Til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg
Producentansvar for EE-affald
KL har med stor interesse fulgt behandlingen af L nr. 2 i Folketingets
Miljø- og Planlægningsudvalg.
KL har på det seneste forstået, at der er rejst tvivl om, hvorvidt
kommunerne efter indførelse af producentansvaret kan forsætte naturlige
aktiviteter i forlængelse af den aktivitet, der i dag foregår på
genbrugspladserne i tilknytning til indsamling af EE-affaldet.
KL har i forhold til sit arbejde med det konkrete lovforslag arbejdet ud fra
en model, som var udarbejdet i samarbejde med de øvrige kommunale
parter. I modellen skulle kommunerne forsætte med at forestå indsamlingen
af husholdningsaffaldet, men producenterne skulle som noget nyt forestå
behandlingen. I modellen var det lagt til grund, at det var muligt for
kommunerne at forsætte med de naturlige aktiviteter, som en genbrugsplads
i dag kan have i forbindelse med indsamling af EE-affald. Det kan for
eksempel være lettere demonteringsopgaver eller en sortering af det
indkomne affald i flere end de som minimum fastsatte antal fraktioner.
Det har været KLs vurdering dengang som nu, at sådanne aktiviteter forsat
kan udføres også med det nuværende lov- og bekendtgørelsesudkast
KL skal på denne baggrund opfordre til, at Miljø- og Planlægningsudvalget
ved udvalgsbehandlingen af L nr. 2 søger at få afklaret, om kommunerne
med det fremsatte lov- og bekendtgørelsesudkast har mulighed for at
forsætte med disse aktiviteter efter aftale med producentansvarsordningen
mod betaling.
Med venlig hilsen
Christina Føns
Den 11. april 2005
Jnr 10.06.02 Ø80
Sagsid 000152810
Ref CEF
[email protected]
Dir 3370
Weidekampsgade 10
Postboks 3370
2300 København S
Tlf 3370 3370
Fax 3370 3371
www.kl.dk
1/1