Hr. Leif Mikkelsen har talt meget højt, og det er der måske grund til, for vi kunne jo også høre her, at der var meget få nuancer med.
Jeg synes, at det var forbløffende at høre ordføreren for Venstre, hvor man må have diskuteret denne her sag grundigt. Der er nogle, der er blevet overbevist om den ene løsning, nemlig at stemme for lovforslaget, der er andre, der er blevet overbevist om den anden løsning, nemlig at stemme imod lovforslaget, men der må have været en debat om det i Venstres folketingsgruppe.
Det må have gjort indtryk på hr. Leif Mikkelsen, at man inden for folketingsgruppen kan komme til to modsatrettede konklusioner, og så kan hr. Leif Mikkelsen stå hernede i salen og lade, som om der overhovedet ikke er noget som helst problem i det her. Altså, den form for oversættelse af en sag, som er præget af et reelt sagligt dilemma, synes jeg er meget, meget ubehagelig at opleve. Den tilgang, som Venstre har haft til sagen præsenteret ved hr. Leif Mikkelsen både under andenbehandlingen her forleden og så i dag under tredjebehandlingen, er meget ubehagelig.
Jeg håber faktisk, at langt de fleste medlemmer af Folketinget, der om lidt skal stemme for eller imod det her forslag, har gjort sig nogle saglige, vanskelige overvejelser om det dilemma, der ligger mellem retssikkerhed for mange, mange, mange mennesker, som må være i tvivl om, hvorvidt de er omfattet af loven - selv om den er blevet klarere, så er der tvivlsspørgsmål tilbage - og så, hvordan vi kan gøre mest muligt for at sikre, at børn ikke bliver udsat for seksuelle overgreb.
Den vanskelige afvejning synes jeg hr. Leif Mikkelsen og Venstre ville være tjent med at få fremført i salen, i stedet for at vi bliver spist af med, at i Venstre er der højt til loftet. Jamen mener hr. Leif Mikkelsen og Venstres gruppe ikke, at der også må være højt til loftet i Folketinget? Jeg vil gerne sige, at jeg er sikker på, der er højere til loftet
i Folketinget, end der er hos Venstre. Det ville have klædt det største regeringsparti, om det havde haft en ordfører, der havde haft en betydelig mere nuanceret holdning. Det har vi haft i Socialdemokratiet, og vi er, som det fremgik ved andenbehandlingen, kommet til det resultat efter disse vanskelige overvejelser, at vi vil stemme for forslaget, men vi har fuld respekt for, at der er nogle andre, der må være kommet til en anden konklusion, fordi det vitterlig er nogle meget, meget svære afvejninger, der skal foretages. Jeg synes, det er dejligt at være ordfører for en gruppe, hvor vi er blevet enige om det, men enige om det efter nogle vanskelige afvejninger, hvor vi også har respekt for den anden holdning.