurdering af, hvad det var for nogle ansøgninger, der bedst levede op til de udmeldte kriterier, som alle jo havde fuldt kendskab til.
     Det er rigtigt, at de to ansøgninger fra Århus Kommune ikke var blandt dem, der bedst levede op til de kriterier, der var meldt ud. Men det var jo heller ikke sådan, at Århus Kommune efterfølgende søgte områdefornyelsespuljen på 50 mio. kr., der bl.a. kræver en kommunal medfinansiering for at få støtte. Der var ingen ansøgninger fra Århus Kommune til områdefornyelsen, som jo også er en mulighed for kommuner til at søge at få økonomiske midler til en indsats.
     Jeg er åben over for at høre om andre gode ideer, andre gode initiativer til, hvad det er, vi kan gøre, og jeg hører gerne på meldinger fra Århus Kommune om, hvad det så er, hvis man ikke ønsker at gøre brug af det her redskab, der ligger i den kombinerede anvisning. Det er jo som tidligere nævnt også den opgave, programbestyrelsen har, og jeg er bekendt med, at programbestyrelsen er rundt og kontakte kommuner, der har problemer, for netop at lytte til, hvad det så yderligere er, der skal til.

Jeg skulle bare lige have bekræftet, at jeg forstod ministeren rigtigt, at ministeren netop er meget optaget af kvarterløftsprojekter som et effektivt redskab i denne her sammenhæng.
     Så jeg vil bare spørge, om jeg har forstået det korrekt, at det er sådan, at hvis der nu rundtomkring skulle være steder, der i bestræbelsen på at undgå at komme på ministerens liste over belastede områder ønsker kvarterløftsprojekter, ja, så vil ministeren se velvilligt på det og straks gå i gang med på finansloven at få sat midler af til nye kvarterløftsprojekter.

Det, jeg gjorde opmærksom på, var, at det var misvisende af den radikale ordfører at tale om massive nedskæringer på områdebaserede indsatser, fordi der faktisk er taget en hel masse af de initiativer, jeg har nævnt, og at de iværksatte kvarterløftsprojekter fortsætter og er blevet forankrede som instrument til områdeløft inden for rammer af den nye byfornyelseslov.
     Derfor var det, den radikale ordfører fremførte tidligere, simpelt hen forkert.

Det vil vi vende tilbage til omkring de konkrete nedskæringer, som er oplevet rundtomkring.
     Men det, jeg synes er afgørende, er, at hvis ministeren mener, at det er et godt redskab med kvarterløftsprojekter, så må vi vel også kunne få ministerens tilsagn her i dag om, at det vil være en del af strategien, altså at der skal nye kvarterløftsprojekter til, for at undgå, at der kommer nye belastede områder.

Jeg understregede over for den radikale ordfører, at vi har lavet en ny byfornyelseslov, vi har bl.a. lavet puljen på 100 mio. kr. til en særlig indsats, og så har vi sørget for, at de nuværende kvarterløft, som blev etableret som forsøgsprojekter, fortsætter.
     Det var vigtigt for mig at understrege det over for den radikale ordfører, fordi den radikale ordfører sagde noget andet tidligere i dag.

Jeg formoder, at ministeren er enig i, at det er sådan, at kommunerne allerede i dag, hvis de ønsker det, kan yde en større støtte til den enkelte private udlejer for at medvirke til at løse et boligsocialt formål end de 18.000 kr., som er maks.-grænsen fra statens side.
     Derfor vil jeg godt spørge: I og med at man her i forslaget siger, at nu lægger vi grænsen på de 30.000 kr., hvad er så egentlig forskellen? Hvad er egentlig grunden til, at ministeren har en forventning om, at det her overhovedet vil have en effekt, for man har altså under den gældende lovgivning haft mulighed for at gå op på de 30.000 kr., man har også haft mulighed for at gå højere op? Jeg vil sige, at nu sker der faktisk det, at man begrænser en kommune, fordi man ikke fra statens side vil refundere mere end de 30.000 kr.
     Hvad bygger ministeren overhovedet sine forventninger og sin optimisme på med hensyn til, at private udlejere skulle medvirke, i og med at vi kan se, at over 10 år er der altså kun indgået 14 aftaler, hvoraf de 13 er blevet udnyttet? Så hvilke elementer i det her begrunder optimismen?

Jeg synes også, at det er ganske få aftaler, der er indgået.
     Men nu bliver beløbet jo forhøjet væsentligt, nemlig op til de 30.000 kr., og det vil sige, at de midler, der er til rådighed til den støtte, samtidig bliver målrettet de her problemområder.
     Derudover er der jo mulighed for, at kommunen frivilligt kan lave nogle aftaler, og som jeg bl.a. har refereret, er jeg bekendt med, at Århus Kommune er i gang med drøftelser med Jydsk grundejerforening for at se, hvordan man i fællesskab bedre kan løfte den her opgave. Jeg synes, det er godt, at der pågår sådan nogle forhandlinger for netop at finde ud af, hvor det er, der er barrierer, hvad det er, der skal til.
     Samtidig gør vi jo også udpegningen af, hvad det er for nogle lejligheder, der indgår i aftalen med kommunerne, mere fleksibel.

Jeg formoder, at ministeren i det svar her også giver mig ret i, at der sådan set ikke er noget nyt under solen, for man har kunnet gå op til de 30.000 kr. fra en kommunes side, lige så vel som man kan gøre det med det her forslag; man har fra en kommunes side kunnet lave aftaler med private udlejere, hvis de havde villet det.
     Der er jo heller ikke noget nyt i, at en kommune kan gå ind i det. Ministeren henviser til, at man fra Århus' side nu prøver, om man kan forhandle. Jeg ved ikke, hvor mange gange der er blevet forsøgt forhandling. Det er derfor, jeg spørger: Hvad er der egentlig at have optimisme i? Hvis det ikke virker, og vi har ikke indtil dato set, at det har virket, hvad vil ministeren så gøre, for det er ikke acceptabelt, at vi har en stor del af boligmassen, som ikke er en del af at løse de boligsociale problemer? Hvad vil ministeren så gøre? I de svar, ministeren indtil videre har givet, og i det, der står i lovforslaget, er der intet nyt under solen, som giver anledning til optimisme.

Jeg skal beklage fru Lissa Mathiasens sortsyn med hensyn til effekten af de ændrede regler på det her område.
     Jo, der er en række nye ting. Der er det nye, at midlerne på området bliver målrettet til her, hvor problemerne er, at støttebeløbet bliver hævet til 30.000 kr., og at der bliver en større fleksibilitet med hensyn til, hvilke lejligheder en aftale om anvisningsretten skal omfatte.
     Derudover er der selvfølgelig mulighed for, at kommunerne laver aftaler med de private udlejere og finder ud af, hvad det er, der skal til, for at de i højere grad vil tage et ansvar og stille lejligheder til rådighed.

Hermed sluttede forhandlingen, og lovforslaget overgik derefter til anden behandling.

Afstemning

Formanden:
Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Boligudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.