Jeg vil gerne takke for de indlæg, der har været under debatten. Jeg vil gerne takke ordførerne fra Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti for støtte til forslaget og for bidrag til en god debat. Og jeg vil gerne takke ordførerne fra De Radikale, Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten for bidrag til en god debat.
Det er i det her lovforslag sådan, at vi sikrer forældrene mulighed for at vælge mellem offentlige og private daginstitutioner og skaber grundlag for flere valgmuligheder, end der er i dag. Jeg har det sådan, at jeg synes, at det er godt og vigtigt og rigtigt at sikre mangfoldigheden, også når det gælder dagtilbudsområdet.
Jeg har også stor tiltro til, at forældre nok skal forstå at vælge det bedste for deres børn, og det er vel lige præcis der, forskellen går mellem dem, der støtter det her forslag, og dem, der er imod. Vi er nogle, der har tillid til, at udgangspunktet er, at folk forstår at vælge selv. Folk forstår at påtage sig et ansvar, vi kan godt give dem frihed og valgmuligheder, for vi har tillid til, at mennesker forstår at træffe de valg, der er rigtige for dem og deres børn.
Så er der andre her i salen, som har den opfattelse, at politikerne - vi herinde i Folketinget - er lidt klogere. Vi ved bedre, hvad der er godt for børnene, og derfor skal man passe på med at give forældrene for mange valgmuligheder. Det er, sådan som jeg ser det, sådan, man kan trække forskellen i holdninger op i den her sag. Jeg synes, det er sundt, at vi får anskueliggjort, hvori forskellene består, også i en sag som den her.
Personligt synes jeg altså, at det er en klar forbedring, at forældrene selv kan vælge det pasningstilbud, som netop modsvarer deres behov. Vi imødekommer de forældre, der har oplevet, at de ikke kan få et tilbud, der passer deres og barnets behov og derfor gerne vil noget andet.
Jeg synes også, det er vigtigt - ikke mindst i lyset af den debat, der har været - at fremhæve, at privatinstitutioner ikke nødvendigvis behøver at opkræve en højere forældrebetaling, men at der er mulighed for det. Det må være forældrenes frie valg, om de vil betale mere eller de ikke vil. Jeg tror sådan set, at forældrene vil overveje fordele og ulemper ganske nøje, altså også den højere forældrebetaling, inden de beslutter sig til, hvor de vil have passet deres børn.
Så er det jo sådan, og det er, som om man fuldstændig overser det fra modstanderne af forslagets side, at der i sidste ende jo så er pladser i det sædvanlige kommunale system til sædvanlig takst. Dem kan man jo bare vælge, hvis det er sådan, at man ikke vil de højere takster, hvis der bliver højere takster i nogle af de her tilbud, som nu formentlig vil dukke op.
Jeg synes jo også, at det er væsentligt at være opmærksom på, at de private institutioner, der kan komme på tale her, jo vil lukke igen, hvis forældrene ikke ønsker at bruge dem. Hvis de ikke lever op til forældrenes krav og forventninger, så vælger forældrene dem jo fra igen. Jeg synes, det er helt i orden, at børnehaver og vuggestuer og tilbud til børn i skolealderen også skal være konkurrencedygtige.
Der har jo også fra tid til anden, når det her har været diskuteret, været udtrykt nogle bekymringer over tilsynet med de private institutioner. Og der er det i hvert fald vigtigt at understrege, at kommunerne har en tilsynsforpligtelse, og hvis en privat institution ikke lever op til godkendelseskravene, så kan institutionen simpelt hen ikke fortsætte. Godkendelsen bliver trukket tilbage, og tilskuddet stopper.
Så har der været en gevaldig debat om det her med at tjene penge. Jeg synes, at flere af ordførerne udmærket har redegjort for det, bl.a. hr. Hans Andersen, som klart redegjorde for, at der jo også tjenes penge på mange andre tilbud i dag. Der er masser af eksempler på private virksomheder, som via offentlige midler som bidrag til at finansiere deres drift tjener penge på det.
Det er vel også sådan, som hr. Hans Andersen også påpegede, at der i dag tjenes penge på det her område. En hvilken som helst, som arbejder i systemet, altså som arbejder på daginstitutionsområdet, arbejder der jo for at tjene penge. Det er der vel ikke noget galt ved.
Jeg takker under alle omstændigheder for den gode debat. Jeg synes, det er sundt med en god debat, ikke mindst når holdningerne kan blive trukket så klart op, som de er blevet
i dag. Jeg ser frem til udvalgsbehandlingen af forslaget, og vi vil naturligvis fra ministeriets side bidrage med at svare på de spørgsmål, der måtte være under udvalgsbehandlingen.