Lovforslaget her er et ganske fornuftigt forslag, og det er måske et eksempel på det, som hr. Bent Bøgsted og undertegnede udvekslede erfaringer om for lidt siden: at man rent faktisk godt kan gøre et direktiv bedre, end der oprindelig var lagt op til. Så hr. Bent Bøgsteds bemærkninger duer ikke, i hvert fald ikke sådan generelt set, og det er vel noget, vi godt ved, men man skal jo have lov at komme med de bemærkninger, som hr. Bent Bøgsted gjorde.
Jeg synes alligevel, at når vi taler om lovforslag om information og høring af lønmodtagere, er det vigtigt i en verden, der er meget global, at uanset hvor man er henne i fællesskabet, er det vigtigt, at lønmodtagerne får en viden om: Hvordan ser det ud med vores arbejdsplads både i morgen og i overmorgen og et stykke ud i fremtiden? Hvilke planer har virksomheden med medarbejderne og med produktionen? Skal der flyttes nogle dele af produktionen, skal der indskrænkes, skal man udflytte, eller hvad skal man? Og jeg synes faktisk, det er rigtig godt, at vi her tager fat på de forhold.
Tallet er kommet ned til 35. Det kunne måske være ønskeligt, at det var kommet længere ned, så der ville være flere virksomheder, der bliver omfattet af det, men vi synes, det er godt, at medarbejderne får denne her mulighed, således at man får lejlighed til kvalificeret at drøfte, hvad der skal ske, for de virksomheder, der i dag har en ordentlig personalepolitik og investerer i mennesker og i de ressourcer, som vi hver især har som lønmodtagere, ja, det er også dem, der klarer sig på arbejdsmarkedet.
I stedet for bare at tale om udflytning og flytte til Oldenburg i Østtyskland, og hvad man ellers kan finde på, så er det fornuftigt at have en god dialog med medarbejderne om:
Hvordan og hvorledes kan vi udvikle vores virksomhed? Og det foregår jo kun ved, at man inddrager medarbejderne i beslutningsprocessen frem for at træffe beslutninger hen over hovedet på folk. I stedet for at man først skal til at gå ind
i sagen og efterrationalisere, så er det væsentligt, at man kommer på forkant, og det kan man kun gøre ved, at der informeres og gives mulighed for, at medarbejderne kan blive hørt i de sager her.