I Enhedslisten opfatter vi det her forslag som et uhyre beskedent fremskridt, men dog et fremskridt. Det løser jo ikke alle de problemer, vi har med håndtering af affald og reduktion i affaldsmængder, heller ikke inden for det, man kunne kalde elektronisk skrot, men det er et forsøg på at få affaldet gjort mindre skadeligt.
Det, der jo er kendsgerningen i Danmark, er, at vi har en række ordninger for at indsamle affald, nogle af dem fungerer meget godt, og andre fungerer betydelig dårligere. Det, der savnes, er et egentlig incitament til producenterne for at nedbringe mængden af affald, gøre produkterne sådan, at de er nemmere at genanvende og i det hele taget nedbringe produktionen af affald.
Hvis man gennemfører det her EU-direktiv, tyder noget på, at situationen godt kan blive en anelse bedre, selv om vi synes, at når man kigger på lovgivningen og på direktivet, er det måske en anelse svært at se, hvordan vi helt konkret skal sikre os, at vi får et resultat ud af det, som giver en egentlig forbedring.
Vi vil gerne medvirke til under det fortsatte udvalgsarbejde at kigge lidt på, om man kunne lave nogle præciseringer, også i stil med dem, som hr. Steen Gade antydede, men jeg vil ikke lægge skjul på, at vi under alle omstændigheder vil støtte forslaget, som er en lille, men alligevel positiv forbedring af den tilstand, vi har i dag.