SKRIVELSE TIL RETSUDVALGET Supplerende bemærkninger til L 27 - navnelovsforslaget Ministerens svar af 17. maj 2005 på vor henvendelse af 12. maj 2005 giver anledning til følgende anmodning: Blandt andet af hensyn til at begrænse risikoen for udvanding af forbeholdte varemærker, foreslås det  genovervejet,  om  det  i  det  mindste  for  vitterligt  kendte  navne,  der  er  forbeholdt,  skal  være muligt for virksomheden at modsætte sig, at sådanne vitterlig kendte navne tages som efternavn, medmindre  dette  sker  på  grundlag  af  slægtsmæssig  tilknytning  til  navnet  som  efternavn,  jf.  den gældende lov.   Endvidere foreslås det genovervejet, om der tillige skal indhentes samtykke fra virksomheder, som har forbeholdt - i det mindste - vitterligt kendte navne, også selvom der er én eller flere personer, som allerede benytter navnet som efternavn.   Begrundelsen for anmodningerne er følgende: Varemærkeloven  giver  i  dag  beskyttelse  mod  andres  anvendelse  af  identiske  eller  lignende  tegn (jf.  varemærkelovens  §  4).  Som  en  begrænsning  i  denne  ret  kan  varemærkeindehaveren  ikke forbyde  andre  at  gøre  brug  af  eget  navn,  forudsat  at  dette  sker  i  overensstemmelse  med  god markedsføringsskik (jf. varemærkelovens § 5). Ændringen af navneloven ændrer ikke herpå.   Såfremt et varemærke er forbeholdt her i landet, giver det i dag beskyttelse mod, at nogen tager navnet  som  efternavn,  medmindre  personen  kan  påvise  slægtsmæssig  tilknytning  til  navnet  som efternavn.  Ifølge  dansk  retspraksis  for  anvendelse  af  virksomhedsnavne,  er  der  en  væsentlig forskel mellem på den ene side for-  og mellemnavne og på den anden side efternavne,  idet man kan  anvende  sit  efternavn  erhvervsmæssigt,  hvorimod  indehaveren  af  et  forbeholdt  navn  kan forhindre andre i at benytte for- eller mellemnavn erhvervsmæssigt som virksomhedsnavn, jf. bl.a. sagen UfR 1943.410Ø, hvor slægten Sally kunne forhindre en person med mellemnavnet Sally i at anvende  betegnelsen  "Sally's  skrædderi",  og  UfR  1932.781H,  hvor  Højesteret  fandt  at  familien Angelo  kunne  forhindre  Angelo  Petersen  i  at  benævne  sin  forretning  "Angelo".  Endvidere  har Klagenævnet  for  Domænenavne  (hvis  formand  er  Højesteretsdommer)  i  sin  afgørelse  vedrørende "Lillienskjold.dk"  (sag  nr.  2000-096)  blandt  andet  udtalt:  "Indklagedes  adgang  til  at  benytte betegnelsen  Lillienskjold  som  mellemnavn  kan  ikke  antages  at  omfatte  en  adgang  til  at  benytte betegnelsen isoleret i kommercielt øjemed." Når indehavere af varemærker kan have en særlig interesse i at begrænse yderligere udbredelse af varemærker/virksomhedsnavne   som   efternavn,    er   det   for   at   undgå   eller   begrænse   den udvanding(dilution),  som kan ske ved at nogen opnår navnet som efternavn, og derefter anvender

det  for  forskellige  typer  virksomhed  eller  produkter  -  beslægtede  eller  ikke  beslægtede.  Et eksempel  på  en  sådan  generende  anvendelse  er  sagen  om  brøndboreren  der  ændrede  navn  fra Petersen til Vandfoss på trods af en længere strid med Danfoss om navnet, jf. UfR 1967.371.   Såfremt en virksomhed har forbeholdt sit navn eller varemærke i dag, vil det kun være muligt for personer  med  slægtsmæssig  tilknytning  til  navnet  som  efternavn,  at tage  navnet  som  efternavn. "Tredjemand", det vil sige personer uden slægtsmæssig tilknytning til navnet, vil ikke kunne tage navnet, og personer hvis slægt alene anvender det som mellemnavn vil ikke kunne tage navnet.   Hensynet til varemærkeindehaveren vejer væsentligt tungere, når der er tale om vitterligt kendte varemærker,     der     også     betegnes     som     verdensmærker.     Dette     hensyn     er     udtrykt     i Pariserkonventionens  artikel  6  b  (se  bilag  1),  hvorefter  Danmark  er  forpligtet  til  at  beskytte unionsborgeres vitterligt kendte varemærker i forhold til varer af samme eller lignende art, uanset om  disse  varemærker  er  registreret  i  Danmark.  Forpligtelsen  til  at  beskytte  "vitterligt  kendte" varemærker er blevet udvidet i TRIPS artikel 16, stk. 3, så WTO landene nu også er forpligtet til at beskytte vitterligt kendte varemærker i forhold til produkter af anden art (se bilag 1).    Disse konventionsforpligtelser er implementeret i varemærkelovens § 15, stk. 2, nr. 4, stk. 3 nr. 2, og  stk.  4,  jf.  stk.  1,  hvorefter  tredjemand  ikke  kan  registrere  "vitterligt  kendte"  varemærker  for varer  af  samme  eller  anden  art,  under  de  nævnte  betingelser,  herunder  at  det  vil  medføre  en utilbørlig  udnyttelse  af  det  vitterligt  kendte  varemærke,  eller  det  vil  skade  særpræget  eller renomméet. Patent- og Varemærkestyrelsen påser af egen drift, om disse regler er overholdt.   Det  anføres  i  Kommenteret  Varemærkelov,  DJØF  (2004),  s.  204  ad  varemærkelovens  regel  om vitterligt kendte varemærker (§ 15, stk. 2, nr. 4),   "Reglen  er  i  og  for  sig  velbegrundet,  idet  det  ville  være  stødende,  om  de deciderede verdensmærker skulle kunne bemægtiges af andre, selvom det ikke er registreret i det pågældende land."   På  samme  måde  må  det  anses  for  ganske  rimeligt,  at  personer  må  acceptere  den  beskedne begrænsning i deres ønsker om efternavn, at de blot ikke kan tage vitterligt kendte varemærker, som f.eks. KODAK, VOLVO og CARLSBERG som efternavn, hvis man ikke allerede anvender navnet som efternavn i slægten.   Skulle  ganske  få  personer  allerede  benytte  navnet  som  efternavn,  eller  skulle  de  via  forfædres efternavne være berettigede til at tage et sådant vitterligt kendt navn, må det ligeledes anses for ganske rimeligt, at indehaveren af et sådant navn, i hvert fald hvis de har forbeholdt navnet, skal have  mulighed  for  at  modsætte  sig  udbredelsen  af  navnet  til  "tredjemand",  uden  en  sådan slægtsmæssig  tilknytning.  Hensynet  til  "ham  der  altid  har  været  som  en  bedstefar  for  børnene" kan ikke veje tungere i disse tilfælde, og navnelovsforslaget stiller da heller ikke krav om en sådan

-   eller   anden   særlig   -   tilknytning   til   de   personer,   der   giver   samtykke.   Derimod   udelukker lovforslaget  generelt  indehaverne  af  de  forbeholdte  virksomhedsnavne  fra  beskyttelse,  hvis  der blot er én enkelt person i landet, der opnår ret til at bære navnet som efternavn.   Det bemærkes i den forbindelse, at det synes forudsat i Ministerens svar, side 2, fjerde nederste afsnit, at en virksomhed også vil kunne få et navn forbeholdt, uanset at det samtidig bæres som efternavn af personer i Danmark, men der synes imidlertid ifølge lovforslaget ikke at være nogen retsvirkning forbundet med at forbeholde et navn, hvis det allerede anvendes som efternavn. Dette står i modsætning til den gældende retstilstand.   På denne baggrund anmoder jeg om Deres venlige genovervejelse af ovenstående ændringsforslag.   Med venlig hilsen   Peter Strandgaard Advokat LEGO Juris A/S Pariserkonventionen artikel 6b (1)  Unionslandene  forpligter  sig  til,  enten  ex  officio,  hvis  landets  lovgivning tillader  det,  eller  efter  den  interesserede  parts  begæring,  at  afslå  eller  ophæve registreringen og at forbyde brugen af ethvert varemærke, som er en gengivelse, efterligning  eller oversættelse egnet til at  fremkalde  forveksling  med et mærke, som  de  kompetente  myndigheder  i  registrerings  eller  brugslandet  skønner  er vitterligt kendt i dette land som allerede tilhørende en person, der er berettiget efter  denne  konvention,  og  anvendt  for  varer  af  samme  eller  lignende  art.  Det samme skal også gælde, når den væsentlige del af mærket er en gengivelse af et sådant vitterligt kendt mærke eller en efterligning, der er egnet til at fremkalde forveksling dermed. TRIPS artikel 16, stk. 3: Artikel  16,  stk.  3.  Artikel  6a  i  Paris-konventionen  (1967)  gælder  med  de  fornødne  ændringer  for varer eller  tjenesteydelser,  der ikke  ligner dem,  for  hvilke  der  er  registreret  et  varemærke, forudsat  at  brugen  af  det  pågældende  varemærke  i  forbindelse  med  de  pågældende  varer  eller tjenesteydelser  indikerer  en  forbindelse  mellem  de  pågældende  varer  eller  tjenesteydelser  og indehaveren af det registrerede varemærke, og forudsat at de interesser, som indehaveren af det registrerede  varemærke  har,  efter  al  sandsynlighed  skades  af  en  sådan  anvendelse.  [fremhævet her]