Det er jo et vigtigt forslag.
Man kan spørge sig selv, hvad ændringen fra 9 søndage til 20-21 stykker egentlig betyder. Det betyder en desavouering af branchens aktører, som på nær nogle ganske få, de store, f.eks. Dansk Supermarked, havde ønsket det nationale kompromis på 13 søndage. Det betyder, at nogle butikker, om de vil eller ej, det har vi lige hørt i debatten før, kommer til at holde åbent om søndagen. Det betyder, at for de store kæder er lukkeloven faktisk ophævet, for de kan rent faktisk bare holde åbent på skift.
Vi kan så se, og vi kan diskutere, hvem der bliver vinderne, og hvem der bliver taberne i det her spil. Lavprisbutikkerne i de store byer vinder, men de helt store sejrherrer bliver storcentrene ved de store færdselsårer, og vi kommer til at se nogle helt store weekendshow, hvor kunderne køber fra havregryn til underholdning for børn og voksne.
Taberne bliver butikkerne i de mindre byer og dem, der stadig væk er ude på landet, derude, hvor vi i 1999 gennem en omsætningsgrænse på ca. 25 mio. kr. sikrede deres eksistens. Derudover bliver taberne også de ældre og dem, som ikke bare kan sætte sig ind i en bil og køre 50-100 km.
Det leder mig til at spørge ministeren, hvis ministeren også vil deltage i denne debat: Hvorfor slettede ministeren bestemmelsen om omførsel af varer, en fornuftig mulighed for dem ude på landet? Er det rimeligt, at Dansk Folkeparti med en helt vanvittig argumentation om, at noget sådant nok vil medføre ulovligheder, får stoppet et af de eneste solstrejf, der er i dette lovforslag?
Undersøgelser viser, at der er nøje sammenhæng mellem antallet af søndage, hvor forretninger holder åbent, og antallet af dødsfald inden for butikssektoren. Vi fik det dæmpet rimeligt med lukkeloven sidste gang med 9 søndage kombineret med omsætningsgrænsen. Udvidelsen til 20-21 søndage vil være dødsstødet for de små forretninger med fra en til seks ansatte, og det bliver som nævnt på landet, i de mindre byer og såmænd også i forstæderne til de store byer, at taberne skal findes.
Jeg spørger: Hvem i Danmark har egentlig et ønske om, at mandage og onsdage skal komme til at ligne lørdage og søndage
i hele Danmark? Er det et argument i sig selv, at når der er folk, der arbejder på søndage, politiet, sygeplejersker, bagerjomfruer, så kan alle andre lige så godt også gøre det? Kære folketingskolleger, når vi om lidt skal stemme om det her forslag, så tænk på, om jeres ægtefæller har lyst til at skulle stå op om søndagen og ud og arbejde 3 timer. Men måske er det slet ikke vores ægtefæller, det drejer sig om
i denne sag. Jeg vil også gerne spørge ministeren, om ministeren har gennemtænkt problemstillingerne. Butikkerne kan holde åbent, hvordan så med de friske forsyninger om søndagen? Jeg går ud fra, at fødevarebutikkerne skal have friske forsyninger. Er det ikke også rimeligt at se på de ansattes problemer, som her opstår? De ansatte vil få problemer med at få børnene passet. Har ministeren tænkt på det? Har ministeren gjort noget ved det? Hvad betyder problemet med den kollektive trafik? Vil der være behov for mere kollektiv trafik? Det vil der vel givetvis. Får vi et bedre samfund i Danmark, ved at børnene stadig væk går i skole fra mandag til fredag og forældrene arbejder på skift alle ugens 7 dage? Det havde været dejligt, kære minister, såfremt vi havde fundet kompromiset, og ministeren ved, at vi i Socialdemokratiet var indstillet på at give 2-3 søndage ud over det nationale kompromis. Men nej, der var ingen forbindelse. Gårsdagens dør, som vi snakkede så meget om, var lukket. Den var lukket med store kæder, og der var ikke mulighed for at bryde ind til blokken; Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti holdt sammen.
Lad mig også afslutningsvis gøre opmærksom på problemet med frit salg af spiritus. Talrige er de henvendelser og advarsler imod, at det nu vil være muligt at købe spiritus for så vel unge som ældre døgnet rundt. Sundhedsordførerne er bekymrede, men denne bekymring er ikke noget, man kan tage sig af i blokpartierne; unge som ældre må lære at tage vare på sig selv.
Vi snakker altid om lukkelov, når vi egentlig burde snakke om en åbningslov eller lov om detailsalg fra butikker
m.v. For mig er der egentlig ingen tvivl om, at nu er navnet lukkelov det rigtige navn, for det, vi kommer til at se, er, at i de kommende år vil butik efter butik bukke under for den konkurrence, der er, til gavn for de store kapitalkæder.