Den næste sag på dagsordenen var:
26) Første behandling af lovforslag nr. L 154:
Forslag til lov om ændring af lov om visse betalingsmidler. (Betalingsmodtager skal betale et årligt abonnement til indløser for at modtage et betalingsmiddel med chip. Betalingsmodtager må ikke opkræve gebyr af bruger, når denne benytter et betalingsmiddel i den fysiske handel). Af økonomi- og erhvervsministeren (Bendt Bendtsen). (Fremsat 13/4 2005).

Lovforslaget sattes til forhandling.

Forhandling

Så faldt 50-øren endelig, det tog lang tid. Man kan nærmest sige, at debatten var gået så vidt, at den til sidst nærmest var overtrukket med forskellige argumenter frem og tilbage, hvor man blev i tvivl om, hvem der havde lavet aftale med hvem og hvorfor og på hvilken baggrund. Derfor er det en stor glæde for Venstre, at det er lykkedes for alle parter, hovedkræfterne i hvert fald - og også en tak til ministeren for en indsats - at få lavet en fælles løsning, som alle kan være tilfredse med, også i lyset af den store storm og massive modstand, der var, specielt fra forbrugernes side, mod at betale et gebyr for noget, som de fandt helt naturligt, ligesom vi har pengesedler og mønter.
     Nu har vi altså fået en ordning, hvor parterne skal betale via en form for abonnement, kan man sige. Der betales
i forhold til transaktionerne, og bankerne kommer også til at betale deres del i det her system. Men det vigtigste for mig og for Venstre er at sige, at det her udviklede sig i en fuldstændig utrolig retning og debatmæssigt meget skævt. Jeg må også sige, at med hensyn til de aktører, der har været med i den her proces, vil jeg da nok vove at påstå, at der er nogle af dem, og her tænker jeg altså ikke på politiske partier, hvor jeg personligt, og jeg tror også en hel del fra Venstres side, har været utrolig skuffet over den måde, som de sådan set har optrådt på i den her sag. Men alt i alt er vi tilfredse med og glade for, at der endelig er fundet en løsning på det, og dermed kan Venstre støtte lovforslaget.

Nu er der her tale om at indføre gebyr på en ydelse, som indtil for nylig var gratis. Hverken forbrugerne eller butikkerne skulle altså ud over nogle driftsomkostninger betale for at bruge dankortet. Nu kommer staten altså så her og indfører et gebyr, som den pålægger butikkerne at betale til bankerne.
     Nu ved jeg godt, at gebyret ikke tilfalder statskassen, men harmonerer det egentlig talt med skattestoppet, at man her altså pålægger små og store butikker et ekstra gebyr, som de altså ikke betalte før? Jeg synes i hvert fald, det er yderst ejendommeligt, at man mener, at man sådan uden videre bare kan strø et gebyr ud over nogle butikker, et gebyr, som vi så efterfølgende ved bliver overvæltet på borgerne, nemlig dem, der køber i de pågældende butikker og dermed får dyrere varer. Man kunne lige så godt have sat momsen op.

Jeg kan altså slet ikke se, at det er et gebyr. Det, der her er tale om, er, at vi udvikler et dankort med en chip for at forøge sikkerheden også i forbindelse med transaktionen. Det har en interesse for pengeinstitutterne. Det har en interesse for detailhandelsleddet, og man kan så diskutere, hvorvidt forbrugeren skal involveres i det med direkte gebyr.
     Jeg mener, at det abonnement er et udtryk for, at man tager sin del af udviklingen af et af verdens bedst udviklede og sikre systemer, som dankortet virkelig er. Jeg kan ikke se, at betaling til udviklingsomkostninger og udvikling af et system kan betragtes som et gebyr. Det vil jeg betragte som driftsomkostninger, rene og skære driftsomkostninger mellem parterne. Og der er altså fundet det her kompromis, som Venstre faktisk finder er ganske rimeligt.

Det er muligt, at Venstre synes, at både dankortet og kompromiset er udmærket. Jeg spørger til det mere principielle. Det her betyder, at landets borgere, når de køber ind i en butik, kommer til at betale mere for varerne, end de har skullet, før den her lov blev gennemført. For det er indlysende, at det gebyr eller den omkostning, der nu skal betales fra butikken til banken, overvæltes på varerne. Kan hr. Jens Hald Madsen så fortælle mig, hvad der er forskellen på det her og så momsforhøjelse? For det betyder dyrere varer
i butikkerne.

     Nu ved jeg godt, at der lige om lidt vil komme et udsagn om, at det ikke er ret meget, det drejer sig om. Nej, i første omgang. Vi ved jo ikke, hvad det bliver til på sigt. Men det er da også et principielt spørgsmål. Hvordan kan Venstre på den måde bare sige, at der nu vedtages en lov, der gør, at varerne bliver dyrere, og at forbrugerne bare kan betale?

Jeg synes altså, at det er noget af en mistolkning af det. Det, det her handler om, er, at vi er nået ind i en ny generation af et betalingskort, som får en chip, som gør, at sikkerheden er større. Det er simpelt hen en fordel for pengeinstitutterne, det er en fordel for detailhandelen, og det er også en fordel for forbrugerne.
     Det, der nu er spørgsmålet, er: Hvem skal betale de 300 mio. kr., det koster at udvikle det? Det har ikke noget at gøre med en afgift som sådan. Det, det har noget at gøre med, er, at der er en forøgelse af driftsomkostningerne, fordi man skal udvikle noget, og det er ret beset ikke noget, der rammer hverken skattestop eller har noget at gøre med moms eller noget som helst andet.
     Det, det har noget at gøre med, er at få afklaret, hvem der skal dække de forøgede driftsomkostninger, der er ved udviklingen. Det har vi indgået et kompromis om, og det finder vi ganske rimeligt.

Tak til hr. Jens Hald Madsen. Så er det hr. Jan Trøjborg som ordfører.

Jeg glæder mig over at skulle være ordfører på en af de mest dramatiske politiske sager, vi havde i forbindelse med det seneste folketingsvalg.
     Man må sige, at bankerne og regeringens oprindelige model, som vi tilsluttede os fra socialdemokratisk side, nemlig at dankortsystemet delvis skulle betales af gebyrer på brug, jo led et sønderknusende, kan man vist godt kalde det, skibbrud.
     Først og fremmest tror jeg, at det skyldtes en katastrofalt dårlig introduktion af de nye, meget dårligt fungerende terminaler, og så var det naturligvis en følge af almindelige borgeres misfornøjelse med at skulle betale yderligere et gebyr, mens bankerne skovlede penge ind i form af historisk store overskud. Det er klart, at det provokerede enhver, der kunne se 50 øre ekstra på regningen ved brug af dankortet.
     Dernæst skyldtes det, at statsministeren rev tæppet væk under en ellers så selvsikker erhvervsminister, der udtalte om gebyraftalen - tror jeg nok - at en aftale er en aftale og en mand en mand, altså indtil statsministeren bestemte noget andet.
     Efter valget mente regeringen så, at gebyrordningen skulle fortsætte. Blot skulle gebyret nu alene betales af butikkerne, og bankerne kunne fortsat se frem til at forhøje gebyret efter 2010.
     Det var vi lodret imod i Socialdemokratiet, og heldigvis for fornuften lykkedes det os at få handlet en ordning på plads, således at bankerne og forretningerne finansierer dankortet og dankortets drift og udvikling, og således at bankerne betaler langt hovedparten af driften og af udviklingsomkostningerne.
     Man kan sige, at det ikke har været nemt at være minister i den her sag. Man kan vel ikke ligefrem sige, at vi har medlidenhed med ministre i den nuværende regering, men det har været noget hårdt, og ministeren var måske lidt forslået af den der voldsomme omgang, som ministeren var igennem, men jeg synes, at vi nu alle sammen, også ministeren, skulle glæde os over, at vi har fået en dankortaftale, der gudhjælpemig ser ud til at fungere til alles tilfredshed. Jeg har bortset fra hr. Frank Aaen overhovedet ikke, siden aftalen trådte i kraft den 1. marts, hørt en eneste brokke sig over den måde, hvorpå dankortet nu fungerer.

Det, der undrer mig, er, hvorfor Socialdemokratiet er kommet dertil, at det er vigtigt at støtte et lovforslag, der overfører i første omgang 125 mio. kr. fra almindelige danskere til bankerne, der i forvejen har 26 mia. kr. eller
24 mia. kr. i overskud, oven i købet et lovforslag, som gør, at regningen, når vi kommer frem til 2010, måske kan ryge op på en 300-400 mio. kr. Hvorfor er det vigtigt for Socialdemokratiet at tage penge fra almindelige borgere og så give til bankerne, der i forvejen vælter sig i profit?

Jeg har det synspunkt, at jeg også tror, at borgerne er meget opmærksomme kunder, ikke alene i almindelige forretninger, når det gælder de priser, de betaler for varerne, men også med hensyn til de priser, de betaler for varerne i bankerne. Derfor tror jeg selvfølgelig, at hvis vi kan sikre en fornuftig og en god konkurrence, er vi med til at sikre, at overskuddene ikke er større, end de bør være, i hverken forretninger, detailhandelen eller bankverdenen.

     Dermed være også sagt, at vi som forbrugere naturligvis betaler for de ydelser, der er forbundet med, at vi bruger et betalingssystem, og at vi nu har fundet en model, hvor det også er helt muligt med hensyn til bankerne at reducere deres overskud og dække omkostningerne derved, ligesom det er muligt med hensyn til A.P. Møller, hvis konkurrencen altså er hård nok, at overskuddet er reduceret, således at omkostningen, der nu væltes over på forretningerne, ikke væltes over på priserne. Så det er bare et spørgsmål om en tilstrækkelig god konkurrencelovgivning, tilstrækkelig stor opmærksomhed hos kunderne med hensyn til de priser, de betaler. Så kan man presse overskuddet ned, og så kan det være, at det endda bliver billigere, end det var før.

Sikke en gang halleluja! Den her aftale betyder, at bankerne fra at få 0 kroner nu får 125 mio. kr. om året og fremover en 300-400 mio. kr. om året ekstra i overskud på grund af en lov, hr. Jan Trøjborg står her og roser.
     Jeg prøver en gang mere: Hvorfor finder hr. Jan Trøjborg og Socialdemokratiet, at det er vigtigt at gennemføre ved lov
i Folketinget, at bankernes overskud hvert eneste år skal vokse med flere hundrede millioner kroner oven i de nogleogtyve milliarder, de i forvejen tjener?

Fordi vi gerne vil sikre, at vi har et velfungerende dankortsystem, der er universelt betalingsmiddel i Danmark. Det er det billigste i hele verden. Hvis vi ikke havde lavet den her aftale, havde vi haft et fuldstændigt vildt opsplittet marked med enorme gebyrer for forbrugerne til følge.
     Så alternativt til hr. Frank Aaens nationaliseringsmodel er det her overhovedet langt den bedste reguleringsmodel af en række, der findes i hele verden. Det er vi godt tilfredse med.

Tak til hr. Jan Trøjborg. Så er det fru Colette L. Brix som ordfører.

Hvad siger vi så? Igen, igen igen. Da jeg vågnede i morges og så, at der stod dankort på listen igen, tænkte jeg: Nå, en gang til.
     Dansk Folkeparti har hele vejen igennem den langvarige proces om dankortets fremtid ønsket, at parterne skulle finde frem til en fornuftig løsning. Derfor er det tilfredsstillende, at detailhandelen og pengeinstitutterne tog sig sammen og løste problemet, der truede et af de bedste betalingsmidler i verden.
     Dansk Folkeparti vil være med til at sikre dankortets fremtid, og derfor er vi tilfredse med, at det er et bredt politisk forlig, der ligger til grund for det lovforslag, vi
i dag behandler. Udgangspunktet er som bekendt, at butikkerne
i den fysiske handel ikke må overvælte gebyrer for brug af dankortet. Det er positivt, at man med forslaget lægger op til, at overvæltning af gebyrer i den fysiske handel heller ikke tillades med dansk udstedte internationale betalingskort. På den måde sikres der så vidt muligt ens vilkår for dansk udstedte kort i den fysiske handel. Med disse kommentarer vil jeg blot meddele, at Dansk Folkeparti støtter lovforslaget.

Jeg vil gerne stille det samme spørgsmål, som jeg lige har stillet til Socialdemokratiet: Hvorfor finder Dansk Folkeparti, at det er nødvendigt ved lov i Folketinget at overføre flere hundrede millioner kroner fra butikkerne, som selvfølgelig bliver betalt af kunderne, til bankerne, som i forvejen har et enormt stort overskud? Hvorfor synes Dansk Folkeparti, det er meget vigtigt at gøre?

Nu ved jeg ikke rigtig, om hr. Frank Aaen kan huske hele historien om dankortet for mange, mange år siden, hvor man bad bankerne om at indfri flere forskellige punkter:
     Der skal være flere udstedere af betalingskort; der skal være flere virksomheder, der indløser betalingskort, og der må ikke stilles tekniske krav, der hindrer, at forretningernes terminaler kan bruges til andre betalingskort. Derudover blev de pålagt, at en konkurrenceretlig vurdering af aftalerne om Dankort A/S ikke skulle give anledning til bemærkninger, og en ting til: en sikring af, at de nye terminaler virkede i praksis.
     Når disse punkter var opfyldt, skulle de have lov til at få gebyr for dankortet. Det er faktisk historien bag det.

Ja, og historien endnu længere tilbage er, at det her dankort er gratis, og at det aldrig skal koste brugerne en krone, bare de er så venlige at anskaffe sig det. Så man kan gå længere tilbage i historien, men det var ikke det, jeg spurgte om. Jeg bad ikke om historieundervisning.
     Jeg bad Dansk Folkepartis ordfører svare på det enkle spørgsmål: Hvorfor er det vigtigt for Dansk Folkeparti at tage flere hundrede millioner kroner om året fra forbrugerne og med lov føre dem direkte over i bankernes i forvejen svulmende kasser? Hvorfor er det god politik for Dansk Folkeparti?

En ting, der var meget vigtig for Dansk Folkeparti, var, at vi fik reddet det her dankort.

Sådan som historien var, og da tiden rykkede nærmere, var der faktisk kun en ting at gøre, og det var at få de parter, der var involveret i det her, til at betale gildet. Om hr. Frank Aaen kan se ud i fremtiden og se, at det er forbrugerne, der kommer til at betale hele beløbet, ved jeg ikke noget om.

     Jeg mener, at det koster 760 mio. kr. at finansiere det her dankort, og jeg mener, at bankerne tager det meste på sig. Det synes vi da også kun er rimeligt. Men et eller andet sted, må jeg sige til hr. Frank Aaen, var der nogle, der skulle dele den her regning. Det blev bankerne og detailhandelen, det blev frivilligt, og det synes jeg er en rigtig god idé. Hvis vi bare hver eneste gang herinde kunne gøre det frivilligt uden mukken alle mulige steder, så syntes jeg ikke, at det, vi lavede, var så ringe endda.

Tak til fru Colette Brix. Så er det hr. Per Ørum Jørgensen som ordfører.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at når det gælder dette lovforslag, har det i sandhed været en hård fødsel. Jeg skal nok skåne forsamlingen for at gå nærmere ind i selve historikken, men i stedet glæde mig over, at vi står med et lovforslag, der rummer en afbalanceret løsning på dankortets fremtid.
     I den forbindelse finder jeg det vitalt at understrege, at vi med denne løsning sikrer dankortets fremtid. Det er det fundamentale og overordnede perspektiv i denne forbindelse. Danskerne er glade for dankortet og har tillid til det. Det er i alles interesse, at vi har et fælles, velfungerende og sikkert betalingsmiddel, og dankortet lever op til disse parametre. Når man ser på alternativet til et fælles betalingskort som dankortet, så skal man blot kigge uden for vore grænser, hvor forskellige private betalingskort med tilhørende skyhøje gebyrer kan få selv vores røde 50-øre til at blegne. Dette scenario er ikke fjernt fra danske forbrugeres virkelighed. Det afhænger af den politiske vilje herinde til ikke at lade sig friste til at spille hasard med dankortet, men i stedet leve op til ansvaret for at sikre forbrugerne den bedst mulige løsning Der er i lovforslaget fastsat et princip om, at gebyrer ikke må opkræves direkte af forbrugerne, når de betaler med dankort. Butikkernes omkostning vil i fremtiden være at betragte som den omkostning, butikkerne har til f.eks. lys, telefon, varme. Vi finder, at den omkostning, der er skitseret for butikkerne, er et rimeligt bidrag til festen, og vi Konservative mener også, at der er taget det rigtige hensyn til forholdet mellem antal transaktioner i den enkelte butik og omkostning for at benytte dankortets infrastruktur. Samtidig har pengeinstitutterne fortsat et ansvar for at sikre, at dankortsystemet er sikkert og velfungerende. Alt i alt er vi Konservative glade for, at vi ved at støtte dette lovforslag kan bidrage til, at der findes en afbalanceret løsning på dankortets fremtid.

Næste ordfører er hr. Poul Erik Christensen, Det Radikale Venstre.

Lovforslagets vigtigste formål er at sikre et dansk betalingskort: dankortet. Det er vigtigt, at der fortsat er et sikkert, billigt og effektivt betalingsmiddel, der også kan benyttes af kunder i de mindre pengeinstitutter. Dette lovforslag er en afløser for et allerede iværksat system, hvor forbrugerne betalte 50 øre pr. transaktion.
     Imidlertid skete der det i den netop overståede valgkamp, at betalingen af de 50 øre blev en del af valgkampens emner, hvor statsministeren pludselig meddelte, at han ikke ville høre mere om de 50 øre. Herefter anbragte statsministeren aben på økonomi- og erhvervsministerens skuldre. Uden at blande mig i den interne arbejdsfordeling mellem statsministeren og økonomi- og erhvervsministeren kan jeg blot konstatere, at der nu foreligger et forlig, som også Det Radikale Venstre er en del af.
     Personlig vil jeg sige, at jeg er flov på politikernes vegne over, at erhvervslivet og andre ikke kan indgå en aftale med politikerne, uden at forliget dermed brydes. Fordelingen af størrelsen af betalingen for brugen af kortet har desværre ikke fået en fordeling, hvor størrelsen af butikken afspejler størrelsen af betalingen i et tilstrækkeligt omfang. Der er en betydelig begunstigelse af de større butikker.
     At åbne forliget og ændre fordelingen af betalingen ville skabe en fornyet debat, og det ville skabe en ny kreds af utilfredse erhvervsfolk.
     Det Radikale Venstre er tilfreds med lovforslaget og støtter det.

Tak til Poul Erik Christensen. Næste ordfører er hr. Poul Henrik Hedeboe.

Jeg var da også en af dem, der oplevede dankortslagsmålet i valgkampen.
     SF er ikke med i det forlig, der ligger bag. Det var jo altså indførelse af chippen til dankortet, der var anledningen til at opkræve 50-øren, og det var vi imod i sin tid.
     Vi betragter dankortet som det ny betalingsmiddel. Vi har mønter, vi har sedler, og dankortet er gået ind som et almindeligt betalingsmiddel. Derfor er det også rimeligt at betragte det som et almindeligt betalingsmiddel, og så skal det også fungere som et sådant. Derfor er det selvfølgelig ikke rimeligt, at forbrugeren hver gang skal betale noget specielt for at bruge det.
     Når man ser på, hvordan det videre fungerer ude i samfundet, så fungerer det også sådan, at bankerne har fået en stor fordel ved at få dankortet. Butikkerne har fået en fordel ved at få dankortet. Butikkernes fordel hænger sammen med, at de ikke har så mange penge, de skal passe på, at de ikke skal sørge for at have lige så mange byttepenge, og at de ikke skal lave de samme pengetransporter - en klar fordel.

     Når det så skal ud og fungere i virkeligheden, skal det ikke diskriminere små butikker i forhold til store. Det gør det her forslag. Den lille butik skal have en ganske lille udgift, den store butik skal have en rigtig stor udgift. Der skal virkelig være proportion i det, men det rammer det her forslag ikke. Der er forsøgt tilstræbt noget, men det rammer det ikke.
     Bankerne har scoret en fordel og skal så bære resten, men det skal altså have en anden balance, når det deles ud på butikkerne. Det her fremmer centralisering, det gør det hårdt for små butikker, og når vi kigger frem efter 2010, så bliver det værre.
     At SF ikke kan støtte forslaget skulle vist fremgå.

Tak til hr. Poul Henrik Hedeboe. Næste bliver hr. Frank Aaen som ordfører.

Som vi lige var kort inde på i de korte bemærkninger, så blev dankortet altså indført i 1983 med det klare løfte, at der ikke på nogen måde skulle opkræves gebyr eller betaling af forretningerne eller af forbrugerne.
     Det fungerede altså udmærket i mere end 20 år frem til udgangen af 2004, hvor det ulyksalige flertal her i Folketinget havde vedtaget, at nu kunne man pålægge et gebyr, som forbrugerne skulle betale. Da det så brød sammen, opfandt man det her lovforslag, som altså indebærer, at man tager 125 mio. kr. fra almindelige borgere og fører direkte over i bankernes kasse. Man har samtidig sagt, at fra 2010 er der åbnet for - og det håber jeg vi kan få bekræftet af ministeren - at man kan overføre op mod 400 mio. kr. fra butikkerne og borgerne til bankerne.
     De tjener altså i forvejen ufatteligt. De har tjent på hele udviklingen af dankortet. Det har ikke været en udgift for dem, som de påstår. Det har været en enorm fidus for bankerne, ligesom det har været det for samfundet i almindelighed, men de har tjent styrtende med penge på det.
     Hvis man i dag læser dagbladet Børsen, så skriver de:
Bankerne svømmer i penge. Selv om der sendes store summer tilbage til aktionærerne, jeg mener, det er 11 mia. i år, der sendes tilbage til aktionærerne som overskud, holdes der stædigt fast i en kilometertyk fedtpolstring. Så mange penge har bankerne i kassen. De aner ikke, hvad de skal bruge dem til. 44 mia. i overskudskapital, hedder det i Børsen. Det er ikke nogen nødlidende branche, vi har fat i.
     Man kan spørge, hvad 125 mio. eller 300-400 mio. kr. fra eller til betyder, men det er da uhyrligt. Jeg synes, det er uhyrligt, at et bredt flertal i Folketinget vedtager, at denne branche, der i forvejen vælter sig i penge, som de tager på den ene og den anden måde fra os, lige med statens hjælp på sigt skal have yderligere næsten 400 mio. kr. om året.

     Hvis man skal sige noget positivt om 50-øren, det er der ikke mange der har gjort, så er det da en positiv ting, at dér kunne forbrugerne, hver enkelt borger da se, at nu gik der penge op af lommen og direkte over i Danske Banks og Nordeas kasse. Det var da til at få øje på. Det var selvfølgelig også derfor, folk blev rasende.
     Hvad er det, der sker med det her lovforslag? Det er, at nu tager man i princippet det samme beløb, selv om det udvikler sig lidt over tid, men nu holdes det skjult. Nu holdes det skjult! Nu kan ingen se, hvordan pengene kommer, men det er jo ligesom det med lommeuld. Det er lommeuld, som er kontant cash for bankerne. Hvorfor skal det ikke kunne ses? Det vil jeg gerne have at vide af ministeren. Hvorfor indfører man et gebyr, som vi jo alle sammen ved at forbrugerne kommer til at betale, på en måde, så forbrugerne ikke kan se, hvor meget de betaler til bankerne? Jeg synes, det er uhæderligt, at man skjuler dette sugerør, som bankerne har stukket ned i samfundskassen, at man har gjort det sugerør hemmeligt. Det er da også en underlig ting.
     Vi vender jo tilbage under næste forslag til, at selvfølgelig kunne man have bevaret dankortet på en anden måde. Jeg vil bare sige, at det her forløb, hvor man på den måde hjælper en branche med at tømme lommerne på borgere og butikker i en størrelsesorden af flere hundrede millioner kroner om året, er ganske besynderligt og ganske usmageligt.

Tak til hr. Frank Aaen. Det bliver økonomi- og erhvervsministeren.

Jeg er selvfølgelig meget tilfreds med, at det lykkedes at finde en aftale med parterne om at fremtidssikre dankortet.
     Hr. Frank Aaen har jo i sine udtalelser om dankortet talt meget om, at det burde være Nationalbanken, der skulle drive dankortet. Det kommer vi ind på under behandlingen af det næste beslutningsforslag. Jeg vil sige, at der nu ligger en aftale. Den er regeringen godt tilfreds med, og den fremtidssikrer verdens billigste betalingsmiddel.
     Så bliver der sagt, at det skjules. Der er jo ingen ting
i denne verden, der er gratis. Ordet gratis betyder, at der er nogle andre, der betaler. Havde vi ikke indgået en aftale, fremtidssikret dankortet, så havde forbrugerne kunnet se frem til at betale meget, meget dyrere betalingskort. Sådan er det
i udlandet, sådan ville det være blevet i Danmark, hvis vi ikke havde indgået en aftale om at fremtidssikre dankortet. Det har vi gjort. Det er jeg godt tilfreds med. Jeg vil gerne sige tak til alle de ordførere, der har taget så positivt imod lovforslaget.

Der er lige en bemærkning fra hr. Frank Aaen.

Jeg spurgte jo i min ordførertale, om vi ikke kunne få en bekræftelse fra ministeren på, at det første år er det 125 mio. kr., man siger der skal betales til bankernes kasser, men det, der ligger, er, at fra 2010 kan bankerne hæve regningen til op imod 400 mio. kr.

Det er jo sådan, at denne her aftale er til fordel både for forbrugerne, detailhandelen og bankerne. Det er der ingen tvivl om. Aftalen løber til 2010, og så er der jo truffet aftale om, at halvdelen af udgifterne skal kunne betales.
     Så vidt jeg erindrer, noterede Konkurrencestyrelsen i sine undersøgelser, at det i øjeblikket kostede ca. 600 mio. kr. om året at køre dankortsystemet, og de 125 mio. kr. udgør som bekendt ikke hele beløbet på nuværende tidspunkt. Men det er sådan set ikke det, der er det afgørende.
     Det, der er det afgørende, er, at vi har fået fremtidssikret vores dankort, og det er ministeren som sagt tilfreds med.

Hr. Aaen, sidste spørgsmål.

Lad os så tage ministerens udsagn om, at det er 600 mio. kr., det drejer sig om. Er det så ikke korrekt, at det, der er konsekvensen af det lovforslag, man lægger op til at få vedtaget, er, at bankerne fra 2010 kan hæve 300 mio. kr. i butikkerne og hos borgerne?

Det er der overhovedet ikke nogen, der kan sige noget som helst om. Hvis vi ser på priserne på mobiltelefoni, hvordan har udviklingen så været igennem de senere år? Al elektronik bliver billigere. Det er helt afgørende, hvad prisen på driften af systemet er. Det er det, der kommer til at betyde noget, når der skal findes en pris, og den pris er efter 2010 noget, som skal fastsættes efter betalingsformidlingslovens § 15, hvorefter der ikke må anvendes urimelige priser og avancer ved fastsættelse af gebyrer i forbindelse med transaktioner med betalingsmidler.

Hermed sluttede forhandlingen, og lovforslaget overgik derefter til anden behandling.

Afstemning

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Erhvervsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.