Hvad angår den her del om at lave et ekstra spekulationsmarked, har vi i Enhedslisten ikke megen tro på, at det er nogen særlig god hjælp, at der bare laves et nyt sted, hvor man kan handle værdipapirer, og så tro på, at det hjælper nogle små virksomheder, selv om det umiddelbart lyder tilforladeligt.
Det er altså vores opfattelse, at hvis det er sådan, at man skal hjælpe små- og mellemstore virksomheder, og det synes vi i mange tilfælde er en god ting, så bør man gå ind i det og støtte noget, man synes, man vil støtte, ud fra at det tjener et godt formål - det er f.eks. udvikling af alternativ energi, det er udvikling af økologi, det er udvikling af samfundsmæssige nyttige ting og sager - og ikke bare gå ind på et marked, hvor man ligesom tager en chance og spørger, hvor der kan opnås den størst mulige profit.
Vi synes ikke, at tingene i den her verden skal drives frem på den måde, at man bare kigger på bundlinjen og bare kigger på profitten. Vi synes, at man skal gå ind og tage ansvar, og at man skal gå ind og sige, at man vil den vej
f.eks. at sikre en mere bæredygtig økonomisk udvikling. Derfor er vi meget mere tilhængere af - hvilket der jo også er andre forslag om - at pensionskasser enten direkte eller gennem forskellige fonde går ind og ikke alene tilfører kapital til nyttige formål, men også i nogle tilfælde går ind og tilfører ledelse til små- og mellemstore virksomheder. For det er måske ofte det, de har lige så meget brug for som at kunne få fat i nogle flere risikovillige penge. Så vi er ikke meget tilhængere af forslaget her, selv om vi grundlæggende er tilhængere af, at man gør noget for at hjælpe de små virksomheder i gang. Det er der jo brug for med den monopolisering, der er sket af økonomien på en lang række områder. Der er brug for, at der kommer nogle andre, men vi er ikke ret overbevist om, at det her er den rigtige idé. Så har Forbrugerrådet vel ret i nogle af de ting, de skriver, nemlig om det overhovedet er en god idé at lave sådan et marked, hvor man ikke behøver oplyse så meget, som man gør på andre markeder, hvor man prøver at sælge produkter, f.eks. på den rigtige fondsbørs. Dertil kan siges, at det kan spekulanterne bare selv om. Vi behøver jo ikke sidde her og være barnepige for dem. Hvis der er spekulanter, der vil kaste penge ud, uden at de er blevet fuldt oplyst, så lad dem for vores skyld måske bare gøre det. Men det er da en relevant betragtning, som Forbrugerrådet gør. Den anden store del om overtagelsestilbud er vi altså ikke blevet færdige med at analysere endnu. For på den ene side åbnes der for, at når nogen udsættes for grænseoverskridende overtagelsestilbud, har man nogle muligheder for at lægge nogle ting ind, som beskytter den, der er udsat for tilbuddet. Det kan vi sådan set godt være tilhængere af. På den anden side, og det er det, vi skal opveje, er vi altså ikke tilhængere af noget, der bare fremmer muligheden for grænseoverskridende overtagelsestilbud. Der har vi ikke fra vores side nogen hensigt om at gøre det nemmere for udenlandske investorer at købe ting op i Danmark. Så jeg tror ikke, vi ender med at støtte forslaget, men det er heller ikke et forslag, vi mener bringer os frygtelig meget længere ud i liberalismens uføre. Så større energi bruger vi nok heller ikke på det.