Stormgade 2-6 1470 København K T 33 95 13 10 F 33 95 13 11 www.minff.dk [email protected] Folketingets Retsudvalg   Christiansborg 1240 København K MINISTEREN J.nr. 05-0800-00053 Init.: TDA Dato: 2. juni 2005 Under henvisning til spørgsmål nr. 17 vedrørende L 27 fra Folketingets Retsudvalg sendes hermed i 5 eksemplarer ministeren for familie- og forbrugeranliggenders be- svarelse. Spørgsmål: ”Ministerens kommentar udbedes til henvendelsen af 29. maj 2005 fra Niels Christian Wedell-Wedellsborg, jf. L 27 – Svar: I henvendelsen stiller Niels Christian Wedell-Wedellsborg mig tre spørgsmål, som jeg har besvaret nedenfor. Det bemærkes, at det nedenfor anførte om ægtefæller efter lo vforslaget også gælder for faste samlevende. 1. Jeg har forstået Niels Christian Wedell -Wedellsborgs første spørgsmål således, at jeg b e- des redegøre for, hvorfor en ægtefælle skal give samtykke til, at den anden ægtefælle t a- ger førstnævntes efternavn, mens der ikke kræves samtykke fra førstnævnte ved den e r- hvervende ægtefælles videregivelse af det erhvervede navn til en ny æ gtefælle. Lovforslaget ophæver sondringen mellem eget efternavn og giftenavn. Vælger man de rfor at samtykke til, at den anden ægtefælle får ens navn, erhverves dette som eget efte rnavn. Der skal derfor ikke længere registreres og administreres forskellige former for eftern  av- ne med hver deres adgang til benyttelse. Dette er efter den nuværende lov allerede gæ l- dende for efternavne erhvervet ved samtykke fra en sted- eller plejeforælder. I såda   nne tilfælde får sted   - eller plejebarnet navnet som egentligt efternavn og har derfor ret til at videregive dette på lige fod med den, der gav samtykke til erhvervelsen, uden at der skal indhentes samtykke til enhver efterfølgende videreg ivelse. 2. Niels Christian Wedell-Wedellsborg henviser til mit svar på spørgsmål nr. 11 fra Folk   e- tingets Retsudvalg og beder mig uddybe, hvilket eller hvilke hensyn til den tidligere æ  g- tefælle der refereres til og beder mig redegøre for baggrunden for, at et sådant/sådanne hensyn ikke længere kan antages at være tilstrækkeligt tungtvejende til at oprethol de den eksisterende ordning.

2. Herudover beder Niels Christian Wedell-Wedellsborg, som jeg forstår henvendelsen, mig redegøre for, på hvilket grundlag antagelsen om, at en videreførelse af et efternavn e   r- hvervet ved ægteskab alene kan antages at være aktuelt, hvor bæreren har en sådan stærk tilknytning til navnet, at det reelt opleves som en del af den pågældendes identitet, hvi   ler. Det hensyn, der er refereret til i mit svar på spørgsmål nr. 11 fra Retsudvalget, er hens   y- net til de ægtefæller, der ikk e ønsker, at deres ægtefæller senere videregiver de førstnæv n- tes navne til nye ægtefæller eller særbørn. Om baggrunden for, at dette hensyn ikke længere synes at være tilstrækkeligt tungtveje n- de til at opretholde sondringen mellem giftenavn og eget efternavn, skal jeg henvise til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.2., betænkning nr. 1446 om personnavne, s. 121-124 og mine svar på Retsudvalgets spørgsmål nr. 6, 8 og 11, hvori der er redegjort for hensynene bag ophævelsen af sondringen mellem gif  tenavn og eget efternavn. For så vidt angår den ovenfornævnte antagelse er det min opfattelse, at et ønske om at v i- deregive og dele efternavn med en anden person/andre personer som altovervejende ho- vedregel kun vil opstå, hvor det navn, der ønskes videreg  ivet, opleves som en del af den pågældendes identitet. Hvis dette ikke er tilfældet, vil der efter min opfattelse kun yderst sjældent være noget incitament til at videregive og dele navnet med andre. Denne opfa t- telse er i øvrigt også udtrykt i Navnelovsudv  algets betænkning, s. 122. 3. Niels Christian Wedell-Wedellsborg beder mig i henvendelsen om at redegø er min opfattelse, at identiteten for den ægtefælle, der har givet samty kke til, at den anden ægtefælle kan tage pågældendes efternavn, er mindre beskyttelsesværdig end ide  ntiteten for den person, som erhverver efternavnet uden at have nogen slægtsmæssig ti lknytning dertil. Det er ikke min opfattelse, at den enes identitet som udgangspunkt er mere eller mindre beskyttelsesværdig end den and  ens. Begges identitet er beskyttelsesværdig. En person, der giver samtykke til, at en anden person må bære dennes mellem   - eller efternavn, må derfor tåle, at denne person også oplever navnet som en del af vedkommendes identitet og er berettiget til at videregive navnet, som var det vedkommendes eget oprindelige navn. Lars Barfoed Dorrit Sylvest Nielsen