Den næste sag på dagsordenen var:
3) Første behandling af lovforslag nr. L 152:
Forslag til lov om ændring af lov om borteblevne. (Ændring af betingelserne for at afsige dødsformodningsdom). Af justitsministeren (Lene Espersen). (Fremsat 13/4 2005).

Lovforslaget sattes forhandling.

Forhandling

Det lovforslag, vi nu skal behandle, drejer sig om borteblevne - en i mange år meget upåagtet lov. Det er jo sådan, at der normalt skal udstedes dødsattest efter et dødsfald, men det forudsætter, at man har den døde, og der er eksempler, hvor man ikke har den døde, fordi den pågældende er forsvundet - måske under en katastrofe - eller har været væk så længe, og omstændighederne er sådan, at der kan være grund til at tro, at den pågældende er afgået ved døden. I de eksempler, jeg her nævner, skal man afsige det, der i daglig tale hedder en dødsformodningsdom.

     Den lov, vi har nu, har vi haft siden 1946, og det har været sådan, at hvis der var en til vished grænsende sandsynlighed for, at den pågældende var omkommet ved en ulykke, så kunne man få en dødsformodningsdom efter 1 år, hvis domstolen mente, at betingelserne var i orden. Var der tale om, at den pågældende sådan mere diffust havde været væk
i lang tid og der var grund til at tro, at han var afgået ved døden, så var grænsen 10 år. Påvirket af den forfærdelige katastrofe 2. juledag foreslår justitsministeren nu, at 1-års-grænsen nedsættes til
6 måneder, og at 10-års-grænsen nedsættes til 5 år. Vi synes
i Venstre, det er et godt forslag. Jeg tror heller ikke, jeg tager meget fejl, når jeg tror, vi kan blive enige om det, og jeg tror, det kan få en ret hurtig gang igennem Retsudvalget. Vi har jo igen og igen hørt de pårørende sige, at nu må vi prøve at se frem, nu må vi prøve at lægge det bag os, nu har vi fået en afslutning, hvis de har fået deres pårørende hjem. Ved at forkorte fristen kan vi også være med til at hjælpe de pårørende, der aldrig fik deres kære hjem, til at få en hurtigere afslutning på sagen. Som sagt synes vi, det er et godt forslag, og vi støtter det varmt.

Fru Birthe Rønn Hornbech har meget fint redegjort for indholdet af lovforslaget og begrundelserne for det, og selvfølgelig også det lys, lovforslaget skal ses i, og det støtter vi fuldt og helt fra Socialdemokratiets side. Vi er helt på det rene med, at med de kommunikationsmuligheder, der er i dag, er det relevant at lave ændringer både i den lange og den korte frist, også hvor den her indkaldelse skal, som det hedder, kundgøres. Så det støtter vi helt, og vi har det kun godt med, at vi nu kan hjælpe nogle folk, som er i en meget vanskelig situation, og gøre livet lidt lettere for dem.
     Socialdemokratiet støtter lovforslaget.

Som det allerede er sagt af de foregående ordførere, er det jo en gammel lov fra 1946, som trænger til en revision, og jeg er da fuldstændig enig med fru Birthe Rønn Hornbech i, at man skylder de efterladte til ofrene for flodbølgekatastrofen
i Asien, at det her får en hurtig behandling. Jeg kan heller ikke forestille mig, at der er nogen, der kan være uenige i, at disse frister bliver nedsat. Den eneste lille ting, jeg sådan set har, er, at man i dag har en kundgørelse i Statstidende, hvor den nuværende lov siger, at der skal gå mindst 3 måneder og højst 1 år fra kundgørelse til et retsmøde. I den nye lovgivning er det så sat ned, således at det hedder mindst 1 måned. Til gengæld er der ikke sat maksimum på, og det vil jeg da tro skyldes en forglemmelse fra Justitsministeriets side, og det er da i hvert fald en ting, Dansk Folkeparti vil påpege under udvalgsarbejdet. Men ellers ser vi frem til at få det her vedtaget så hurtigt som muligt.

Baggrunden for lovforslaget her er jo noget tragisk. Ikke desto mindre er det hensigtsmæssigt, at vi nu får taget fat på denne lov, som jo oprindelig er skrevet i en tid, hvor det tog langt længere tid at rejse rundt i verden, og hvor kommunikationen ikke var så hurtig, som den er i vore dage.
     I vore dage er det jo sådan, at man kan rejse hele jorden rundt stort set inden for det samme døgn, man kan via telekommunikation komme i forbindelse med alle dem, man har lyst til, i løbet af ganske få sekunder, det er altså med andre ord nemmere at holde kontakten ved lige. Hvis der er nogle, man ikke har hørt fra et stykke tid, så kan man ret hurtigt etablere forbindelse igen. Så den teknologiske udvikling har altså gjort, at de regler, der tidligere var for, hvornår man kunne afsige sådan en dødsformodningsdom, må man sige måske er lidt bagud for den tid, vi i dag lever i. Det er hensigtsmæssigt, og derfor kan vi fra konservativ side støtte lovforslaget om, at man reducerer den her tidsramme, så de 10 år nu bliver reduceret til 5 år og den korte frist på 1 år fremover bliver til 6 måneder. Så altså en halvering af den tid, der skal gå, før man kan komme med en anmodning om, at en sådan sag bliver afgjort, og at der bliver afsagt en dødsformodningsdom.

     Men selvfølgelig er det stadig væk således, at det er de pårørende, der skal bede om det. Det er jo ikke noget, myndighederne bare gør, det sker kun på anmodning. Det synes jeg er ret væsentligt at understrege. Det var da i hvert fald væsentligt for mig, da jeg læste forslaget, at det sker efter anmodning, og at det er således, at man altså skal føre en form for bevis, og at det er domstolene, som træffer de her afgørelser.
     Derfor synes vi, det er hensigtsmæssigt, om end det er på en noget tragisk baggrund, at vi behandler lovforslaget i dag, men vi støtter det.

Som en af de tidligere ordførere bemærkede, har den her lov jo været upåagtet i mange år, og det er selvfølgelig, fordi der heldigvis er meget få personer, der bliver berørt af den. Det forudsætter jo, at personer er forsvundet totalt enten ved ulykker eller ved simpelt hen at forsvinde på en eller anden måde ved selvmord eller andre ulykkelige hændelser. Der skal en begivenhed som den forfærdelige tsunamikatastrofe til, før vi bliver klar over, at vores regler er forældede og uhensigtsmæssige på det her område.
     De, der lider under den uhensigtsmæssige, gammeldags lov, er naturligvis de pårørende, de efterladte efter de personer, der er omkommet ved katastrofen, og hvor der skal ventes meget lang tid på, at de kan få sat punktum for et tragisk forløb, komme videre i deres liv, få udbetalt pension, livsforsikringer osv. Det forudsætter alt sammen, at den person, der formodes omkommet, officielt bliver erklæret død.
     Der er intet at betænke sig på. Det Radikale Venstre støtter lovforslaget.

Da SF's ordfører på lovforslaget ikke kunne være til stede, skal jeg herfra kort tilkendegive, at vi støtter forslaget, og som de tidligere ordførere har anført, mener vi, at det er en ændring, som er særdeles fordelagtig.

Enhedslisten tilslutter sig de foregående talere, og vi kan selvfølgelig tilslutte os det her forslag. Særlig i betragtning af den tragiske katastrofe i Sydøstasien viser det sig, at en revision af loven er meget påtrængende. Det er vigtigt, at de efterladte får skabt ro efter sådan en tragisk oplevelse, og derfor håber vi på, at forslaget hurtigt kan blive implementeret.

Jeg vil gerne starte med at sige tak for den meget brede og enstemmige opbakning, der er til lovforslaget. Lovforslagets begrundelse er jo den tragiske flodbølgekatastrofe, der fandt sted i Sydøstasien den 26. december sidste år, og som i hvert fald fik regeringen til at gå ind i nogle overvejelser om, hvad vi kunne gøre for at være med til at hjælpe de pårørende og familierne til at få situationen afklaret så hurtigt, som det nu var muligt ud fra de hensyn, man naturligvis også skal tage til, at man ikke kan afsige dødsformodningsdom, før man har en væsentlig sikkerhed for, at personen er omkommet.
     Jeg vil sige, at det, der for regeringen har været afgørende, da vi skulle udarbejde det her lovforslag, var at forsøge at tage hensyn til den balance, der på den ene side er i, at det er i alles interesse, at man, når man står i så tragisk en situation, får en afklaring af forholdene hurtigst muligt. For mange mennesker kan det, hvor ubetydeligt det end kan opfattes i forhold til det at miste en af sine kære, være meget væsentligt, at ens fremtidige økonomiske vilkår bliver afklaret hurtigst muligt, og derfor har regeringen også været indstillet på, at der skulle ske en meget væsentlig reduktion af den tid, der måtte gå, før der kan afsiges en dødsformodningsdom.
     På den anden side må man sige, at der også skal være en balance i forhold til de mange mennesker, der en dag vælger at sige fra over for det almindelige samfundsliv, tager ud at rejse, er væk og ikke er i kontakt med pårørende eller venner. For dem skulle der selvfølgelig ikke være en så kort tidsfrist, at de kunne gå hen og frygte, at alle deres ejendele var solgt, og at der var afsagt dødsformodningsdom, alene fordi de ønskede at tage ud og se noget af verden og ikke var i kontakt med omverdenen.

     Jeg synes, den rigtige balance er fundet her i lovforslaget, så vi hjælper de mange familier og pårørende, som er i en meget, meget vanskelig situation. Jeg må også sige, at lovforslagets tilblivelse og de nye meget kortere tidsfrister også er et resultat af den teknologiske udvikling, vi står over for.
     Man må sige, at uanset hvor man befinder sig på jordkloden, er det i langt de fleste tilfælde muligt for folk at komme i kontakt med omverdenen. De fleste har en mobiltelefon med sig, og under alle omstændigheder er transportforholdene også således, at det er forholdsvis nemt at bevæge sig fra punkt a til punkt b, at det er svært at gemme sig i verden. Derfor syntes vi ud fra en samlet betragtning, at det var rigtigt at ændre lov om borteblevne, således at der kommer nye, mere tidssvarende regler på området.
     Jeg er glad for, at Folketinget både er positivt indstillet over for lovforslagets indhold og også i et meget travlt folketingsår, hvor der allerede er en meget tyngende dagsorden, har accepteret, at jeg på mit område fik mulighed for at fremsætte et ekstra lovforslag, som jeg håber på kan få en god og grundig behandling i Retsudvalget, men naturligvis også kan blive vedtaget så hurtigt som overhovedet muligt.

Hermed sluttede forhandlingen, og lovforslaget overgik derefter til anden behandling.

Afstemning

Fjerde næstformand (Niels Helveg Petersen):
Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.