Stormgade 2-6 1470 København K T 33 95 13 10 F 33 95 13 11 www.minff.dk [email protected] Folketingets Retsudvalg   Christiansborg 1240 København K MINISTEREN J.nr. 05-0800-00053 Init.: TDA Dato: 14. juni 2005 Under henvisning til spørgsmål nr. 36 vedrørende L 27 fra Folketingets Retsudvalg sendes hermed i 5 eksemplarer ministeren for familie- og forbrugeranliggenders be- svarelse. Spørgsmål: ”Ministeren bedes indhente en udtalelse fra Økonomi   - og Erhvervsministeriet til det af adv. Christian Schow Madsen anførte om beskyttelse af vitterligt kendte mærker i he   n- hold til internationale forpligtelser, herunder konventioner og EU forordninger på omr å- det. Der henvises til L 27 – Økonomi  - og Erhvervsministeriet til det af Lego i deres henvendelser anførte.” Svar: Erhvervs- og Økonomiministeriet har over for mig udtalt følgende: ”Advokat Christian Schow Madsen anfører i sin henvendelse af 9. juni 2005, at Danmark i følge internationale forpligtelser er forpligtet til at beskytte udenlan dske vitterlig kendte mærker, og at æ ndringen i navneloven vil lukke op for en omgåelse af varemærkeloven. I henvendelse af 24. maj 2005 fra Lego Juris A/S rejses der på tilsvarende måde spørg   s- mål om velkendte varemærkers beskyttelse overfor perso   nnavne. Et vitterligt kendt varemærke, er et   mærke, der er notorisk kendt, heru  nder kendt ud over landegrænser. Et velkendt varemærke, er et mærke, der er kendt både inden for og i et vist o mfang uden for den branche, hvor det benyttes. Et velkendt varemærke kan være velkendt i et eller flere lande. Danmarks forpligtelse til beskyttelse af vitterligt kendte udenlandske varemærker u  d- springer af Pariserkonventionen artikel 6b og TRIPS-aftalen fra 1994, artikel 16. Efter disse bestemmelser har Danmark en forpligtelse til at beskytte udenlandske mærke  r, der ikke er registreret i Danmark, under forudsætning af, at det udenlandske mærke er vitte r- ligt kendt. Bestemmelserne tager sigte på at yde visse udenlandske varemærker en tilsv   a- rende beskyttelse som varemærker registreret med gyldighed for Danmark. Varemærkerettens indhold fremgår af varemærkelovens § 4. Indehaveren af en varemæ r- keret kan forhindre andre i at gøre erhvervsmæssig brug af et tegn, hvis nærmere fastsatte betingelser er opfyldt. Velkendte varemærker, herunder vitterligt kendte udenlandsk  e mærker, nyder en særlig udvidet beskyttelse. Reglerne om vitterligt kendte og velkendte

2. varemærker fremgår i relation til proceduren for registrering af varemærker også af var e- mærkelovens § 15, stk. 2, nr. 4 samt § 15, stk. 3, nr. 2. Varemærkeretten giv  er udelukkende en eneret til at hindre andres erhvervsmæss  ige brug af tegn. Den blotte optagelse af et navn som nyt efternavn er således ikke i strid med v a- remærkerettens indhold. I hvilket omfang indehaveren af en varemærkeret kan forhindre en person i a  t optage et nyt efternavn reguleres således alene via navneloven. Varemærkeretten giver som udgangspunkt mulighed for at forhindre enhver erhverv  s- mæssig brug af tegn, der er i strid med varemærket. En særlig undtagelse findes dog i v a- remærkelovens § 5, d  er fastlægger, at varemærkeindehaveren blandt andet ikke kan fo r- hindre en anden i at bruge eget navn og egen adresse erhvervsmæssigt, så længe denne brug sker i overensstemmelse med god markedsføringsskik. En tilsvarende beste mmelse findes i artikel 6 i direktiv 89/104/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker. Begrebet ”god markedsføringsskik” kendes også fra ma r- kedsføringslovens § 1, men varemærk   elovens § 5 skal dog fortolkes selvstændigt. Varemærkelovens § 5 tilkendegiver   det princip, at den loyale brug af et navn, hvortil man har lovlig adkomst, ikke uden videre kan forhindres. Denne vurdering foretages af dom- stolene i en kombination mellem de hensyn, der ligger til grund for varemærkelovens §§ 4 og 5, markedsføringsloven s § 5, der forbyder brug af andre erhvervsdrivendes forret- ningskendetegn og den nuværende navnelovs § 16, stk. 2, hvorefter bæreren af et efte r- navn kan forhindre, at andre uberettiget benytter vedkommendes navn eller et dermed forveksleligt navn. En erhvervsmæssig brug af eget navn på en måde, hvor der skabes en forveksling med varemærket, vil under ingen omstændigheder kunne anses for brug i overen sstemmelse med god markedsføringsskik. Samspillet mellem reglerne i varemærkeloven og navneloven er isoleret   set ikke ændret. Ved en liberalisering af navneloven vil den personkreds, der er berettiget til at optage et bestemt navn som efternavn, dog blive udvidet. Dette kan indebæ  re, at den personkreds, der kan bringe varemærkelovens § 5 i anvendelse, på ti   lsvarende vis bliver udvidet. I den forbindelse skal det bemærkes, at domstolene også i sin bedømme lse af, om der er tale om loyal brug af eget navn, kan inddrage spørgsm å let om på hvilket tidspunkt og på hvilken baggrund navneretten er opstået. Det er allere de i dag muligt i et vist omfang, at tage navneforandring til et navn, der samtidigt er beskyttet som varemærke. Det forhold, at en person tager navneforandring med henblik på at kunne bringe varemærkelovens § 5 i anvendelse i forhold til et allerede eksisterende varemærke, vil af domstolene kunne inddrages i vurderingen af, om brugen af eget navn er sket i overensstemmelse med god markedsføringsskik. På samme måde vil domstolene ved bedømmelsen af, om en persons erhverv   smæssige brug af eget navn er sket i overensstemmelse med god markedsføringsskik, kunne inddr a- ge hensynet om særligt kendte mærker, og om brugen af eget navn sker på en måde, hvor det kendte varemærkes renommé skades eller udny ttes. Forslaget til navneloven indebærer således ingen ændringe r i de principper, der gælder i samspillet mellem varemærkeindehaverens rettigheder og navnebærerens rettigheder. Der kan blive tale om en udvidelse af den personkreds, der kan bringe varemærkelovens § 5 i

3. anvendelse, men der er ikke tale om en ændring i d  et juridiske grundlag for samspillet mellem de to love.” Lars Barfoed Kirsten á Rogvi