Skatteministeriet J.nr.  2004-711-0045 Den Til Folketingets Skatteudvalg L   149    -   Forslag   til   lov   om   ændring   af   forskellige   love   (Forenkling, harmonisering  og  objektivering  af  reglerne  for  inddrivelse  af  gæld  til  det offentlige m.v. samt mulighed for anvendelse af digitale lønsedler). Hermed fremsendes i 5 eksemplarer svar på spørgsmål nr.   1-19 af 25. april 2005. Kristian Jensen /  Tor Christensen

Side 2 Spørgsmål 1:  Hvilke kriterier vil ministeren opstille for beskyttelsen af de socialt svage    borgere    med    lave    indkomster    i    forbindelse    med    udarbejdelsen    af bekendtgørelsen til dette lovforslag?   Svar:        Med    henblik    på    at    beskytte    de    socialt    svage    borgere    vil    der    i bekendtgørelsen  blive  fastsat  nedre  indkomstgrænser  for,  hvornår  der  vurderes  at være  betalingsevne  i  relation  til  afgørelser  om  lønindeholdelse  som  træffes  på baggrund  af  nettoindkomsten.  De  nedre  nettoindkomstgrænser  som  er  vejledende for,   hvornår   der   vurderes   at   være   betaling sevne,   vil   tage   udgangspunkt   i kontanthjælpsniveauet efter skat for enlige kontanthjælpsmodtagere over 25 år med og uden børn, og de vil blive justeret i takt med kontanthjælpsniveauet. Det   vil   herudover   blive   fastsat,   at   indeholdelsesprocenten   er   stigende   med nettoindkomsten,    således    at    den    er    nul    for    indkomster    på    eller    under kontanthjælpsniveauet og herefter er stigende med nettoindkomsten i overensstemmelse    med,    at    betalingsevnen    alt    andet    lige    er    stigende    med nettoindkomsten og således at  høje indeh oldelsesprocenter er forbundet med høje nettoindkomster.  Det  vil  også  herved  blive  sikret,  at  der  altid  er  et  økonomisk incitament  til  at  opnå  beskæftigelse   –  også  for  kontanthjælpsmodtagere   -  eller anden  lønfremgang,  hvilket  ikke  er  situationen,  hvis  lønindeholdelsesprocenten alene fastsættes på baggrund af en betalingsevnevurdering, da denne ved uændrede udgifter vil resultere i en tilsvarende forhøjelse af indeholdelsesprocenten. Da   de   foreliggende   indkomstoplysninger   i   visse   tilfælde   kan   være   forældede, således  at  man  ikke  i  alle  situationer  kan  være  sikker  på,  at  den  pågældende skyldner ikke modtager f.eks. kontanthjælp, vil der også blive anvendt oplysninger fra    de    såkaldte    MIA -indberetninger    til    at    sikre,    at    der    ikke    udsendes lønindeholdelsesvarsel til modtagere af kontanthjælp, førtidspension og folkepension.  Dermed  sikres  det også,  at  svage  borgere  i  denne  gruppe,  for hvem det   kan   være   vanskeligt   at   udfylde   et   budgetskema,   ikke   uden   dyberegående sagsbehandling  og  evt.  kontakt  med  de  sociale  myndigheder  i  den  pågældende kommune bliver lønindeholdt. De  socialt  svage  borgere  vil  derfor  som  hovedregel  blive  holdt  ude  i  forbindelse med  lønindeholdelse  og  anden  inddrivelse.  Det  vil  dog  f.eks.  på  baggrund  af oplysninger fra kommunen være muligt at udtage en sag til dyberegående manuel behandling med henblik på at foretage en konkret betalingsevnevurdering efter de regler,   som   også   fastsættes   i   bekendtgørelsen,   og   som   vil   tage   udgangspunkt justitsministerens bekendtgørelse vedr. gældssanering, jf. besvarelsen af spørgsmål 10,  således  at  det  også  herigennem  sikres,  at  der  tages  de  nødvendige  sociale hensyn.  Dette  vil  dog  kun  være  relevant  i  helt  særlige  situationer,  f.eks.  hvis

Side 3 kontanthjælpsmodtageren er over 25 år og hjemmeboende og derfor har en forhøjet betalingsevne på grund af lave eller ingen boligudgifter.   Jeg kan herudover henvise til min besvarelse af spørgsmål nr. 9. Spørgsmål  2: Vil  kommunerne,  som  kravsmyndighed,  fremover  blive  hørt  før  et kommunalt   krav,   eller   et   krav   med   kommunale   andele,   bliver   eftergivet   af inddrivelsesmyndigheden. Svar:  Der lægges ikke op til at fastsætte regler om høring af kommunerne, og det vurderes,  at  der  fremover  ikke  vil  være  behov  for  fortsættelse  af  den  nuværende faste høringsprocedure. I den fremtidige inddrivelsesorganisation overtager   restanceinddrivelsesmyndigheden  kreditorbeføjelserne vedrørende fordringer m.v. der opkræves eller inddrives af det offentlige, jf. § 3, stk. 1, i lovforslag  L 112 om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer. Herved flyttes inddrivelsen af en række fordringer herunder kommunale fordringer og   fordringer   med   kommunale   andele   fra   kommunerne   til   den   nyetablerede restanceinddrivelsesmyndighed, og den viden om skyldnerens forhold, omstændighederne omkring gældsstiftelsen og skyldnerens adfærd i inddrivelsesperioden, som oparbejdes ved arbejdet med den løbende inddrivelse af fordringen, vil dermed fremover blive opbygget i restanceinddrivelsesmyndigheden. Det  vurderes  på  denne  baggrund,  at  den  nuværende  høringspraksis  ikke  fre mover vil  være  nødvendig  til  en  fyldestgørende  oplysning  af  sagen,  og  høringsreglen  i kildeskattelovens § 73 C, 2. pkt., foreslås på denne baggrund ophævet Da  det  samtidig  vil  være  en  væsentlig  administrativ  byrde  at  høre  alle  kreditorer, lægges der ikke op til, at der fastsættes regler hvorefter der skal høres. Kreditorernes  interesser  synes  også  tilstrækkeligt  tilgodeset  ved,  at  kreditorerne  i forbindelse med oversendelse af fordringen og senere, jf. principperne i § 2, stk. 5, i forslag  til  lov  om  opkrævning  og  inddrivelse  af  visse  fordringer,  forudsættes  at videregive  oplysninger,  der  er  relevante  for  varetagelse  af  inddrivelsen,  og  som restanceinddrivelsesmyndigheden ikke kan forventes at have kendskab til. I det omfang en høring, f.eks. omkring sociale forhold, måtte være relevant for at belyse eftergivelsessagen, vil denne naturligvis fortsat kunne gennemføres.

Side 4 Herudover indebærer regler og praksis på eftergivelsesområdet, at de fordringer der primært  vil  kunne  eftergives  kun  i  beskedent  omfang  kan  inddrives,  hvilket  også taler for, at der ikke opretholdes en formel høring. Endelig    skal    jeg    gøre    opmærksom    på,    at    eftergivelse    er    et   alternativ    til gældssanering og gives på samme betingelser. Spørgsmål 3:   Mener ministeren, at det er rimeligt at små, private kreditorer, som følge af lovforslagets udvidede og automatiserede lønindeholdelse, får vanskeligere ved at få deres tilgodehavender tilbagebetalt, jf. høringssvaret fra Domstolsstyrelsen?   Svar: Domstolsstyrelsen anfører i deres høringssvar bl.a. at: ”I lønindeholdelsessituationen   er   det   kun   den   offentlige   gæld,   der   betales.   I   det omfang   Skatteministeriets   bekendtgørelse   om   rådighedsbeløb   mm.   har   samme udgangspunkt som i gældssaneringssituationen, vil skyldnere, der har gæld til både det offentlige og det private, kunne blive tvunget til at misligholde privat gæld. Det må   derfor   forudses,   at   en   konsekvens   af   den   udvidede   og   automatiserede lønindeholdelse  vil  være,  at  en  skyldners  eventuelle  private  kreditorer  kan  blive stillet ringere.” Som det fremgår af min besvarelse af spørgsmål 8, vil der i overensstemmelse med gældende  praksis  vedr.  betalingsevnevurderinger  på  bl.a.  skatteområdet,    fortsat være   mulighed   for   at   få   godkendt   visse   former   for   afdrag   på   lån   til   private kreditorer, da dette vil blive indarbejdet i bekendtgørelsen. Det følger herudover af lovforslaget, at indeholdelsesprocenten kan gradueres med nettoindkomsten  og  at  der  i  en  bekendtgørelse  vil  blive  fastsat  nærmere  regler herom,    jf.    besvarelsen    af    spørgsmål    nr.    1    og    9.    Det    v il    indebære,    at indeholdelsesprocenten    vil    være    nul    for    nettoindkomster    på    eller    under kontanthjælpsniveauet for enlige kontanthjælpsmodtagere over 25 år med og uden børn. Fra dette nettoindkomstniveau vil indeholdelsesprocenten være stigende med nettoindkomsten,  således  at  en  indeholdelse  på  20  procent  og  derover  vil  være forbeholdt relativt høje indkomster. Det vil i praksis indebære, at der i relation til de automatiserede  lønindeholdelser  normalt  vil  være  mulighed  for  at  afvikle  både privat og offentlig gæld. Som  jeg  nævnte  ved  førstebehandlingen,  mener  jeg  derfor,  at  man  ikke  vil  rende ind i den problemstilling som Domstolsstyrelsen rejser udover i nogle teoretiske og specielle tilfælde.

Side 5 Spørgsmål 4: Hvorfor vil ministeren ændre betingelserne for at få eftergivelse så de bliver magen til betingelserne for at få gældssanering?   Svar:    Der  er  ikke  tale  om  nogen  ændring,  idet  det  også  i  dag  er  således,  at betingelserne   for   at   opnå   eftergivelse   af   skatter   og   afgifter   er   magen   til betingelserne for at få  gældssanering, jf. opkrævningslovens § 15 og konkurslovens § 197, og  ToldSkats Inddrivelsesvejledning 2005-2 afsnit E 7.1. Den   foreslåede   ændring   er   aktualiseret   af   behovet   for   at   bringe   reglen   i overensstemmelse    med    den    foreslåede    ændring    af    gældssaneri ngsreglen    i konkursloven,  og  tydeliggør  således  alene  den  aktuelle  retstilstand  til  gavn  for retssikkerheden og gennemskueligheden for borgerne. Herudover   foreslås   det,   at   reglerne   om   eftergivelse   i   opkrævningsloven   kan anvendes  på  en  række  nye  krav,  hvor   der  ikke  hidtil  som  hovedregel  har  været mulighed for eftergivelse. Spørgsmål 5:  I hvilket omfang forestiller ministeren sig at henholdsvis arbejdsløse, selvstændige, studerende, eller personer der er gift eller samlevende med sådanne, fremover   kan   få   ef tergivelse   helt   eller   delvist   af   offentlig   gæld   i   forhold   til omfanget i dag?   Spørgsmål 6:  Hvad mener ministeren, der ligger i ordlyden i forslaget til ny § 15, stk.   2,   nr.   1   i   opkrævningsloven   om   at   skyldnerens   økonomiske   forhold   er uafklarede?  Vil  en  studerende  eller  en  der  er  gift  med  eller  samlevende  med  en studerende  ikke  længere  kunne  få  hel  eller  delvis  eftergivelse?  Og  hvad  med arbejdsløse eller selvstændige? Svar på spørgsmål 5 og 6:    Som det fremgår af min besvarelse på spørgsmål 4, vil praksis følge gældssaneringspraksis. Da spørgsmålet vedrørende visse af de nævnte personer allerede har været rejst i relation til Retsudvalgets behandling af forslag til lov  om  ændring  af  konkursloven  og  konkursskatteloven  (Revision  af  reglerne  for gældssanering) – lovforslag nr. L 10, kan jeg henvise til justitsministerens bevarelse af  spørgsmål  nr.  4,  punkt  2,  og  spørgsmål  nr.  11,  da  det  samme  vil  gælde  i forbindelse med eftergivelse efter opkrævningsloven. Som   det   fremgår   heraf   tilsigtes   der   ikke   nogen   ændri ng   i   forhold   til   den nugældende retspraksis. Det indebærer bl.a., at en skyldners økonomiske forhold i almindelighed  må  anses  for  uafklarede,  hvis  skyldneren  er  arbejdsløs  eller  under uddannelse, og at den selvstændigt erhvervsdrivende skyldners indtægtsforhold kan være behæftet med en sådan usikkerhed, f.eks. hvis virksomheden er nystartet, eller

Side 6 hvis indtægtsniveauet i virksomheden har været stærkt svingende i årene forud for ansøgningen, at forholdene ligeledes må anses for uafklarede. Det  vil  herudover,  som  efter  den  nugældende  praksis,  alene  helt  undtagelsesvist forekomme, at restanceinddrivelsesmyndigheden efter en konkret vurdering finder grundlag   for   at   meddele   en   skyldner   eftergivelse,   uanset   at   den   pågældendes økonomiske forhold er uafklarede. Da der som nævnt ikke er tilsigtet nogen ændring i de nævnte gruppers mulighed for  at  få  gældssanering  i  forhold  til  den  hidtidige  praksis,  må  det  med  hensyn  til omfanget af eftergivelser for skyldnere som er arbejdsløse, under uddannelse, eller selvstændige,  forventes, at omfanget vil være uændret i forhold til i dag. Om   skyldnerens   ægtefælle   eller   samlevers   eventuelle   uafklarede   økonomiske forhold   vil   påvirke   muligheden   for   at   opnå   eftergivelse   afhænger   af,   om ægtefællens  eller  samleverens  økonomiske  forhold  skal  inddrages  i  vurderingen, hvilket afhænger af, om der er tale om gæld opstået før samlivet eller ej, dvs. om der  er  tale  om  en  situation,  hvor  der  skal  udarbejdes  et  husstandsbudget,  eller ansøgningen  alene  skal  vurderes  på  grundlag  af  skyldnerens   egne  økonomiske forhold. Hvis  samlivet  med  den  nuværende  ægtefælle  eller  samlever  er  påbegyndt  efter gældens opståen, vil det således ikke have nogen betydning om ægtefællen/samleveren er arbejdsløs, under uddannelse m.v.   Spørgsmål 7:   Ministeren bedes kommentere artiklen i bladet Tænk marts 2005 s. 26 ”Ingen vej ud” og oplyse om det offentlige ville kunne indgå en frivillig akkord som   den   i   artiklen   omtalte,   såfremt   de   i   lovforslaget   foreslåede   regler   om eftergivelse havde været gældende, da den gældsramtes samlever er arbejdsløs. Svar:  Det  bemærkes  indledningsvist,  at  akkorden  ifølge  artiklen  er  tiltrådt  af ToldSkat, og at man dermed i den konkrete sag fra det offentliges side har vurderet, at akkordforslaget var berettiget og acceptabelt og derfor har bidraget til en løsning på situationen. At en enkelt kreditor afviser forslaget og dermed kan vælte akkorden er udtryk for den  velvillighed,  der  kræves  fra  samtlige  kreditorer  for,  at  en  frivillig  akkord  kan blive  til  noget.  Det  frivillige  system  kompenseres  af  gældssaneringsreglerne,  der kan tvinge kreditorerne med på en ordning, som enkelte af dem måske ikke synes er god nok.

Side 7 Det kan herudover oplyses, at det i et tilfælde som den konkrete sag fremover ikke vil  have  nogen  betydning,  om  samleverens  økonomiske  forhold  er  afklarede  eller ej, da samleverens forhold vil skulle holdes helt udenfor vurderingen, idet  samlivet ifølge det oplyste er påbegyndt efter gældens opståen. Spørgsmål  8:   Ministeren  bedes  uddybe  om  hans  svar  under  førstebehandlingen vedrørende hensynet til private kreditorer betyder, at der ved en betalingsevnevurdering  i  forhold  til  lønindeholdelse  udover  20  pct.  vil  blive  taget hensyn til betaling på privat gæld?   Svar:   Jeg   skal   indledningsvist   gøre   opmærksom   på,   at   det   jeg   sagde   und er førstebehandlingen var følgende: ”Det er vores intention, at redskabet til at kunne lønindeholde ud over 20 pct. bruges på de personer, der har en reel betalingsevne, der ligger ud over de 20 pct. Dvs. personer med en indkomst, hvor man også under hensyntagen til de andre udgifter der måtte være, godt kan lønindeholde mere end 20 pct. af lønnen til inddrivelse af den offentlige gæld. Det er ikke et redskab der bare umiddelbart skal tages i brug, men som skal tages i brug når der er personer med en betalingsevne, men ikke en betalingsvilje, og derfor mener jeg, at man ikke vil  rende  ind  i  den  problemstilling,  som  Domstolsstyrelsen  rejser,  ud  over i nogle teoretiske og ganske specielle tilfælde. ” Det følger også af besvarelsen af spørgsmål 1, 3 og 9 at in  deholdelsesprocenter der ligger over 20 procent vil blive forbeholdt skyldnere med relativt høje indkomster, hvorfor der kun er tale om en teoretisk problemstilling. Jeg  kan  dog  herudover   oplyse,  at  praksis  i  relation  til  private  kreditorer  ved betalingsevnevurderinger   på   bl.a.   skatteområdet,   er   i   henhold   til   ToldSkats Inddrivelsesvejledning 2005-2, afsnit F.1.2.8 Udgifter til afdrag på lån   , følgende: ”….. Afdrag på lån til sædvanligt indbo accepteres som udgangspunkt, især under hensyn til RPL § 509 (trangsbeneficiet), der fastslår, at udlæg ikke kan foretages i løsøre,  der  er  nødvendigt  for  at  opretholde  et  beskedent  hjem  og  en  beskeden levefod. Også afdrag på lån til aktiver omfattet af RPL § 509, stk. 2, accepteres. I medfør af RPL § 509, stk. 2, er aktiver, der er nødvendige for skyldnerens erhverv eller uddannelse, og som har en værdi af maksimalt 3.000 kr., fritaget for udlæg. Trangsbeneficiet skal således accepteres ved fastsættelse af en afdragsordning. Afdrag på gæld til andre kreditorer, afdrag  på kontoordninger eller afdrag på gæld til luksusprægede genstande kan som udgangspunkt ikke accepteres.”

Side 8 Det  er  hensigten  at  videreføre  denne  praksis  således,  at  der  skal  indarbejdes  en tilsvarende   bestemmelse   i   den   bekendtgørelse   om   betalingsevnevurdering   som skatteministeren med lovforslaget bemyndiges til at udstede, således at der fortsat skal  være  mulighed  for  at  få  godkendt  visse  former  for  afdrag  på  lån  til  private kreditorer, som vedrører Retsplejelovens § 509 (trangsbeneficiet). Afdrag på gæld til  andre  private  kreditorer,  afdrag  på  kontoordninger  eller  afdrag  på  gæld  til luksusprægede genstande vil som i dag ikke blive godkendt. Spørgsmål 9:  Ministeren bedes oplyse, hvorfor han foreslår at bestemmelsen i den nuværende kildeskattelovs § 73, stk. 3, 4. pkt. ”Ved indeholdelse med mere end 15 pct. skal skattemyndighederne i hvert enkelt tilfælde have sikre oplysninger om at der  overlades  skatteyderen  de  nødvendige  midler”  ikke  skal  opretholdes  og  om ministeren har tænkt sig at sikre tilsvarende regler i den bekendtgørelse ministeren får bemyndigelse til at udstede?   Svar: Baggrunden  for,  at  det  i  spørgsmålet  nævnte  citat  fra  kildeskatteloven  ikke opretholdes er, at det kan give indtryk af, at lønindeholdelse med 15 procent eller derunder er en mindre alvorlig sag end lønindeholdelse med over 15 procent, idet der kun ved lønindeholdelse over 15 procent skal foreligge sikre oplysninger om, at der overlades skatteyderen de nødvendige midler. Dette  mener  jeg  imidlertid  ikke,  er  tilfældet,  idet  en  lønindeholdelse  med  10 procent  i  en  nettoindkomst  på  130.000  kr.  kan  have  langt  mere  vidtrækkende konsekvenser  for  skatteyderen  og  dennes  familie  end  en  lønindeholdelse  på  20 procent i en nettoindkomst på 190.000 kr. Derfor skal der efter min mening i alle tilfælde sikres de samme oplysninger, uanset hvilken procent der indeholdes med. Herudover   skal   ophævelsen   også   ses   i   sammenhæng   med,   at   det   foreslås,   at indeholdelsesprocenten kan gradueres efter indkomsten og at skatteministeren kan fastsætte    nærmere    regler    om    sammenhængen    mellem    nettoindkomsten    og indeholdelsesprocenten.  Som  det  fremgår  af  de  almindelige  bemærkninger  afsnit 2.1.2.3.  vil  bemyndigelsen  blive  anvendt  til  at  fastsætte  nærmere  regler  for  den praksis med automatiserede forslag til lønindeholdelser, som efter gældende regler udarbejdes udfra objektive kriterier og på baggrund af de foreliggende oplysninger om indkomster m.v. Som  det  fremgår  af  bemærkningerne,  vil  der  blive  fastsat  nærmere  regler  om,  at restanceinddrivelsesmyndigheden   kan   træffe   afgørelse   om   lønindeholdelse   på baggrund af skyldnerens nettoindkomst, hvis skyldneren ikke reagerer på et varsel om   lønindeholdelse   eller   giver   fyldestgørende   oplysninger.   De   foreliggende oplysninger    om    indkomster    kan    være    oplysninger    fra    årsopgørelsen    el ler

Side 9 oplysninger afgivet i forbindelse med frivillig forskudsregistrering. Nettoindkomsten   i   relation   til   den   maskinelle   lønindeholdelse   er   i   princippet bruttoindkomsten  plus  positiv  kapitalindkomst,  fratrukket  arbejdsmarkedsbidrag, SP-bidrag (midlertidigt suspenderet), ATP og skat. Det fremgår endvidere, at restanceinddrivelsesmyndigheden forinden iværksættelse af  lønindeholdelse  skal  underrette  skyldneren  om,  at  lønindeholdelse  påtænkes iværksat,  og  om den  procent, der  agtes  indeholdt med.  Skyldneren  skal  endvidere oplyses  om,  at  indeholdelsesprocenten  kan  ændre  sig,  hvis  indkomstforholdene ændres. Restanceinddrivelsesmyndigheden skal endvidere gøre skyldneren bekendt med  grundlaget  for  den  påtænkte  afgørelse,  og  skal  opfordre  skyldneren  til  inden for  en  rimelig  frist  at  fremkomme  med  yderligere  oplysninger  om  sine  aktuelle økonomiske  og  familiemæssige  forhold  (budgetskema)  til brug  for  vurderingen  af betalingsevnen.  Fremkommer  skyldneren  ikke  med  yderligere  oplysninger,  eller giver  oplysningerne  ikke  restanceinddrivelsesmyndigheden  grundlag  for  at  ændre den   påtænkte   afgørelse,   skal   skyldneren   underrettes   om,   at   lønind eholdelse iværksættes. Indeholdelsesprocenten vil endvidere blive gradueret efter nettoindkomsten, således at   indeholdelsesprocenten   er   stigende   med   nettoindkomsten.   Herved   tages   der hensyn, til at betalingsevnen alt andet lige er stigende med nettoindkomsten. Der vil endvidere  blive  fastsat  nedre  indkomstgrænser  for,  hvornår  der  vurderes  at  være betalingsevne. De nedre nettoindkomstgrænser som er vejledende for, hvornår der vurderes at være betalingsevne, vil tage udgangspunkt i kontanthjælpsniveauet efter skat for enlige kontanthjælpsmodtagere over 25 år med og uden børn. Da   de   foreliggende   indkomstoplysninger   i   visse   tilfælde   kan   være   forældede, således  at  man  ikke  i  alle  situationer  kan  være  sikker  på,  at  den  pågældende skyldner ikke modtager f.eks. kontanthjælp, vil der også blive anvendt oplysninger fra    de    såkaldte    MIA -indberetninger    til    at    sikre,    at    der    ikke    udsendes lønindeholdelsesvarsel til modtagere af kontanthjælp, førtidspension og folkepension.  Dermed  sikres  det også,  at  svage  borgere  i  denne  gruppe,  for hvem det   kan   være   vanskeligt   at   udfylde   et   budgetskema,   ikke   uden   dyberegående sagsbehandling  og  evt.  kontakt  med  de  sociale  myndigheder  i  den  pågældende kommune bliver lønindeholdt.   Lønindeholdelse   på   baggrund   af   nettoindkomsten   anvendes   kun,   når   hverken restanceinddrivelsesmyndigheden  eller  skyldneren  finder,  at  der  er  behov  for  en individuel  vurdering.  Finder  skyldneren,  at  der  ved  en  lønindeholdelse,  der  er fastsat ud fra nettoindkomsten, ikke er overladt tilstrækkelige midler, vil skyldneren kunne  indsende  et  budgetskema,  hvorefter  restanceinddrivelsesmyndigheden  vil

Side 10 foretage  en  konkret  vurdering  af  omfanget  af  lønindeholdelsen.  På  samme  måde kan restanceinddrivelsesmyndigheden vælge, at lønindeholdelsen skal fastsættes ud fra en konkret vurdering. Det kan ske i særlige tilfælde, hvor lønindeholdelse ud fra standardsatserne for nettoindkomsten ikke vil føre til indfrielse af gælden indenfor rimelig   tid.   Eksempelvis   kan   der   være   tale   om   børnebidrag,   hvor   bidraget forudsættes   betalt   indenfor   rammerne   af   de   fastsatte   minimumsgrænser   for nettoindkomster.   Et   andet   eksempel   er   afvikling   af   store   gældsposter,   hvor budgettet skal anvendes til at afklare, om der er mulighed for at indeholde mere end de standardiserede indeholdelsesprocenter resulterer i, eller om der er belæg for, at skyldneren får indledt en eftergivelsessag. Jeg kan yderligere henvise til afsnit 2.1.2.3. i de almindelige bemærkninger. Spørgsmål    10: Ministeren    bedes    oplyse    om    ministeren    vil    udnytte    sin bemyndigelse  i  den  foreslåede  nye  ordlyd  af  §  73,  stk.  3  i  kildeskatteloven  til  at fastsætte en betalingsevneberegning mage til den justitsministeren har tænkt sig at benytte i forhold til gældssaneringssager og hvor rådighedsbeløbet i justitsministeriets  lovforslag  (L10)  er  sat  lavere  end  det  beløb  Forbrugerstyrelsen når frem til, i det budget der er lagt til grund for justitsministeriets forslag. Svar:      Jeg   kan   bekræfte,   at   der   vil   blive   udarbejdet   en   bekendtgørelse   med udgangspunkt    i    justitsministeriets    bekendtgørelse    om    betalingsevnevurdering, herunder   om   rådighedsbeløb.   Skatteministerens   bekendtgørelse   vil   dog   blive udarbejdet i lyset af, at der er tale om tvangsinddrivelse, hvorfor retsplejelovens § 509  (trangsbeneficiet)  vil blive  iagttaget  ved  udarbejdelsen  af  bekendtgørelsen,  jf. min besvarelse af spørgsmål 8.   Vedrørende  årsagen  til,  at  rådighedsbeløbet  er  lavere  i  justitsministeriets  forslag end det beløb, Forbrugerstyrelsen når frem til, kan jeg henvise til justitsministeriets besvarelse  af  spørgsmål  nr.  17  fra  Folketingets  Retsudvalg  vedrørende  forslag  til lov  om  ændring  af  konkursloven  og  konkursskatteloven  (Revision  af  reglerne  for gældssanering) (L 10), som nærmere begrunder hvori forskellene består. Spørgsmål  11: Ministeren  bedes  oplyse  om  regeringen  har  tænkt  sig  at  afsætte midler til at Forbrugerstyrelsen løbende kan ajourføre det normalbudget der ligger til grund for betalingsevneberegningen eller om man vil fortsætte at bruge et budget fra 2002?   Svar: Jeg  er  bekendt  med,  at  den  samme  problemstilling  er  rejst  i  Retsudvalget  i forbindelse    med    udvalgsbehandlingen    af    forslag    til    lov    om    ændring    af konkursloven  og  konkursskatteloven  (Revision  af  reglerne  om  gældssanering)  -

Side 11 lovforslag  L  10  -    og  jeg  kan  derfor  henvise  til  justitsministerens  besvarelse  af spørgsmål nr. 2, punkt 2. Spørgsmål  12:   Ministeren  bedes  oplyse  om  trangsbeneficiet  i  Retsplejelovens  § 509 fortsat vil være gældende i forhold til offentlig gældsinddrivelse. Svar: Trangsbeneficiet vil forsat finde anvendelse, jf. min besvarelse af spørgsmål 8. Spørgsmål  13: Ministeren  bedes  oplyse  om  der  med  lovforslaget  sker  nogen  som helst ændringer i forhold til reglerne for inddrivelse og eftergivelse af studiegæld.   Svar: Jeg kan oplyse, at den eneste ændring der sker, er vedrørende eftergivelse af studiegæld,   hvor   det   foreslås,   at   restanceinddrivelsesmyndigheden   kan   henvise låntageren  til  at  søge  eftergivelse  efter  reglerne  i  opkrævningsloven ,  når  der  er betydelig   anden   offentlig   gæld   end   studiegæld.      Efter   gældende   regler   kan låntageren   allerede   henvises   til   at   søge   om   gældssanering,   når   der   er   anden betydelig gæld, jf. lovforslagets § 53. Spørgsmål 14: Ministeren bedes redegøre for i hvilket omfang ægtefæller/samlevendes økonomiske forhold vil blive inddraget i betalingsevneberegningen  i  forhold  til  skyldneren,  såfremt  skyldneren  ikke  selv ville     have     betalingsevne     men     kun     får     det,     fordi     man     forudsætter     at ægtefælle/samlever bidrager til betaling af skyldnerens gæld. Svar:  I  relation  til  afgørelser  om  lønindeholdelse  som  træffes  på  baggrund  af nettoindkomsten, jf. min besvarelse af spørgsmål 9, vil der indtil videre blive taget udgangspunkt i skyldnerens nettoindkomst, og her vil det kun være når skyldneren selv  påberåber  sig  særlige  hensyn  på  grund  af  familiære  forpligtelser,  at  der  vil blive foretaget en egentlig betalingsevnevurdering som involverer hele husstanden. Det    er    dog    hensigten,    at    der    i    forbindelse    med    udviklingen    af    det    nye inddrivelsessystem med forventet idriftsættelse 1. halvår af 2007 også i relation til disse afgørelser skal tages udgangspunkt i husstandsprincippet i overensstemmelse med den nuværende praksis på bl.a. skatteområdet. Herudover   vil   der   i   sager   som   udtages   til   dyberegående   sagsbehandling   af restanceinddrivelsesmyndigheden    med    henblik    på    at    foretage    en    konkret betalingsevnevurdering f.eks. for at sikre tilpas afvikling af gælden være mulighed for i fuldt omfang at inddrage en ægtefælles eller samlevers økonomiske forhold i betalingsevnevurderingen. Dette er som nævnt i øvrigt i overensstemmelse med den nuværende praksis på bl.a. skatteområdet.

Side 12 Spørgsmål   15:    Ministeren   bedes   uddybe   den   foreslåede   nye   formulering   af kildeskattelovens § 73, stk. 3, om at der skal overlades skyldneren det nødvendige til eget og familiens underhold, kun skal forstås sådan at man skal være sikker på at skyldneren  kan  opfylde  sine  eventuelle  forsørgerforpligtelser,  men  ikke  omvendt skal forstås sådan, at en ægtefælle/samlever i strid me  d de familieretlige regler kan pålægges  indirekte  at  betale  på  skyldnerens  gæld  således  som  praksis  i  nogle tilfælde er i dag. Svar:   Jeg   skal   indledningsvist   gøre   opmærksom   på,   at   det   i   den   gældende formulering af det nævnte pkt. i kildeskattelovens § 73, stk. 3, hedder: Ved pålæg om   indeholdelse   skal   der   overlades   skatteyderen   det   nødvendige   til   eget   og familiens  underhold.  Denne  affattelse  videreføres  uændret  i  den  nye  formulering, bortset fra at skatteyderen er ændret til skyldneren. Jeg kan herudover henvise til besvarelsen af spørgsmål 14 og 16. Spørgsmål 16:  Ministeren bedes oplyse om en skyldner fortsat vil kunne pålægges at  fremlægge  oplysninger  om  ægtefælle/samlevers  økonomiske  forhold,  eller  om man  fremover  alene  vil  se  på  skyldnerens  økonom iske  forhold,  så  længe  han/hun ikke selv påberåber sig særlige hensyn på grund af familiære forpligtelser. Svar:  Jeg  kan  oplyse,  at  det  også  fremover  vil  være  muligt,  efter  en  konkret vurdering  at  pålægge  skyldner  at  fremlægge  oplysninger  om  ægtefælle/sa mlevers økonomiske forhold. Spørgsmål   17:    Ministeren   bedes   oplyse   hvordan   samspillet   bliver   mellem lønindeholdelse  og  modregning  i  børnechecken,  herunder  om  der  fremover  vil skulle  ske  den  samme  betalingsevnevurdering  ved  modregning  i  børnechecken, som der foreslås ved lønindeholdelse, og om dem der skal foretage lønindeholdelse automatisk bliver opmærksomme på modregning i børnechecken. Svar:  Det  følger  af  de  foreslåede  regler  vedrørende  betalingsevnevurdering,  at udgifter   til   husstandens   mindreårige   bø rn   kun   kan   fradrages,   hvis   udgifterne overstiger  indtægterne  vedr.  børnene  herunder  bl.a.  børnefamilieydelsen.  Det  er således   kun   i   tilfælde,   hvor   der   er   nettoudgifter   til   barnet,   at   disse   indgår   i betalingsevnevurderingen.  Ved  beregningen  af  nettoudgifterne  til  barnet  vil  der skulle    tages    højde    for    evt.    modregning    i    børnefamilieydelsen,    således    at nettoudgiften    til    barnet    tilsvarende    forhøjes    og    dermed    at    betalingsevnen tilsvarende reduceres. Der vil således ved en konkret betalingsevnevurdering blive taget højde for modregning i børnefamilieydelsen.

Side 13 Derimod  vil  der  ikke  ske  ændringer  vedr.  modregning  i  børnefamilieydelsen,  og den  vil  som  efter  gældende  regler  kunne  finde  sted,  uden  at  der  forinden  er foretaget en betalingsevnevurdering. Med   hensyn   til   afgørelser   om   lønindeholdelse   som   træffes   på   baggrund   af nettoindkomsten, jf. min besvarelse af spørgsmål 9, vil der ikke blive taget hensyn til   evt.   modregning   i   børnefamilieydelsen.   Lønindeholdelse   på   baggrund   af nettoindkomsten    medtager    generelt    ikke    individuelle    forhold,    hverken    hos skyldneren     eller     hos     den     resterende     familie.     Medfører     modregningen     i børnefamilieydelsen  i  det  konkrete  tilfælde,  at  der  ikke  bør  tages  udgangspunkt  i nettoindkomsten, vil skyldneren kunne få forholdet inddraget i vurderingen  ved at indsende et budget på samme måde som det i dag sker. Spørgsmål 18:  Betyder ophævelsen af § 21 i lov om underholdsbidrag at personer, der ikke har kunnet betale børnebidrag fordi de har siddet i fængsel og derfor ikke har nogen indkomst og heller ikke efter løsladelsen har råd til at betale på gælden, ikke  fremover  vil  kunne  få  eftergivet  børnebidragsgælden  medmindre de opfylder alle de mange betingelser for eftergivelse, herunder afklarede økonomiske forhold, hvad tidligere straffede sjældent har, da de har meget svært ved at få arbejde og i bekræftende fald , hvad er så begrundelsen for denne ændring, der vel kun medfører ekstra administration af forgæves inddrivelse. Svar:  Baggrunden  for  at  ophæve  bestemmelsen  er,  at  der  ikke  vurderes  at  være grund  til  at  have  en  særregel  for  eftergivelse  af  bidragsgæld  oparbejdet  under indsættelse,   når   der   med   lovforslaget   indføres   en   generel   eftergivelsesregel, hvorefter bidragsgæld behandles på samme måde som anden gæld til det offentlige. Det er netop målet med  at harmonisere reglerne. Det kan herudover oplyses, at hvis der er uafklarede økonomiske forhold men p.t. ikke betalingsevne, vil der kunne gives henstand. Jeg kan herudover henvise til besvarelsen af spørgsmål 5 og 6. Spørgsmål  19:   Ministeren  bedes  give  teknisk  bistand  til  et  ændringsforslag  til enten denne lov eller til L 112, jf. svar på spørgsmål 8 til L 112, som sikrer at en skyldner kan klage over lønindeholdelse til enhver tid, og ikke kun hvis der er nye oplysninger i sagen, så f.eks. de skyldn ere der ikke har reageret på forvaltningens henvendelse,  fordi  de  slet  ikke  tør  åbne  rudekuverter,  som  f.eks.  pantefogederne beskriver i deres høringssvar, kan få ændret en afgørelse om lønindeholdelse hvis de får søgt rådgivning og dermed bliver opmærksom  me på, at de havde mulighed

Side 14 for  at  klage  over  lønindeholdelsen  eller  overhovedet  bliver  opmærksomme  på,  at der foretages lønindeholdelse. Svar:  Jeg  har  i  min  besvarelse  af  spørgsmål  8  til  L112  redegjort  for  baggrunden for,  at  der  i  relation  til  klage  over  restanceinddrivelsesmyndighedens  afgørelser indføres   en   klagefrist,   der   indebærer,   at   en   klage   til   Landsskatteretten   over restanceinddrivelsesmyndighedens  afgørelser  skal  indgives  senest  3  måneder  efter modtagelsen af den afgørelse, der klages over, jf. forslaget til lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer, § 4, stk. 1. 3-måneders   fristen,   der   også   gælder   i   dag   for   eksempelvis   klage   over   de kommunale   myndigheders   afgørelser   om   lønindeholdelse,   og   i   øvrigt   gælder generelt  for  klage  til  Landsskatteretten,  skal  således  sikre,  at  tvivl  omkring  en afgørelses rigtighed afklares inden for rimelig tid efter, at afgørelsen er truffet. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at det i helt særlige tilfælde vil være urimeligt at afvise  en  klage,  fordi  klagefristen  er  overskredet  f.eks.  i  tilfælde,  hvor  klager  har været  fysisk  ude  af  stand  til  at  fremsende  klagen  pga.  hospitalsindlæggelse  eller lignende. Jeg har derfor stillet et ændringsforslag til 2. behandlingen af  L112, der indebærer,    at    der    kan    ses    bort    fra    en     fristoverskridelse,    hvis    særlige omstændigheder  taler  derfor.  Herved  svarer  fristerne  for  indgivelse  af  klage  til Landsskatteretten  over  restanceinddrivelsesmyndighedens  afgørelser  til  de  regler, der   gælder   for   klage   til   Landsskatteretten   på   skatteom rådet,   jf.   forslag   til skatteforvaltningsloven (L110). Det er min opfattelse, at det såvel for klager som af hensyn til en hensigtsmæssig klageadministration er fornuftigt med en sådan frist, der som nævnt også gælder i dag for klage over de kommunale myndigheders afgørelser om lønindeholdelse og ved klage til Landsskatteretten. Samtidig finder jeg ikke, at der i relation til pålæg om  lønindeholdelse  gælder  sådanne  særlige  forhold,  der  kan  begrunde,  at  der  for disse afgørelser bør gælde særlige regler. Endelig  bemærkes,  som  ligeledes  fremhævet  i  min  besvarelse  på  spørgsmål  8  til L112,  at  en  afgørelse  truffet  af  restanceinddrivelsesmyndigheden  i  en  lang  række tilfælde vil kunne ændres som følge at, at borgeren fremlægger nye oplysninger for myndighederne, der ikke tidligere har været inddraget i sagen forudsat naturligvis, at  de  nye  oplysninger  kan  begrunde  en  ændring  af  afgørelsen.  Endvidere  har skyldneren krav på en revurdering af en iværksat lønindeholdelse, hvis der er sket væsentlige   ændringer   i   dennes   eller   husstandens   økonomiske   forhold,   da   en lønindeholdelse  altid  skal  foretages  med  respekt  af  kildeskattelovens  regler  om betalingsevne.

Side 15 Jeg  kan  på  denne  baggrund  ikke  støtte  et  ændringsforslag,  hvormed  pålæg  om lønindeholdelse  undtages  fra  den  almindelige  klagefrist  til  Landsskatteretten  på  3 måneder. Et sådant ændringsforslag, som mest naturligt vil skulle stilles L 112, kan udformes som følger: Til § 4 1) I  stk. 1, 2. pkt., indsættes efter ”der klages over”: ”, jf. dog stk. 2”. [Konsekvens  af    forslaget  om,  at  der  ikke  skal  gælde  frister  for  indbringelse  af klager over afgørelser vedrørende lønindeholdelse] 2) Efter stk. 1 indsættes som nyt stk. 2: ”Stk.    2.    Klagefristen    i    stk.    1    finder    ikke    anvendelse    for    klager    over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser om lønindeholdelse.”. Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4. [Fjernelse   af   klagefristen   for   restanceinddrivelsesmyndighedens   afgørelser   om lønindeholdelse]