Det er tæt på at kunne blive en fortsættelse af den diskussion, vi netop har haft, for også det her forslag ser ved første blik ganske fornuftigt ud. Det indfører muligheden for, at man i den enkelte daginstitution kan indføre en forældrebetalt madordning. Det er klogt, fordi vi udmærket godt ved, at alt, alt for mange børn i Danmark ikke får den kost, de skal have, og fordi vores børn er så mange timer i
f.eks. daginstitution, er det selvfølgelig vigtigt, at der serveres ordentlig mad, gerne økologisk, gerne varm og med alle de facetter, som ordentlig kost medfører. Så derfor er vi sådan set med på præmissen for forslaget. Men når man så igen ridser en lille, lille smule i lakken, vil man se, at der er nogle problemer i forslaget. Der er for det første det, at forældrebetalt mad jo godt kan gå hen og blive en dyr affære, og vi ønsker ikke børnehaver og vuggestuer i Danmark, hvor der sidder børn på den ene side af bordet, hvis forældre har haft råd til at betale til en madordning, og der så sidder børn på den anden side af bordet, hvis forældre ikke har råd til det. Derfor har vi stillet et ændringsforslag gående på, at de forældre, hvis børn er omfattet af fripladsordning, også kan få den overført, hvad angår madordning. Det andet ændringsforslag, vi stiller, er, at vi ikke ønsker, at denne ordning også skal gælde vores vuggestuebørn. Det er ikke, fordi vores vuggestuebørn ikke skal have ordentlig mad, for det skal de, men fordi der i rigtig, rigtig mange vuggestuer i dag allerede er indført gode og fornuftige madordninger, og det er jo sådan set en selvfølge, fordi børnene er så små, at de ofte spiser det meste af dagen. Se, hvis forslaget vedtages, som det ligger, så kan vi risikere, at det får den effekt, at de vuggestuer, der allerede har indført ordentlige madordninger, vil skifte de oprindelige gratis ordninger ud og påbegynde en forældrebetalt ordning i stedet. Så vil det her forslag i virkeligheden være en forringelse og et besparelsesforslag, og derfor er der altså to ændringsforslag. For det første lader vi for de børn, der i forvejen er omfattet af en friplads, nu også den fripladsordning gælde for den madordning, der eventuelt etableres i børnehaven, og lader for det andet ikke ordningen gælde vuggestuebørn, fordi der på vuggestueområdet allerede er ganske mange gode og fornuftige madordninger.