Jeg er glad for de mange positive røster, der har været.
Det er et lille lovforslag. Det er en lille ændring, der kommer til at ske, nemlig at vi sikrer, at de regler, vi har
i Danmark, er i overensstemmelse med de EU-regler, vi har forpligtet os til at følge. Når vi i Danmark har forpligtet os til at følge EU-regler, så er det jo for at sikre, at virksomheder ikke får ulige konkurrence, fordi nationalstaterne giver dem markant bedre vilkår i ét land end i et andet land, og for at sikre, at der ikke bliver nogen risiko for enten skattefrihed eller dobbeltafgift. Derfor gennemføres det her. Det gennemføres dog på en sådan måde i Danmark, at det i den praktiske verden vil være utrolig få tobaksmærker og med en relativt begrænset omsætning, hvor der kan komme en længere kredittid end i dag. Derfor vil jeg til de ordførere, der har stillet spørgsmål om provenu, sige, at der er et utrolig begrænset provenu i det her, og derfor vil det være svært at opgøre, hvad der egentlig skulle være kommet ind ekstra. Det må jo siges at være et spørgsmål om en rentefordel og ikke et spørgsmål om en afgiftsfordel, og derfor vil jeg sige, at jeg synes, at det næsten vil være en større udgift at skulle til at sætte sig ned og begynde at regne ud, hvor meget det egentlig er, der i givet fald vil være i rentetab, end det vil være at have rentetabet. Derfor synes jeg, man skal lægge meget mærke til de bemærkninger, der står i lovforslaget, om, at det er nogle ganske få varer med en meget høj omsætningshastighed, som vil kunne blive omfattet af det her. Derfor er jeg glad for den brede støtte, der har været, og jeg håber, at vi under udvalgsarbejdet kan få afklaret de sidste spørgsmål.