Den sidste sag på dagsordenen var:
9) Første behandling af lovforslag nr. L 28:
Forslag til lov om ændring af lov om forældremyndighed og samvær, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love. (Udmøntning af kommunalreformen på det familieretlige område). Af familie- og forbrugerministeren (Lars Barfoed). (Fremsat 24/2 2005).

Lovforslaget sattes til forhandling.

Forhandling

Da mit partis ordfører, hr. Søren Pind, ikke kan være til stede, skal jeg kort på hans vegne meddele, at Venstre kan tilslutte sig forslaget.
     De familieretlige anliggender, der tidligere henhørte under statsamterne, overgår nu til de nye statslige forvaltninger, og det er vi godt tilfredse med. Det ser også ud til, at der vil komme større gennemskuelighed og bedre rådgivning, det er vi ligeledes tilfredse med, så vi støtter forslaget.

Det var jo en meget kort tale, der her blev holdt af Venstres fungerende ordfører.
     En af de ting i forslaget, som i hvert fald har slået os meget, er de afstande, der nu kommer. Man lægger op til noget meget godt om mægling, konfliktløsning, mediation og børnesagkyndige undersøgelser, men der står tilbage, at der bliver nogle meget, meget lange afstande. Nogle mennesker skal rejse mere end 100 km for at få det til at fungere, og hvordan forestiller man sig fra Venstres side, at det skal komme til at hænge sammen, så det bliver mere positivt og bedre end det, vi har i dag? Jeg forstår jo, at det, der ligger i forslaget, er noget, som skal komme borgerne bedre til gode end det, vi kender i dag.

Fru Lissa Mathiasen har jo fuldkommen ret i, at der kan være nogle steder, hvor afstanden tidligere var 50 km, men nu bliver 80 km. Men dertil er altså at sige, at det jo er ikke hver eneste dag i sit liv, man skal skilles eller skal til konfliktløsning. Naturligvis bliver der længere til alt, når
14 amter bliver til 5 regioner, og det er også taget med i betragtningerne, men det er jo også opgaver, som den enkelte borger meget sjældent har brug for at få løst.

Jeg synes sådan set ikke, at jeg fik noget andet svar end en erkendelse af, at der bliver længere, og vi taler altså for nogles vedkommende om afstande på over 100 km.
     Det har været sagt, at med den nye strukturreform er det meningen, at borgerne skal sættes i centrum, og så er det jo sådan set ligegyldigt, hvor mange gange i sit liv man kommer ud for det her. I den periode, hvor man er udsat for det her, er det hårdt for børnene og svært at få tingene til at løse sig og hænge sammen, og hvordan forestiller man sig fra Venstres side, at mægling, børnesagkyndige undersøgelser m.v. skal foregå? Er det meningen, at folk skal drage over 100 km med den kollektive trafik og tage en dag eller flere dage fri? Vi ved jo godt, at mægling ikke afsluttes på én dag, og at konfliktløsning ikke afsluttes på én dag, tværtimod, og hvordan forestiller man sig, at det skal løses i praksis?

Jeg synes altså ikke, det hører under lovgivningsmagten, og fru Lissa Mathiasen kunne lige så godt spørge: Hvordan skal folk komme til Højesteret eller en af landsretterne, når der kun er to landsretter i Danmark? Det hører naturligvis med, at når man nedlægger amterne og erstatter dem med fem regioner og fem statsforvaltninger, bliver der længere. Det kan ikke være anderledes, men fru Lissa Mathiasen må jo også medgive mig, at det altså er sjældent i ens liv, at man skal bruge statsforvaltningerne.

     Men jeg er meget villig til at høre, hvad fru Lissa Mathiasen, som jeg forstår vil gå konstruktivt ind i arbejdet med kommunalreformen, har af ideer. Lad os få dem på bordet, jeg vil lytte meget til fru Lissa Mathiasens ideer i Retsudvalget, medmindre fru Lissa Mathiasen allerede i dag vil afsløre, hvad hun synes, vi skal gøre.

Tak til fru Birthe Rønn Hornbech. Den næste ordfører er fru Lissa Mathiasen.

Som det allerede er fremgået, er lovforslaget her en udmøntning af kommunalreformen på det familieretlige område. Statsamterne bliver afskaffet, og statsforvaltningerne kommer til.
     Det er Socialdemokratiets klare holdning, at det er rigtig godt at få samlet det familieretlige område. Det vil være til gavn for borgerne kun at have én indgang til det offentlige, ligesom vi også finder det rigtigt at få sikret samtidighed i sagsbehandlingen af spørgsmål om separation, skilsmisse, forældremyndighed og samvær ved at lade statsforvaltningerne påbegynde behandlingen af begge typer sager.
     Jeg vil også godt udtrykke en klar tilfredshed med og glæde over, at konfliktmægling nu er indskrevet i lov om forældremyndighed og samvær som et obligatorisk tilbud fra statsforvaltningerne. Begge dele skulle meget gerne bidrage positivt til at hjælpe parterne til selv at finde løsninger, som tilgodeser ikke mindst barnets, men også gerne forældrenes ønsker og derved medvirker til at dæmpe konfliktniveauet, ikke mindst til gavn for barnets senere trivsel. Vi ved, at i de tilfælde, hvor man undgår konflikter, er det en fordel for børnene, også på længere sigt.
     Men som det også fremgik af behandlingen af det overordnede lovforslag, L 70, der var til behandling her i tirsdags, indebærer forslaget, at i og med at statsamterne afskaffes og statsforvaltningerne kommer til, beskæres antallet af kontorer til fem, svarende til antallet af statsforvaltninger, samt fem afdelingskontorer. Dermed vil det for borgerne være så som så med fordelen ved kun at have én dør, hvis døren, man skal ind ad, til gengæld ligger måske over 100 km borte, og dermed er vi meget langt fra indenrigsministerens ord om borgerne i centrum.
     Hvad bliver så konsekvensen af det? Vi kunne høre, at Venstres ordfører bare sagde, at det er det, der hører med. Jamen hvorfor har man ikke tænkt over konsekvenserne? Vi kan
i hvert fald frygte, at konsekvenserne bliver, at det, der skulle være så godt med øget mægling, konfliktløsning, mediation og børnesagkyndig rådgivning - alt det gode, der ligger i forslaget - går tabt. Jeg vil gerne afsløre, at jeg egentlig havde tænkt mig at stille det spørgsmål til ministeren, om man fra ministerens side overvejer at tilbyde, at der i praksis indføres mulighed for, at det er medarbejderne, der rejser til barnets og forældrenes hjemby for at gennemføre samtaler og gennemføre rådgivning. Mange af de pågældende familier er ikke stærke familier, og i mange tilfælde vil det betyde, at børnene skal rejse langt, så vil ministeren være med på at overveje det? Vi kan også godt frygte, som også mange af høringssvarene giver udtryk for, at medarbejderne ved disse statsforvaltninger på grund af arbejdsforholdene vil flygte hurtigere, end borgerne kan nå ind ad svingdøren. Det bliver til skade for de borgere, der har stor hjælp behov. Jeg kunne nævne mange andre spørgsmål, som trænger sig på: Hvordan sikres det, at der er faguddannet personale nok til at modsvare det udmærkede skridt med obligatorisk konfliktmægling? Og hvad med efteruddannelse? Har ministeren tænkt sig, at det er børnesagkyndige i ordets normale forstand, der skal lave de børnesagkyndige undersøgelser, eller vil man bruge jurister? Når jeg spørger om det, er det også af interesse for at sikre, at der bliver midler til at få uddannet nok børnesagkyndige. Og hvordan sikres uafhængigheden, når statsforvaltningerne på én og samme tid både skal varetage mægling og træffe juridiske afgørelser i verserende sager? Den sammenblanding er vi også lidt bekymrede over. Vi er også bekymrede over det forhold, at man forventer at spare en bunke penge ved at afskaffe de beskikkede advokater, hvis en sag forliges. Det er jo ikke nødvendigvis to ligeværdige parter, tværtimod, og derfor tror jeg, vi vil opleve, at mange kommer i klemme, fordi der ikke er mulighed for at få beskikket en advokat i den sammenhæng. Også spørgsmålet om sikkerheden, f.eks. i forbindelse med kvinder på krisecentre, som er meget bekymrede for at møde op til en sådan mægling, står åbent.

     Så vil jeg godt som det sidste nævne spørgsmålet om sagsbehandlingstiden. Vi er meget optaget af, at forslaget afkorter sagsbehandlingstiden, og det tror jeg også ministeren er. Men vi er ikke sikre, og jeg vil derfor godt opfordre til, at vi en gang om året kan få en afrapportering, som viser udviklingen i sagsbehandlingstiden.
     Jeg ved godt, at det er mange spørgsmål, jeg har stillet, men jeg kan kun sige, at der kunne stilles endnu flere. Når man læser høringssvarene igennem, er der ufattelig mange spørgsmål, og det, der også kan konstateres, når vi læser forslaget og bemærkningerne igennem, er, at man rent faktisk ikke har givet svar på de spørgsmål. Jeg håber, vi undervejs i udvalgsarbejdet kan få svarene, så vi også kan få lidt mere klarhed over, hvilke konsekvenser forslaget egentlig kommer til at få.

Tak til fru Lissa Mathiasen. Så er det hr. Martin Henriksen som ordfører.

Martin Henriksen (DF): Lovforslaget er en udmøntning af kommunalreformen, og formålet med lovforslaget er at sikre borgerne én indgang til det offentlige. Der lægges op til, at borgerne som udgangspunkt får det lettere, når der indtræffer den uheldige situation, at en familie går fra hinanden. Dansk Folkeparti lægger vægt på, at der i lovforslaget tages hensyn til barnets ønsker og behov. Vi finder ligeledes, at statsforvaltningens rolle i sager om forældremyndighed og samvær er positiv, forstået på den måde at der lægges vægt på, at man som udgangspunkt skal forsøge at skabe enighed før en eventuel retssag. Det er afgørende, at en skilsmisse er så skånsom som mulig, specielt når der er små børn med i forløbet. Det er dog vigtigt for Dansk Folkeparti at understrege, at det først og fremmest er forældrenes ansvar at opnå et resultat, der er til gavn for barnet. Det er også vigtigt for Dansk Folkeparti, at afgørelsen falder ud til fordel for barnet, og som jeg læser lovforslaget, skal der tages meget hensyn til barnet, og det støtter vi helhjertet. Jeg synes, det er relevant i anledning af dette lovforslag at rejse spørgsmålet om, hvorvidt fædrenes rettigheder bliver tilgodeset i tilstrækkelig grad. Vi ved, at fire ud af fem sager, der omhandler forældremyndighed, falder ud til moderens fordel, så på dette område er det vigtigt, at vi ikke bare lader stå til, men får undersøgt de faktiske forhold, for hvis vi mener noget med al den snak om ligestilling, skal den naturligvis gå begge veje. Men som udgangspunkt er det altid barnets tarv, der skal være i centrum for enhver beslutning; det skal stå fast. Dansk Folkeparti synes, det er positivt, at bl.a. Foreningen Far får en repræsentant i det udvalg, der om ikke så længe skal kigge på forældremyndigheds- og samværsregler, men jeg understreger igen, at det altoverskyggende er at sørge for, at barnet får det så godt som muligt. Det lægger dette lovforslag op til, og derfor kan Dansk Folkeparti støtte forslaget.