23. september 2005
Spørgsmål 13:
Ministeren bedes tilsende udvalget en tabel, der viser fordelingsvirkningen af
regeringens forslag om, at hjemmeboende børn i alderen 18-23 år ikke længere
tæller som børn i beregningen af boligsikring. Tabellen skal vise fordelingen på
indkomstintervaller for forskellige familietyper: enlige med børn, par med børn og
alle.
Svar:
Forslaget indebærer, at nuværende børn under 18 år ikke længere skal kunne indgå
i boligstøtteberegningen (boligsikring og boligydelse) som børn, fra det tidspunkt de
fylder 18 år.
Regeringen finder, at det er utidssvarende, at hjemmeboende unge i alderen 18 til
22 år skal betragtes som børn. Lovgivningen på de fleste andre områder følger
den generelle myndighedsalder på 18 år. Med regeringens forslag vil aldersgrænsen
i boligstøttereglerne således blive harmoniseret med en række øvrige love.
Regeringen lægger dog vægt på, at der ikke sker ændringer for de familier, der i
dag modtager boligstøtte til 18-22 årige hjemmeboende unge og har indrettet
deres økonomi derefter. Forslaget gøres derfor alene gældende i forhold til
hjemmeboende unge, der fylder 18 år den 1. januar 2006 eller senere.
Det er således alene husstande, der kun har 0-17 årige, der vil blive berørt af
forslaget i takt med, at børnene fylder 18 år. En beregning af fordelings-
virkningerne på den eksisterende bestand af modtagere, vil derfor ikke give et
retvisende billede af, hvem der berøres af forslaget.
Som et stiliseret regneeksempel kan dog illustreres, hvordan forslaget ville virke,
hvis det var blevet gennemført på en måde, så alle nuværende modtagere var
blevet omfattet. En sådan beregning viser et gennemsnitligt forskelsbeløb på ca.
250 kr. pr. måned for enlige med indkomster under 120.000 kr. og ca. 450-600 kr.
for enlige med indkomster over 160.000 kr., jf. tabel 1.