Tak, hr. formand.
Jeg vil gerne starte med at knytte et par enkelte kommentarer til hr. Høgni Hoydals indlæg, som jeg fandt meget uvenligt, og sige, at der skal være en fri debat. Det er der
i Folketinget, det er der på Færøerne, og det er der i Grønland, og sådan skal det også være. Men der er én ting, der står klokkeklart: Det færøske folk bestemmer selv sin egen fremtid. Det er også svaret til hr. Lars-Emil Johansen:
Det grønlandske folk bestemmer selv sin fremtid, sådan er det. Vi respekterer de aftaler, der indgås mellem hjemmestyre og regering, men de hviler jo på de ønsker, man har om selvstyre eller selvstændighed, eller hvad det er, folkene ønsker. Det er den dybeste form for respekt. Regeringen er tilhænger af rigsfællesskabet, det har vi aldrig lagt skjul på. Vi synes, det har mange værdier, og at det rummer mange gode muligheder, men i sidste instans er det altså det færøske folk selv, der bestemmer efter eget valg, og det samme gælder det grønlandske folk. Derom kan der ikke herske tvivl. Det har været interessant at lytte til debatten og samtidig tænke på, hvor meget nyt der egentlig er kommet frem. Nu skal jeg jo ikke kommentere alt, hvad der er sagt, det tror jeg også mange vil have sig frabedt i al almindelighed, for det er måske ikke første gang, det er hørt og sagt. Men vi har altså fremlagt et finanslovforslag, som endnu en gang dokumenterer, at Danmark sammen med Sverige er det land i verden, der bruger den største andel af den samlede produktion på offentlig service, og den andel har aldrig været større. Det er også sådan, at det antal offentlige servicetilbud, vi reelt giver, heller aldrig har været større, så det er altså ud fra det niveau, vi i øvrigt må drøfte, hvad det rent faktisk er, der er til behandling.
Det er rigtigt, som det er blevet sagt, at der ikke er de store overraskelser, og derfor vil man også kunne konstatere, at det er et valgløfte, der er opfyldt, fordi vi hele tiden har sagt, at det, vi lover før et valg, gennemfører vi efter valget. Vi siger, hvad vi gør, og vi gør, hvad vi siger. Det er sådan set parolen, og derfor er det rigtigt, at der ikke er så meget nyt. Nej, det er en præcis indfrielse af de løfter, som er afgivet, og som står i regeringsgrundlaget, som vel er det mest omfattende regeringsgrundlag, nogen dansk regering nogen sinde har nedfældet i forbindelse med sin konstituering. Jeg har ikke set noget lignende tidligere.
Det er et spørgsmål om stille og roligt at efterleve de løfter, der er givet. Jeg erindrer stadig, at man sagde i valgkampen, at det var meget letsindigt af regeringen at fortælle, hvordan man ville bruge 24 mia. kr. i den næste valgperiode - meget letsindigt, for hvor skulle pengene komme fra?
Det var meget klart præciseret, at det var 2 mia. kr. om året i faste priser, altså en vækst på 0,5 pct. om året. 2 mia. kr. om året var der tale om, og hvad er det, vi rent faktisk har lagt frem i finanslovforslaget? Det er en præcis efterlevelse af den vækst i det offentlige forbrug, som vi har lovet, nemlig 0,5 pct. svarende til 2 mia. kr. Vi efterlever systematisk de løfter, vi har givet, så vi er sikre på, at når vi når frem til 2010, er samtlige de valgløfter, regeringsgrundlaget omtaler, indfriet.
Derfor er det rigtigt, at der ikke er de store overraskelser, lige bortset fra at der er sat en ny dagsorden. Det er rigtigt, at det fantasifulde ikke kommer rent umiddelbart. I forbindelse med pinsepakken sagde man før valget, at der ikke var brug for noget, men efter valget kom den lige op af skuffen. Men den form for overraskelser kommer altså ikke mere, og på den måde er dansk politik blevet lidt kedeligere.
Til gengæld vil jeg sige, at jeg synes, det er betryggende, at mens andre lande kæmper med underskud, meget høj ledighed og lav beskæftigelse, er det, vi kæmper med i Danmark, hvordan vi skal bruge nogle penge, som mange gerne vil bruge flere af. Det er altså en helt anden dagsorden, vi har i Danmark, end den, man har i de fleste andre af de lande, vi normalt sammenligner os med. Vi er et af de tre lande, der har den absolut laveste ledighed, og de tre lande har egentlig den samme lave ledighed; vi har den højeste beskæftigelsesgrad overhovedet; vi er et af de tre lande, der har den absolut laveste gæld, og vi er et af de lande, der har det absolut højeste overskud på betalings- og handelsbalancen, så på alle områder ligger vi altså der, hvor vi kan bruge tid på at diskutere, hvordan vi egentlig kan gøre det bedre, i stedet for at diskutere, hvad vi egentlig skal rette op på for overhovedet at sikre fremtiden.
Det er rigtigt, som det er sagt af mange, at 2010-planen har været regeringens linje, og 2010-planen er stadig regeringens linje; der er ingen ændringer her. Men hvad er hovedindholdet i 2010-planen? Er hovedindholdet 0,5 pct.s vækst eller 60.000 flere i arbejde? Nej, det er værktøjerne, for målet er en halvering af den samlede offentlige gæld i perioden 2000-2010. Det er målet, resten er værktøjer, og de værktøjer håndterer vi.
Der er blevet stillet en række spørgsmål. Når vi målet? Mit svar er: Vi når den halvering. Vi er alerede meget flot på vej til en halvering af den offentlige gæld i 2010. Bliver de vækstrammer, der er sat, overholdt? Ja, regeringen gør det selv. Vi har lagt den linje lige fra starten, at staten skal holde sig inden for den samme ramme, og i virkeligheden er det, der lægges om til, at der skal bruges flere penge til borgernær service.
Hvordan er det så rent faktisk gået? Ja, kommuneaftalerne for 2002 indgik jeg jo ikke, men tager vi 2003 og 2004 og den del af 2005, vi er nået igennem, har alle aftalerne ligget inden for den ramme, der er lagt i 2010-planen. Både aftalerne og selve budgetterne har haft 2010-planen som forudsætning, som der sådan set også var lagt op til.
Hvis vi ser på, hvordan væksten har været, har den været 0,3 pct. i 2003 og 2 pct. i 2004, og den forventes at blive 0,3 pct. i år. Det er altså et gennemsnit på 0,86 pct. Nu skal vi ikke bruge alt for meget tid på de endelige talstørrelser, men det er sådan, at ifølge 2010-planen skulle det være 1 pct. i 2003, i 2004 skulle det være 0,7 pct., og i 2005 skulle det være 0,5 pct., fordi skattelettelserne skulle finansieres.
Ser man så på tallene, efter at skattelettelserne var finansieret, var der plads til en vækst på i alt 0,73 pct., så differencen i de aftaler, jeg har indgået, er altså på 0,13 pct., og det er historisk lavt. Går man tilbage til 1990'erne, var der en målsætning på 1 pct., men det blev 2,5 pct. i gennemsnit, altså en afvigelse på 1,5 pct., og vi taler altså om en afvigelse på 0,13 i gennemsnit. Så kan man spørge, hvem det egentlig er, der forsøger at ramme linjen i den økonomiske politik. Det er lige nøjagtig regeringen, og regeringen gør det også.
Så kan man diskutere, om det er meget eller lidt at bruge 0,5 pct. Jeg forstår godt, at der kan være mange meninger om det, men her er jeg enig med Det Radikale Venstre - ret skal jo være ret - som siger, at hvis man vil gøre noget forsvarligt, er det jo at lægge et sådant grundlag for den offentlige økonomi, at man undgår rystelser og kan sætte noget i værk og finansiere det uden efterfølgende at skulle trække fundamentale goder tilbage, netop fordi det, man sætter i værk, rent faktisk ligger inden for de rammer, der er lagt for den økonomiske politik.
Vi startede arbejdet med strukturreformen, som kom til at ligge på både den ene og den anden side af et folketingsvalg, og det er vel nok den største samlede reform overhovedet af den offentlige sektor, som dele af Folketinget nogen sinde har spillet med på. Det Radikale Venstre er med på en stor del, og efterfølgende gik også Socialdemokratiet med på det, man gerne ville være med til, bl.a. kommuneinddelingsloven. Det lovprogram, som er blevet vedtaget her i Folketinget, er rent faktisk den største reform nogen sinde af den offentlige sektor.
Det var lagt godt til rette, at der skulle være en afstemning om forfatningstraktaten, men det lå altså ikke inden for den danske regerings muligheder selv at bestemme, hvordan afstemningsmønsteret i sidste ende skulle blive.
Der er lagt op til de næste store reformer, der skal være med til at tegne Danmark efter 2010 og ikke bare i 5 eller 10 år. De skal i virkeligheden trække et spor, der går
40 år frem i tiden. Det er baggrunden for Velfærdskommissionens arbejde, der er at komme med forslag, analyser og ideer til, hvordan et fremtidigt velfærdssamfund egentlig kan være bygget op. Det er ikke bare en niche om efterløn, det er i virkeligheden en fundamental beskrivelse af, hvad et velfærdssamfund skal kunne, hvad borgerne skal kunne forvente, hvad samfundet skal kunne forvente af borgerne, og hvordan man egentlig skaber en langsigtet balance, der kræves, og Velfærdskommissionen kommer med sit oplæg den 7. december i år. Ved siden af det har vi haft trepartsdrøftelser. Vi har haft drøftelser med arbejdsmarkedets parter, og vi har haft møder, hvor opgaven var at belyse, hvordan regering, Folketing, arbejdsgivere og lønmodtagere i fællesskab kan sikre det, der hedder livslang læring. Alle de parter, der i virkeligheden har et direkte eller indirekte ansvar for, at lønmodtagere eller for den sags skyld enhver, også selvstændige, over tid kan tilegne sig de færdigheder, der gør, at de kan tage fremtidens udfordringer op, har været involveret. Endelig har vi Globaliseringsrådet, som jo ikke bare er et råd af eksperter, men et råd, hvor regeringen selv sidder med. Rådets oplæg skal være færdigt i februar-marts næste år, og det vil egentlig blive hele grundlaget for at træffe beslutninger om, hvordan vi skal indrette Danmark i fremtiden. Så er der givet et klokkeklart løfte af statsministeren, nemlig at uanset på hvilket tidspunkt vi er færdige med drøftelserne i Folketinget, bliver de beslutninger, der træffes, først sat i værk efter et folketingsvalg. Der er jo ikke tale om, at man forhaler et projekt. Der er tale om, at man bruger den fornødne tid til at træffe nogle beslutninger, som kan være meget retningsgivende for, hvordan fremtidige generationer kommer til at opfatte velfærdssamfundet Danmark. Vi vil have tid til det, og vi vil ikke låse os fast på forhånd. Der er intet, der ikke kan drøftes, men vi vil bare have lov til at se det hele i en sammenhæng, hvor de parter, som i virkeligheden skal være med til at føre det ud i livet, også er engagerede. Der er ikke tale om, at eksperter rådgiver regeringen. Der er tale om parter, som efterfølgende er aktører i arbejdet med at udforme fremtidens velfærd, hvad enten vi taler om lønmodtagere, arbejdsgivere eller repræsentanter for det øvrige Danmark, som jo i øvrigt er medlemmer af Globaliseringsrådet. Det hele er lagt meget præcist til rette, og jeg glæder mig i øvrigt til de debatter, der kommer, og til at se den vilje, der sikkert er til at vise smidighed, indgå kompromiser og trække et tydeligt spor, hvor man ikke er låst på forhånd, men helt uden skyklapper ser på fremtidens store muligheder,
som jo ikke går ud på at gøre det ringere for danskerne, men som i enhver henseende går ud på at skabe et grundlag for, at fremtidige generationer kommer til at opleve en velfærd, som vi ikke har set selv. Det er jo sådan set det ideelle mål. Så det er idealistisk. Det er jo ikke for at forringe de muligheder, der gælder for fremtidens generationer, det er for at forbedre dem.
Så omkring det forventningsmæssige vil jeg sige til dette med, at man ikke bliver overrasket, og det gælder jo så egentlig også de indlæg, der har været, at jeg synes, det er flot, at Enhedslisten også kan operere i et felt, hvor man godt ved, at det er ud fra rækkevidden af den retorik, at man egentlig bidrager ret meget til fællesskabet her i Folketinget. Sådan er det, og man har jo egentlig også lov til at lægge sig på en linje, hvor det er fantastisk svært at finde de parter, som man egentlig vil arbejde sammen med.
Så må jeg sige om Det Radikale Venstre, at der jo er noget realitet i det, hvis - hvis - vi bliver 90. Det er jo altså science fiction, og jeg anerkender også, at der jo i virkeligheden er plads til også at tænke store, dybsindige tanker. For de ligger så der i den der science fiction, hvor de også skal have lov at være, og det er vel en almindelig radikal opfattelse, at man på den bane udelukkende har de rigtige tanker, og nogle gange er det jo svært at finde et flertal i Folketinget for de rigtige tanker.
Så tit og ofte er det altså en radikal egenskab, at man glæder sig over at have de rigtige tanker og egentlig lever helt godt med det. Jeg vil også anerkende, at det egentlig er ganske flot beskrevet, og jeg vil også godt endnu en gang anerkende, at ansvarligheden i det samlede regnestykke jo ligger på den radikale platform. Så det er jo de 90 mandater, der måske så i hvert fald er det mest udprægede science fiction i forbindelse med indholdet af det, man så egentlig gerne vil.
Jeg har tidligere rost Dansk Folkeparti, og det vil jeg såmænd også gerne gøre igen. For når regeringen er i stand til at lægge et materiale frem i det, der hedder pixiudgaven, den korte udgave, om, hvordan dansk økonomi er i forhold til alle andre landes, så skyldes det en ting, som vi jo får at vide, når vi bevæger os uden for landets grænser, nemlig at der er styr på økonomien. Det skyldes den linje, der er lagt med, at man styrer udgifterne. Det er jo det, der ligger i »2010«. Man styrer udgifterne og fokuserer ikke på, at hvis der kommer en krone mere, så bruger man en krone mere.
Så der er lagt en klar linje. Vi styrer udgifterne, der er et skattestop. Det kræver selvfølgelig, at der er et rygstød i Folketinget uden for regeringen, der jo ikke kan gøre det alene. Og der vil jeg blot igen anerkende, at det er det, jeg har mødt til stadighed fra Dansk Folkeparti.
Så oplever jeg, at regeringen også i Det Konservative Folkeparti har en solid støtte. Jeg takker også for den meget flotte ordførertale, som hr. Christian Wedell-Neergaard holdt, og vil sige, at jeg opfatter den som en støtte til regeringen.
Jeg vil også gå så vidt som til at sige til hr. Peter Christensen, at meget af det, der blev sagt fra hr. Peter Christensens side, godt kunne opfattes som en støtte til regeringen, og det vil jeg egentlig også godt takke for, for det er ingen skade til.
Så er der det overraskende. Der er jo noget, der overrasker. Det er jo ikke bare sådan, at man siger, at det hele er, som man kunne forvente. For det overraskende var jo egentlig det udspil, der kom i går fra Socialdemokratiet, hvorom man må sige, at et parti, der har været med til at samtænke, hvordan man får en stabil udvikling i »Danmark 2010«, tænke tankerne, lige med et slipper det hele, lægger afstand til alt, hvad der ligger i »2010«. Ja, for fru Pia Gjellerup har sagt tidligere, at den plan er stendød og ikke kan bruges.
Men at man kommer med et forslag om at bruge 11,5 mia. kr., og der så er godt 8 mia. kr. af de 11,5 mia. kr., der ikke er finansieret, det er altså ret imponerende. Jeg vil være så venlig at sige, at hvis man gennemfører de velfærdsomlægninger, man beskriver, så kan de i teorien give
2 mia. kr., og så er det ca. 6,3 mia. kr., der mangler. Men i et udspil på 11,5 mia. kr. er der altså et underskud på mere end 6 mia. kr., det er noget af en præstation. Jeg synes egentlig, det er ganske flot, at man kan komme så langt op i den blå luft, at tingene overhovedet ikke hænger sammen. Jeg skal ikke kritisere forslagene, for jeg synes, at når man læser dem igennem, så er der mange af dem, der er sympatiske. Det er de fleste af dem egentlig, man vil gerne gøre meget godt. Hvem vil ikke det? Det er jo præcis det, vi også beskriver i regeringsgrundlaget, det, vi lægger frem, nemlig at gøre meget godt. Men det skal altså finansieres. Og der er ikke plads til letsindighed. Så må man ellers spørge i Tyskland, hvordan det er gået i Tyskland, spørge i Frankrig, spørge i Italien, spørge i Grækenland, Portugal, Spanien, alle steder, hvad der kommer ud af letsindighed.
Mit ønske er, at Socialdemokratiet kommer tilbage på banen med ansvarlighed, for jeg vil sige, at det jo også er forudsætningen for, at man kan arbejde regeringen ud af kontorerne. Jeg synes, det er en dårlig idé at sætte noget op, der i virkeligheden gør, at man overhovedet ikke er i stand til at komme gennem døren.
Jeg synes, det er vigtigt, at man tænker på, hvad det så
i givet fald er, man kan komme med i. Står skattestoppet ved magt, eller står det ikke? Det er sagt ganske klart:
Skattestoppet står ved magt. Går regeringen ud og gennemfører noget, som koster 6 mia. kr., der ikke er finansieret? Svaret er nej. Så mit råd til Socialdemokratiet er i virkeligheden at se på de mange sympatiske ting og se, om ikke det er muligt for de sympatiske ting at finde et flertal i Folketinget, som synes, de er sympatiske, og som vil være med til at finansiere dem. Det er mit bedste råd. For vi har ét ønske i regeringen, og det er de bredest mulige flertal. Men det stiller altså også nogle krav til, hvor luftigt det kan være, når man egentlig stiller sine egne mål op. At man altså på en eller anden måde bliver ved jorden, for det er nødvendigt. Man kan ikke flyve ind i regeringskontorerne. Jeg ved af erfaring, at man kommer til at vandre. Den første vandretur er ned ad stengangen, og jeg glæder mig altid til, når man går den tur på stengangen, at man så kommer med en mere realistisk opfattelse af, hvad det er, dansk økonomi kan bære, og forsøger at leve op til det, man selv tidligere har stået for og haft som et mål, man ikke selv kunne efterleve, men har sat som mål. For hvis det er indstillingen, tror jeg også, at vi kan få nogle gode forlig omkring finansloven for 2006. Det er jo op til medlemmerne af Folketinget. Der er ikke nogen barrierer for det at tale sammen og forsøge at finde vejene, men det kræver en vis form for realisme, og det håber jeg så også at den nye ledelse i Socialdemokratiet vil finde på et tidspunkt, for jeg forstår, at der er et ønske om at arbejde os ud, og jeg vil sige: I er hjertelig velkomne i den øvelse.